Noget om elefanter

Bufferbøssen er blevet opgraderet efter familiebesøg. Den 8-årige og den 10-årige efterlod nemlig en gave, som er så sej, at den for alt i verden skal bruges. Og da jeg ikke ejer en levende potteplante, måtte jeg tænke kreativt. Heldigvis viser det sig, at den gamle bufferbøsse bugnede så voldsomt, at den trængte til en udbygning (hvem skulle have troet, at jeg rent faktisk har opført mig økonomisk fornuftigt). Så jeg flyttede min mindre formue på 1577,50 kroner over i en neonudgave af det vigtigste dyr i min verden.

Der er mange grunde til, at jeg er så forelsket i elefanterne. Hvis du nogensinde har set en elefantunge* gøgle rundt med slatten snabel på stabile ben, forstår du det nok allerede. Derudover symboliserer det seje snabeldyr på én gang styrke, loyalitet, følsomhed, beskyttertrang og tålmodighed. Og så minder det mig om en meget vigtig person, som ikke er her mere. Min bedstemor.

Min bedstemor samlede på små elefantfigurer fra hele verden. De stod i den store reol, og jeg kiggede på dem, hver gang jeg besøgte hende. Studerede dem og vurderede dem og beundrede dem allesammen. Der var tit nye eksemplarer hjembragt af familiemedlemmer med helt friske historier. Men jeg kunne bedst lide de gamle. Dem med de ældste og vigtigste historier. Specielt den allerældste. Den var hvid og flot og tung, når jeg holdt den i mine rystende hænder, mens bedstemor kiggede på mig med et kærligt bestemt blik, som konstant mindede mig om, at jeg skulle passe på den og beskytte den, fordi den var vigtig. Så jeg spændte de spæde børnemuller og sørgede for, at den aldrig havnede på gulvet. Og hvis jeg var rigtig heldig, fortalte bedstemor mig historien om, hvordan hun havde fået den, og hvorfor netop den elefant var den bedste.

Da hun døde, var der kun én ting, jeg gerne ville arve, og jeg fik den hvide elefant. Den stod i min vindueskarm i mange år og mindede mig om alle de værdier, som den repræsenterede, og som jeg forsøgte at suge til mig. Og jeg passede altid på. Indtil jeg en dag var uforsigtig. Og ramte elefanten med støvsugerstangen, så den røg på gulvet, og snablen blev amputeret fra kroppen. Da jeg opdagede, hvad der var sket, føltes det som om, jeg havde tabt et spædbarn. Og jeg følte samtidig bedstemors blik oppe fra himlen et sted, hvor jeg i min naive barnetro stadig tror, at hun sidder. Jeg gik i panik, og i stedet for at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at reparere den, skyndte jeg mig i ren benægtelse af situationen at proppe den ind i mit rodeskab, hvorefter de to dele havnede i en kasse, som vist står på loftet.

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg kunne være så uforsigtig og skade noget, der betyder så meget for mig. Også selvom det handlede om en død ting. Og lige nu har jeg en afsindig trang til at gå på jagt efter de to dele på loftet og sætte dem sammen til én, så der kan komme orden i kaos. Problemet er bare, at jeg ikke tør gå op på loftet alene. Måske jeg ved lejlighed skulle forsøge at lokke en langhalset type med op og finde den, så alt bliver godt igen …

neonelefant

* Apropos elefantunger sendte giraffen mig for nylig det her, som trykkede på hele følelsesregristret samtidig.

One thought on “Noget om elefanter

  1. Pingback: Noget om det bedste | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s