Noget om kærlighed

Dengang min krop var barn, fandt jeg min mors vielsesring i et smykkeskrin. Der lå den, fordi min mor og far ikke længere var gift. Jeg syntes, den var fin, så jeg spurgte hende, om jeg måtte få den (på det tidspunkt havde jeg ikke rigtig lært, at spørgsmål kan være upassende).

Min mor, som sikkert både var overrasket over spørgsmålet og samtidig ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre ved ringen, svarede, at det måtte jeg gerne. Så jeg fik den og gemte den i et smykkeskrin, hvor jeg har passet rigtig godt på den i over 20 år.

For et stykke tid siden, da jeg pakkede mit liv ned i kasser, dukkede den op igen. Den var stadig fin, og jeg kunne godt lide det stykke historie, den repræsenterede. Så jeg gik med den i nogle dage. Men det føltes ikke helt rigtigt, så jeg lagde den i min pung for at have den på mig et sted.

Der lå den, indtil jeg en dag fik en idé. Jeg kom i tanke om, at ringen jo var halvdelen af et par, og at min far havde den anden. Så jeg spurgte ham, om jeg også måtte få hans (jeg har åbenbart stadig ikke lært, at spørgsmål kan være upassende). Han sagde også ja, og så stod jeg med to vielsesringe og en idé, som mine søstre heldigvis var med på.

I dag har jeg derfor været en tur hos guldsmeden for at hente tre nye ringe, der er blevet lavet af guldet fra de to, som har boet hver for sig i mange år. De tre nye ringe er til de tre børn, som blev ud af ægteskabet, som ikke holdt – mine to søstre og mig.

Faktisk har jeg hentet fire ringe. (Halv)lillesøs har nemlig fået lavet en mage til ud af en ring fra sin mor og vores fælles far. For selvfølgelig skal hun også have en søskendering. Der er nemlig ingen tvivl om, at hun er 100 procent lige så meget vores søster, selvom vi kun deler 50 procent af de samme gener.

Jeg ved ikke, hvordan idéen til ringene opstod, men jeg er virkelig glad for den. Guldsmeden havde dog lidt svært ved at forstå det der med, at to ringe skulle blive til tre, mens to andre ringe skulle blive til en, men jeg forsøgte at forklare hende, at sådan er det bare med familier. Det går ikke altid op, men derfor kan det godt gå alligevel. Nogle gange går det faktisk bedre, end man regnede med.

I mit tilfælde er det gået rigtig godt. Skilsmisser er aldrig lette, og jeg har ikke glemt, at der har været både sorg og tårer og frustration i min barndom, som har gjort indtryk. Men jeg har heldigvis lært, at selvom tilværelsen kan blive slået ud af kurs, kan livet alligevel blive helt rigtigt, hvis man vælger at få det bedste ud af det.

Jeg har fået alt det bedste. Jeg har fået en lillesøster, som jeg aldrig nogensinde ville undvære, jeg har fået papforældre, som har været med til at forme mig, og papsøstre, som har støttet mig og passet mig og sørget for, at jeg kom levende igennem min første brandert.

Og jeg har fået to forældre, som godt nok ikke er hver sin halvdel af det samme par længere, men som i dag kan være i stue sammen og snakke sammen og grine sammen og minde mig om, at tiden læger mange sår.

Nu har jeg også en ring. Og en tatovering, der minder mig om, at selvom kærligheden ikke altid overvinder alt, så gør den det alligevel. På sin egen finurlige måde.

ring

Noget om potentielt genial sindssyge

Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.

Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).

I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.

Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).

Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”

Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …

kontordyr

Noget om breve og fortid

Jeg fik to breve i går. Af den gode, gamle slags. Med frimærke og alt muligt. Statistisk set troede jeg slet ikke, det kunne lade sig gøre. Men det kunne det altså.

Det ene brev var en bryllupsinvitation fra pumaen, og det andet var fyldt med avisudklip fra min far. Begge dele gjorde mig glad. Og begge dele gav mig lyst til at nostalgidykke ned i kisten med alle de gamle breve fra gamle dage, som er fyldt med historier, der var engang, og minder, som stadig er der.

