Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

elefantshirt

 

Listebarnets gode intentioner

Jeg er ikke den tjekkede type. Det ved de fleste, der kender mig. Jeg har lært at acceptere min utjekkede skæbne – efter mange års kamp for at forsøge at overbevise mig selv og resten af verden om, at jeg faktisk havde styr på mere end intet. For det er dumt at opbygge illusioner, hvis man ikke kan leve op til dem. Nu forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg gør en form for god gerning ved at have så lidt styr på mit liv som muligt. For det må vel betyde, at de fleste andre får det en lille smule bedre med sig selv, når de spejler sig i mig.

Dengang min krop var barn, kæmpede jeg dog stadig for at lokalisere den tjekkede del af min hjerne. For den måtte da være der et sted. Troede jeg. Tydeligvis. Det fandt jeg i hvert fald beviser for, da jeg dykkede ned i de gamle mapper med gemte skriverier fra barndommen (endnu engang tak til min mor, fordi hun har været så god til at sætte alle mine pinligheder i system …) Her fik jeg fingrene i en række huskelister, jeg lavede til mig selv som 8-årig. Igen vil jeg lige hjælpe med en oversættelse af barneskrift og stavefejl – og så i øvrigt forsøge at konkludere lidt på den unge Skudamudas listige planer.

1. december

Start med at åbne alle dine julekalendere og pakkekalender, og så tag 5 armbøjninger. Sving med armene
Gå ud og spis
Når du er færdig, pak din skoletaske
Tag tøj på, og gå i skole.

Okay, det der med ’alle dine julekalendere’ er lidt suspekt, for jeg husker ikke, at jeg havde et bjerg af dem. Måske havde jeg to. Og den ene af dem havde jeg sandsynligvis selv tegnet (det siger lidt om kvaliteten af kunstværket, at min mor ikke har gemt den). Derudover indrømmer jeg blankt, at jeg aldrig har været i stand til at tage en armbøjning. Ikke en eneste. Og da slet ikke fem. Jeg må have haft urealistisk høje tanker om egne evner allerede dengang. Til gengæld har jeg helt sikkert været i stand til at svinge med armene. Men hvorfor har jeg dog troet, at det var nødvendigt at gøre? Muligvis havde jeg udviklet en neurose, som fortalte, at armene kunne risikere at sætte sig fast, hvis jeg ikke lige fik dem kickstartet fra morgenstunden.

I forhold til rækkefølgen på sidste halvdel af listen tænker jeg, at jeg i hvert fald ikke har været et særlig blufærdigt barn, hvis jeg både ville spise og pakke min skoletaske, inden jeg tog tøj på (den eneste video-optagelse, der findes af mig fra den periode, bekræfter desværre den formodning). Og hvorfor skulle jeg i øvrigt overhovedet huske mig selv på, at jeg skulle tage tøj på? Har jeg mon engang glemt det? Det husker jeg ikke, men det kan selvfølgelig være, min selektive hukommelse har sorteret traumet fra. Min hjerne er ret god til at slette alle beviser fra de situationer i mit liv, som har været ubærligt pinlige. Nå, videre til dag to i projekt ny-og-bedre-barnlig-livsstil.

 2. december

Åben dine julekalendere
Tag 5 armbøjninger
Sving med armene
Har du god tid, så gå i bad
Red dit hår
Spis
Pak din skoletaske
Gå i skole

Meget gentager sig, men her er dog også nye tilføjelser. For eksempel det der med at gå i bad. Personlig hygiejne var åbenbart kun noget, jeg prioriterede, hvis jeg havde tid til det (det havde jeg helt sikkert ikke, for jeg sov altid for længe). Og det var tilsyneladende først på andendagen, jeg fandt det nødvendigt at få styr på mit hår. Der var selvfølgelig heller ikke så meget at holde styr på, eftersom min far altid insisterede på, at det skulle være helt drengekort (derfor kan jeg også med god samvittighed fralægge mig ethvert ansvar for, at jeg ikke altid opfører mig lige feminint i dag …)

3. december

Start med det, du plejer
Gå ud og spis
Spis franskbrød
Pak, og gå i skole

Okay, de gode intentioner holdt virkelig længe. ’Start med det, du plejer’ må betyde, at jeg i hvert fald ikke skulle tage armbøjninger, eftersom jeg helt sikkert ikke har gennemført det de første to dage. Dovenskaben melder sig allerede her, og det gør trangen til de tomme kulhydrater tydeligvis også.

Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet igennem min morgen den 3. december 1993, hvis jeg ikke havde haft denne uundværlige liste at klamre mig til. Jeg var muligvis stadig nøgen og sulten og havde aldrig fået taget min 9. klasses afgangseksamen, fordi jeg glemte at gå i skole. Og dog. Der findes ingen huskelister fra d. 4. december og frem, så noget kunne tyde på, at jeg lige præcis den dag indså, at lister er ret ubrugelige, hvis det, der står på dem, er indlysende. Og det er de i øvrigt også, hvis man ikke har tænkt sig at efterleve de opfordringer, man skriver til sig selv …