Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …

bufferboessen

Noget om vuggestuevoksenhed og barnligt glædestuderi

Egernet blev gift i weekenden. Min vuggestueveninde er blevet voksen og har sagt ja og skiftet navn, og hvad har vi. Hvordan skete det lige? Hvordan gik al den tid, uden jeg opdagede det?

Jeg forstår det ikke, og jeg forstår det endnu mindre, når jeg tænker for meget over det, så det forsøger jeg at lade være med. I stedet bruger jeg min energi på at glæde mig over, at det skete.

Jeg havde glædet mig til det bryllup, lige siden egernet bad mig reservere datoen sidste år. Dengang sagde hun (muligvis mest for sjov), at hun ville holde en +1 åben til mig. Og jeg sagde (helt alvorligt), at jeg i så fald havde planer om at tage guldfisken (nej, fumlefingre, ikke fuldfisken) med. Selvom jeg er sikker på, at hun ville tage sig ret godt ud i jakkesæt, er jeg alligevel glad for, at omstændighederne udviklede sig på en måde, som jeg ikke helt havde regnet med.

Min mådeholdshistorik til bryllupper er ikke noget at blære sig med på en solskinsdag. Det har jeg tidligere været inde på. Men eftersom jeg for et par måneder siden rent faktisk formåede at komme igennem en hel bryllupsfest uden alt for pinlige scener eller alkoholrelateret fodsvigtning, var jeg ret overbevist om, at det hele nok skulle gå.

Jeg havde bare glemt at tage højde for, at jeg stadig er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil. Egentlig troede jeg, at det var en fase, jeg ville komme over – eventuelt efter eftertrykkelige tryk på alle de farlige steder udløste en grådlavine, som burde have udtømt saltvandslageret for noget nær altid. Men jeg burde nok have indset, at gråd stadig kommer lidt for let til mig, da jeg for et par uger siden begyndte at småvræle, fordi haren spurgte mig, hvilken form for slik jeg ville have sværest ved at undvære for evigt (angsten for potentiel slipgivning med savn til følge har åbenbart ingen bagatelgrænse …)

Så det blev et vådt bryllup (sms). Godt vådt. Egentlig var det ikke meningen, vi skulle med til selve vielsen på rådhuset, men da der alligevel var plads, smuttede vi derind. Jeg havde derfor ikke lang tid til at mentalforberede mig på tudningsseance #1. Den indtraf sådan cirka et halvt sekund efter første ja. Og så fortsatte det ellers. Under brudens fars tale og gommens tale og brudens søsters tale, der endte i en decideret hulken, som tvang mig til at udvandre fra festen og søge midlertidigt eksil på toilettet.

Det var hyleri på den helt rigtige måde. Af de helt rigtige årsager. Fordi det hele var så godt og flot og rart og rigtigt. Og uden at udlevere andre af festens (langhalsede) gæster, kan jeg afsløre, at jeg heldigvis ikke var den eneste, der vandede fjerkræ.

Det er svært at vende tilbage til virkeligheden efter sådan en weekend fyldt med våde oplevelser og store følelser og mørke afstikningseventyr. Men jeg kan jo altid tage mig en lille hyggemandagstuder, hvis lysten skulle komme over mig (smos). Jeg kan allerede mærke, den er godt på vej …

oeresund_st

Øresund st.

 

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Hvordan minder smager

Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.

Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.

For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.

Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.

Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)

Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.

Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.

Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.

Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.

PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …

Rød hvid og blå jul

Jeg er ikke verdens mest voksne voksen-in-spe. Derfor er den barnlige glæde ved julen stadig forholdsvis intakt (selvom oddsene ikke altid er på glædens side). Maven er ikke fyldt med lige så mange sommerfugle, som dengang min krop var barn. Til gengæld er der en sommerfugl uden på maven, som minder mig om, at det er vigtigt at huske på de rigtige ting. De bedste ting. Og holde fast i dem, når man er så heldig at finde dem.

På listen over det bedste ved julen er min mormor. I går fortalte hun mig, at hun troede på julemanden, til hun var 13 år. Det gjorde mig glad. Dengang troede hun også, at de små børn kom til verden, hvis man lagde en sukkerknald eller en frikadelle i vindueskarmen. Hun har efterfølgende selv lagt krop til syv børn, så selvom jeg ikke ville grave mere i emnet, går jeg ud fra, at hun med tiden lærte, at det går anderledes til.

