Den store bagedag

Jeg har været i havet. Ikke på havet, men i havet. Det store, farlige hav. Og det føltes helt rigtigt. Rammen for bølgebesøget var en sommerhus-weekend med guldfisken, musen og tusindbenet – en slags cruise-reunion uden båd. Jeg havde glædet mig. Til at grine og glemme resten af verden et par dage. Desværre var jeg kommet til at pakke en god portion ruminerings-kaos i weekendtasken, som gjorde det lidt svært at være hundrede procent til stede. Problemet viste sig allerede, inden vi nåede destinationen. Vi pit-stoppede på vejen for at handle ind til weekend-festivitassen, og jeg hører desværre til den gruppe mennesker, som tror, det er muligt at shoppe sig ud af problemerne. Rimelig svær opgave, når eneste åbne butik på landet var en Rema1000. Men sådan en smule udfordring skulle da ikke stoppe mig. Så mens de tre andre sammen gik rundt for at finde ingredienser til aftensmaden og morgenmaden, fandt jeg alt det mest nedsmeltnings-nødvendige. En liter koldskål, et neon-smykketræ, Otto er et næsehorn på dvd, en pakke tamponer, en grøn sodavand, Gummi Tarzan på dvd, en pose Click Mix og to elpærer. Heldigvis vidste de andre godt, at jeg var på et lidt kritisk stadie, så de mobbede mig ikke mere end højst nødvendigt.

Indkøbene fiksede desværre ikke kaos, så jeg blev nødt til at hanke op i mig selv og forsøge at udbedre det selv. Forsøge at opføre mig bare en lille smule voksent. Forsøge at forholde mig til egen ekstreme dumhed. Så det gjorde jeg. Selvom det gjorde lidt ondt. Bagefter besluttede jeg mig for at overgive mig til fællesskabet. Og nedsmeltningen blev da også skubbet lidt i baggrunden, da tusindbenet startede den meget modne leg: Læs-tv-guiden-op-og-forestil-dig-at-programmerne-er-pornofilm. Vi startede blødt med ’Bones’, ’Big Bang Theory’ ’Valhalla Rising’, ’To fyre, en pige og et pizzeria’ og ’Kongen af Queens’, men da vi nåede til ’How I Met Your Mother’, måtte jeg overgive mig til den infantile dumhed. Og grine. Højt. Befriende. Hvis ikke legen var sjov nok, kunne jeg altid grine lidt ad tusindbenets grin. Det lyder præcis som det grin, Benny fra Olsen Banden solgte på dåse. Hos tusindbenet får man det bare gratis.

Nedsmeltningen var dog ikke sådan at holde i skak, så efter maden fik jeg mig tvangsindlagt i sofa-skammekrogen, hvor jeg skammede mig selv i meget tidlig søvn. Næste morgen vågnede jeg op og var kampklar – parat til at opløse nedsmeltning. Af en eller anden grund fik jeg bildt mig selv ind, at den kunne bages væk. Jeg har helt utroligt dårlige erfaringer med egne præstationer udi bagværk, men jeg fik bare en meget dyb trang til at røre og ælte og forme. De andre var ikke helt uskeptiske, men jeg fik lov til at føre projektet ud i livet – også selvom jeg insisterede på, at jeg ville gøre det uden brug af opskrifter. Så mens musen, tusindbenet og guldfisken satte ’Love Actually’ på dvd’en, satte jeg en kage i ovnen. En, der var lavet fra bunden med mørk chokolade i vandbad og pasteuriserede æg og siet flormelis på toppen og alt muligt.

Efter kagen kom burgerbollerne. Og franskbrødet. Det gik overraskende godt, og jeg nåede at blive færdig på det helt rigtige tidspunkt, så jeg lige nøjagtig kunne nå at være med til alle tude-scenerne inde hos de andre. Jeg var heldigvis i selskab med tre typer, som har en ret høj tolerance-tærskel, når det kommer til spontan-tudning, så jeg tudede mig diskret igennem den sidste halve time af filmen. Det føltes godt. Bagefter var jeg klar. Impulsshopping, problemforholdning, skamning, bagning og tudning havde gjort mig parat til det store hav. Det blev både til en fælles eftermiddagsdukkert i zen-stille vand og til det, der var endnu bedre: midnatsdukkerten. Halvsnalrede fik vi fumlet os vej i mørke ned til stranden, hvor jeg vovede mig ud i det mørke hav uden tekstil-beskyttelse – kun iført en halv liter Tuborg Classic på dåse. Havet blev på magisk vis lyst op af kril (vidste ikke, at de kunne lyse så kraftigt i Danmark), og himlen blev lyst op af stjerneskud og lyn (vidste ikke, at de to ting kunne forekomme samtidig). Det var magisk. Og næsten ikke farligt*.

I morges følte jeg mig som en cand. mag. Fugl Fønix. Drengene havde tændt grillen for at lave morgenmadsburgere af det sidste kød (vi var kommet til at købe to kilo), guldfisken havde fået sin morgen-Fanta, solen skinnede i tre minutter, og jeg tænkte, at alt egentlig var ret skønt, kaotisk tilværelse taget i betragtning. Vi ryddede op, pakkede og gjorde rent. Det føltes sært tilfredsstillende at gå og vaske gulv i verdens-største-sommerhus til tonerne af dansk Melodi Grand Prix-vinder anno 1991, som musen helt uopfordret havde sat på, fordi han vidste, at den ville gøre mig glad. Jeg bliver nok aldrig rigtig tjekket. Jeg bliver sandsynligvis aldrig hende, der kan kontrollere brandert, bekendelser eller bagstivhed. Jeg bliver nok heller aldrig hende, der har styr på rammerne – på alt det praktiske. Hende, som helt naturligt smider en kage i ovnen uden at skabe kaos i køkkenet. Men det gør ikke noget. For jeg er heldigvis indehaver af verdens bedste venner, der får mig til at føle, at jeg er ganske okay alligevel. De findes både i sommerhuset og i hovedstaden – i barndomslandet, på Sydfyn og på fastlandet. På det punkt er jeg en uheldigt heldig type!

PS: Nogle gange sker det også, at nye bekendtskaber dukker op. Det skete i dag. Og det nye bekendtskab havde endda en medalje med – den sejeste, jeg har modtaget indtil videre. Det kan godt være, at mine medaljer aldrig er 100 procent vinder-medaljer, men jeg kan faktisk bedst lide den slags, som også har plads til taberen. Medaljen i dag fik jeg, fordi jeg fandt frem til skatten, da den allerede var blevet taget af en anden. ’Kom igen næste gang’, står der på den. Jeg synes, den er helt fantastisk sej, og jeg er meget beæret over, at en (indtil for kort tid siden) fremmed person har taget sig tid til at lave sådan en til mig. Jeg er virkelig en uheldigt heldig type!

* I tilfælde af at min mor skulle finde på at læse med, vil jeg gerne lige understrege, at vi selvfølgelig skyndte os op ad vandet, så snart det begyndte at lyne. Og vi gik ikke længere ud end til navlen. Jeg bærer mine branderter på yderst ansvarlig vis. Eller noget …