Noget om flirterier på turen

Jeg bruger ret meget tankekraft på at tænke mig frem til, hvordan jeg opfører mig pænest muligt over for flest mulige mennesker. Det udvikler sig til en form for konstant ligning i mit hoved: Hvordan sikrer jeg mig, at folk omkring mig er glade, og hvad er egentlig bedst – at nogle er meget glade, hvis andre som konsekvens af det er knap så glade, eller at glæden er fordelt jævnt og ligeligt uden dog at være rigtig høj nogen steder?

Det er sværest at vurdere, når det drejer sig om dem, jeg holder meget af. Men heller ikke altid let, når der er tale om folk, jeg ikke kender. For i den ideelle verden ville jeg bare gerne være sød og venlig over for alle og opføre mig, som dem omkring mig synes, jeg skal opføre mig. Den ideelle verden fungerer bare ikke så godt i praksis.

Den sidste aften i Manila kastede guldfisken og jeg os ind på hotelbaren for at høre noget filippinsk live-musik og drikke turens sidste øl. Vi nåede at sidde sådan cirka sytten sekunder, før vi blev overfaldet af to amerikanske soldater, som meget gerne ville invitere os over til deres bord. De havde været udstationeret i tre måneder, var på vej hjem til Staterne, men skulle ud og give den gas en sidste aften i Manila, inden virkeligheden kaldte.

Jeg håber ikke, jeg træder nogen over fordomstæerne, når jeg siger, at det var ret tydeligt, hvad deres hensigter med den invitation var. Og vi var ikke interesserede. Alligevel small-talkede vi pligtskyldigt med dem i nogle minutter og fik så venligt og smilende forklaret, at vi ventede på vores kolleger og gerne bare ville blive ved vores eget bord, men at de måtte have en sjov aften og en god tur hjem.

De var ikke tilfredse. Så den næste times tid forsøgte de igen og igen. Hver gang samme show, samme smøre. Hver gang samme forklaring fra os. Den ene af fyrene spurgte endda guldfisken, om hans ven havde fornærmet mig, fordi det åbenbart var så svært for ham at forstå, at vi foretrak vores eget selskab frem for deres.

Da resten af vores gruppe endelig dukkede op, lignede de to ellers tilsyneladende meget søde fyre nogle, der havde fået smidt en spand sur røvsnaps lige i synet. De så simpelthen så fornærmede ud, fordi vi tillod os at være nogle kolde kællinger, der ikke tog imod deres tilbud om sjovt selskab og gratis alkohol.

Jeg elsker at møde nye mennesker. Både hunkøns- og hankønsvæsner. Specielt når jeg er ude at rejse. På udenlandske barer, i busser, i parker eller i toiletkøen. Og jeg ved, at mange rent faktisk også bare er interesserede i at snakke, høre røverhistorier og lære noget nyt om en fremmed. Men selvom fyrene svajende forsøgte at give udtryk for deres gode intentioner, er jeg (efter en del års erfaring på flirteri-området) ret så overbevist om, at det ikke var dybe, intellektuelle samtaler, de søgte efter tre måneders tropisk uniforms-isolation (godt nok er jeg afsindigt naiv og godtroende, men jeg lærer dog en lille smule af de der erfaringer). Specielt ikke når den vildeste samtalestarter, de kunne komme på, var, at den ene fyr vist nok havde forfædre, som stammede fra Norge (helt ærligt, det har Oprah og Obama vel også).

Jeg ved ikke, hvad der er det mest rigtige at gøre i sådan en situation. Jeg har afprøvet forskellige muligheder flere gange og kender efterhånden standardudfaldene. Hvis vi sagde, at vi begge har kærester, som vi er meget glade for, ville de enten blive fornærmede og sige, at de skam ikke var ude på noget, eller tage det som en udfordring og køre endnu hårdere på for at hive fangsten i havn. Og det show ville blive ret energikrævende og kedeligt for alle parter. Hvis vi havde takket ja til deres invitation, sat os ved deres bord, drukket deres øl, small-talket om Norge et par timer og efterfølgende havde sagt, at vi ville gå i seng (altså ikke med dem), ville de sandsynligvis blive fornærmede over, at vi havde spildt deres tid og penge. Så jeg aner simpelthen ikke, om vi kunne have sneget os ud af situationen uden negative vibrationer.

