Noget om hvordan mit hoved fungerer

Jeg render rundt med en ret så kronisk hjernenedsmeltning, fordi jeg aldrig lærer at forstå, hvordan hoveder fungerer. Slet ikke mit eget. Det meste af tiden er jeg egentlig bare helt og aldeles grundlæggende forundret over, hvorfor min hjerne for eksempel:

– kan få min krop til at ryste af skræk ved synet af en nåsåer, selvom jeg efterhånden burde have lært, at der inde bag brillerne og hugtænderne bare gemmer sig en Uffe fra Sønder Bjert med tinnitus. Men når først angsten er plantet hos en seks-årig type, tager det altså mere end 22 år at tvinge den ud af kroppen igen.

– først nu indser, at jeg ikke nødvendigvis skal råbe højt om, at jeg som barn havde et dybt passioneret forhold til klittrolden – med mindre jeg ligefrem længes efter perverse misforståelser (i øvrigt ønskede jeg mig også brændende en kæphest, men det er en helt anden fetish)

– drømmer, at der er stillet lovforslag om at afskaffe pegefingeren, fordi videnskabelige undersøgelser viser, at pegefingeren nu til dags kun bliver brugt til at pege med, og at den funktion sagtens kan erstattes ved at indføre pegning med hele hånden i stedet for kun den ene finger

– kan være fuldstændig overbevist om, at jeg har sagt ja til at tage i biffen for at se en kort dokumentarfilm om sangerinden Adeles liv og først alt for sent indser, at jeg i virkeligheden skal mentalforberede mig på tre timers lesbisk lykke på fransk. Ikke at det bliver svært, altså. Men fremover er det nok alligevel en god idé at tjekke traileren på forhånd.

En sjælden gang imellem sker det dog alligevel, at min hjerne imponerer mig. For eksempel har jeg en helt ekstremt veludviklet evne til at vurdere nøjagtigt hvor meget syntet-bland-selv-slik, der kan være i den store slikskål, uden slikket flyder over. Og den slags talenter skal man skam ikke kimse af. Jeg vil nærmest mene, at det opvejer for alle de andre brister. Mindst …

syntetslikPS: Ja, skålen stod på komfuret. I flere minutter. Jeg er en fandens karl!

Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

Noget om det rigtige Rusland

Det rigtige Rusland er et eventyr, som startede i går morges, hvor vi tog midlertidigt afsked med vores fængselscelleværelse i Moskva og hoppede på metroen i retningen mod en fremmede busstation. Der var ingen skilte og mange busser, så vi prøvede lykken ved den første og allermest faldefærdige af slagsen. Ingen talte engelsk, og vi vidste ikke, om busfætter rent faktisk forstod, hvad vi mente, da vi forsøgte at udtale navnet på den lille, russiske by, vi skulle til – eller om han bare gerne ville tjene nogle hurtige penge. Men han nikkede, viste tre fingre, som betyder 300 rubler (noget har jeg da lært om penge), og så kunne vi ellers flade ud i den rullende, orange porrestanksspand sammen med overraskende mange enlige, russiske mænd, der spiste røget bacon direkte fra pakken.

Efter fire timer blev vi, som de eneste, smidt af på en meget øde landevej (og når noget er øde i Rusland, er det ikke for sjov). Busfætter, som desværre ikke havde lært mere engelsk på vejen, nikkede bare, da vi kiggede spørgende på ham, og så tøffede han ellers videre med spanden og efterlod os tilbage. Jeg tænker, han kunne have haft en fest med at snyde os. To bundnaive tøsepiger fra vesten, som tror, de kan klare alt, lige indtil de bliver konfronteret med russisk ødeland.

De få skilte, vi fandt, var fyldt med mere eller mindre uforståelige kyrilliske bogstaver, så vi var ret meget på røven, selvom vi da efterhånden fik fornemmelsen af, at vi var i nærheden af noget rigtigt. En stor, sort russisk bil med tonede ruder spurtede forbi, og haren og jeg nåede hurtigt frem til, at det letteste ville være at stikke en tommelfinger i vejret. Den stoppede – hvilket både kunne være meget heldigt og utroligt uheldigt. Bag rattet sad en midaldrende, russisk mandsperson, som heller ikke forstod engelsk. Men han nikkede genkendende, da vi sagde navnet på vores hostel. Så vi hoppede ind og håbede på det bedste.

