Fra børn og fulde folk – part IV

Jeg har lige været til konfirmation. Endnu en dag i børnehøjde og dermed endnu en dag, hvor jeg blev klogere. For de kloge ved jo, at børn er de allerklogeste i hele verden.

Rejepigen præsenterede mig for eksempel for en interessant form for logik, da jeg spurgte hende, om vi skulle have god mad. ‘Ja, det skal vi, for kokken er nemlig tyk, og det er jo et godt tegn. Er det ikke?’

Jeg kunne ikke finde ud af, om det var mest politisk ukorrekt at svare jo eller nej, så jeg holdt mig til det første. Og fik heldigvis ret.

Den 9-årige åbnede dog op for en lidt mindre positiv form for logik, da vi snakkede om gaver, og jeg fortalte ham, at jeg altså slet ikke havde fået lige så mange penge til min konfirmation. ‘Men moster Bib, det var nok bare fordi, du ikke havde været særlig sød’.

Godt, der er alkohol ad lib til sådan noget festivitas. Det hjælper lidt på styrkelsen af i forvejen svækket selvtillid. Og godt at tænke på, at der allerede i morgen venter Lambrusco-bobler igen. For ingen konfirmation uden en blå mandag!

boern_og_oel

Det andet køn part III

Jeg har gjort det igen i nat – drømt, at jeg havde en penis. Denne gang i så ekstrem grad, at jeg var dybt chokeret både under og meget lang tid efter drømmen, fordi det føltes så voldsomt og virkeligt. En af årsagerne til, at jeg drømmer det netop nu, er muligvis, at jeg er i Jylland, hvor den tre-årige brugte store dele af aftenen i går på at råbe: ‘Moster Bib, jeg har en tissemand, og du har en tissekone’, hvilket jeg jo ikke var decideret uenig i. Men det har nok plantet hele kønsdeletankegange i min underbevidsthed inden sengetid.

En anden årsag til, at jeg drømmer det igen, er nok, at jeg det sidste stykke tid har overvejet at skrue en lille smule ned for den-63-årige-mand-inden-i-mig, fordi jeg synes, han har fået lige lovligt meget spillerum (som han siger). Jeg forsøger at danne mig et filter og sortere de groveste sjofelheder fra – bare for at forsøge at bevare en smule af den femininitet, som forhåbentlig stadig gemmer sig et sted. Men det er svært, når Leif er i løbetid, for pludselig bliver uskyldige ordsammensætninger som ‘Eight o’clock’ til ‘Ate a cock’, hvilket muligvis er okay at sige, når man er i selskab med en ekstremt rummelig, langhalset type. Noget andet er dog, når tigerungen savlende putter en kæmpe bog i munden, og jeg reagerer ved helt instinktivt at udbryde: ‘Så skal den lige suttes af’. DET er altså ikke okay! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at jeg næsten blev mere forarget over mig selv, end tigeren gjorde.

Det er som om, jeg er blevet ramt af en form for sjofelheds-tourettes, som er meget svær at styre. Jeg luftede problemet for guldfisken i går og sagde, at jeg virkelig gerne vil placere en sjofelhedsstopklods i halsen, hvilket fik hende til at protestere og råbe: ‘Neeeej, vildere Leif, vildere!’ Og så er det jo svært at være standhaftig.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt for mig. Om det mon allerede var ved fødslen, hvor mine forældre var tæt på at forbytte mig med et hankønsvæsen, eller om det var, da jeg som 6-årg underlig grydefritsunge ønskede mig en værktøjskasse i fødselsdagsgave og desværre/heldigvis fik ønsket opfyldt, så jeg virkelig kunne begynde at dyrke den grove værkstedshumor. Jeg ved bare, at det er skide svært at stoppe, når først man er kommet i gang.