Hvis nogen derude har opskriften til, hvordan man gør det, må I meget gerne sende den min vej, for jeg er åbenbart stadig for stor en pleaser til at synes, det er fedt at blive betragtet som en sur mokke, der har nok i mig selv (og min guldfisk).

bamsereunion

Noget om tøjdyrssjæle

I går fortalte hamsteren, at hun havde gemt sin bamse væk, fordi hun var bange for at blive hende den mærkelige single med tøjdyrene. Min umiddelbare indskydelse var at føle dyb sympati med det stakkels, svigtede dyr, hvilket fik mig til at tænke over, om jeg muligvis tillægger døde ting lidt for levende personligheder. Den tanke blev endnu stærkere, da jeg i nat rykkede rundt i sengen, fordi jeg var bange for, at Bodil II ikke kunne få luft, når jeg lå oven på hende (og ja, jeg stiller hende også altid på sengen med ryggen til vinduet, så hun ikke får solen i øjnene i løbet af dagen).

Det er snart et år siden, jeg købte hende. Og da jeg mødte giraffen, løb der en del beskeder frem og tilbage, før jeg indrømmede, at jeg sover med sovedyr. Jeg vurderede dog hurtigt, at han godt kunne klare sådan et styks hårdtslående information – og blev helt rolig, da han sendte mig et billede af Go-Go og Tigermis, som han har ligget i ske med, siden han var en lille girafunge. I min verden er en (forholdsvis) voksen mand, der uden flovhed tør indrømme, at han sover med sovedyr, både sej og modig. Og meget, meget sød.

Endnu sødere var han forleden, da han kom hjem fra det høje Nordjylland med en lille, blød tøjgiraf, som kan holde Bodil II med selskab, når nu jeg er blevet så dårlig til at passe min egen seng. Så da jeg i morges tog hjemmefra, var jeg helt tryg ved tanken om, at der nu er det allerbedste grundlag for hede blikke og tyk flirt i min ellers så tomme lejlighed …

bodil_II_og_nixon_II

Noget om typeforvirring

Sidste søndag vågnede jeg op til smagsresterne af to døgns dødsdruk. I dag havde jeg lige dele lyst til at klappe mig selv på skulderen og stikke mig selv en flad, fordi jeg formåede at spille sådan en irriterende, overskudsagtigt type, der stod op, mens det stadig var efterårssnuskregnsdunkelt, for at trække i svogers aflagte løbebukser med lidt for meget mellembensplads, hive umatchende teenagehættetrøje over hovedet og hoppe i neonlynskoene (som desværre ikke lever op til deres navn).

Det føltes som om, at jeg var kommet til at tage toget i den forkerte retning, da jeg luntede rundt i strømmen af walk-of-shames og postfestlige folk på vej hjem fra morgenværtshuset. Og det gør en lille smule ondt at indrømme, at jeg faktisk var mere glad for at slippe for hovedpine end ked af potentielt set at være gået glip af noget sjovt i går aftes, hvor jeg lå i ske med Bodil II allerede inden klokken 23.

Forhåbentlig er det ikke et tegn på, at jeg igen er ved at blive smittet med noget alt for voksent. Der er trods alt kun tale om et enkelttilfælde. Indtil videre … (uuuuh, kan I holde spændingen ud på en søndag?)

efteraarsfaelledPS: Når jeg har sovet én gang mere, er der kun to måneder, til det begynder at blive lysere.

Spejl et æg, og ønsk en gris

Den tøjte til Rusland har taget min ungdom. Efter overlevelsesturen er min krop åbenbart blevet så gammel og brugt (nej, ikke på den måde), at jeg ikke engang kan klare en sølle gennemgang af de bedste humlebobler på Trykbar uden at modtage yderst urimelig korporlig straf. Derfor har jeg indledt en passioneret lørdagsaffære med min seng (og Bodil den anden). Indtil videre er den kun blevet afbrudt af en stærkt tiltrængt pølsebrunch med musvitten. På vej derhen kom jeg forbi en af mine absolutte yndlingsattraktioner i København.

Rundetårn, havfruetype og Amalienborg gå hjem (nej, tømmermændsfingre, ikke Analienborg!). I kan på ingen måder hamle op med Chicky Grills sensationelle vinduesparti. Intet museum har nogensinde fascineret mig så meget som dette mekka udi skøn undren. For eksempel kan man her stifte bekendtskab med det fantastiske fænomen ‘Flæskestegssandwish’. Og ja, på en dag som denne, hvor fedt- og saltbalancen er i bund, er flæskesteg helt rigtigt et sandt ønske.

