Noget om at være turist i egen barndom

Jeg farer ret meget rundt omkring på optagelser for tiden, og i dag var jeg så heldig at havne i barndomshavnebyen. Det er snart 15 år siden, jeg flyttede derfra, og selvom jeg stadig føler mig så ung, så ung, er minderne ved at få rynker.

Det blev jeg allerede mindet om i den velkendte bus 4 fra banegården, hvor to teenagepiger sad og brokkede sig højlydt over noget med gymnasielivets hårdhed og erhvervsøkonomi (hvem i himlens navn hopper også på sådan et valgfag? Spørger hende, der valgte eskimologi). Jeg kunne se, de skulle af i mit gamle kvarter og overvejede derfor, om vi mon kendte hinanden fra back-in-the-days. Indtil det gik op for mig, at de næppe havde smidt bleen, dengang jeg hang ud i deres teenagegård med lidt for stumpet t-shirt og lidt for meget lemon i min Bacardi.

Jeg stod af bussen to stop for tidligt for at nyde duften fra havnegrilleren, som stadig er helt rigtig – lige som havnegrillere i barndomsbyer skal dufte (sådan en blanding af ønskebrønd og labre larver og skumsvampe). Duften var desværre noget af det eneste, der var, som det plejede at være.

Tanken og købmanden og kiosken var lukket. Det samme var bageren og frisøren og banken og ejendomsmægleren og min tidligere nabo – Nordeuropas mindste bodega (hvad er det for en verden, vi lever i??)

Veje havde flyttet sig og virkede pludselig meget kortere, end de var, dengang tiden sneglede sig på dem. Og så var der øde. I hvert fald der, hvor jeg plejede at hænge med hættetrøjen. Det var som om, kvarteret for længst havde glemt mine hudafskrabninger og hemmeligheder, mit første kys og mit rullefald ud af min mors bil nede i svinget foran havnegrilleren (note to self: husk selen!)

Jeg fik ondt i maven, da jeg så, at et hus var revet ned, lige der hvor den gamle mand med æblerne plejede at bo. Den gamle mand findes nok slet ikke mere. I hvert fald ikke på den her side af himlen. Det er trist at tænke på.

Men heldigvis er der også kommet nye huse til. Masser af nye huse. Jeg skulle lave mine optagelser i et af dem, og det var fint og hyggeligt og helt rigtigt. Og dem, der boede der, fortalte, at der faktisk også er kommet to nye frisører til byen. Og at der er mange unge tilflyttere, som sætter gang i fællesskabet. Et nyt fællesskab. 

Så er alt jo, som det skal være. For jeg er også et andet sted, i et andet fællesskab, som giver mere mening for mig nu. Med det i tankerne er det faktisk helt okay at være turist i sin egen barndom – på den der nostalgiske melankolimåde, som heldigvis føles mere godt end skidt.

  

Riesenkusseabstinenser

Jeg troede faktisk, det ville være frygteligt at skulle undvære slik og kager i en måned. Men jeg har haft så meget godt i hovedet de seneste uger, at jeg næsten ikke har haft tid til at tænke på, hvad jeg savner i maven. Før nu. På dag 28 blev jeg ramt af længslen. Hårdt! I barndomsbyen, hvor jeg har buret mig inde et par dage med den 9-årige.

Indburingen er ret lærerig. Specielt da et par sandheder kom på bordet over spegespølsemadderne.

Den 9-årige: ”Min far siger, at du har elevatorvægt”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”Det betyder, at du nogle gange ser lidt tyk ud, og andre gange ser du slet ikke tyk ud”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”For eksempel har vi et billede af dig fra en juleaften, og du er altså ikke så tyk mere, som du var dengang”.

Mig: ”Nånå”.

Paradoksalt nok gav samtalen mig endnu mere lyst til at dykke ned i noget med chokolade og skum og kiks. De kæmpestore af slagsen. Jeg er endda parat til at ofre en elevatoretage for det, hvis bare det kan tage de værste fysiske abstinenser.

Gad vide, om man kan få bragt Riesenkusser ud i verdens mindste by i provinsen?

riesenkusse

Synkrondrømningsgys

‘Vi mødes i drømmene’ plejede jeg engang at sige til personer, som jeg gerne ville mødes i drømmene med. Og gøre alt det, som er muligt i drømmene, fordi det ikke rigtigt er rigtigt.

Min søster og jeg mødtes i drømmene en nat for nogle uger siden. Både i hendes og i min. Vi fandt ud af det, fordi begge drømme havde været så chokerende for os, at vi blev nødt til at dele dem med hinanden.

Hun havde drømt, at vores mor havde ringet til hende for at fortælle, at jeg vist nok måske var død: ‘Ja, jeg er ikke helt sikker, men gider du ikke lige tjekke op på det’, havde min mor sagt sådan helt dagligdagsagtigt.

Min søster gik i panik og skyndte sig hjem. Efter et stykke tid bankede jeg på døren, og hun åbnede og spurgte, om jeg var død. ‘Ja, så gik den sgu ikke længere’, svarede jeg og gik ud i køkkenet efter et glas rødvin (som jo er den foretrukne drik blandt nyligt afdøde). Hun spurgte, hvad der dog var sket, og om det var noget med dem, jeg havde mødt i byen i weekenden (hvem ‘dem’ var, ved jeg ikke, men min søster har åbenbart en ret livlig fantasi i forhold til de typer, jeg socialiserer med). Jeg fortalte sådan lidt blablabla-agtigt, at det var dem, der havde voldtaget mig og derefter dræbt mig og smidt mig i en mose (hvordan det så kunne lade sig gøre, at jeg pludselig sad ret levende i køkkenet og bællede rødvin, findes der ikke rigtig nogen logisk forklaring på. Måske er jeg en form for Übermensch (det er jeg da nok faktisk muligvis helt sikkert, nu hvor jeg tænker over det)).

