Det handler ikke altid om at være tryg

Jeg kunne aldrig finde på at flytte tilbage hertil. Alligevel er barndomsbyen det tryggeste sted i verden. Når jeg vågner op til lyden af vaskemaskinens rytmiske rundture og kopper, der klirrer, og Elvis, der kigger ned på mig fra væggen, så skal det hele nok gå.

Og selvom jeg da godt kan synes, det virker lidt spild af ord at bruge et kvarter på at snakke om, hvor man mon kan finde den bedste parkeringsplads i Vejle (på den tid kunne vi jo i stedet have kørt til Vejle og afprøvet en seks-syv forskellige ledige pladser), så er det rart at lytte til den summende bzzz af fuldstændigt ubekymrende snak. Ligesom det er rart at stille en kop kaffe foran en kørestolssiddende Baloo og få kommentaren: ’Det var dog et smukt træk fra en ellers beskidt karakter’ med på vejen (i øvrigt vil jeg gerne slå et slag for at indføre kørestolskørning som officiel sportsgren i Danmark. Det er jo helt fantastisk sjovt. Næsten lige så sjovt som de der bobslæder i halve rør på bjerge). Og selvom det ikke ligefrem er sundt for selvtilliden, er det faktisk også rart, når storesøs siger: ’Det er altså helt vildt, så meget du har fars ben’. For at have en andens ben (mandsperson eller ej) må jo betyde, at jeg hører til. Og det er vel essensen af tryghed.

Men midt i midten af alt det trygge sidder en 9-årig og frygter, at verden er det farligste sted i verden. At alt kan falde sammen ved en enkelt tur i Føtex. De tanker styrer både hendes hoved og hendes krop. Det er hårdt at være vidne til, og det er ondt-i-hjertet-frustrerende, at ingen voksne er i stand til at kigge hende i øjnene og ærligt sige: ’Der er ikke noget at være bange for’. For det er der jo. Der er en million ting at være bange for. Men der er også en million gode grunde til ikke at lade sit liv styre af angsten.

Min søster har altid sagt, at den 9-årige og jeg minder meget om hinanden. Mest indeni. Da hun var yngre, syntes den 9-årige vist ikke, det var så fedt at få at vide. Engang spurgte hun min søster: ’Mor, når jeg bliver stor, tror du så, jeg bliver lige så skør som moster Bib?’. Med lidt for meget bekymring i stemmen. Men det er vist ikke skørhedsfaktoren, der er den største lighed mellem os to (selvom hun også har den – det ved jeg). Det er nok nærmere noget med at være splittet mellem på den ene side at være den meget udadvendte, glade, sociale pige og samtidig være hende, der har brug for at pakke sig ind og gemme sig væk i en historie. I fiktionen. I en bog eller en film eller en sang eller alt det, der ikke er den hårde og forvirrende virkelighed. Vi ligner måske mest hinanden, fordi vi begge har problemer med at balancere mellem den lette festabe på den ene sidde af vippen og den tunge enspænder på den anden.

Jeg blev selv forfulgt at angsten, da jeg var barn. Ikke lige så åbenlyst som den 9-årige, men meget indlysende inde i mig selv. Egentlig er jeg aldrig vokset fra den. Der skulle bare gå 27 år, før jeg indrømmede over for mig selv, at den kun bliver tungere, hvis man gemmer den væk. Hvis man nægter at forholde sig til den. Nu kan jeg i en del tilfælde tæmme den. Og udfordre den. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært.

For det handler ikke altid om at være tryg. Nogle gange handler det tværtimod om det modsatte. Om at gøre det farlige og usikre og kuldegysningsfremkaldende. For som de siger i vandet, så er det den slags, der gør forskellen. Den bedste forskel. Og hvis jeg kunne dykke ned i den 9-årige og plante den viden et vigtigt sted i hende, ville jeg gøre det omgående. Men det kan jeg desværre ikke. Det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at gøre det, jeg rent faktisk kan gøre. Så godt jeg kan. Og håbe på det bedste. For det fortjener hun.

IMG_7738PS: Juleaften, efter vi havde åbnet alle gaverne, og en del af gæsterne var gået hjem, sad jeg i sofaen med den 9-åriges hoved på mine ben. Vi var helt stille, som man kan være, når man er så tryg som muligt. Lige pludselig kiggede hun op på mig, brød stilheden og sagde: ’Jeg vil gerne være ligesom dig’. Det er den vigtigste kompliment, jeg nogensinde har fået.

One thought on “Det handler ikke altid om at være tryg

  1. Pingback: Noget om at melde sig ud af verden | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s