Havde jeg dog bare haft den forbandede penis, så jeg i det mindste kunne bruge den som undskyldning for ukvindelig opførsel. Og dog. Af to onder er det nok trods alt bedre bare at være kronisk upassende …

upassende_kylling

Noget om børnetilblivelsesnedsmeltning

Der er meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvorfor en flue, der flyver rundt i en kørende bil, ikke splatter ud på bagruden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan drømme den samme meget virkelighedstro drøm igen og igen uden at regne ud i drømmen, at det sjovt nok stadig bare er en drøm. Jeg forstår ikke, hvordan der kan være 5432 storslåede sange inde i min lillebitte iPod. Og jeg forstår slet ikke, at jeg kun har skullet tisse én gang i dag, selvom jeg har drukket 3,2 liter væske (ja, jeg var forfærdeligt fuld (igen) i går).

Alle de uforståeligheder er dog ingenting sammenlignet med, hvor uforståeligt det er, at jeg i dag kan ligge med en delfinunge på maven, som slet ikke var her for to uger siden. Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet lavet (altså, hvordan det kan lade sig gøre. Selve ritualet er jeg nogenlunde med på, selvom jeg forsøger at undgå at forestille mig, hvordan det er foregået i netop det her tilfælde). Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet til en rigtig baby med hud og hår og negle og conehead. Jeg forstår ikke, at hans bittesmå fødder om et år er stærke nok til at holde ham stående. Jeg forstår ikke, at han om et par årtier er sådan en rigtig fyr, som kan bunde grønne flasker og knuse pigehjerter og synge karaoke (forhåbentlig lige så smukt som moren). Og jeg forstår slet ikke, at han en dag bliver en gammel mand fyldt med minder om en tid, som ikke er her endnu.

Men det er også fuldstændig ligemeget, at jeg ikke forstår det. For jeg har forstået, at alt det, jeg ikke forstår, er helt fantastisk. At han er helt fantastisk. Og det er det bedste.

delfinungen

Noget om elefanter

Bufferbøssen er blevet opgraderet efter familiebesøg. Den 8-årige og den 10-årige efterlod nemlig en gave, som er så sej, at den for alt i verden skal bruges. Og da jeg ikke ejer en levende potteplante, måtte jeg tænke kreativt. Heldigvis viser det sig, at den gamle bufferbøsse bugnede så voldsomt, at den trængte til en udbygning (hvem skulle have troet, at jeg rent faktisk har opført mig økonomisk fornuftigt). Så jeg flyttede min mindre formue på 1577,50 kroner over i en neonudgave af det vigtigste dyr i min verden.

Der er mange grunde til, at jeg er så forelsket i elefanterne. Hvis du nogensinde har set en elefantunge* gøgle rundt med slatten snabel på stabile ben, forstår du det nok allerede. Derudover symboliserer det seje snabeldyr på én gang styrke, loyalitet, følsomhed, beskyttertrang og tålmodighed. Og så minder det mig om en meget vigtig person, som ikke er her mere. Min bedstemor.

Min bedstemor samlede på små elefantfigurer fra hele verden. De stod i den store reol, og jeg kiggede på dem, hver gang jeg besøgte hende. Studerede dem og vurderede dem og beundrede dem allesammen. Der var tit nye eksemplarer hjembragt af familiemedlemmer med helt friske historier. Men jeg kunne bedst lide de gamle. Dem med de ældste og vigtigste historier. Specielt den allerældste. Den var hvid og flot og tung, når jeg holdt den i mine rystende hænder, mens bedstemor kiggede på mig med et kærligt bestemt blik, som konstant mindede mig om, at jeg skulle passe på den og beskytte den, fordi den var vigtig. Så jeg spændte de spæde børnemuller og sørgede for, at den aldrig havnede på gulvet. Og hvis jeg var rigtig heldig, fortalte bedstemor mig historien om, hvordan hun havde fået den, og hvorfor netop den elefant var den bedste.

Da hun døde, var der kun én ting, jeg gerne ville arve, og jeg fik den hvide elefant. Den stod i min vindueskarm i mange år og mindede mig om alle de værdier, som den repræsenterede, og som jeg forsøgte at suge til mig. Og jeg passede altid på. Indtil jeg en dag var uforsigtig. Og ramte elefanten med støvsugerstangen, så den røg på gulvet, og snablen blev amputeret fra kroppen. Da jeg opdagede, hvad der var sket, føltes det som om, jeg havde tabt et spædbarn. Og jeg følte samtidig bedstemors blik oppe fra himlen et sted, hvor jeg i min naive barnetro stadig tror, at hun sidder. Jeg gik i panik, og i stedet for at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at reparere den, skyndte jeg mig i ren benægtelse af situationen at proppe den ind i mit rodeskab, hvorefter de to dele havnede i en kasse, som vist står på loftet.

