Når en taber går i land

Jeg har været på havet. Ikke i havet, men på havet. Nu til dags foregår sådan noget teambuilding åbenbart i en sejlbåd – der var dømt match race. En hel-spekulerende type ville nok godt kunne se det ironiske i, at lige netop jeg skulle deltage i en konkurrence, der forener ordene match og race. Dengang min krop var barn, og jeg boede i verdens-mindste-by-i-provinsen, var det moderne at sejle optimist-jolle. Det sagde mig ikke rigtig noget (jeg var mere interesseret i min værktøjskasse og nedsmeltnings-nedskrivninger). Netop derfor var jeg også yderst pessimistisk omkring egne evner på havet. Vi var 22 hold, der dystede mod hinanden, så helt ærligt vidste jeg godt, at slaget var tabt på forhånd. Specielt fordi jeg var godt i gang med en gennemgribende nedgravnings-nedsmeltning og havde selskab af sæsonens ondeste tømmermænd (primært de moralske, men de fysiske kiggede også forbi). Der er en bom i sådan en sejlbåd, og jeg var helt på det rene med, at hvis der skulle ske en katastrofe med den, var det uden tvivl mig, der enten fik den i hovedet og blev kastet i havet eller sørgede for, at en kollega fik den i hovedet og blev kastet i havet. Da kaptajnen skulle bruge en frivillig til at læne sig ud over rælingen og holde sejlet, sagde jeg med det samme, at jeg ikke turde. Nu viste det sig så bare, at den anden potentielle sejl-holder heller ikke turde, og af en eller anden grund tør jeg lidt mere, når jeg godt ved, at andre også er bange. Så jeg meldte mig frivilligt. Velvidende at katastrofe-oddsene nu var katastrofalt høje.

Ballonerne har egentlig ikke noget med noget at gøre. Og så alligevel …

 

Alle omstændigheder var lige til at lukke op og skide i, og hvis det her var et eventyr, havde vi helt sikkert vundet alligevel. Det gjorde vi ikke. Tværtimod var det hele sådan lidt la-la. Vi sejlede, og alt var ok, og jeg faldt ikke i vandet, men vi vandt ikke. Jeg ville også være den helt forkerte vinder til et match race. Både i konkret og overført betydning. Og apropos den overførte betydning så er jeg altså lidt fan af det der med, at der er noget, som hedder en kaptajn. En, som siger til, når man skal hale eller slække i sejlet. En, som styrer båden og kender kursen. Sådan en havde vi, og han var både god og sej. For at han kunne huske vores navne, foreslog min sejler-kammerat, at vi kunne finde på et tillægsord, der havde samme forbogstav som os. Hun mente, at vi så kunne sætte ’pålidelig’ foran mit navn. Det var jeg ikke helt tryg ved, så jeg fik gennemtrumfet, at vi i stedet kunne finde på en madret. Derfor hed jeg ’Pizza’ i et par timer. ’Hal, Pizza’, ’Slæk, Pizza’, ’Hæng dig ud i sejlet, Pizza, og prøv at ligne en, som ikke har lyst til at hænge sig selv, Pizza’ (hvordan hænger man overhovedet en pizza? Den er jo helt rund).

Vi vandt ikke, men vi gennemførte. Og overlevede. Lige som vi skulle til at sejle i havn og drikke reparationsbajere, meddelte kaptajnen, at vi kunne få lov til at deltage i en B-finale (for alle dem, der ikke havde kvalificeret sig til den rigtige finale). Holdkammerat Laks ville gerne, holdkammerat Ananas orkede ikke rigtig, og derfor kunne jeg godt fornemme, at det var mig, der skulle træffe den afgørende beslutning. Jeg havde mest lyst til at give op og erkende, at det bare ikke var i match race, jeg skulle hente mine succesoplevelser. Men af en eller anden grund syntes jeg alligevel, at vi skulle gøre det. Vi missede starten med et minut, fordi vi var alt for tømmermændsramte til at opdage, at ræset var i gang, og kort efter start faldt den første regndråbe. Kaptajnen skyndte sig at meddele, at vi trak os, men jeg blev stædig og insisterede på, at vi fortsatte trods de hårde odds. Vi vandt. Og det begyndte aldrig at regne. Det var bare en trussels-dråbe for at afprøve, hvor modige vi var. På ærlig og redelig vis fik jeg derfor overrakt en guldmedalje som vinder i kategorien ’De bedste tabere’.

Jeg ved ikke, hvor meget indflydelse, min indsats havde på resultatet, men jeg ved, at hvis det ikke havde været for mig, havde vi ikke sagt ja til den sidste dyst, vi havde ikke gennemført den, og derfor havde vi heller aldrig vundet. Guldmedaljen hænger stadig om halsen på mig og minder mig om, at selvom man er en taber i det første (og største) match race, kan man godt være en tabende vinder i det næste. Kaptajn, der er håb forude. Håber jeg.

10 thoughts on “Når en taber går i land

  1. Jeg synes, det er ret sejt gået. Selv kastede jeg op i går af at stå stille i en park, så hvis du kan vinde et MATCH RACE med bomme og sejl og kaptajner og advarselsdryp til havs, så har du min respekt!

    • Tak! Respekt-modtagelse føles skønt – det kunne næsten inspirere til at arbejde på udvikling af selvrespekt 🙂
      Tænk, at du overhovedet har været i stand til at transportere dig selv ned i en park inden krise-situationen. Det fortjener også en portion respekt. I sådan en situation plejer min krop at tvangs-indlægge mig til noget heldags-arrangement i fosterstilling på badeværelsesgulvet (kan lige være der, hvis brusekabinen inddrages …)

    • Jubii vi overlevede ! Og det var hyggeligt og rart… Håber vi kan ses i navlepillerklubben snart… Helst en fredag, så jeg ingen tømmermænd har, heller ikke andendags. Undskyld, hvis jeg var meget ukoncentreret…

      • Der er ingen grund til at undskylde for ukoncentration – du har trods alt været i selskab med en type, som har fysiske tømmermænd på førstedagen og moralske tømmermænd på tredjedagen 🙂
        Jeg er helt med på endnu mere navlepilleri snarest. I øvrigt vil jeg lige understrege, at medaljen klæder min lejlighed usandsynligt godt. Er meget, meget imponeret over den kreative indsats. Det fortjener du næsten en medalje for!

      • Jeg er ukoncentreret og forvirret over alle indbyrdes relationer, mine, dine og andres. Men jeg hyggede mig og det er det vigtigste! Jeg håber den pynter hjemme i Heartbreak Hotel, jeg tænkte meget på at den skulle være lidt neon, nu hvor du sætter så meget pris på pangfarver. Jeg vil gerne have en medalje for at være fanget i fiktive trekantsdramaer, jeg er ikke så god til sådan noget… Nu har jeg ramt et punkt, hvor jeg selv er i tvivl om meningen i det jeg skriver. Men synes bare at vi alle skal være gode venner uden at det skal være kompliceret, jeg har ikke nerver til det, ærligheden længe leve… Jeg stopper nu. over and out.

  2. Pingback: Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer | Skudamuda

  3. Hopefully, I’m not the only one whose Kclab senses are tlgniing. Considering that Kclab made his first appearance during the fight against the first of the Kami trio, it only makes sense that he will appear to fight against the other two. (Don’t mind me, I’m just overly logical when I’m tired.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s