BREAKING NEWS

Jeg har taget tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER!!!

Føj for en ubedrift, tænker du måske. Men for mig er det stort. Kæmpegigantisk, faktisk.

Du ville måske have det på samme måde, hvis du som barn var hende, der konstant kyssede gymnastiksalens gulv med navlen, mens de andre talte til 10, 20 og 30 og følte sig som nogle fandens karle. Dengang var min udfordring en skøn symfoni af slatne barnearme og hvalpet mave. Det har jeg haft 20 år til at gøre noget ved. Og jeg har tit haft lyst. Men motivationen har som regel fået råbank af trangen til fadøl og flæskestegssandwich.

Lige indtil jeg opdagede, at den 10-årige kan bøje og strække i al evighed og samtidig ligne en, der synes, det er sjovt. Da hun havde demonstreret sine evner for et par uger siden, var hun så sød at spørge mig, hvor mange jeg egentlig kunne tage. Av min svækkede stolthed, siger jeg bare! Jeg mener, den 10-årige er super sej sådan helt generelt, så det giver meget god mening, at hun også kan armgøgle som en anden Arnold S. Men hvis hun allerede har overhalet mig i kropsduelighed nu, hvor ender vi så? Jeg havde jo planer om at være en form for forbillede mange år ud i fremtiden. En casual cool SupermosterBib.

Så jeg gik i træningslejr. I al hemmelighed. Og på denne ellers så kropssløje torsdag rykkede jeg altså fra 0 til 3, hvilket vel rundt regnet er en forbedring på 300 % (eller hvad? Jeg har for længst droppet at blive regningsforbillede).

Hold nu hest, hvad kan det så ikke blive til? ALT, tænker jeg umiddelbart. Sejrsfølelsen efterlader mig i hvert fald med en helt stålfast tro på, at jeg nu kan det hele. Triatlon? Tsk, et stykke med kage! Og kom bare an med den Nobelpris. Præsident i USA, siger du så? I can do it!

I øvrigt regner jeg med at bruge min weekend på at marchere rundt i indre by og flashe guns. Så er du advaret …

touch_at_your_own_risk

Noget om elefanter

Bufferbøssen er blevet opgraderet efter familiebesøg. Den 8-årige og den 10-årige efterlod nemlig en gave, som er så sej, at den for alt i verden skal bruges. Og da jeg ikke ejer en levende potteplante, måtte jeg tænke kreativt. Heldigvis viser det sig, at den gamle bufferbøsse bugnede så voldsomt, at den trængte til en udbygning (hvem skulle have troet, at jeg rent faktisk har opført mig økonomisk fornuftigt). Så jeg flyttede min mindre formue på 1577,50 kroner over i en neonudgave af det vigtigste dyr i min verden.

Der er mange grunde til, at jeg er så forelsket i elefanterne. Hvis du nogensinde har set en elefantunge* gøgle rundt med slatten snabel på stabile ben, forstår du det nok allerede. Derudover symboliserer det seje snabeldyr på én gang styrke, loyalitet, følsomhed, beskyttertrang og tålmodighed. Og så minder det mig om en meget vigtig person, som ikke er her mere. Min bedstemor.

Min bedstemor samlede på små elefantfigurer fra hele verden. De stod i den store reol, og jeg kiggede på dem, hver gang jeg besøgte hende. Studerede dem og vurderede dem og beundrede dem allesammen. Der var tit nye eksemplarer hjembragt af familiemedlemmer med helt friske historier. Men jeg kunne bedst lide de gamle. Dem med de ældste og vigtigste historier. Specielt den allerældste. Den var hvid og flot og tung, når jeg holdt den i mine rystende hænder, mens bedstemor kiggede på mig med et kærligt bestemt blik, som konstant mindede mig om, at jeg skulle passe på den og beskytte den, fordi den var vigtig. Så jeg spændte de spæde børnemuller og sørgede for, at den aldrig havnede på gulvet. Og hvis jeg var rigtig heldig, fortalte bedstemor mig historien om, hvordan hun havde fået den, og hvorfor netop den elefant var den bedste.