Og vi nåede frem – levende og det hele. Til Godzillas, som stedet hedder. Vi befinder os i en lillebitte russisk landsby midt i ingenting. Her er ikke andet end kirker og borge og tårne og dunkle kroer. Lokalkultur over hele linjen. Og det ældre, russiske par, som bestyrer stedet her, har selvfølgelig valgt det utroligt passende navn Godzillas til deres spejderhyttehostel. Jeg elsker det!

Og jeg elsker, at alt er så fremmede, at det er en succes i sig selv, hvis vi kan tyde menukortet på kroen (de er meget glade for tunge, skulle jeg hilse og sige). Heldigvis har vi lært at sige pandekager, så vi har spist pandekager med alt. Pandekager med smør, pandekager med is, pandekager med champignon, pandekager med kaviar, pandekager med kondenseret mælk (det skulle jo prøves). Og vi har set kirker og borge og museer, som tydeligvis kun er for russere. Alle er helt uforstående over for det faktum, at vi ikke kan tale deres sprog. Når vi prøver at give udtryk for, at vi intet forstår, snakker de bare videre. For det er åbenbart helt uhørt, at to unge tøsepiger fra et fremmede land tager på eventyr i deres by.

Vi fatter ikke særlig meget af det, vi ser, og vi kan ikke finde halvdelen af seværdighederne. Og det regner konstant, og når vi endelig finder frem til noget, har det lukket. Alligevel synes jeg, det er fantastisk. Selvom jeg fik en mindre nedsmeltning over vejret i dag og godt kunne ønske mig langt væk til en sydhavsø fyldt med sol og sangria og forståelig kommunikation, så er der noget helt specielt ved at være lige her lige nu. For det kan godt være, jeg er træt af, at jeg ikke fik lov til at opleve det rigtige Moskva for 20 år siden. Men om 20 år kan jeg i hvert fald sige, at jeg har nået at opleve det rigtige Rusland!

det_rigtige_rusland

Nedsmeltning og optøning

Min hukommelse skræmmer mig for tiden.

Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.

Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.

Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.

I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.

foraar

Toppen af top utjekket

Jeg ved ikke, hvorfor behovet for at gennemgå egen selvopfattelse er specielt stærkt lige nu. Måske er det sådan en januarting. En ’Åh-gud-nyt-år-hvad-sker-der-hvad-skal-jeg-hvem-er-jeg’-ting (og er det i øvrigt ikke noget med, at det er lidt mere legalt at være i krise i januar, end det er resten af året? Junikrise lyder bare ikke helt lige så hårrivende frustrerende som januarkrise).

Forleden fik jeg konstateret, at jeg stadig ikke kan tillade mig at fjerne ’tæt på’ foran godhjertet. Formodentlig (forhåbentlig) kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne det. Og helt ærligt – folk, der er hundrede procent gode, er sgu da også en lille smule øretæveindbydende irriterende og røvkedelige, er de ikke? Eller er det misundelsen, der snakker?

Indtil nu troede jeg dog, at jeg muligvis havde overdrevet en lille smule, da jeg tilføjede et ’top’ foran utjekket. For ja, jeg er ret utjekket på mange måder. Jeg kan stadig fare vild hos min tandlæge, i en elevator og på herretoilettet. Jeg har stadig ikke helt lært at bedømme, hvornår det er (u)passende at gøgle med kroppen, at gramse på forkerte lår eller at gå i gulvet uden varsel. Jeg har heller ikke helt lært at finde en passende balance mellem min neonentusiasme på den ene side og normalpåklædningsopfattelsen på den anden side.

Men der er et punkt, hvor jeg føler, jeg ligger et godt stykke over gennemsnittet i forhold tjekkethed. Jeg er god til at huske aftaler. Jeg dobbelttjekker altid datoer i min kalender. Det er en af mine helt store neuroser. Ubalance på aftalekontoen skaber næsten større nedsmeltning end tanken om kun at tjekke komfuret to gange, inden jeg forlader lejligheden.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Jeg ved ikke, hvor mit hoved eller mine tanker er henne. Men det nye år har budt på afvigelser af værste skuffe på min eneste tjekkede tjekliste. Det startede allerede 2. januar, hvor jeg hev min krop ud af sygesengen og ned til alternativ massage (den hysterisk hulkende slags). Kun for at få spørgsmålet: ’Du hedder ikke Christian, vel’ fra tydeligt andendagstømmermændsramt receptionist. Jeg var dukket op den forkerte dag. Min aftale var den 3. Hvor jeg ikke kunne. Den slags sker ALDRIG for mig.