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg kunne være så uforsigtig og skade noget, der betyder så meget for mig. Også selvom det handlede om en død ting. Og lige nu har jeg en afsindig trang til at gå på jagt efter de to dele på loftet og sætte dem sammen til én, så der kan komme orden i kaos. Problemet er bare, at jeg ikke tør gå op på loftet alene. Måske jeg ved lejlighed skulle forsøge at lokke en langhalset type med op og finde den, så alt bliver godt igen …

neonelefant

* Apropos elefantunger sendte giraffen mig for nylig det her, som trykkede på hele følelsesregristret samtidig.

Noget om alt det der er sket

Jeg havde store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Som ville ændre din opfattelse af verden-as(s)-you-know-it. Som ville bringe ny mening til dit liv og berige dig med grin og godterier og glædescancan.

Men så skete der en masse. En døgnrejse skete. Og en poetiske nat fuld af Kina med kål og skål og æg skete. Og en delfinunge skete – den fineste af slagsen leveret af min seje storesøs, som fortjener stående ovation for den imponerende indsats og det fantastiske resultat. Og en treretters smagsorgasme på vinbar skete. Og en snøffelsdagskage til dagens lækre, langhalsede fødselsdagsvoksenbarn skete.

Og nu sker der det, at jeg ligger i min seng og forsøger at få bare en lille smule overblik over alt det, der skal ske de kommende par dage. Når det er sket, vender jeg bomstærkt tilbage med sidste nyt fra det store savannecirkus.

snoeffelsdagskage

Fra børn og fulde folk – part III

Det var ellers så sødt, det der øjeblik, hvor den 3-årige lagde sine hænder på mine kinder, kiggede mig dybt i øjnene og aede mig over håret. Sådan et øjeblik, hvor jeg blev mindet om, hvorfor min nevø er en af de skønneste små typer, der findes. Og hvor det faktisk også føltes som om, han synes, jeg er en helt okay barnligt voksen type.

Alt havde været så fint, hvis ikke han havde følt trang til at ødelægge øjeblikket med kommentaren:
‘Du hedder moster far!’
Jeg forsøgte at protestere, og efter et stykke tid trak han da også i land med et:
‘Nej, du hedder ikke moster far. Du hedder moster onkel,’ hvorefter han hev sig i banditten og skrålede ‘Halejula, haleeejuuulaaaa’, som om alt var i den skønneste orden.

En ting er, at fremmede unger synes, jeg ligner en mandsperson. Men når min egen familie også er i tvivl om mit køn, er det muligvis på tide at gøre noget drastisk. Jeg orker bare ikke rigtig at gå silikonevejen, og jeg synes også, det ville være svært upassende at smide underbenklæderne foran små drengebørn bare for at bevise en pointe.

Så alternative løsningsforslag modtages med åbne arme (og samlede ben …)

20130907-131016.jpg

PS: Hvordan forklarer man i øvrigt en 3-årig, at det altså ikke hedder: ‘Tingelingelater, dildodater’?

Noget om eksperimenterende føleri

Jeg fik på et tidspunkt at vide af en ven, at jeg er den mest barnlige voksne, han kender. Nogle mener endda, at jeg er endnu mere barnlig end de små typer, som stadig bor i børns kroppe. Jeg vælger at se det som noget positivt – det kan jeg jo lige så godt, når nu det alligevel ikke kan være anderledes.

Netop derfor passer det mig fantastisk godt at være i selskab med børn. Så er det også lidt mere legalt at slippe den-11-årige-pige-inden-i-mig løs, så hun kan te sig tosset og danse fandango. Det fik hun lov til, da den 8-årige var på besøg for nogle uger siden. Jeg stemte for, at vi skulle i Zoo (sjovt nok). Han stemte for Eksperimentarium. Den yngste fik lov til at bestemme, og det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at argumentere for, at jeg er den yngste af sind.