Da hun døde, var der kun én ting, jeg gerne ville arve, og jeg fik den hvide elefant. Den stod i min vindueskarm i mange år og mindede mig om alle de værdier, som den repræsenterede, og som jeg forsøgte at suge til mig. Og jeg passede altid på. Indtil jeg en dag var uforsigtig. Og ramte elefanten med støvsugerstangen, så den røg på gulvet, og snablen blev amputeret fra kroppen. Da jeg opdagede, hvad der var sket, føltes det som om, jeg havde tabt et spædbarn. Og jeg følte samtidig bedstemors blik oppe fra himlen et sted, hvor jeg i min naive barnetro stadig tror, at hun sidder. Jeg gik i panik, og i stedet for at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at reparere den, skyndte jeg mig i ren benægtelse af situationen at proppe den ind i mit rodeskab, hvorefter de to dele havnede i en kasse, som vist står på loftet.

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg kunne være så uforsigtig og skade noget, der betyder så meget for mig. Også selvom det handlede om en død ting. Og lige nu har jeg en afsindig trang til at gå på jagt efter de to dele på loftet og sætte dem sammen til én, så der kan komme orden i kaos. Problemet er bare, at jeg ikke tør gå op på loftet alene. Måske jeg ved lejlighed skulle forsøge at lokke en langhalset type med op og finde den, så alt bliver godt igen …

neonelefant

* Apropos elefantunger sendte giraffen mig for nylig det her, som trykkede på hele følelsesregristret samtidig.

Fra børn og fulde folk – part II

Den ni-årige: ’Moster Bib, du har godt nok tabt dig, hva’!’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja. Nu kan du i hvert fald godt gå i kjole.’

Mig: ’Synes du det?’

Den ni-årige: ’Ja, kan du ikke huske den der jul, hvor du havde en rød kjole på? Det var altså ikke så godt …’

Hold kaje, hvor er jeg glad for, at jeg skal tilbringe min weekend i bikini – omringet af sandhedsråbende unger. Er der nogen, der skal med ud og løbe i morgen tidlig?

oof

Riesenkusseabstinenser

Jeg troede faktisk, det ville være frygteligt at skulle undvære slik og kager i en måned. Men jeg har haft så meget godt i hovedet de seneste uger, at jeg næsten ikke har haft tid til at tænke på, hvad jeg savner i maven. Før nu. På dag 28 blev jeg ramt af længslen. Hårdt! I barndomsbyen, hvor jeg har buret mig inde et par dage med den 9-årige.

Indburingen er ret lærerig. Specielt da et par sandheder kom på bordet over spegespølsemadderne.

Den 9-årige: ”Min far siger, at du har elevatorvægt”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”Det betyder, at du nogle gange ser lidt tyk ud, og andre gange ser du slet ikke tyk ud”.

Mig: ”Nå”.

Den 9-årige: ”For eksempel har vi et billede af dig fra en juleaften, og du er altså ikke så tyk mere, som du var dengang”.

Mig: ”Nånå”.

Paradoksalt nok gav samtalen mig endnu mere lyst til at dykke ned i noget med chokolade og skum og kiks. De kæmpestore af slagsen. Jeg er endda parat til at ofre en elevatoretage for det, hvis bare det kan tage de værste fysiske abstinenser.

Gad vide, om man kan få bragt Riesenkusser ud i verdens mindste by i provinsen?

riesenkusse

Fra børn og fulde folk

Jeg tror, jeg stak alle personlige rekorder for stædig forårsopførsel, da jeg deltog i årets første picnic på stranden i går. Og selvom det virkelig var rockerkoldt (og jeg først troede, det var en joke, da jeg modtog invitationen til socialisering på tæppe i noget-nær-minusgrader), viste det sig at være helt rigtigt. Ligesom picnicmadindpakningen også viste sig at være.

kasse_til_mad

Det er sjældent, fremmede har succes med at læse mig, inden de møder mig, så derfor blev jeg både overrasket og imponeret, da jeg modtog kassen, der ligner noget, jeg ønskede mig som barn, men aldrig fik, fordi jeg skulle trækkes med de gode, gamle, ruminddelte og kedeligt ensfarvede 80’er-kasser (godt, jeg var så god til at slå hul i hovedet, så jeg tit kunne komme til lægen og få funky, øjenrullende klistermærker, der kunne pifte kassen op). Kassen var endda fyldt med sukkerærter, som var et ret opfindsomt alternativ til det sukker, et dumt væddemål forbyder mig at indtage (note to stædige self – giv aldrig hånd på brutale aftaler igen). Og bacon og ikke mindst med den slags nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks, som jeg aldrig helt tør indrømme, at jeg elsker, fordi mange mener, det er lidt tyskerklamt (hvilket er top misforstået!)