Flere frygtelige oplevelser i den dur fulgte og blev toppet i går, hvor jeg til skræk og rædsel opdagede, at jeg alligevel ikke har købt en tur til New York i påsken. Jeg har købt en rejse de datoer, hvor påsken lå sidste år. En uge efter resten af verden har pustet æg og spist lammesteg, eller hvad man ellers plejer at gøre for at markere den hellige faders enbårne søns dødsdag. Sådan noget har jeg ALTID styr på (altså ikke de religiøse mærkedage – men mine rejsedage). Jeg var i chok. Det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at undskylde fejlen med, at det da fandeme er åndssvagt, at der er konsensus om, at frelseren har fødselsdag på samme dag hvert år (ligesom alle andre dødelig), men at hans dødsdato rykker rundt efter nogle åndssvage regler, som jeg aldrig lærer at regne ud.

Nedsmeltningen blev toppet, da jeg i går eftermiddags stod i lufthavnen med haren. Vi skulle til London, men inden vi nåede så langt, skulle vi forbi security – et farligt sted for en helspekulerende type med angst for autoriteter. Tjekmanden kiggede først på min billet, så op på mig, så ned på billetten igen, så op på mig igen, hvorefter han rynkede panden, sendte mig et autoritetsagtigt blik og sagde ’Du skal først rejse i morgen’. Jeg gik i spontanpanik og forsøgte at pippe et ’Neeej’, hvilket fik ham til endnu mere tørt at gentage: ’Du skal først rejse i morgen’. Der gik op til flere forfærdeligt pinagtige sekunder, inden han begyndte at grine, gav mig min billet tilbage og sagde, at jeg bare kunne gå videre.

Jeg er åbenbart ikke kun utjekket. Jeg er også bundnaiv. Normalt er jeg ret stor fan af ironi. Jeg bruger det selv så dagligt som muligt. Men lige præcis i går havde jeg meget gerne været det foruden. Ærgerligt, at det ikke er tilladt at uddele smølfespark til øretæveindbydende autoritetstyper (men der findes vel ingen regler om, at man ikke må sende et enkelt et af sted i tankerne …)

keep_calm

PS: Jeg kom til London. Og jeg er her stadig. Forhåbentlig rammer jeg København igen i morgen aften. Hvis guderne og EasyJet og mit eget hoved ellers kan finde ud af at samarbejde. Ellers ses vi måske på den anden side af påske. Hvornår det så end er …

Tidligmorgenneurotik

Fem uger tog det mig at få losset egen krop ud af sengen og tilbage til 80’erne. Og årtiets sidste træningscenter. Undskyldninger har der været nok af. Det var mørkt, det var koldt, jeg var syg, det var synd for mig, og der var ikke det, der ikke var i vejen. Og så er det bare mere trygt at bygge hule i sengen end at deltage i verden, før den er vågnet. Desuden plejer motionsmotivationen jo at være båret af idéen om at skulle tabe de der fem kilo. Men nu har jeg tabt de der fem kilo. Hvad er meningen med det hele så?

Meningen er, at jeg rent faktisk har opdaget, at det føles både godt og rigtigt at presse pulsen op til et niveau, hvor jeg kan mærke den. Derfor holder undskyldningerne ikke længere. Ja, det er mørkt og koldt. Sådan er det. Lær at leve med det. Snart bliver det lyst og lunt. Og det er svært at sætte ordentlig pris på lyset uden også at mærke mørket. Desuden er jeg blevet rask. For lang tid siden. Efterveerne i øret kan ikke engang bruges som legal undskyldning (på trods af at det jo er et kendt faktum, at helspekulerende typer primært løber med højre øre). Så jeg hankede op. I morges, hvor min underbevidsthed havde flået mig ud af de helt forkerte drømme, inden alarmen gjorde det. Jeg var vågen og undskyldningsløs.

Fem ugers fravær er åbenbart nok til at få mig til at glemme, hvilket løbebånd der er mit. Det, som jeg for lang tid siden kårede som det bedste. Det rigtige. Det eneste, der fungerer for mig. Nogen havde rykket rundt på båndene, og nu var der pludselig fire at vælge imellem, hvoraf jeg kun kunne udelukke det ene. Neuroserne stod i fuldt flor, da jeg i panik over situationen valgte at hoppe op på bånd nummer to, selvom det ikke føltes helt rigtigt.

Jeg forsøgte at skjule min nedsmeltning, men midaldrende joggingdragtstype holder stadig øje med barnligt voksen neontumling. Så meget, at han i løbet af syv sekunder stod ved siden af mig og spurgte, om der var noget galt. Jeg prøvede at smile og sige, at alt var helt ok. Men han blev ved. Kiggede undersøgende på løbebånd nummer et ved min venstre side og spurgte, om det var i stykker. Jeg svarede nej.