Jeg elsker breve. Invitationer og udklip og måske allermest breve, der bare er til for at dele tanker, som trænger sig på. Den slags gør mig altid glad (også selvom brevene er skrevet på taster og sendt med virtuelt frimærke).

Hvem der dog bare stadig havde en penneven …

sorthvidt

 

Noget om en tid der er væk

Jeg er i Rusland. Med Haren. Det er anden gang vi holder sommerferie her, selvom mange mener, det er en lidt atypisk destiantion for to (forholdsvis) unge tøsepiger, som nok nærmere burde tage på diskodasko i Miami. Jeg har jo været i Miami for ikke særlig lang tid siden. Og det var skønt. Men jeg elsker kontrasterne, og derfor er Moskva det helt rigtige lige nu.

Hvis man ser bort fra, at det har regnet, siden vi ankom, og her ikke er noget decideret hav, så adskiller Miami og Moskva sig desværre mindre og mindre fra hinanden. I løbet af de seks år, der er gået, siden vi var her sidst, er byen blevet invaderet af den ene amerikanerkæde efter den anden. I går aftes gik vi en tur i det gamle Arbat, som var fyldt med hyggelige, lokale boder, første gang vi var her. Nu fandt vi fem forskellige amerikanske fastfood-joints inden for en radius af 50 meter. Og selvom min maves umiddelbare indskydelse var at trille direkte ind på Wendy’s og bestille en af hver, synes jeg alligevel, det er ærgerligt og en lille smule trist, at udviklingen har sat sine tydelige spor på byen. Jeg elsker USA. Når jeg er i USA. Men når jeg er i Rusland, vil jeg hellere opleve noget af den kultur, jeg har været fascineret af, siden min far ringde hjem til mig fra Den Røde Plads for snart 20 år siden. Jeg ville give meget for at have oplevet Moskva dengang. Men det kommer jeg desværre aldrig til.

I dag gik vi i stedet efter det næstbedste og flygtede under jorden til et lille plet uden for byen, hvor meget stadig er, som det var engang. Her kunne vi kigge på små boder og købe dukker i dukker og spise borsch og gullasch og en yderst alternativ (og langt fra lækker) lille laksesandwich. Vi knækkede kyrilliske koder og blev råbt efter og grindet ad og næsten også spyttet på. Og det var fedt!

Indtil videre har jeg lært, at:

– russiske (jingle)mænd generelt er hjælpsomme og opsøgende, mens russiske kvinder er meget lidt imødekommende over for forvirrede danske tøsepiger (tænk engang …)

– Moskva er fuld af magisk musik fra andre tider. Og dans til maskinen uden lys.

– Den Røde Plads er endnu mere eventyrlig, når den er tom og lukket

– det er lettere at tage billeder af fremmede mennesker i fremmede lande

– russiske dukker er meget skræmmende (overvejer at dedikere et helt indlæg til dem)

– Lambadaen lever endnu (ikke kun i min telefon, når musvitten ringer)

– Roxette bare ikke fungerer på russisk

– regnvejrsferien tegner godt, hvis vores største problem er at beslutte, om vi skal købe en paraply med Spiderman eller Cars (Edderkoppemanden vandt. Bilerne tager sig også meget bedre ud på en vigtig madkasse …)

Fortsættelse følger …

1den_roede_plads 2dans_tiLmaskine_uden_lys 3gadedans 4meditationsgoegl 5wendys 6den_roede_blomsterregnplads 7spiderman 8babushka 9borsch 10postkortPS: БИФИ Отец есть Бог

Det handler ikke altid om at være tryg

Jeg kunne aldrig finde på at flytte tilbage hertil. Alligevel er barndomsbyen det tryggeste sted i verden. Når jeg vågner op til lyden af vaskemaskinens rytmiske rundture og kopper, der klirrer, og Elvis, der kigger ned på mig fra væggen, så skal det hele nok gå.