Det hele virkede lidt som om, at livet var et spil, og jeg var blevet slået ud. Som den gode taber, jeg jo er (eller noget), erkendte jeg mit nederlag, bundede glasset og sagde farvel og tak. Sådan.

Jeg aner ikke, hvad der fik min søster til at lande i det drømmescenarie. Men tanken om, at jeg ville være i stand til at dø i en tilstand af så kølig afklaring, virker meget urealistisk. Hvor var frygten for, hvad der skulle blive af mig? Frygten for, om jeg ville blive glemt? Om mit liv var meningsløst? Om jeg havde gjort en forskel? Gjort indtryk? Eller udtrykt mig klart nok til at være værd at huske på?

Min søsters drøm var skræmmende. Jeg gav hende ret. Men jeg syntes alligevel ikke, det var noget særligt i forhold til min.

Den foregik i vores barndomshjem (eller nærmere teenagehjem). Vi flyttede derfra for over 10 år siden, men i drømmen boede min mor og Baloo der stadig, og jeg var hjemme hos dem på weekendtur. Pludselig fik jeg uventet besøg af en tidligere flamme, som jeg stadig var dybt forelsket i. Han havde alle sine venner med, som jeg aldrig havde mødt, og jeg var overvældet over, at de ville komme hele vejen til Jylland for at møde mig (specielt fordi de var på knallert, hvilket jo gjorde det ret besværligt i forhold til broen og alt det der). Flammen fik hilst på mine forældre (det var stort), og jeg viste ham rundt i huset.

Vi endte alene nede i gildesalen (ja, den slags har man altså, der hvor jeg kommer fra), og jeg kunne mærke, at jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham, selvom det var lidt forbudt. Og jeg fornemmede, at han havde det på samme måde. Så vi kiggede hinanden længe i øjnene på den helt krilrende måde, inden vi tog os sammen, og han lænede sig ned og jeg strakte mig så langt, jeg kunne. Lige inden det endelig skete, forvandlede han sig til min søster.

Jeg var i chok. For følelserne og forelskelsen var der stadig. Og jeg havde stadig lyst til at kysse. Men jeg kunne jo ikke  gå rundt og være forelsket i min søster på den måde. Og jeg kunne slet ikke begynde at kysse upassende på hende. Det var en værre uorden. For det første er det nok ikke socialt acceptabelt. For det andet har hun allerede en ret sød kæreste. Og for det sidste er jeg nogenlunde overbevist om, at vi begge er til mænd (og at vi i hvert fald under ingen omstændigheder er til søstre). Forvirringen var total.

Jeg nåede heldigvis at vågne, inden det blev rigtig farligt. Analysen tør jeg slet ikke dykke ned i (selvom jeg helt sikkert ville kunne få noget meget interessant ud af det). TIl gengæld kommer jeg aldrig nogensinde til at opfordre min søster til at mødes med mig i nogen som helst former for drømme fremover.

foto-16

Hvordan minder smager

Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.

Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.

For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.

Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.

Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)

Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.

Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.

Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.

Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.

PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …

Hvordan steder dufter

Barndomsbyen dufter af havn og sommer og de små, hvide blomster i græsplænen, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. Den dufter af tryghed og grillbar og uheld og lørdagsslik og sår på knæet. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

München dufter af Currywurst mit Pommes og Dirndler og store øl i pæne parker. Den dufter af usikkerhed og grå jakker; af grin og gode veninder og af salt fra tårer. Og den dufter af tag-dig-sammen og jeg-gjorde-det og af minder, jeg aldrig ville være foruden.

New York dufter af lufthavnslinoleum og gule taxaer med træer i ruden og af verdens bedste burger. Den dufter af eventyr og en sød fyr og mange, lange gåture. Og den dufter af tastaturet, som larmer bekræftende, af kriller i maven og af os og nødvendig ensomhed.

Moskva dufter af tid, som er gået, men endnu ikke overstået. Den dufter af Lenin, som er død, men ikke begravet. Af amerikanske kæder og flere tusind kroner dyr hvidvin drukket på Den Røde Plads, fordi en anden betalte. Og den dufter af gamle damer på museer og unge piger af plastik, som håber på lykke (ligesom alle os andre).

Ilulissat dufter af isbjerge og verdenshave og dyr i vand. Den dufter af stilhed og eftertænksomhed og memoir i otte bind. Og den dufter af kaffemik og gæstfrihed; af social arv og stor kærlighed til dig og mig og alle dyrene og det omkring os.

Jerusalem dufter af det, der var engang, og det, der venter. Den dufter af grædemur og glædesgrin, af mangfoldighed og respekt og sørgelige ubegribeligheder. Og den dufter af små, mørke værelser med farlige lagner; af kig her og kom herhen og kom tilbage igen.

Den hvide sandstrand på den øde ø dufter af renhed og lune og dårlig mad. Den dufter af livsfarlig tømmerflåde og livsbekræftende tømmermænd og den første impulsive lykkefølelse. Og af dejlige mennesker og ubeskriveligt held og uundgåelig livslyst. Den dufter af jeg-kan-klare-alt. Næsten.

København dufter af biografer og brune beværtninger og melankolske gåture hjem over broer i morgensolen. Den dufter sammenhold og sammenfald; af glæde og mod og modløshed og slinger på egne ben. København dufter rigtigt. Og den dufter af drømme. Sovedrømme, mellemdrømme og fremtidsdrømme.

knippelsbroPS: I dag duftede København også lidt af forår og forhåbninger. Tror jeg. Jeg er for forkølet til at bedømme det, men det føltes sådan indeni …