‘Men du plejer jo altid at løbe på det. Hvad er der dog sket?’ spurgte han og virkede oprigtigt bekymret på trods af, at han hverken kender mig eller årsagen bag min neurotiske tilknytning til trygt bånd.

Jeg svarede, at jeg bare havde lyst til at prøve noget nyt. Hvilket var løgn. Jeg havde øjeblikkelig trang til at hoppe to skridt til venstre lige over i trygheden på det bedste bånd, som jeg pludselig genkendte.

Pauser er farlige. På fem uger havde jeg glemt, hvordan mit bånd ser ud, men min sjældent tilstedeværende stolthed forhindrede mig i at indrømme, at jeg var havnet det helt forkerte sted. Så jeg blev, hvor jeg var. I nye, utrygge (men ikke udelukkende dårlige) omgivelser – mens jeg forsøgte at bekæmpe Radio Ballerups ‘If You Don’t Know Me By Now’ med iPod’ens velkendte, pulserende toner, som igen fik mig til at ønske, at jeg kunne være lidt mindre inde i mig selv og lidt mere ude af mig selv.

Spring

Nogle synes, det er hårdt at løbe maraton eller støbe store fundamenter. Så vildt behøver det slet ikke at blive, før jeg knækker. Bare tving mig til at pille mig selv i navlen en hel dag, og jeg skal give dig et styks halvneurotisk, helspekulerende barnevoksen, som både glemmer, hvordan man trækker vejret og holder fodfæstet.

Personlighedsanalyse part III fandt sted i dag (som nu er i går ifølge uret). Jeg havde arbejdstravlt og fik derfor ikke mentalforberedt mig på at skulle forholde mig til mig selv fra morgenstunden. Derfor fik jeg heller ikke helt hørt efter, da analyserende mandsperson i jakkesæt spurgte mig, om jeg kendte til selvbeskyttende færdigheder (underforstået – det gjorde jeg nok ikke). Men han fik da skubbet en bog i min retning, som han mente, jeg ville have godt af at læse. Titlen har jeg selvfølgelig allerede glemt. Den slags er jo alt for skræmmende at dykke ned i. Så hellere videre til næste problemstilling, som han fik præsenteret nogenlunde sådan her:

’Forudsætningen for, at du kan lede andre, er, at du kan lede dig selv’. Det tør jeg slet ikke forholde mig til. Så hellere videre til næste problemstilling.

Det var så til gengæld et punkt, vi både kunne blive enige om, og som jeg ikke var så bange for at snakke om. Jeg er nemlig helt afsindigt dårlig til at planlægge og sætte ting i system. Og ja, jeg er helt på det rene med, at det nogle gange kan være ret smart at lægge strategier og forberede sig på, hvad der kommer til at ske. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske? Al erfaring siger mig, at jeg i hvert fald ikke ved det. Netop derfor sætter jeg afsindigt stor pris på min evne til at holde vejret, springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Hvis jeg ikke havde haft den, havde jeg snydt mig selv for livsvigtige eventyr. Og krilleren ved tanken om chancen for eventyr slår til hver en tid frygten for at risikere potentiel nedtur. I min verden i hvert fald.

Så havde du måske håbet, at det stoppede her. Hvis du altså er nået så langt i teksten. Men det her handler altså om navlepillerier af værste skuffe. Det bliver langt. Hårdt og brutalt. For eftermiddagen bød på yderst grænseoverskridende møde med en hysterisk person, som åbenbart er mig selv.

Det startede egentlig bare som en forsinket julegave fra mig til mig. Fordi jeg har følt mig anspændt og derfor tænkte, det måske var en meget god idé at forsøge at løsne op. Med lidt alternativ massage (nej, ikke den frække slags). Allerede i venteværelset var jeg ved at stikke af igen, da jeg blev præsenteret for en bog med titlen ’Kunsten at give slip’. Tal om skræmmende titel. Jeg havde betalt for at blive løsnet op og nåede at blive dobbelt så anspændt bare ved at sidde fem minutter på en stol og vente.

