Jeg ved ikke vad der er rigtit

Det er ved at være en måned siden, jeg overvandt frygten for anklage om unødvendigt navlepilleri med stening som følgestraf – og oprettede bloggen her. Jeg vidste godt, at jeg savnede at skrive, men jeg var ikke klar over, at abstinenserne var så voldsomme, som de har vist sig at være. Dog føles det skønt at få afløb for dem. Også selvom jeg tit frygter, at jeg burde skamme mig over at fylde det uendelig internet op med tanker, som bare burde blive i det hoved, hvor de er undfanget, født og opvokset. Det undrer mig lidt, hvorfor nogen har et så ekstremt behov for at udtrykke sig og sætte ord på tanker og mysterier, mens andre sætter en ære i at holde private tanker private. På en måde er jeg lidt misundelig på de der piger, der kan sidde og være sådan lidt henkastede mystiske over et (enkelt) glas rødvin og en plade med sofistikeret jazz. Det har jeg bare ikke evnen til. Jeg er alt for nysgerrig og bange og forvirret og kommunikations-lysten og dele-glad. I stedet for at finde svaret på, hvorfor jeg er sådan, er jeg netop faldet over svaret på, hvor længe jeg har været sådan. Altid, åbenbart. Eller i hvert fald siden 2. klasse. Jeg fandt en mappe, min mor lavede til mig, da jeg blev konfirmeret, og selvom jeg indtil nu altid har været ret god til at skjule alt det, jeg har skrevet (der er skræmmende meget), er det på en eller anden måde lykkedes hende fingrene i det her:

Til dem, der har svært ved at tyde barnlig skrift og stavefejl, kan jeg fortælle, at sætningerne i en mere korrekt udgave ville lyde nogenlunde sådan her:

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt

Jeg er en lille pige, jeg er lige fyldt de ni.
Jeg går tit og tænker på, hvem jeg allerbedst kan lide
Uh, ah, uh
Hvor går verden hen?
Hvor fører den mig til?
Jeg kan ikke lide krig.
Faktisk kan jeg ingenting.

Okay, jeg kan i hvert fald konstatere, at nedsmeltningerne startede tidligt. Og at jeg i løbet af de seneste knap 20 år ikke er blevet voldsomt meget klogere på de spørgsmål, jeg stillede. Jeg går ud fra, at det er skrevet umiddelbart efter, jeg var blevet gjort opmærksom på, at der engang fandtes en, der hed Hitler. Da blev jeg meget bange i en meget lang periode. For krig og død og ødelæggelse. Mest fordi min familie netop var blevet splittet, og det derfor var sværere for mig hele tiden at beskytte dem alle sammen, når nu vi ikke boede sammen (jeg var en bomstærk 9-årig, betvivl det ej. Jeg havde både en fantasti-hestehær og en imaginær tank, så hvis ellers dem, jeg holdt af, gad at holde sig samlet i en gruppe, skulle jeg nok forsvare dem mod sådan nogle Hitler-agtige typer).

Som jeg ser det, var alle de store emner repræsenteret i min emo-kid-tekst. Hvis vi tager det i rækkernes rækkefølge, har vi:

– Alders-nedsmeltningen

– Hvem-skal-kærligheden-kastes-på-nedsmeltningen

– Manglende-evne-til-at-acceptere-manglende-evne-til-at-synge-nedsmeltningen

– Verdens-nedsmeltningen

– Personligheds-nedsmeltningen

– Konflikt-nedsmeltningen

– Og hov, der var den sørme også, den gode, gamle ven: selvtillids-nedsmeltningen

Summa summarum må derfor være, at hvis jeg skiftede tallet 9 ud med 27, er barnedigtet vel en meget fin opsummering af den her blog. Jeg sætter al min lid til, at de næste par årtier bliver lidt mindre udbytterige i forhold til nedsmeltninger og lidt mere udbytterige i forhold til svar – men jeg håber virkelig aldrig, jeg bliver for klog til at stille spørgsmål!