Noget om hvordan mit liv ikke blev

Midt i projekt ryd-op-i-eget-liv fandt jeg en gammel, dansk stil, som jeg skrev, da jeg var 14. Den handlede om mit liv om 15-20 år. Altså handlede den om, hvordan jeg forestillede mig, at mit liv ville være lige nu. Som 14-årige befandt jeg mig i limbo-perioden mellem at være drømmebarn, som tror, alt kan lade sig gøre, og drømme(wannabe)voksen, som har indset, at der findes grænser, men alligevel insisterer på at forsøge at sprænge dem.

Den 14-årige Skudamuda var blevet smittet med noget konformt. Ifølge hende, så har jeg i dag to børn med de populære to års mellemrum. En dreng og en pige, selvfølgelig. Jeg har et hus i forstæderne, og så spiller jeg tennis med min mand, Karsten, som jeg blev gift med, da jeg var 24.

24!!! Da jeg var 24, var jeg ikke i stand til meget mere end at knytte mig til min favoritstol på Trykbar for en enkelt fredag nat. Det tætteste, jeg var kommet på et fast forhold, var et par måneders intens sommerflirt, som kun varede så længe, fordi jeg var væk fra byen det meste af tiden og ingen af os derfor havde de vilde muligheder for at slutte det.

Jeg har én gang i mit liv rørt en tennisketcher og konstateret, at jeg syntes, den var alt for tung, så den kommer jeg nok heller aldrig til at samle op igen. Til gengæld foreslog solsorten forleden, at jeg skulle anskaffe mig stangtennis til mit kommende kontor (mere om det meget snart), men jeg tvivler på, den 14-årige ville kategorisere det som en form for voksenseriøsitet. Specielt ikke fordi det var tænkt som en slags fredagsbarsdrukleg.

Så er der det med Karsten og et hus i provinsen og de to perfekte børn (musvitten grinede meget af, at jeg tydeligvis havde valgt det mest voksenmandsagtige navn, jeg kunne støve op, fordi jeg vel havde forestillet mig, at jeg skulle finde sådan en meget seriøs mand, som kunne tage sig af mig). Beklager, 14-årige mig, men jeg er bange for, at jeg også her kommer til at skuffe dig. På alle tre punkter. For ser du, efter dig kom der en 17-årig provinsrebel, der læste Simone de Beauvoir som sin bibel og proklamerede, at hun var færdig med mænd (det var en meget kort karriere, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis sagde jeg aldrig noget om, at jeg var færdig med giraffer). Senere kom en 21-årig storbydrømmer, der ofrede en stor del af bankens guldbarre på at æde verden og opdage, at hun fik klaustrofobi ved tanken om en dag at skulle bindes op på et dyrt forstadshus. Og senere endnu kom en 29-årig frihedselsker, som endelig tog sig sammen til at forsøge at forklare sin søde, bekymrede mormor, at selvom hun mener, børn er meningen med livet, så er det ikke nødvendigvis meningen med alles liv.

Så kære 14-årige mig. Jeg ved godt, du havde forestillet dig, tingene skulle se lidt anderledes ud nu. Og jeg ved, at jeg muligvis har skuffet dig. Til gengæld har du stadig til gode at lære dig selv at kende og finde ud af, hvad der gør dig glad. Rigtig glad helt ned i maven.

Glæd dig til det. Det bliver lidt forfærdeligt, meget forvirrende og fuldstændig fantastisk!

20140608-094905-35345790.jpg

Noget om børn og bryllupper og negle

Jeg aner ikke, hvordan det skete, men lige pludselig er jeg åbenbart blevet sådan en burde-være-voksen-type, som er omgivet af graviditeter og giftermål. Den her sommer er det gået helt amok, og eftersom jeg både er vild med børn og bryllupper, er det på mange måder rigtig dejligt (hvis man lige trækker nedsmeltning over manglende accept af pludselig voksenalder fra).