Og selvom jeg da godt kan synes, det virker lidt spild af ord at bruge et kvarter på at snakke om, hvor man mon kan finde den bedste parkeringsplads i Vejle (på den tid kunne vi jo i stedet have kørt til Vejle og afprøvet en seks-syv forskellige ledige pladser), så er det rart at lytte til den summende bzzz af fuldstændigt ubekymrende snak. Ligesom det er rart at stille en kop kaffe foran en kørestolssiddende Baloo og få kommentaren: ’Det var dog et smukt træk fra en ellers beskidt karakter’ med på vejen (i øvrigt vil jeg gerne slå et slag for at indføre kørestolskørning som officiel sportsgren i Danmark. Det er jo helt fantastisk sjovt. Næsten lige så sjovt som de der bobslæder i halve rør på bjerge). Og selvom det ikke ligefrem er sundt for selvtilliden, er det faktisk også rart, når storesøs siger: ’Det er altså helt vildt, så meget du har fars ben’. For at have en andens ben (mandsperson eller ej) må jo betyde, at jeg hører til. Og det er vel essensen af tryghed.

Men midt i midten af alt det trygge sidder en 9-årig og frygter, at verden er det farligste sted i verden. At alt kan falde sammen ved en enkelt tur i Føtex. De tanker styrer både hendes hoved og hendes krop. Det er hårdt at være vidne til, og det er ondt-i-hjertet-frustrerende, at ingen voksne er i stand til at kigge hende i øjnene og ærligt sige: ’Der er ikke noget at være bange for’. For det er der jo. Der er en million ting at være bange for. Men der er også en million gode grunde til ikke at lade sit liv styre af angsten.

Min søster har altid sagt, at den 9-årige og jeg minder meget om hinanden. Mest indeni. Da hun var yngre, syntes den 9-årige vist ikke, det var så fedt at få at vide. Engang spurgte hun min søster: ’Mor, når jeg bliver stor, tror du så, jeg bliver lige så skør som moster Bib?’. Med lidt for meget bekymring i stemmen. Men det er vist ikke skørhedsfaktoren, der er den største lighed mellem os to (selvom hun også har den – det ved jeg). Det er nok nærmere noget med at være splittet mellem på den ene side at være den meget udadvendte, glade, sociale pige og samtidig være hende, der har brug for at pakke sig ind og gemme sig væk i en historie. I fiktionen. I en bog eller en film eller en sang eller alt det, der ikke er den hårde og forvirrende virkelighed. Vi ligner måske mest hinanden, fordi vi begge har problemer med at balancere mellem den lette festabe på den ene sidde af vippen og den tunge enspænder på den anden.

Jeg blev selv forfulgt at angsten, da jeg var barn. Ikke lige så åbenlyst som den 9-årige, men meget indlysende inde i mig selv. Egentlig er jeg aldrig vokset fra den. Der skulle bare gå 27 år, før jeg indrømmede over for mig selv, at den kun bliver tungere, hvis man gemmer den væk. Hvis man nægter at forholde sig til den. Nu kan jeg i en del tilfælde tæmme den. Og udfordre den. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært.

For det handler ikke altid om at være tryg. Nogle gange handler det tværtimod om det modsatte. Om at gøre det farlige og usikre og kuldegysningsfremkaldende. For som de siger i vandet, så er det den slags, der gør forskellen. Den bedste forskel. Og hvis jeg kunne dykke ned i den 9-årige og plante den viden et vigtigt sted i hende, ville jeg gøre det omgående. Men det kan jeg desværre ikke. Det eneste, jeg kan gøre, er at forsøge at gøre det, jeg rent faktisk kan gøre. Så godt jeg kan. Og håbe på det bedste. For det fortjener hun.

IMG_7738PS: Juleaften, efter vi havde åbnet alle gaverne, og en del af gæsterne var gået hjem, sad jeg i sofaen med den 9-åriges hoved på mine ben. Vi var helt stille, som man kan være, når man er så tryg som muligt. Lige pludselig kiggede hun op på mig, brød stilheden og sagde: ’Jeg vil gerne være ligesom dig’. Det er den vigtigste kompliment, jeg nogensinde har fået.

Kørestol, siger du …

Jeg er en af mange børn. Det vidste jeg godt, men jeg fik det endnu engang bekræftet, da jeg i dag havde følgende telefonsamtale med min mor.

Mig: Tillykke med fødselsdagen. Har du haft en god dag?

