Jeg aner ikke, hvordan det skete, men lige pludselig er jeg åbenbart blevet sådan en burde-være-voksen-type, som er omgivet af graviditeter og giftermål. Den her sommer er det gået helt amok, og eftersom jeg både er vild med børn og bryllupper, er det på mange måder rigtig dejligt (hvis man lige trækker nedsmeltning over manglende accept af pludselig voksenalder fra).
Min underbevidsthed har dog lidt sværere ved at vænne sig til tingenes tilstand og roder tydeligvis rundt i, hvordan verden egentlig hænger sammen. I nat drømte jeg for eksempel, at min mor var gravid. Og selvom det ikke er pænt at tale om en kvindes alder, fornærmer jeg vist ingen ved at afsløre, at det sandsynligvis ville være en smule urealistisk (og meget, meget skræmmende), hvis hun skulle være i den form for lykkelige omstændigheder.
Jeg glæder mig både over bryllupperne og allerede eksisterende eller kommende babyer, men en gang imellem er det lidt svært at forholde sig til den slags. Specielt fordi graviditeter ofte sætter gang i den alt for velkendte børnetilblivelsesnedsmeltning, som banker til hele min forvirrende forestilling om, hvorfor verden overhovedet findes. Og ikke mindst fordi det tætteste, jeg det seneste lange stykke tid selv er kommet på noget, der minder om skrukhed, var, da jeg i går blev kæledyrsforelsket i min frisørs hundehvalp (som i øvrigt udelukkende kom hen til mig for at pisse op ad mit ben. Det kan jeg så tænke lidt over …)
Efterfølgende mødtes jeg med gymnasiepigerne, og selvom ingen af os bærer rundt på forlovelsesringe eller levende miniversioner af os selv, gik der alligevel baby-/bryllupssnak i den. Den blev først afbrudt, da jeg helt ubevidst kom til at skifte emne midt i en andens sætning, fordi jeg fandt det strengt nødvendigt at analysere lidt på, hvor lang tid min neglelak havde holdt sig pæn.
For det er åbenbart så langt, jeg er i min voksenudvikling. Jeg har lært at passe og pleje mine negle, mens jeg lader andre om at producere rigtige levende mennesker. Og den rollefordeling føles egentligt dejligt trygt.
PS: Ud over babyer og bryllupper drejede aftenens helt store samtaleemne sig i øvrigt om, at jeg fik serveret en hel kaffekop fyldt med flødeskum til min kakao. Jeg har stadig ikke fået armene (inklusiv føromtalte negle) ned!
Skudamuda 
jeg ved ikke, hvordan det skete, men jeg kom hurtigt ud af dit tidligere indlæg og kommentar uden at vende ægte tilbage – kun i tankerne, men det ved vi begge ikke tæller sådan rigtig. nå, men du ved.. travl moderne verden med stress og e-mails og mareridt om neglelaks holdbarhed og farve i solens reflekterende farvespekter.
jeg ville egentlig bare lige ind og vende og sige, at jeg er enig, eller hvad man siger. jeg kan følge dig, og hvis dette havde været irl, så havde du fået et afslappet dask på skulderen.
Afslappet skulderdask er heller ikke at kimse af, selvom det er virtuelt. Og tanker tæller i øvrigt også ret meget i min verden:)
Bare en tanke men den omtalte hundehvalp måske den var sendt i byen af den hemmelige loge Anti Anti Skruk også kendt som Pampers-ligaen… 🙂 😉
Det lyder meget sandsynligt – måske jeg burde sende en ansøgning om optagelse i den loge …
Skal man så ikke være skruk..? 😉
Ellers skal man nok gå stille med dørene, de har måske mere end end een hundehvalp terrorist… 🙂 😉
For sylans, jeg så kun det første anti. Jeg var ude i noget logik med, at hunden mindede mig om, hvorfor jeg ikke helt kan overskue tanken om at skulle tage mig af et lille væsen, som ikke selv har styr på vandladningerne. Ansøgning trukket tilbage øjeblikketligt! Mandagstrætheden hersker tydeligvis 🙂
Hundehvalpe (og ænder) får også moderinstinktet frem i mig.