Min underbevidsthed har dog lidt sværere ved at vænne sig til tingenes tilstand og roder tydeligvis rundt i, hvordan verden egentlig hænger sammen. I nat drømte jeg for eksempel, at min mor var gravid. Og selvom det ikke er pænt at tale om en kvindes alder, fornærmer jeg vist ingen ved at afsløre, at det sandsynligvis ville være en smule urealistisk (og meget, meget skræmmende), hvis hun skulle være i den form for lykkelige omstændigheder.

Jeg glæder mig både over bryllupperne og allerede eksisterende eller kommende babyer, men en gang imellem er det lidt svært at forholde sig til den slags. Specielt fordi graviditeter ofte sætter gang i den alt for velkendte børnetilblivelsesnedsmeltning, som banker til hele min forvirrende forestilling om, hvorfor verden overhovedet findes. Og ikke mindst fordi det tætteste, jeg det seneste lange stykke tid selv er kommet på noget, der minder om skrukhed, var, da jeg i går blev kæledyrsforelsket i min frisørs hundehvalp (som i øvrigt udelukkende kom hen til mig for at pisse op ad mit ben. Det kan jeg så tænke lidt over …)

Efterfølgende mødtes jeg med gymnasiepigerne, og selvom ingen af os bærer rundt på forlovelsesringe eller levende miniversioner af os selv, gik der alligevel baby-/bryllupssnak i den. Den blev først afbrudt, da jeg helt ubevidst kom til at skifte emne midt i en andens sætning, fordi jeg fandt det strengt nødvendigt at analysere lidt på, hvor lang tid min neglelak havde holdt sig pæn.

For det er åbenbart så langt, jeg er i min voksenudvikling. Jeg har lært at passe og pleje mine negle, mens jeg lader andre om at producere rigtige levende mennesker. Og den rollefordeling føles egentligt dejligt trygt.

kakao

PS: Ud over babyer og bryllupper drejede aftenens helt store samtaleemne sig i øvrigt om, at jeg fik serveret en hel kaffekop fyldt med flødeskum til min kakao. Jeg har stadig ikke fået armene (inklusiv føromtalte negle) ned!

Klik part II

Det var Super Bowl-aften i går. Så storebjørn smed guldfisken ud hjemmefra, fordi han skulle se bold med drengene. Derfor flyttede hun sin pyjamas hjem til mig i huset af guld, og mens fyrene sandsynligvis sad og hujede og kværnede chips og tyllede håndbajere, sad guldfisken og kaninen og jeg og spiste sushi og drak hvidvin og snakkede om fyre. I flertal. Og i flere timer. Christ!

Piger snakker om fyre, mens fyre snakker om bolde. Betyder det så, at fyre generelt er mere interessante end piger, mens bolde er mere interessante end både fyre og piger? For bolde snakker vel ikke om nogen? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at piger kan bruge usandsynligt lang tid på at diskutere hypotetiske scenarier uden at blive klogere på noget som helst. (Dog nåede vi på et tidspunkt frem til en form for teori om, at piger generelt snakker mere om sex (eller manglen på samme), end fyre gør, men at fyre generelt overdriver mere om sex (men nok ikke om manglen på samme)).

Midt i søndagens ‘så-sagde-han-og-så-sagde-jeg’-hurlumhej fortalte kaninen noget ret interessant. En af hendes veninder har en datter, som forleden kom hjem fra børnehave og fortalte, at hun var blevet kærester med Emil. Hendes mor sagde nådada og tillykke og spurgte, hvad Emil så sagde til det?

‘Han siger ikke noget. Han ved det nemlig ikke endnu’.

Jeg elsker børn – specielt fordi de kan få lov til at skabe deres egen virkelighed, uden at de bliver stemplet som sindssyge. Som 5-årig er det jo okay at holde fast i den naive tro på, at verden er indrettet sådan, at det, man synes passer sammen, også får lov til at sige klik. Gad vide, om der er en aldergrænse for, hvornår man kan få lov til at melde sig ind i den børnehave?

boernehavekaerlighed

PS: Billedet er ikke taget ved det unge kærestepars børnehave, men ved indgangen til en tilsvarende institution, jeg gik forbi i morges på vej ned til stranden.