Men nogle gange er det meget godt, at man ikke får sin vilje. For jeg lærte faktisk ret meget den eftermiddag. For eksempel fandt jeg ud af, at jeg overraskende nok er udstyret med familiens største sæt lunger (de indvendige, tydeligvis). Og at jeg ikke kan holde varmen på hænderne og næsen, men til gengæld er jeg varm om hjertet (og røven). Alt sammen info, som er ret nyttigt for en barnligt voksen kropsgøgler.

eksperimentarium

Det, der gjorde størst indtryk på mig den dag, var dog en computer, som viser en rækker forskellige billeder og registrerer, hvad man reagerer følelsesmæssigt stærkest på. Min søster startede. Hun reagerede stærkest på et billede af en baby. Det gav ret god mening. Min mor reagerede stærkest på store, nøgne bryster (det vil jeg helst ikke analysere på). Jeg kæmpede mig igennem et virvar af slanger og skræmmende operationsstuer og kinky, afklædte mænd. Der var masser af stærke sager. Alligevel reagerede jeg mest voldsomt på … bacon.

En lang række af mine fobier havde været repræsenteret på billederne, men ingen frygt kan åbenbart slå min kærlighed til kødverdens syndige konge. Og det er sgu ret fedt at tænke på, at de positive følelser slår de negative, hvis begge kæmper om pladsen. Specielt fordi der, trods min store, uforbeholdne kærlighed til bacon, findes noget i denne verden, som jeg holder endnu mere af …

Hvorfor dit og hvorfor dat

’Er du gravid’, spurgte min chef mig tidligere på ugen. Det spørgsmål er jo altid skønt at skulle svare på. Specielt når man er så usvanger som overhovedet muligt (egentlig ved jeg ikke, om der findes en decideret svangerhedsskala. Det er vel nærmere noget med enten eller. Men så er jeg i hvert fald en soleklar eller).

Jeg tror faktisk ikke, spørgsmålet var en kommentar til min figur som sådan (men trækker stadig maven ind for en sikkerheds skyld). Kommentaren faldt nemlig umiddelbart efter, jeg helligt havde bedyret, at jeg agtede at holde mig helt fra alkohol til arbejdspladsens 25 års fødselsdagsfest i fredags.

Der var flere årsager til min urokkeligt faste beslutning. For det første skulle jeg filme til klokken 23 (og var ved sidste fest lidt for tæt på at glemme kameraet i taxaen på vej hjem grundet de onde alkoholguders indblanding i min hjernefunktion. Det var umiddelbart efter førnævnte chef måtte slæbe mig ned af 20-30 trappetrin og aflevere mig til den stakkels guldfisk, som fik besked på at sørge for, at jeg kom sikkert hjem med begge slatne ben i behold). For det andet ville jeg gerne være tømmermændsfri lørdag. Og for det tredje har min krop for tiden en tendens til at blive indtaget af en eller anden hysterisk følsom type, som for alvor får frie tøjler, når promillen rammer kvalmegrænsen, hvilket let kunne ske til sådan en slags fest, hvor man får serveret shots i sprøjter.

Mine gode intentioner holdt helt til velkomstdrinken. Dog undgik jeg skandalerne. Og jeg fandt samtidig ud af, at hvis jeg en dag, når jeg bliver voksen, rent faktisk skulle havne i en form for befrugtningssituation, så ville jeg aldrig være i stand til at skjule en graviditet, når folk tror, jeg er blevet sindssyg, bare fordi jeg vil holde mig fra alkohol en enkelt aften, hvor jeg i øvrigt er på en form for arbejde.

Måske jeg i virkeligheden heller ikke ville egne mig så godt til det der med at være mor. Jeg mener, der er jo en decideret risiko for, at jeg ville være mere barnlig end mit eget afkom. Og selvom jeg synes, børn er ret skønne, ved jeg ikke helt, om jeg ville kunne leve op til det, der bliver forventet af en forældre. For eksempel evnen til at kunne svare på alle spørgsmål i hele verden.

