Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Hvordan minder smager

Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.

Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.

For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.

Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.

Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)

Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.

Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.

Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.

Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.

PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …

Hvordan steder dufter

Barndomsbyen dufter af havn og sommer og de små, hvide blomster i græsplænen, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. Den dufter af tryghed og grillbar og uheld og lørdagsslik og sår på knæet. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

München dufter af Currywurst mit Pommes og Dirndler og store øl i pæne parker. Den dufter af usikkerhed og grå jakker; af grin og gode veninder og af salt fra tårer. Og den dufter af tag-dig-sammen og jeg-gjorde-det og af minder, jeg aldrig ville være foruden.

New York dufter af lufthavnslinoleum og gule taxaer med træer i ruden og af verdens bedste burger. Den dufter af eventyr og en sød fyr og mange, lange gåture. Og den dufter af tastaturet, som larmer bekræftende, af kriller i maven og af os og nødvendig ensomhed.

Moskva dufter af tid, som er gået, men endnu ikke overstået. Den dufter af Lenin, som er død, men ikke begravet. Af amerikanske kæder og flere tusind kroner dyr hvidvin drukket på Den Røde Plads, fordi en anden betalte. Og den dufter af gamle damer på museer og unge piger af plastik, som håber på lykke (ligesom alle os andre).

Ilulissat dufter af isbjerge og verdenshave og dyr i vand. Den dufter af stilhed og eftertænksomhed og memoir i otte bind. Og den dufter af kaffemik og gæstfrihed; af social arv og stor kærlighed til dig og mig og alle dyrene og det omkring os.

Jerusalem dufter af det, der var engang, og det, der venter. Den dufter af grædemur og glædesgrin, af mangfoldighed og respekt og sørgelige ubegribeligheder. Og den dufter af små, mørke værelser med farlige lagner; af kig her og kom herhen og kom tilbage igen.

Den hvide sandstrand på den øde ø dufter af renhed og lune og dårlig mad. Den dufter af livsfarlig tømmerflåde og livsbekræftende tømmermænd og den første impulsive lykkefølelse. Og af dejlige mennesker og ubeskriveligt held og uundgåelig livslyst. Den dufter af jeg-kan-klare-alt. Næsten.

København dufter af biografer og brune beværtninger og melankolske gåture hjem over broer i morgensolen. Den dufter sammenhold og sammenfald; af glæde og mod og modløshed og slinger på egne ben. København dufter rigtigt. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

knippelsbroPS: I dag duftede København også lidt af forår og forhåbninger. Tror jeg. Jeg er for forkølet til at bedømme det, men det føltes sådan indeni …