Mutti: Tak (og en lang forklaring om noget med min søster og pizza og sms’er og lørdagsaftale i København om halvanden måned og …) Hvordan går det med dig?

Mig: Jeg er blevet ramt af en eller anden virus igen (efterfulgt af halvt tiltrængt/halvt fremprovokeret host. Det er om at høste mor-medlidenheden, når chancen er der)

Herefter følger endnu en længere sætningsudveksling, til vi når hen mod det, der minder om enden på samtalen, og jeg tilfældigvis lige når at nævne noget med nogle bøger, jeg skal hente hos dem om et par uger, hvor de er i Frankrig.

Mutti: Jamen, vi er alligevel hjemme den uge.

Mig: Nå. Skal I da ikke til Frankrig?

Mutti: Nej, det kan vi jo ikke på grund af Baloo (min papfar)

Mig: Nå, hvad er der da med ham?

Mutti: Ja, han har jo benet i gips.

Mig: Hvad? Det har du da ikke sagt noget om?

Mutti: Nå, men jeg har da sagt det til din søster.

Mig: Jamen, hun er da ikke mig!

Mutti: Nej, men jeg tænkte, at I måske talte sammen. Jeg har også sagt det til din anden søster.

Mig: Jamen, hun er da heller ikke mig! Og hvordan skulle de kunne vide, at jeg ikke har fået det at vide? Hvad er der dog sket?

Lang forklaring følger om, hvordan Baloo i torsdags (for over fire dage siden) har været på badmintonbanen, først var det meningen, han skulle spille med en mandsperson, jeg ikke ved, hvem er (måske hed han Leif eller Karsten), men den mandsperson skulle åbenbart på skiferie med sin familie (eller nogle venner, jeg er ikke helt sikker), så i stedet havde Baloo spurgt min svoger, som godt kunne, og de var kørt af sted, men så var min svogers mobiltelefon pludselig begyndt at ringe, og den lå hjemme hos min mor, og så vidste min mor ikke, hvad hun skulle gøre, så hun ringede til Baloos telefon, men den lå til opladning, så det fik hun ikke så meget ud af, men så fik hun endelig fat i dem, og Baloo fortalte, at han havde vundet første sæt, og det var jo ret godt gået, aldersforskellen taget i betragtning, og de havde husket at varme op inden, for det er jo vigtigt i hans alder …

Og alle mulig andre for min mor ret vigtige detaljer. Indtil hun endelig nåede frem til en form for konklusion.

Mutti: Pludselig sagde det knak, og han har altså revet sin akillessene over, og han blev haste-opereret torsdag aften, og nu er han så bare herhjemme, men så ved jeg jo på den anden side, hvor jeg har ham, selvom det ikke er så godt, for folk siger jo, at den slags rask væk kan tage et halvt års tid, men vi er altså hjemme den weekend, for vi kan jo ikke rigtig komme nogen steder med den kørestol, så du kan bare komme og kigge på bøgerne, og jeg har i øvrigt også fået lavet en ny ekstranøgle til dig og …

Jeg elsker mine forældre. Men nogle gange er jeg lidt i tvivl om, hvem der er mest distræt. Det er mange år siden, jeg lærte at acceptere, at min far ikke er så god til det der med mærkedage, og derfor bliver jeg lige så glad for en hilsen fra ham på min egen fødselsdag, som jeg bliver på min søsters. Han får heller ikke altid lige nævnt, at han flytter til Grønland i et halvt års tid, før han ringer og spørger, om han kan låne en seng, inden han skal i lufthavnen. Men han kommer jo heldigvis altid hjem igen. Min mor glemte engang at fortælle mig, at min kusine var gravid, så da jeg så kusinen næste gang (sådan cirka ni måneder senere) var jeg et halvt sekund fra at spørge, hvad det dog var for en unge, hun rendte rundt og passede (jeg nåede dog at stoppe mig selv, da jeg opdagede, at hun rent faktisk ammede babyen. Det slags plejer jo at være et rimelig tydeligt tegn på, at man sidder med eget afkom).

