Riesenkusseabstinenser

Jeg troede faktisk, det ville være frygteligt at skulle undvære slik og kager i en måned. Men jeg har haft så meget godt i hovedet de seneste uger, at jeg næsten ikke har haft tid til at tænke på, hvad jeg savner i maven. Før nu. På dag 28 blev jeg ramt af længslen. Hårdt! I barndomsbyen, hvor jeg har buret mig inde et par dage med den 9-årige.

Indburingen er ret lærerig. Specielt da et par sandheder kom på bordet over spegespølsemadderne.

Den 9-årige: ”Min far siger, at du har elevatorvægt”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”Det betyder, at du nogle gange ser lidt tyk ud, og andre gange ser du slet ikke tyk ud”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”For eksempel har vi et billede af dig fra en juleaften, og du er altså ikke så tyk mere, som du var dengang”.

Mig: ”Nånå”.

Paradoksalt nok gav samtalen mig endnu mere lyst til at dykke ned i noget med chokolade og skum og kiks. De kæmpestore af slagsen. Jeg er endda parat til at ofre en elevatoretage for det, hvis bare det kan tage de værste fysiske abstinenser.

Gad vide, om man kan få bragt Riesenkusser ud i verdens mindste by i provinsen?