Noget om børnetilblivelsesnedsmeltning

Der er meget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvorfor en flue, der flyver rundt i en kørende bil, ikke splatter ud på bagruden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan drømme den samme meget virkelighedstro drøm igen og igen uden at regne ud i drømmen, at det sjovt nok stadig bare er en drøm. Jeg forstår ikke, hvordan der kan være 5432 storslåede sange inde i min lillebitte iPod. Og jeg forstår slet ikke, at jeg kun har skullet tisse én gang i dag, selvom jeg har drukket 3,2 liter væske (ja, jeg var forfærdeligt fuld (igen) i går).

Alle de uforståeligheder er dog ingenting sammenlignet med, hvor uforståeligt det er, at jeg i dag kan ligge med en delfinunge på maven, som slet ikke var her for to uger siden. Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet lavet (altså, hvordan det kan lade sig gøre. Selve ritualet er jeg nogenlunde med på, selvom jeg forsøger at undgå at forestille mig, hvordan det er foregået i netop det her tilfælde). Jeg forstår ikke, hvordan han er blevet til en rigtig baby med hud og hår og negle og conehead. Jeg forstår ikke, at hans bittesmå fødder om et år er stærke nok til at holde ham stående. Jeg forstår ikke, at han om et par årtier er sådan en rigtig fyr, som kan bunde grønne flasker og knuse pigehjerter og synge karaoke (forhåbentlig lige så smukt som moren). Og jeg forstår slet ikke, at han en dag bliver en gammel mand fyldt med minder om en tid, som ikke er her endnu.

Men det er også fuldstændig ligemeget, at jeg ikke forstår det. For jeg har forstået, at alt det, jeg ikke forstår, er helt fantastisk. At han er helt fantastisk. Og det er det bedste.