Fra børn og fulde folk – part III

Det var ellers så sødt, det der øjeblik, hvor den 3-årige lagde sine hænder på mine kinder, kiggede mig dybt i øjnene og aede mig over håret. Sådan et øjeblik, hvor jeg blev mindet om, hvorfor min nevø er en af de skønneste små typer, der findes. Og hvor det faktisk også føltes som om, han synes, jeg er en helt okay barnligt voksen type.

Alt havde været så fint, hvis ikke han havde følt trang til at ødelægge øjeblikket med kommentaren:
‘Du hedder moster far!’
Jeg forsøgte at protestere, og efter et stykke tid trak han da også i land med et:
‘Nej, du hedder ikke moster far. Du hedder moster onkel,’ hvorefter han hev sig i banditten og skrålede ‘Halejula, haleeejuuulaaaa’, som om alt var i den skønneste orden.

En ting er, at fremmede unger synes, jeg ligner en mandsperson. Men når min egen familie også er i tvivl om mit køn, er det muligvis på tide at gøre noget drastisk. Jeg orker bare ikke rigtig at gå silikonevejen, og jeg synes også, det ville være svært upassende at smide underbenklæderne foran små drengebørn bare for at bevise en pointe.

Så alternative løsningsforslag modtages med åbne arme (og samlede ben …)

20130907-131016.jpg

PS: Hvordan forklarer man i øvrigt en 3-årig, at det altså ikke hedder: ‘Tingelingelater, dildodater’?

Bittersød erfaringsnote #4

Kære mig selv

Næste gang du har tænkt dig at spankulere rundt med pivåbent tishul i ædru offentlighed, så sørg for guds skyld for at undgå neonfarvede underbenklæder. Undgå i øvrigt også at befinde dig i en større menneskemængde, når fremmed kvinde højlydt gør dig opmærksom på sydstatskrisen. Og når så de 30-40 omkringstående publikummer kigger hånende på dig, og du derfor diskret vender dig om for at hive op i lynlåsen, så sørg lige for at tjekke, om du nu skulle befinde dig med front mod Lagkagehusets vinduesparti til frit skue for stirrende sultne torsdagkunder.

supermanPS: Skulle det alligevel ske for dig, så husk på, at nye bekendtskaber, du netop er blevet introduceret for til hipstergadefest, måske ikke som det allerførste har brug for at høre dig fortælle historier om offentlig fremvisning af underbenklæder.

Kamæleonelefant i en gøglerbutik

Sådan noget med at møde nye mennesker kan godt være en smule angstprovokerende for mig på den der speedsnakkende/pinlig tavshed/upassende gøgl med kroppen-agtige måde. Det er som regel helt slemt med de personer, jeg virkelig gerne vil forsøge at gøre et godt indtryk på (eller som minimum bare et indtryk).

For et stykke tid siden sammenlignede en klog type mig med en form for social kamæleon, fordi jeg har en tendens til at tilpasse mig et selskab ved at skrue op og ned for min indadvendte og udadvendte side, alt efter hvad jeg fornemmer, der er mest brug for. Derfor får folk ofte meget forskellige førstehåndsindtryk af mig.

Da jeg som 16-årig havnede på en international skole, hvor det handlede om at blive hørt så hurtigt og så højt som muligt, åbnede jeg stort set ikke munden i et halvt år. Jeg var bare. Til stor glæde for mine omgivelser, som så fik plads til at fylde endnu mere.

‘I like this girl. She just sits there and listens’, var der på et tidspunkt en pige, der sagde til de andre. Om mig. Mens jeg sad helt stum ved siden af. Og lyttede. Alle var glade for min tavshed. Og jeg var lettet over, at jeg ikke blev tvunget til at sige min mening. For det havde ikke været kønt.

Desværre/heldigvis sker det modsatte også. Nu til dags i højere grad end tidligere. Hvis jeg havner til en fest eller en middag eller en reception fyldt med afdæmpede typer, jeg aldrig har mødt før, vil jeg hellere surfe usikkert rundt på de pinlige rester af min mistede værdighed end forsøge at holde mig flydende på pinlig tavshed. Det betyder, at jeg inden for det første kvarter med fremmede mennesker både har:

– fortalt historien om den gang, jeg i en kæmpe koger faldt ud fra et (unisex)festivaltoilet med strømpebukser, nederdel OG underbenklæder nede om anklerne. Foran en kø på 20 mennesker. Midt på eftermiddagen (og ja, jeg var alene på det toilet).

– demonstreret mit trick med at have hele hånden inde i munden (efterfulgt at mit ret unikke stående-applaus-trick)

– fået et helt selskab til at befamle mine øreflipper, for at de lettere kunne give mig ret i, at flipperne virkelig er afsindigt tykke (guldsmeden overvejede at skyde to gange, da jeg som 10-årig fik lavet det første sæt huller)

Den slags opførsel er som regel nogenlunde acceptabel til abefester. Så hvis jeg bare kunne holde det der, ville det måske ikke være så slemt. Det glemmer jeg desværre, når jeg for eksempel havner midt i noget potentiel pinlig tavshed til en eftermiddagsreception på et fint forlag med et pænt udsnit af den danske kulturelite, hvor jeg skal forsøge at holde mig kørende på halvanden håndbajer, mens jeg prøver at afstøde pludseligt opståede mindreværdskomplekser over alt det seje, jeg ikke har udrettet.

Nogle mener, min panikopførsel kan være en form for underholdende på den pinligt charmerende måde. Andre skal meget hurtigt på toilettet eller i buffeten eller afbryde et flereårigt rygestop. Og så står jeg pludselig alene tilbage. Med tom håndbajer og ingen steder at gøre af mine rystende hænder.

Jeg arbejder på at finde en balance. Meget gerne inden for den næste times tid. Men jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver hende den interessante type, som formår at sidde og være lidt mystisk ovre i hjørnet med et sofistikeret glas rødvin (gad vide, om det egentlig er muligt at få et helt rødvinsglas ind i munden? Det må afprøves!)

elefant