Kamæleonelefant i en gøglerbutik

Sådan noget med at møde nye mennesker kan godt være en smule angstprovokerende for mig på den der speedsnakkende/pinlig tavshed/upassende gøgl med kroppen-agtige måde. Det er som regel helt slemt med de personer, jeg virkelig gerne vil forsøge at gøre et godt indtryk på (eller som minimum bare et indtryk).

For et stykke tid siden sammenlignede en klog type mig med en form for social kamæleon, fordi jeg har en tendens til at tilpasse mig et selskab ved at skrue op og ned for min indadvendte og udadvendte side, alt efter hvad jeg fornemmer, der er mest brug for. Derfor får folk ofte meget forskellige førstehåndsindtryk af mig.

Da jeg som 16-årig havnede på en international skole, hvor det handlede om at blive hørt så hurtigt og så højt som muligt, åbnede jeg stort set ikke munden i et halvt år. Jeg var bare. Til stor glæde for mine omgivelser, som så fik plads til at fylde endnu mere.

‘I like this girl. She just sits there and listens’, var der på et tidspunkt en pige, der sagde til de andre. Om mig. Mens jeg sad helt stum ved siden af. Og lyttede. Alle var glade for min tavshed. Og jeg var lettet over, at jeg ikke blev tvunget til at sige min mening. For det havde ikke været kønt.

Desværre/heldigvis sker det modsatte også. Nu til dags i højere grad end tidligere. Hvis jeg havner til en fest eller en middag eller en reception fyldt med afdæmpede typer, jeg aldrig har mødt før, vil jeg hellere surfe usikkert rundt på de pinlige rester af min mistede værdighed end forsøge at holde mig flydende på pinlig tavshed. Det betyder, at jeg inden for det første kvarter med fremmede mennesker både har:

– fortalt historien om den gang, jeg i en kæmpe koger faldt ud fra et (unisex)festivaltoilet med strømpebukser, nederdel OG underbenklæder nede om anklerne. Foran en kø på 20 mennesker. Midt på eftermiddagen (og ja, jeg var alene på det toilet).

– demonstreret mit trick med at have hele hånden inde i munden (efterfulgt at mit ret unikke stående-applaus-trick)

– fået et helt selskab til at befamle mine øreflipper, for at de lettere kunne give mig ret i, at flipperne virkelig er afsindigt tykke (guldsmeden overvejede at skyde to gange, da jeg som 10-årig fik lavet det første sæt huller)

Den slags opførsel er som regel nogenlunde acceptabel til abefester. Så hvis jeg bare kunne holde det der, ville det måske ikke være så slemt. Det glemmer jeg desværre, når jeg for eksempel havner midt i noget potentiel pinlig tavshed til en eftermiddagsreception på et fint forlag med et pænt udsnit af den danske kulturelite, hvor jeg skal forsøge at holde mig kørende på halvanden håndbajer, mens jeg prøver at afstøde pludseligt opståede mindreværdskomplekser over alt det seje, jeg ikke har udrettet.

Nogle mener, min panikopførsel kan være en form for underholdende på den pinligt charmerende måde. Andre skal meget hurtigt på toilettet eller i buffeten eller afbryde et flereårigt rygestop. Og så står jeg pludselig alene tilbage. Med tom håndbajer og ingen steder at gøre af mine rystende hænder.

Jeg arbejder på at finde en balance. Meget gerne inden for den næste times tid. Men jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver hende den interessante type, som formår at sidde og være lidt mystisk ovre i hjørnet med et sofistikeret glas rødvin (gad vide, om det egentlig er muligt at få et helt rødvinsglas ind i munden? Det må afprøves!)