Den evne blev sat på en prøve, da jeg havde besøg af den 8-årige i weekenden. Blandt det, der voldte mig problemer, kan nævnes:

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvordan kører metroen af sig selv?
Mit svar: Det er bare sådan noget, den gør.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvad er det der?
Mit svar: Det er sådan en form for dippedut.

Hans spørgsmål: Moster Bib, hvornår er mormor færdig med at tisse?
Mit svar: Når der ikke er mere tis tilbage i hende.

Det endte med, at han opgav at få noget fornuftigt ud af mig og i stedet selv begyndte at svare på sine egne spørgsmål, hvilket han til min store bekymring var væsentligt bedre til, end jeg var:

Hans spørgsmål: Er der mon prøvet at blive indbrud i Nationalbanken?
Hans svar: Det tror jeg, for den er jo mange, mange penge værd.

I mellemtiden kunne jeg så fordrive tiden med at falde i staver over jordens ottende vidunder, som jeg fandt i Candy Megastore. Den største slikautomat, jeg nogensinde har set. Jeg ville jo blive verdens mest dobbeltmoralske mor, som forsøger at tvangsfodre potentielt fremtidig unge med discountspelt og porrekompot på bud, så jeg selv kan spare femmere sammen til min daglige pilgrimsrejse til gigantautomaten.

gigantslikautomat

PS: Den 8-årige stillede et enkelt spørgsmål, som jeg kunne svare på helt klart og uden tvivl i stemmen:

’Var verdens højeste mand egentlig større end mor?’

Fra børn og fulde folk

Jeg tror, jeg stak alle personlige rekorder for stædig forårsopførsel, da jeg deltog i årets første picnic på stranden i går. Og selvom det virkelig var rockerkoldt (og jeg først troede, det var en joke, da jeg modtog invitationen til socialisering på tæppe i noget-nær-minusgrader), viste det sig at være helt rigtigt. Ligesom picnicmadindpakningen også viste sig at være.

kasse_til_mad

Det er sjældent, fremmede har succes med at læse mig, inden de møder mig, så derfor blev jeg både overrasket og imponeret, da jeg modtog kassen, der ligner noget, jeg ønskede mig som barn, men aldrig fik, fordi jeg skulle trækkes med de gode, gamle, ruminddelte og kedeligt ensfarvede 80’er-kasser (godt, jeg var så god til at slå hul i hovedet, så jeg tit kunne komme til lægen og få funky, øjenrullende klistermærker, der kunne pifte kassen op). Kassen var endda fyldt med sukkerærter, som var et ret opfindsomt alternativ til det sukker, et dumt væddemål forbyder mig at indtage (note to stædige self – giv aldrig hånd på brutale aftaler igen). Og bacon og ikke mindst med den slags nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks, som jeg aldrig helt tør indrømme, at jeg elsker, fordi mange mener, det er lidt tyskerklamt (hvilket er top misforstået!)

Nu, hvor jeg både har madkasse og slikautomat i hus, føler jeg mig faktisk mere barnlig, end jeg har gjort længe (det siger ret meget). Alkoholen trak dog lidt op på voksenskalaen. Og de kloge siger jo, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det er nok rigtigt på mange måder.

Som da jeg var med familien i landet af Lego for et par sæsoner siden, og vi skulle placere os efter vægt i en forlystelse, hvilket helt uopfordret fik den (nu) 8-årige og 9-årige til at rationalisere sig frem til, at det i hvert fald var moster Bib, der vejede mest af os alle (aldrig før er en slankekur blevet kickstartet så effektivt). Eller da min søster og jeg pædagogisk forsøgte at forklare ungerne, at selvom fremmede mennesker ser sjove ud, så kan de godt være søde alligevel. Og den 8-årige svarede: ’Ja, det er jo ligesom bedstefar’ (hvilket efterfølgende fik de to til at blive enige om, at alle bedsteforældre ser sjove ud, fordi de er gamle).

