Det var ellers så sødt, det der øjeblik, hvor den 3-årige lagde sine hænder på mine kinder, kiggede mig dybt i øjnene og aede mig over håret. Sådan et øjeblik, hvor jeg blev mindet om, hvorfor min nevø er en af de skønneste små typer, der findes. Og hvor det faktisk også føltes som om, han synes, jeg er en helt okay barnligt voksen type.
Alt havde været så fint, hvis ikke han havde følt trang til at ødelægge øjeblikket med kommentaren:
‘Du hedder moster far!’
Jeg forsøgte at protestere, og efter et stykke tid trak han da også i land med et:
‘Nej, du hedder ikke moster far. Du hedder moster onkel,’ hvorefter han hev sig i banditten og skrålede ‘Halejula, haleeejuuulaaaa’, som om alt var i den skønneste orden.
En ting er, at fremmede unger synes, jeg ligner en mandsperson. Men når min egen familie også er i tvivl om mit køn, er det muligvis på tide at gøre noget drastisk. Jeg orker bare ikke rigtig at gå silikonevejen, og jeg synes også, det ville være svært upassende at smide underbenklæderne foran små drengebørn bare for at bevise en pointe.
Så alternative løsningsforslag modtages med åbne arme (og samlede ben …)
PS: Hvordan forklarer man i øvrigt en 3-årig, at det altså ikke hedder: ‘Tingelingelater, dildodater’?
Skudamuda 
One thought on “Fra børn og fulde folk – part III”