Noget om en hyldest til ugens første dag

Kære mandag

Du ved, jeg har et særligt godt øje til dig. Og det er ikke nogen hemmelighed, at din charme overgår både fredag, lørdag og søndags tilsammen. Specielt alt for tidligt om morgenen, når din alarm kildrer mine øregange og på kærlig vis minder mig om, at jeg kan få lov til at stå op, mens det stadig er rockermørkt udenfor.

I dag var du ekstra sød. For du berigede min by med flotte, grå nuancer og rigeligt med blæs og himmelvæske. Det føltes så skønt at trække i vinterjakken for første gang i år og tænke, at vi nu hænger sammen til langt ind i foråret. Hvilken fryd! Og når verden i øvrigt er så leveringsdygtig i nedslående nyheder, som den er lige nu, bliver mandagsfølelsen kun stærkere.

Så for at hylde dig, som du har fortjent, valgte jeg at bringe dig en offergave i dag. Det håber jeg, du lagde mærke til. Det skulle jo gerne føles ligeså godt for dig, som det gjorde for mig, da jeg med noget nær fuldt overlæg spontandruknede min iPhone i toilettet til ære for ugens yndigste dag (ja, det er dig, jeg taler om).

Jeg håber, du samtidig kan tilgive mig, kære mandag, for det gik først alt for sent op for mig, at telefonalarmen nu ikke har mulighed for at vække mig i morgen alt-for-tidlig. Der er åbenbart ikke noget i denne verden, der er så godt, at det ikke er skidt for noget …

traet_af_pis
PS: For god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at iPhone druknede, inden jeg besørgede. Så der er stadig en chance for, at den overlever uden alt for store traumer. Man er vel optimist. Specielt på en mandag som denne …

Elefantkriller

Det kan godt være, at temperaturen siger minus. Og det kan også godt være, at den der sne ingen situationsfornemmelse har, når den vælger at ignorere, at den slet ikke står på gæstelisten hos marts.

Men jeg er heldigvis voldsomt ligeglad med, at vinteren snupper sig et uønsket ekstranummer. For inden i mig er det forår. Og et sted i den anden ende af byen render en nyfødt elefantunge rundt, som snart skal opleves. Ligesom alle de andre oplevelser, der venter derude et sted.

Det bliver skide godt (eller det, der er endnu bedre!)

elefantunge

PS: Så er spørgsmålet bare, hvad ungen skal hedde. Jeg stemmer for Svend-Erik.

Klik

Det er koldt. Udenfor, hvor kulden tager overhånd og bider sig så voldsomt ind i mine fingre, at grænsen for rar smerte lige nøjagtigt bliver overskredet. I det store åbne skab af land, der ligger ned og lukker sig om de frosne pyt’ter, som er splintret i tusind stykker.

Og det er koldt indenfor. Både over og under dynen.

pyt

PS: Men måske behøver det slet ikke at være slemt. Måske kan vinteren være en tryg ven. Hvis vi rykker tæt tæt sammen (dykker ned og henter lidt af varmen … )

Tivoli i regnvejr

’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.

Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.

Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.

Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.

Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.

fast_stoppestedPS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.

* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.

München om morgenen

Dengang min krop var teenager, var jeg i en periode nabo til et slot. Nogle betegner det som et af verdens smukkeste. Det blev bygget i der-var-engang-tiden af en fyr med et sjovt navn, som ville give sin kone en gave, efter hun havde født deres fælles søn. Pæn gestus, synes jeg.

Slottet er fint om sommeren, men finest om vinteren. Efter min mening. Engang gik jeg tit rundt i haven og følte mig malplaceret. Efter jeg flyttede væk derfra, er jeg dog blevet bedre venner med stedet.

I morges var det ekstra fint. Og ekstra koldt. På den der fine, kolde måde, hvor man først opdager, hvor koldt det egentlig er, når kuldetårerne er frosset til is.

13425678912111013Der er ordnede forhold i slotshaven. På den tyske måde. Ikke noget med at stå på ski eller gå på is, som ikke eksisterer. Intet roderi. Men uden for den fine have findes en større park, hvor man kan gøre, hvad man vil. Her kan barnligt voksne teenage-typer få lov til at lave sneengle i fred. De ordnede forhold inden for murene er fine, men de frie forhold er bedst.

14PS: I udkanten af den store park ligger tre smalle, høje huse. Der er mange gamle halvneurotiske, helspekulerende, melankolske tanker gemt på værelset bag den midterste altan i det midterste hus. Når jeg flytter fra et sted, har jeg altid svært ved at forestille mig, at andre flytter ind. Derfor overraskede det mig, at der hang fremmed tøj på min altan. MIN ALTAN! Hvad bilder folk sig egentlig ind?

15