Jeg har endnu flere eksempler på sandheder, som kommer fra fulde folk. Men da jeg ikke er beruset lige nu, vil jeg undlade at rippe op i dem. Personligt har jeg nogle gange leveret sandhederne på yderst upassende og uden tvivl overvældende vis, når alkoholen overtog. Men det gør dem jo ikke mindre sande. Generelt tror jeg, at jeg er nået frem til, at sandheder faktisk slet ikke er så farlige. De behøver ikke alle at blive delt (så kunne vi jo ikke lave andet), men de vigtige er som regel ikke så store og farlige, som de kan virke inde i hovedet. Heldigvis. Hvis de var, blev jeg muligvis nødt til skifte lejligheden i huset af guld ud med en uoverskueligt dyr syttenværelses for at få plads til dem alle. Men som tingene ser ud i virkeligheden, tror jeg faktisk, de fleste sandheder kan være i en vældigt værdsat kasse til mad.

baenkPS: I lyset af ovenstående åbenbaring tør jeg alligevel godt indrømme, at nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks tilhører minispegepølsekategorien. Den slags, man altid kan købe på tyske tankstationer. Som ofte er iklædt en form for spegepølsekondom (her bør du slå associationsevnen fra). Helt ærligt – tag en bid af sådan en fætter, og sig mig, at den smager frygteligt. Og jeg skal love dig for, at jeg vil argumentere for, at du lyver!

Og vi levede lykkeligt …

Mange har spurgt til det længe. Og lidt for mange gange. Min mormor har i særdeleshed været bekymret (‘Næææj, men bette pi’, sku’ du da æk snart ta’ å få dig sårn bette wen?). Jeg kan nu berolige hele flokken ved at fortælle, at det er sket. Jeg er afsat.

Det foregik endda ved et ægte frieri. Meget uventet. Sådan lidt impulsivt på køkkengulvet, vil jeg nærmest sige. Og ja, det kan da godt være, at ringen var af plastik. Og at manden bag frieriet var den 2-årige. Og ja, det kan da også godt være, at det var en lille smule upassende at sige ja til den slags, når nu jeg har stået fadder til ungen – og at der vel findes en paragraf et sted i loven, som forbyder os at bekræfte vores kærlighed ved en officiel ceremoni. Men alligevel. Det må da tælle for noget.

Jeg synes altid, det er så sjovt, når nogen siger, at alle piger har planlagt deres bryllup, siden de var børn. Da min krop var barn, planlagde jeg ikke særlig meget andet end den næste historie, jeg skulle digte. Og når vi legede, var jeg altid prinsen (på grund af grydefritsen, altså). Når jeg ikke lige var ham den røde fra Turtles (der er vel en grund til, at jeg er så begejstret for frysepizzaer …)

I min rebelske teenageperiode svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle giftes (hvem prøver jeg at narre? Jeg har jo aldrig turdet være rebelsk. Højst en smule sortpåklædt-for-sjov). Jeg nægtede, at jeg engang i fremtiden ville sige ja til os-to-for-evigt, hvis for evigt kom uden garantibevis. I dag har romantikeren muligvis nok desværre/heldigvis taget over. Fordi jeg gerne vil tro på, at følelsen af at ville nogen så meget kan eksistere. Fordi jeg ved, at den kan eksistere. Og det er vel det, det hele handler om. At tage chancen, krydse alt (undtagen benene) og håbe på det bedste. At springe ud og satse på, at faldskærmen holder. At turde risikere at dø stående i stedet for at leve på knæ. Og at turde sige ja til en på knæ i stedet for at stikke af på stærke, selvstændige fødder.

foto-45

PS: Den 2-årige og jeg nåede dog frem til en form for fælles konsensus om, at vi selvfølgelig begge har fortjent hinanden, men at vi nok hellere må give slip og se os om efter andre magiske muligheder. Så han er altså stadig ledig på markedet. Ja, jeg siger det bare …

PPS: Det kan godt være, jeg kan skrive sådan helt stille og roligt om det der med at sige ja og tage chancer. Men sandheden er jo, at jeg ville halvdø af skræk, hvis der rent faktisk var nogen, der nævnte noget med os-to-og-alt-det-farlige. Hvis det en dag sker, kan jeg så bare håbe på, at det kommer fra en, som kan førstehjælp …