Uskibet i himlen

Det hjemsøger mig stadig. Himmelskibet. Mest om natten, hvor det dog må kæmpe lidt om min opmærksomhed. Måske har vanddyret ret, når han skriver, at det muligvis ikke står skrevet i stjernerne, at jeg skal besøge dem i uskibet. Og måske behøver jeg i virkeligheden heller ikke at komme helt derop, hvor det er farligt, for at kunne danne mig et overblik. Måske er det bedre bare at sejle rundt på himlen i mellemdrømmene.

Måske gør jeg det til foråret. Hvis jeg altså ikke til den tid har for travlt med at være euforisk over, at solen skinner, og blomster blomstre, og musik føles rigtigt. Måske jeg i så fald igen kan mærke, at overblik er overvurderet sammenlignet med eventyrligt kaos.

strandet_foraar

PS: Mens vi venter på foråret og alle de gode ting, er det vel okay at besøge stjernerne i en flyvende maskine? Selv at investere i nye eventyr, når de gamle leger gemmeleg? Bankbogen siger nej – min indre laban trumfer med to bogstaver i versaler.

Hvordan steder dufter

Barndomsbyen dufter af havn og sommer og de små, hvide blomster i græsplænen, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. Den dufter af tryghed og grillbar og uheld og lørdagsslik og sår på knæet. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

München dufter af Currywurst mit Pommes og Dirndler og store øl i pæne parker. Den dufter af usikkerhed og grå jakker; af grin og gode veninder og af salt fra tårer. Og den dufter af tag-dig-sammen og jeg-gjorde-det og af minder, jeg aldrig ville være foruden.

New York dufter af lufthavnslinoleum og gule taxaer med træer i ruden og af verdens bedste burger. Den dufter af eventyr og en sød fyr og mange, lange gåture. Og den dufter af tastaturet, som larmer bekræftende, af kriller i maven og af os og nødvendig ensomhed.

Moskva dufter af tid, som er gået, men endnu ikke overstået. Den dufter af Lenin, som er død, men ikke begravet. Af amerikanske kæder og flere tusind kroner dyr hvidvin drukket på Den Røde Plads, fordi en anden betalte. Og den dufter af gamle damer på museer og unge piger af plastik, som håber på lykke (ligesom alle os andre).

Ilulissat dufter af isbjerge og verdenshave og dyr i vand. Den dufter af stilhed og eftertænksomhed og memoir i otte bind. Og den dufter af kaffemik og gæstfrihed; af social arv og stor kærlighed til dig og mig og alle dyrene og det omkring os.

Jerusalem dufter af det, der var engang, og det, der venter. Den dufter af grædemur og glædesgrin, af mangfoldighed og respekt og sørgelige ubegribeligheder. Og den dufter af små, mørke værelser med farlige lagner; af kig her og kom herhen og kom tilbage igen.

Den hvide sandstrand på den øde ø dufter af renhed og lune og dårlig mad. Den dufter af livsfarlig tømmerflåde og livsbekræftende tømmermænd og den første impulsive lykkefølelse. Og af dejlige mennesker og ubeskriveligt held og uundgåelig livslyst. Den dufter af jeg-kan-klare-alt. Næsten.

København dufter af biografer og brune beværtninger og melankolske gåture hjem over broer i morgensolen. Den dufter sammenhold og sammenfald; af glæde og mod og modløshed og slinger på egne ben. København dufter rigtigt. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

knippelsbroPS: I dag duftede København også lidt af forår og forhåbninger. Tror jeg. Jeg er for forkølet til at bedømme det, men det føltes sådan indeni …

Regnbuen uden ende

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt det, jeg ser, også er det, der sker. Sådan en oplevelse havde jeg i går morges. Jeg befandt mig et sted mellem mellemdrøm og vågen i luften over Sjælland, hvor jeg forsøgte at tvinge mine øjne åbne ved at lege ‘hvad ligner skyerne’ (en lidt små-skizofren leg for én person, men jeg er heldigvis ret begejstret for at diskutere med mig selv på ‘Det-er-en-gummistøvle! Nej-det-er-en-gummiged!’-måden).

Lige pludselig lignede skyen dog noget helt andet. Den lignede en sky med en helt rund regnbue i midten og skyggen af et fly inde i regnbuen. Det så ret vildt ud, og jeg var slet ikke klar over, om det fænomen rent faktisk fandtes. Derfor turde jeg heller ikke spørge min sidemand (en rationelt-udseende, tysktalende jakkesæts-type), om han kunne se det samme. I øvrigt nåede jeg frem til, at hvis det bare var noget, jeg bildte mig ind, så måtte min hjerne være noget mere fantasifuld, end jeg turde håbe på, så lige meget hvad var det en succesoplevelse. Og under alle omstændigheder var det flot. Helt afsindigt flot og fantastisk og magisk. Illusion eller ej.

Dog affødte oplevelsen efterfølgende akut-nedsmeltning – for hvis skatten findes for enden af regnbuen, og regnbuen er rund, hvad så? Betyder det, at skatten er overalt, eller at den slet ikke er der? Den regner jeg nok aldrig ud. Til gengæld har jeg besluttet mig for, at den mulige udsigt til magiske regnbuer – runde eller ej – er al regn værd. Måske er det derfor, jeg synes, det kan være forfærdeligt rart at gå rundt i regnvejr.

rainbowPS: En hurtig google-søgning viser, at det ikke var min fantasi, der løb af med mig. Fænomenet findes, men er åbenbart ret sjældent. Og selvom magi (heldigvis) aldrig nogensinde kan gengives på billeder, så kan du måske alligevel få et indtryk af det her.