Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …