Sidste søndag vågnede jeg op til smagsresterne af to døgns dødsdruk. I dag havde jeg lige dele lyst til at klappe mig selv på skulderen og stikke mig selv en flad, fordi jeg formåede at spille sådan en irriterende, overskudsagtigt type, der stod op, mens det stadig var efterårssnuskregnsdunkelt, for at trække i svogers aflagte løbebukser med lidt for meget mellembensplads, hive umatchende teenagehættetrøje over hovedet og hoppe i neonlynskoene (som desværre ikke lever op til deres navn).
Det føltes som om, at jeg var kommet til at tage toget i den forkerte retning, da jeg luntede rundt i strømmen af walk-of-shames og postfestlige folk på vej hjem fra morgenværtshuset. Og det gør en lille smule ondt at indrømme, at jeg faktisk var mere glad for at slippe for hovedpine end ked af potentielt set at være gået glip af noget sjovt i går aftes, hvor jeg lå i ske med Bodil II allerede inden klokken 23.
Forhåbentlig er det ikke et tegn på, at jeg igen er ved at blive smittet med noget alt for voksent. Der er trods alt kun tale om et enkelttilfælde. Indtil videre … (uuuuh, kan I holde spændingen ud på en søndag?)
PS: Når jeg har sovet én gang mere, er der kun to måneder, til det begynder at blive lysere.
Skudamuda 