Jeg forsøgte at slappe lidt af, da jeg endelig havde fået bakset mig op på briksen (et hurtigt indskudt tip til andre, som overvejer at prøve det samme. Tilsyneladende skal man lægge sig ned under tæppet, når man har taget tøjet af. Så man undgår at ligge og lege wannabe-nudist, når behandleren træder ind i lokalet. Det lærte jeg på den hårde måde). Det tog hende sådan cirka 29 sekunder at få mig til at tude. Det krævede bare et enkelt tryk lige omkring den navle, som allerede var overanstrengt. Jeg blev både forskrækket og pinlig over egen reaktion og forsøgte derfor at lukke øjnene og ignorere det, der skete, men hun trykkede bare videre, mens hun sagde ’øjøjøj’, hver gang hun ramte endnu et ømt punkt. Jeg havde på én gang lyst til at stikke af og blive for evigt. Alt bevægede sig på grænsen mellem rar smerte og det totalt uudholdelige. Tilsyneladende lige der, hvor jeg blev tvunget til forholde mig til mig.

privat_omraade

Følgende sætninger blev sagt:

’Nu giver jeg dig lige lov til at mærke dig selv lidt’ (jeg føles frygtelig og fik derfor omgående trang til at lægge mig i fosterstilling)
’Du er utroligt lukket omkring dine æggestokke’ (ingen analyse nødvendig)
’Du holder så meget igen, at du snyder dig selv for at mærke vigtige ting’ (efterfulgt af en mavepuster, der fik mig til at skrige som en femårig, der har tabt sommerens første softice)
’Du må gerne reagere hårdt på det her’ (efterfulgt af tryk på det ømme punkt i nakken, som tidligere har fået mig til at spontantude upassende voldsomt, da det blev aktiveret til en fødselsdagsfest og hos frisøren. Har nu lært, at klumpen i maven åbenbart har rødder i baghovedet. Og det giver vel egentlig meget god mening …)

Følgende spørgsmål blev stillet:

’Hvorfor går du på tæer?’ (Imponerende iagttagelse, eftersom jeg lå ned. Jeg havde ikke noget svar. Kun en uudtalt teori)
’Har du en person i dit liv, som du tør åbne dig rigtigt op for?’ (Sagt som om, det var verdens mest simple ja/nej-spørgsmål. Jeg undlod at forsøge at svare. Havde trods alt kun betalt for 45 minutter)

Jeg slap for den helt hårde omgang, hvor hun skulle hente en kollega, der kunne hjælpe med at åbne op for min ryg. Hun mente, jeg havde været udsat for nok i første omgang. Jeg gav hende hurtigt ret. Så hun forlod lokalet, og jeg lå tilbage med pandaøjne og 11-taller – frygteligt skræmt og fascineret over, hvad der lige var sket. Jeg ville jo bare have haft massage.

Da hun kom tilbage et par minutter senere, lignede jeg stadig en, der var trådt direkte ud af kapellet. Det kommenterede hun ikke på. I stedet sagde hun bare, at hun ville anbefale mig at lære at trække vejret og starte dagen med en halv citron presset i et glas vand. Jeg havde opført mig som en hysterisk, skrigende snotunge i tre kvarter, og så talte hun til mig, som om jeg lige havde været ved tandlægen og fået konstateret, at jeg godt kunne tåle at være lidt mere flittig med tandtråden. Jeg var målløs.

Det tog mig en frostvejrsgåtur fra Østerbro til Amager og en lur på fem timer at blive et nogenlunde helt menneske igen. Til gengæld tror jeg muligvis, en del af mig var mere hel end nogensinde før, da klokken for lidt siden slog midnat, og jeg gav mig selv lov til at vågne.

9PS: Det her var blogindlæg nummer 100. Muligvis det længste, jeg nogensinde har skrevet. Bloggen blev til som resultatet af en anden semisøvnløs nat engang i slutningen af juli. Dengang anede jeg ikke, hvad jeg ville med den. Det ved jeg stadig ikke. Jeg ved bare, at det føles godt at skrive, selvom jeg også nu er i tvivl om, hvor meget jeg skal lukke op og lukke i. Hvor meget andre orker at høre. Nogle synes, det er for meget. Andre synes, det er deprimerende. Andre igen synes, det er underholdende og helt tilpas. Jeg ved ikke, hvad jeg selv synes. Derfor tror jeg bare, jeg vil fortsætte med at springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Fra nu af vil jeg dog forsøge at trække vejret samtidig. Det hjælper.

PPS: Måske er det ikke en tilfældighed, at jeg netop i dag har sagt ja til endnu et blogprojekt. Et lidt mere omfattende, internationalt et af slagsen, som kommer til at foregå i samarbejde med en række andre bloggere verden over. Mere om det senere …