PPS: Emil, jeg håber virkelig, du bliver glad, når du hører nyheden om din ændrede civilstatus. Lov mig i det mindste, at du giver det en chance. Afstikkere er tøsedrenge, der snyder sig selv for at afprøve mulig mening!

Tivoli i regnvejr

’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.

Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.

Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.

Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.

Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.

fast_stoppestedPS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.

* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.

De klogeste, de bedste og de vigtigste

En af mine venner fortalte engang, at en af hans venners venner mener, at børn er voksne, der bare ikke er blevet sindssyge endnu. Og et budskab, der har gjort indtryk på et fremmed, fjerde led, må være et ret fint et af slagsen. Jeg mener helt grundlæggende, at børn er meget klogere end voksne, som tror, at de er blevet klogere med alderen. I dag har jeg haft selskab af tre af de allerbedste af slagsen.

Der er den to-årige, som slet ikke ved, at det er en lille smule upassende at rende nøgen rundt i stuen og råbe ’Moster Bib, se min tissemand’ (og ja, det var hans moster, der slog nøgen-kolbøtter som fem-årig …) Efterfølgende opfordrede han mig til at skifte ’Byggemand Bob’ ud med dvd’en ’Det opløftende knib’. Da jeg nægtede, hoppede han op og bed mig i knæhasen – ikke hårdt, for det ved han godt, at man ikke må. Bare utilfredst markerende. Bagefter var han klog nok til at smile det smil, som han ved gør det umuligt for mig at blive sur på ham. Og jeg synes faktisk, det er helt fint at blive snøret af en to-årig.

Så er der den syv-årige, der under aftensmaden stillede det yderst relevante spørgsmål: ’Moster Bib, er du egentlig nudist?’ (Vil lige for en god ordens skyld understrege, at jeg altså havde tøj på i det her tilfælde…) Han er den eneste, jeg kender, der kan kværne sin egen kropsvægt i rundstykker, og så blev han voldsomt fortørnet over, at han ikke måtte få pink neglelak på ligesom sin søster. Da jeg ikke kunne forklare ham hvorfor (det er jo svært at sige, at det er sådan en regel, dumme voksne har lavet), straffede han mig omgående med det efterhånden velkendte spørgsmål: ’Helt ærligt, hvorfor gider du egentlig ikke ha’ en kæreste?’ Og så ser han i øvrigt fjernsyn gennem en kikkert. Da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han tørt, at det da var fordi, at han så kunne se det helt tæt på (ja, børn er klogere end (semi)voksne).

Til sidst er der den 9-årige. Hun er det klogeste barn, jeg kender. For lidt siden spurgte hun undrende: ’Moster Bib, er det der dine rigtige øjenbryn’, og alene det at hun kan forestille sig, at det kunne være mine forkerte øjenbryn, siger en hel del om omfanget af hendes levende fantasi. Det er samtidig hende, der kender mig så godt, at hun insisterede på at vise mig en musikvideo, som hun mente, jeg ville sætte pris på. Og så er det i øvrigt også hende, der for nylig fortalte mig, at hun hellere vil være anerkendt end kendt, når hun bliver voksen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kan blive begge dele, hvis hun vil.

Nu har jeg jo ikke selv formeret mig, så jeg kender ikke til moder-instinktet, men jeg ved, at jeg ville skide på alle mine pacifistiske principper, hvis en af de tre en dag får brug for at blive forsvaret. Den to-årige rakte hånden frem mod mig tidligere i dag, og først troede jeg, at det var fordi, han ville high five’e. Men da han råbte ’aftale’, gik det op for mig, at han gerne ville give hånd på noget. Hvad det var, kunne han ikke rigtig forklare. Men vi gav hånd – lavede en aftale. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad den aftale betød for ham (muligvis var det noget med kager). Men for mig betød håndslaget en aftale om, at jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at vise de tre unger, hvor fantastisk, magisk, spændende og sommerfugle-i-maven-agtig verden og livet kan være, selvom det hele nogle gange kan virke både unødvendigt og uretfærdigt hårdt, uoverskueligt og alt for angstprovokerende.