Jeg er passioneret fan af brune fortidslevn i alle afskygninger, og Chicky Grill er at finde allerøverst på min hitliste sammen med Kanalbodegaen og Eiffel og Palæ og alle de andre storfavoritter. På Chicky kan man nemlig spise gourmetmiddag og drikke sig en halv kæp i højre øre for det samme, som man giver for to centiliter rom og en myntedusk rundt om hjørnet på Karrierebar. Til gengæld afslører vinduesudstillingen, at man så også selv skal spejle sit æg til den pris …

spejl_aegPS: Hvis du lige som jeg er ordsnob af guds nåde, findes der endnu flere kongeeksempler på malplacerede mellemrum her.

De små ting

Jeg blev engang spurgt om, hvad jeg ledte efter hos en fyr. Det kunne jeg ikke finde ud af at svare på. Dels fordi jeg helst ikke ville spænde ben for mig selv ved at have en eller anden røvsyg skabelonforestilling om fyrens frisure eller musiksmag eller sko (ingen afsløringer om sejlerskosfetish her). Men mest fordi, jeg ikke vidste det. Det eneste, jeg kunne sige, var, at jeg gerne ville møde en, som kunne få mig til at grine helt ned i maven (og det føles lige så skide godt, som jeg havde håbet på).

Jeg har stadig ingen liste. Men jeg er blevet klogere. Det er let at opremse alle de egenskaber, som grundlæggende er et plus. For hvem vil ikke gerne møde en, som er sød og betænksom og god mod (tøj)dyr? Jeg har dog lært, at de små ting gør den store forskel. Specielt hvis der er mange af dem. Listen over de små ting kan ikke laves på forhånd, for det er overraskelsen over deres pludselige tilstedeværelse, som gør forskellen.

Nu ved jeg, at de små ting for mig blandt andet er at:

– holde liv i vigtige ord og vendinger som stratenrøver og top daler

– have den bedste frysepizza i skuffen

– navngive sofaer

– sætte pris på asier og rytmebokse

– huske at besprøjte en Bodil

– vide, at man klapper på to og fire

– grynte i søvne og indrømme halvpsykopatiske drømme

– ryge en god lakridspibe

– knipse Bififormfoto og sende beskeder, som gør morgener meget bedre at vågne op til

– kæmpe mod shoppesyge tøsepiger i stormagasin på første udsalgsdag

Jeg er heldigvis ramt af så mange helt rigtige små ting, at jeg ud over den generelle laaaaange liste også kan lave en dagsliste. På dagens liste over små ting står blandt andet, at jeg er ovenud lykkelig for at kende en langhalset type, som forudser panik over glemt slikpose præ biftur og sørger for at afværge potentiel sliksorgskatastrofe i salen ved at stikke glemt pose i egen taske. Hvem sagde hverdagshelt?

slikland

Gramsebamse fundet

Jeg flygter. Lige om lidt. Tasken er pakket, og øverst ligger Bodil den anden. Hun gør det ikke helt ud for at være den gramsebamse, jeg efterlyste for et halvt års tid siden. Egentlig kunne jeg vel godt have tænkt mig et lidt større eksemplar i hankønsudgaven. Muligvis den levende af slagsen. I menneskeform (hvis det altså ikke er for vildt et ønske). Men indtil videre har jeg altså sikret mig hende her, som står til rådighed døgnet rundt. Og hun kommer med til Berlin.

bodil_den_andenMåske findes der en regel om, at 28-årige burde være vokset fra det der med sovedyr.Jeg har da også kunnet undvære et i op mod 20 år. Men på det seneste har jeg bare erkendt, at behovet for nærhed er steget til uoverskuelige højder. Og for at undgå at jeg begynder at voldkramme fremmede typer på Christianshavns Torv, må jeg prøve at få behovet dækket andre steder.

Sidste weekend fik jeg lov til at øse lange krammere ud over den 9-årige (hun kender heldigvis også til vigtigheden af at kunne mærke et andet hjerte slå). Og da jeg troede, ingen så det, sneg jeg mig til at lægge mig helt tæt op ad min sovende lillesøster på sofaen. Begge dele kan vel med lidt god vilje placeres i kategorien ’familiære kærlighedstilkendegivelser’ og behøver ikke nødvendigvis af opfattes som ynkeligt.

Det ville da trods alt være værre, hvis jeg var sådan en top utjekket type, der kunne finde på at ligge i samme seng som en anden krop. En tungt sovende krop, som jeg lige kunne krabbe mig sidelæns over mod. I mørket. Uden den anden krop opdagede det. Og så helt diskret løfte kroppens venstre arm op og lægge den rundt om mig. Som om armen mente det. Se DET ville være ynkeligt.