Det bedste ved julen er også trygheden. Og maden. Og minderne. Og musikken. Og følelsen af at være en del af en stor familie, med alt hvad det indebærer. Og det bedste er yndlingsungerne. Og juledrinks og juleøl med veninderne. De gamle. Dem, som både kender til dengang og nu. Og det bedste er at give.

Forleden kørte min søster, den 7-årige og jeg ud på landet. Længere ud på landet end der, hvor vi i forvejen var. Vejene var mørke og snoede, og vi passerede steder med navne som Bolskov og Viuf (ved stadig ikke, om det sidste er en by eller en lyd. Det første undlader jeg at kommentere på). Til sidst nåede vi til et sted med gadelygter. Under dem ligger et lille hus. Derinde bor en familie, vi ikke kender. De har ikke selv råd til at give deres børn den jul, de gerne ville holde for dem. På grund af svære tider og uheldigheder. Så vi sponsorerede mad og gaver til dem. Det var ikke en specielt stor ting for os. Men når man endelig har erkendt, at det er svært at forsøge at gøre verden til et bedre sted over en bred kam, så er det rart i hvert fald at kunne bidrage lidt til, at der nu sidder to børn et sted ude på det mørke land, som forhåbentlig får forbundet julen med lige så meget tryghed, som de har fortjent. Og måske også med noget af alt det bedste …

elvis

PS: Ligemeget hvad er det nostalgisk trygt, at Elvis igen i år hænger på træet og synger Blue Christmas med al den melankoli, en død mand kan have i stemmen …

Det andet køn

Jeg ved ikke altid, hvem jeg er. For 10 år siden vidste jeg det næsten aldrig. Da jeg lige var flyttet hjemmefra og startede i gymnasiet, troede jeg for eksempel, at jeg var typen, der læste feministiske, franske mursten oversat til tysk. 100 sider inde i ‘Det andet køn’ følte jeg mig dog nødsaget til at skifte identitet til sådan en lidt-mindre-intellektuel-lidt-mere-knaldromans-agtig type. Men jeg nåede at læse ret mange tyske gloser om forskellige dyrearters samliv og forplantningsprocesser. Spændende og skræmmende information.

I går var jeg til middag hos guldfisken. I virkeligheden er hun ikke en rigtig fisk. Men hun har tre af salgsen i et lille akvarium. Engang havde hun fem, men i juni valgte to af dem at tage deres eget liv ved at springe op af det lille foder-hul i hjørnet, så de landede på gulvet, hvor en chokeret storebjørn fandt dem begge to helt stive og døde. Jeg forestiller mig, at en Romeo-og-Julie-ulykkelig kærlighedhistorie ligger bag den dramatiske handling. Nu er der altså tre tilbage, og dem ved guldfisken en masse om, for hun er nemlig vokset op i et hus med et helt akvarie-rum og en far, der er Danmarksmester i akvariefisk (det er ikke med løg på). Derfor kunne hun også fortælle, hvorfor den ene fisk (hannen) er ved at miste sine striber. Det er åbenbart fordi, han er i gang med at blive kønsmoden og derfor skifter farve til gul. Jeg har ikke kunnet opstøve en logisk forklaring på den proces, men jeg er nået frem til, at kønsmodne hanner vel aldrig opfører sig helt logisk, lige meget hvilken art de tilhører.

Eftersom fiskene bor i et akvarium, er de tvunget til at leve sammen. En han og to hunner. Et paradisisk scenarium for de fleste typer af det andet køn, forestiller jeg mig. Hvis man ser på parforholdet hos andre mere frie dyrearter, har jeg læst mig til, at mejser og musvitter normalt holder sammen hele livet. Skilsmisser kan dog forekomme og følger oftest et mønster – jo færre unger des højere skilsmisserate. Efter sigende er ænder som regel kun monogame i en enkelt sæson, mens egern ikke lader sig friste af andre artsfæller på muligt grønnere græsplæner. De er derimod langtids-trofaste og yngler flere gange årligt. Egernhannen er tilmed en rigtig mand, der beskytter sin dame og sit afkom mod verdens ondskab og skræmmer mulige bejlere væk.

Og elefanterne … det er en helt anden historie. Jeg burde muligvis have kastet min kærlighed på en anden art, men naturens tiltrækningskraft er umulig at bekæmpe, så jeg bliver vel nødt til at acceptere min skæbne og få det bedste ud af tingenes tilstand.