Projekt ny og bedre livsstil kapitel 4

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er ved at blive sådan en pisseirriterende, fornuftig type, som jeg ikke engang selv orker at være sammen med.

I mandags bestilte jeg en pizza uden kød, fordi den var billigere (er du i chok, vil jeg forsøge at berolige dig ved at understrege, at jeg dog  stadig bestilte pizza).

I går besluttede jeg mig for at opsige mit tv-abonnement for at spare penge (lidt uheldigt, når jeg arbejder for et tv-selskab, men jeg undskylder mig med, at jeg alligevel aldrig er hjemme).

Og i morges vågnede jeg helt frisk, før vækkeuret ringede, og var top-motiveret til at løbe en tur i den råkolde snuskregn (det blev til et decideret forhindringsløb gennem parken, jeg havde forceret under stormen. De mange væltede træer fik mig endeligt overbevist om, at mit lille uvejrseventyr var en virkelig dum idé).

Jeg er kødentusiast ud over det sædvanelige, jeg lever halvt gennem et tv, og jeg har i mange år været et yderst dedikeret B-menneske, som satte en ære i at undgå unødig fysisk aktivitet (sportslig aktivitet, primært). Og for lige at smække en trumf-fætter på bordet, så kommer jeg til at have to (næsten) alkoholfrie weekender i træk. Herre Jemini, enden er nær!

Jeg ville frygte snarlig identitetskrise i gigantudbrud, hvis ikke det var fordi, at der stadig er punkter, hvor jeg er top utjekket på den helt trygge måde. For eksempel har jeg netop skrevet en mail til SKAT om alt det, jeg ikke forstår, i forsøget på at få et overblik over alle de penge, jeg ikke har. Det er jo et dagsprojekt i sig selv. For hvordan indleder man sådan en korrespondance? ‘Hej SKAT’ kan hurtigt komme til at lyde lige kælent nok. Specielt fordi jeg sandsynligvis ikke skal regne med at få et ‘Hej sukkermås’ retur. Jeg kan nok snarere se frem til en række yderst ukærlige girokort som straf for alle mine utroligt optimistiske, men desværre meget ukorrekte, regnefejl i forhold til, hvad jeg troede, jeg burde have indbetalt til dem.

Egentlig havde jeg store planer om også at spare revisortype væk, men ved nærmere eftertanke tror jeg lige, jeg beholder den idé i banken lidt endnu …

deal_with_it

Noget om typeforvirring

Sidste søndag vågnede jeg op til smagsresterne af to døgns dødsdruk. I dag havde jeg lige dele lyst til at klappe mig selv på skulderen og stikke mig selv en flad, fordi jeg formåede at spille sådan en irriterende, overskudsagtigt type, der stod op, mens det stadig var efterårssnuskregnsdunkelt, for at trække i svogers aflagte løbebukser med lidt for meget mellembensplads, hive umatchende teenagehættetrøje over hovedet og hoppe i neonlynskoene (som desværre ikke lever op til deres navn).

Det føltes som om, at jeg var kommet til at tage toget i den forkerte retning, da jeg luntede rundt i strømmen af walk-of-shames og postfestlige folk på vej hjem fra morgenværtshuset. Og det gør en lille smule ondt at indrømme, at jeg faktisk var mere glad for at slippe for hovedpine end ked af potentielt set at være gået glip af noget sjovt i går aftes, hvor jeg lå i ske med Bodil II allerede inden klokken 23.

Forhåbentlig er det ikke et tegn på, at jeg igen er ved at blive smittet med noget alt for voksent. Der er trods alt kun tale om et enkelttilfælde. Indtil videre … (uuuuh, kan I holde spændingen ud på en søndag?)

efteraarsfaelledPS: Når jeg har sovet én gang mere, er der kun to måneder, til det begynder at blive lysere.

Fra børn og fulde folk – part II

Den ni-årige: ’Moster Bib, du har godt nok tabt dig, hva’!’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja. Nu kan du i hvert fald godt gå i kjole.’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja, kan du ikke huske den der jul, hvor du havde en rød kjole på? Det var altså ikke så godt …’

Hold kaje, hvor er jeg glad for, at jeg skal tilbringe min weekend i bikini – omringet af sandhedsråbende unger. Er der nogen, der skal med ud og løbe i morgen tidlig?

oof

Velkommen hjem til vanviddet

Jeg kom tilbage til min ø i går morges efter en fantastisk uge i eventyrland. Normalt plejer jeg at blive ramt af noget posteventyrlig depression, når jeg rammer dansk jord, men den her gang overskygger tanken om gensyn med langhalset type heldigvis den følelse.

Til gengæld blev jeg ramt af noget andet, da jeg i går eftermiddags tulrede rundt på Fælleden for at akklimatisere. Jeg var lullet helt ind i tryghed og idyl, da en eller anden (muligvis lettere sindssyg) type sørgede for at lave om på den orden.

Han stod lige pludselig foran mig på en ellers øde skovsti og råbte og skreg med fråden løbende helt ned ad inderlårene. Først kunne jeg ikke gennemskue, hvad råberiet gik ud på. Men så så jeg dem. Lemmingtyperne, som kom spurtende efter hinanden lige mod mig. Hundredevis af dem, som blev tvunget ned i vandhul og op over menneskeskabte forhindringer, fordi diktatorfætter råbte, at de skulle.

Jeg blev ufrivilligt fanget midt i det hele. Det er ikke nogen hemmelighed, at folk, der råber, får mig til at tisse i bukserne. Så min første indskydelse var at stikke af med det samme – tilbage hvor jeg kom fra og ikke stod i vejen. Men af en eller anden grund kunne jeg pludselig finde ud af at være stædig. Så jeg sprang over afspæringen og ind på torturterritoriet, hvor jeg insisterende bevægede mig mod lemmingstrømmen ad min sædvanlige rute.

Der gik jeg så og tænkte lidt over, at jeg nok aldrig kommer til at forstå den der trang til at sætte unødvendige forhindringer op for sig selv.

20130610-072012.jpg

PS: Lige nu sidder jeg i morgensolen på min sten på stranden efter en løbetur i svagpisserkategorien. Uden selvskabte forhindringer og ad den vej, jeg selv har valgt. Det er det bedste for mig.