Nu, hvor jeg både har madkasse og slikautomat i hus, føler jeg mig faktisk mere barnlig, end jeg har gjort længe (det siger ret meget). Alkoholen trak dog lidt op på voksenskalaen. Og de kloge siger jo, at det er fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Det er nok rigtigt på mange måder.

Som da jeg var med familien i landet af Lego for et par sæsoner siden, og vi skulle placere os efter vægt i en forlystelse, hvilket helt uopfordret fik den (nu) 8-årige og 9-årige til at rationalisere sig frem til, at det i hvert fald var moster Bib, der vejede mest af os alle (aldrig før er en slankekur blevet kickstartet så effektivt). Eller da min søster og jeg pædagogisk forsøgte at forklare ungerne, at selvom fremmede mennesker ser sjove ud, så kan de godt være søde alligevel. Og den 8-årige svarede: ’Ja, det er jo ligesom bedstefar’ (hvilket efterfølgende fik de to til at blive enige om, at alle bedsteforældre ser sjove ud, fordi de er gamle).

Jeg har endnu flere eksempler på sandheder, som kommer fra fulde folk. Men da jeg ikke er beruset lige nu, vil jeg undlade at rippe op i dem. Personligt har jeg nogle gange leveret sandhederne på yderst upassende og uden tvivl overvældende vis, når alkoholen overtog. Men det gør dem jo ikke mindre sande. Generelt tror jeg, at jeg er nået frem til, at sandheder faktisk slet ikke er så farlige. De behøver ikke alle at blive delt (så kunne vi jo ikke lave andet), men de vigtige er som regel ikke så store og farlige, som de kan virke inde i hovedet. Heldigvis. Hvis de var, blev jeg muligvis nødt til skifte lejligheden i huset af guld ud med en uoverskueligt dyr syttenværelses for at få plads til dem alle. Men som tingene ser ud i virkeligheden, tror jeg faktisk, de fleste sandheder kan være i en vældigt værdsat kasse til mad.

baenkPS: I lyset af ovenstående åbenbaring tør jeg alligevel godt indrømme, at nogle-gange-på-køl-nogle-gange-ikke-på-køl-agtige snacks tilhører minispegepølsekategorien. Den slags, man altid kan købe på tyske tankstationer. Som ofte er iklædt en form for spegepølsekondom (her bør du slå associationsevnen fra). Helt ærligt – tag en bid af sådan en fætter, og sig mig, at den smager frygteligt. Og jeg skal love dig for, at jeg vil argumentere for, at du lyver!

Gramsebamse fundet

Jeg flygter. Lige om lidt. Tasken er pakket, og øverst ligger Bodil den anden. Hun gør det ikke helt ud for at være den gramsebamse, jeg efterlyste for et halvt års tid siden. Egentlig kunne jeg vel godt have tænkt mig et lidt større eksemplar i hankønsudgaven. Muligvis den levende af slagsen. I menneskeform (hvis det altså ikke er for vildt et ønske). Men indtil videre har jeg altså sikret mig hende her, som står til rådighed døgnet rundt. Og hun kommer med til Berlin.

bodil_den_andenMåske findes der en regel om, at 28-årige burde være vokset fra det der med sovedyr.Jeg har da også kunnet undvære et i op mod 20 år. Men på det seneste har jeg bare erkendt, at behovet for nærhed er steget til uoverskuelige højder. Og for at undgå at jeg begynder at voldkramme fremmede typer på Christianshavns Torv, må jeg prøve at få behovet dækket andre steder.

Sidste weekend fik jeg lov til at øse lange krammere ud over den 9-årige (hun kender heldigvis også til vigtigheden af at kunne mærke et andet hjerte slå). Og da jeg troede, ingen så det, sneg jeg mig til at lægge mig helt tæt op ad min sovende lillesøster på sofaen. Begge dele kan vel med lidt god vilje placeres i kategorien ’familiære kærlighedstilkendegivelser’ og behøver ikke nødvendigvis af opfattes som ynkeligt.

Det ville da trods alt være værre, hvis jeg var sådan en top utjekket type, der kunne finde på at ligge i samme seng som en anden krop. En tungt sovende krop, som jeg lige kunne krabbe mig sidelæns over mod. I mørket. Uden den anden krop opdagede det. Og så helt diskret løfte kroppens venstre arm op og lægge den rundt om mig. Som om armen mente det. Se DET ville være ynkeligt.