Jeg ved godt, det kan være lidt svært at holde styr på dine, mine og vores i en moderne verden. Men der er visse regler. Ved operationer, graviditeter, flytninger og dødsfald ringer man altså lige hele vejen rundt. Hvis ikke jeg tilfældigvis havde spurgt ind til det med de bøger, havde jeg muligvis aldrig fået noget at vide. Så var jeg sikkert brudt sammen af grin om to uger, når jeg kommer hjem og ser min papfar i en kørestol. Fordi jeg logisk nok ville tro, det var endnu et af hans dovenhedstricks. Ligesom den med cyklen med motor på (som altså ikke er en knallert. Åbenbart. Der er tilsyneladende en verden til forskel).

Hvis jeg var praktisk nok til at kunne finde ud af den slags, lavede jeg et telefonkædesystem over mine forældres børn, så jeg er sikker på, at vi alle bliver informeret – som minimum om de fire ovennævnte punkter. Men der er alt for mange navne at holde styr på. Måske jeg i stedet skulle starte en form for familiært nyhedsbureau. Jeg er jo en slags journalist …

normal_familie

Tanker om tid som er gået

Ud over undulatens videooptagelser af en ung Skudamuda, som taber kager og slår knapt-så-flatterende kolbøtter findes der en anden video af mig fra dengang, min krop var barn. Den er optaget 5-6 år senere i Florida På det tidspunkt svarede Miami til månen i min verden, hvor mine hidtil største eventyr talte den allerførste flyvetur til Bornholm (som dog ikke var lige så action-packed som en andens første flyvetur fra samme destination), en charter til Costa del Sol og en række far-mor-og-børn-køreture i Europa.

Men så skete ting og lige pludselig hed det ikke længere far-mor-og-børn men papfar-mor-og-børn. For at ryste den lille, nye familieflok sammen lå der derfor syv flybilletter til Florida under træet juleaften 1995. Først troede jeg, det var løgn. Men den var god nok, og tre måneder senere sad jeg i en jumbo over Atlanten omringet af gamle og nye søstre (det var i øvrigt på den flyvetur, jeg meget højlydt besluttede mig for at stille min ene søster det yderst passende spørgsmål: ’Hvad er en orgasme?’ Hun skylder mig stadig et svar …)

Jeg genså Florida-vidoen for et par uger siden, da jeg var hjemme i verdens-mindste-by. Den mindede mig om gode tider, hvor jeg primært padlede rundt i en pool iført neon-badedragt og var overvældet over alt og alting. Dengang drømte jeg om alle de rejser og eventyr, jeg skulle ud på, når min krop blev voksen. Jeg har gjort en stor indsats for at realisere de drømme (en lidt for stor indsats, ville min bankrådgiver muligvis mene), og nu er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det ligner sig selv, selvom alt har ændret sig.

Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter en tidlig morgentur på stranden, hvor jeg tulrede rundt alene og ventede på, at guldfisken og hamsteren vågnede. Miami Beach klokken 7.00 er duft af barbecue, som skal spises i solen. Det er en hjemløs fyr med det vildeste dread-garn, som er venner med alle byens duer. Det er en morgen-brandert-pige i stiletter, som skvatter på fortovet og bliver samlet op af sin fyr. Det er neon i palmer med lange skygger. Det er to børn, der gynger side om side og sikkert godt kan se det fine i, at de ikke gynger helt i takt. Og så er det en ensom måge, der går rundt i sandet uden af have nogen af snakke sjovt med.

Lige om lidt er Miami Beach heldigvis også stedet, hvor en guldfisk, en hamster og en elefant lufter de forsømte bikinier og kigger på livreddere i solen, mens de planlægger, hvilke drinks der skal fyldes i glassene i aften. Og det er nok også stedet, hvor en elefant får en lille nostalgi-nedsmeltning over tid, som er gået.

PS: Muligvis svarede Miami til månen for mig for 16 år siden. Men verden er blevet mindre siden da. Det fandt jeg ud af, da vi i går sad ved stranden med feriens første øl og pludselig spottede journalist-kollega fra København, som har valgt samme tid og sted for sin herretur, som vi har for vores tøsetur. Et af den slags skræmmende tilfælde, som alligevel giver meget god mening …