Jeg er ikke den tjekkede type. Det ved de fleste, der kender mig. Jeg har lært at acceptere min utjekkede skæbne – efter mange års kamp for at forsøge at overbevise mig selv og resten af verden om, at jeg faktisk havde styr på mere end intet. For det er dumt at opbygge illusioner, hvis man ikke kan leve op til dem. Nu forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg gør en form for god gerning ved at have så lidt styr på mit liv som muligt. For det må vel betyde, at de fleste andre får det en lille smule bedre med sig selv, når de spejler sig i mig.
Dengang min krop var barn, kæmpede jeg dog stadig for at lokalisere den tjekkede del af min hjerne. For den måtte da være der et sted. Troede jeg. Tydeligvis. Det fandt jeg i hvert fald beviser for, da jeg dykkede ned i de gamle mapper med gemte skriverier fra barndommen (endnu engang tak til min mor, fordi hun har været så god til at sætte alle mine pinligheder i system …) Her fik jeg fingrene i en række huskelister, jeg lavede til mig selv som 8-årig. Igen vil jeg lige hjælpe med en oversættelse af barneskrift og stavefejl – og så i øvrigt forsøge at konkludere lidt på den unge Skudamudas listige planer.
1. december
Start med at åbne alle dine julekalendere og pakkekalender, og så tag 5 armbøjninger. Sving med armene
Gå ud og spis
Når du er færdig, pak din skoletaske
Tag tøj på, og gå i skole.
Okay, det der med ’alle dine julekalendere’ er lidt suspekt, for jeg husker ikke, at jeg havde et bjerg af dem. Måske havde jeg to. Og den ene af dem havde jeg sandsynligvis selv tegnet (det siger lidt om kvaliteten af kunstværket, at min mor ikke har gemt den). Derudover indrømmer jeg blankt, at jeg aldrig har været i stand til at tage en armbøjning. Ikke en eneste. Og da slet ikke fem. Jeg må have haft urealistisk høje tanker om egne evner allerede dengang. Til gengæld har jeg helt sikkert været i stand til at svinge med armene. Men hvorfor har jeg dog troet, at det var nødvendigt at gøre? Muligvis havde jeg udviklet en neurose, som fortalte, at armene kunne risikere at sætte sig fast, hvis jeg ikke lige fik dem kickstartet fra morgenstunden.
I forhold til rækkefølgen på sidste halvdel af listen tænker jeg, at jeg i hvert fald ikke har været et særlig blufærdigt barn, hvis jeg både ville spise og pakke min skoletaske, inden jeg tog tøj på (den eneste video-optagelse, der findes af mig fra den periode, bekræfter desværre den formodning). Og hvorfor skulle jeg i øvrigt overhovedet huske mig selv på, at jeg skulle tage tøj på? Har jeg mon engang glemt det? Det husker jeg ikke, men det kan selvfølgelig være, min selektive hukommelse har sorteret traumet fra. Min hjerne er ret god til at slette alle beviser fra de situationer i mit liv, som har været ubærligt pinlige. Nå, videre til dag to i projekt ny-og-bedre-barnlig-livsstil.
2. december
Åben dine julekalendere
Tag 5 armbøjninger
Sving med armene
Har du god tid, så gå i bad
Red dit hår
Spis
Pak din skoletaske
Gå i skole
Meget gentager sig, men her er dog også nye tilføjelser. For eksempel det der med at gå i bad. Personlig hygiejne var åbenbart kun noget, jeg prioriterede, hvis jeg havde tid til det (det havde jeg helt sikkert ikke, for jeg sov altid for længe). Og det var tilsyneladende først på andendagen, jeg fandt det nødvendigt at få styr på mit hår. Der var selvfølgelig heller ikke så meget at holde styr på, eftersom min far altid insisterede på, at det skulle være helt drengekort (derfor kan jeg også med god samvittighed fralægge mig ethvert ansvar for, at jeg ikke altid opfører mig lige feminint i dag …)
3. december
Start med det, du plejer
Gå ud og spis
Spis franskbrød
Pak, og gå i skole
Okay, de gode intentioner holdt virkelig længe. ’Start med det, du plejer’ må betyde, at jeg i hvert fald ikke skulle tage armbøjninger, eftersom jeg helt sikkert ikke har gennemført det de første to dage. Dovenskaben melder sig allerede her, og det gør trangen til de tomme kulhydrater tydeligvis også.
Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet igennem min morgen den 3. december 1993, hvis jeg ikke havde haft denne uundværlige liste at klamre mig til. Jeg var muligvis stadig nøgen og sulten og havde aldrig fået taget min 9. klasses afgangseksamen, fordi jeg glemte at gå i skole. Og dog. Der findes ingen huskelister fra d. 4. december og frem, så noget kunne tyde på, at jeg lige præcis den dag indså, at lister er ret ubrugelige, hvis det, der står på dem, er indlysende. Og det er de i øvrigt også, hvis man ikke har tænkt sig at efterleve de opfordringer, man skriver til sig selv …
Skudamuda 
Jeg elsker dig! Også som barn!
Jeg har på fornemmelsen, at vi to kunne ha’ haft det ret sjovt sammen som børn – elefantungen og kaninungen (er det upassende, det med kaninen? Det var det første dyr, jeg kom i tanke om. Måske har det noget med din Istanbul-indpakning at gøre :))
Det var dog et usandsynligt klogt indlæg. Børn er seje og åbenbart fuldstændigt bindegale.
“Sving med armene”….det er noget af det sjoveste (og skøreste), jeg nogensinde har læst på en huskeliste. Morten (med kalotten) grinede både indeni og udenpå.
Jeg har også undret mig lidt mere over det med armsvingningerne i dag. Men så prøvede jeg det faktisk af. Nede på stranden i mørke, så ingen kunne se, at jeg er tosset. Det føltes overraskende godt. Lidt ligesom når man forsøger at flyve og finder ud af, at forsøget faktisk er sjovt nok i sig selv, selvom resultatet aldrig bliver rigtigt flyvende. Måske burde jeg alligevel indføre en omgang armsving som obligatorisk morgenritual …