Det handler ikke altid om at være tryg

Jeg kunne aldrig finde på at flytte tilbage hertil. Alligevel er barndomsbyen det tryggeste sted i verden. Når jeg vågner op til lyden af vaskemaskinens rytmiske rundture og kopper, der klirrer, og Elvis, der kigger ned på mig fra væggen, så skal det hele nok gå.

Og selvom jeg da godt kan synes, det virker lidt spild af ord at bruge et kvarter på at snakke om, hvor man mon kan finde den bedste parkeringsplads i Vejle (på den tid kunne vi jo i stedet have kørt til Vejle og afprøvet en seks-syv forskellige ledige pladser), så er det rart at lytte til den summende bzzz af fuldstændigt ubekymrende snak. Ligesom det er rart at stille en kop kaffe foran en kørestolssiddende Baloo og få kommentaren: ’Det var dog et smukt træk fra en ellers beskidt karakter’ med på vejen (i øvrigt vil jeg gerne slå et slag for at indføre kørestolskørning som officiel sportsgren i Danmark. Det er jo helt fantastisk sjovt. Næsten lige så sjovt som de der bobslæder i halve rør på bjerge). Og selvom det ikke ligefrem er sundt for selvtilliden, er det faktisk også rart, når storesøs siger: ’Det er altså helt vildt, så meget du har fars ben’. For at have en andens ben (mandsperson eller ej) må jo betyde, at jeg hører til. Og det er vel essensen af tryghed.

Men midt i midten af alt det trygge sidder en 9-årig og frygter, at verden er det farligste sted i verden. At alt kan falde sammen ved en enkelt tur i Føtex. De tanker styrer både hendes hoved og hendes krop. Det er hårdt at være vidne til, og det er ondt-i-hjertet-frustrerende, at ingen voksne er i stand til at kigge hende i øjnene og ærligt sige: ’Der er ikke noget at være bange for’. For det er der jo. Der er en million ting at være bange for. Men der er også en million gode grunde til ikke at lade sit liv styre af angsten.

Min søster har altid sagt, at den 9-årige og jeg minder meget om hinanden. Mest indeni. Da hun var yngre, syntes den 9-årige vist ikke, det var så fedt at få at vide. Engang spurgte hun min søster: ’Mor, når jeg bliver stor, tror du så, jeg bliver lige så skør som moster Bib?’. Med lidt for meget bekymring i stemmen. Men det er vist ikke skørhedsfaktoren, der er den største lighed mellem os to (selvom hun også har den – det ved jeg). Det er nok nærmere noget med at være splittet mellem på den ene side at være den meget udadvendte, glade, sociale pige og samtidig være hende, der har brug for at pakke sig ind og gemme sig væk i en historie. I fiktionen. I en bog eller en film eller en sang eller alt det, der ikke er den hårde og forvirrende virkelighed. Vi ligner måske mest hinanden, fordi vi begge har problemer med at balancere mellem den lette festabe på den ene sidde af vippen og den tunge enspænder på den anden.

Jeg blev selv forfulgt at angsten, da jeg var barn. Ikke lige så åbenlyst som den 9-årige, men meget indlysende inde i mig selv. Egentlig er jeg aldrig vokset fra den. Der skulle bare gå 27 år, før jeg indrømmede over for mig selv, at den kun bliver tungere, hvis man gemmer den væk. Hvis man nægter at forholde sig til den. Nu kan jeg i en del tilfælde tæmme den. Og udfordre den. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært.

For det handler ikke altid om at være tryg. Nogle gange handler det tværtimod om det modsatte. Om at gøre det farlige og usikre og kuldegysningsfremkaldende. For som de siger i vandet, så er det den slags, der gør forskellen. Den bedste forskel. Og hvis jeg kunne dykke ned i den 9-årige og plante den viden et vigtigt sted i hende, ville jeg gøre det omgående. Men det kan jeg desværre ikke. Det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at gøre det, jeg rent faktisk kan gøre. Så godt jeg kan. Og håbe på det bedste. For det fortjener hun.

IMG_7738PS: Juleaften, efter vi havde åbnet alle gaverne, og en del af gæsterne var gået hjem, sad jeg i sofaen med den 9-åriges hoved på mine ben. Vi var helt stille, som man kan være, når man er så tryg som muligt. Lige pludselig kiggede hun op på mig, brød stilheden og sagde: ’Jeg vil gerne være ligesom dig’. Det er den vigtigste kompliment, jeg nogensinde har fået.