Noget om potentielt genial sindssyge

Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.

Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).

I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.

Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).

Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”

Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …

kontordyr

Spring

Nogle synes, det er hårdt at løbe maraton eller støbe store fundamenter. Så vildt behøver det slet ikke at blive, før jeg knækker. Bare tving mig til at pille mig selv i navlen en hel dag, og jeg skal give dig et styks halvneurotisk, helspekulerende barnevoksen, som både glemmer, hvordan man trækker vejret og holder fodfæstet.

Personlighedsanalyse part III fandt sted i dag (som nu er i går ifølge uret). Jeg havde arbejdstravlt og fik derfor ikke mentalforberedt mig på at skulle forholde mig til mig selv fra morgenstunden. Derfor fik jeg heller ikke helt hørt efter, da analyserende mandsperson i jakkesæt spurgte mig, om jeg kendte til selvbeskyttende færdigheder (underforstået – det gjorde jeg nok ikke). Men han fik da skubbet en bog i min retning, som han mente, jeg ville have godt af at læse. Titlen har jeg selvfølgelig allerede glemt. Den slags er jo alt for skræmmende at dykke ned i. Så hellere videre til næste problemstilling, som han fik præsenteret nogenlunde sådan her:

’Forudsætningen for, at du kan lede andre, er, at du kan lede dig selv’. Det tør jeg slet ikke forholde mig til. Så hellere videre til næste problemstilling.

Det var så til gengæld et punkt, vi både kunne blive enige om, og som jeg ikke var så bange for at snakke om. Jeg er nemlig helt afsindigt dårlig til at planlægge og sætte ting i system. Og ja, jeg er helt på det rene med, at det nogle gange kan være ret smart at lægge strategier og forberede sig på, hvad der kommer til at ske. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske? Al erfaring siger mig, at jeg i hvert fald ikke ved det. Netop derfor sætter jeg afsindigt stor pris på min evne til at holde vejret, springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Hvis jeg ikke havde haft den, havde jeg snydt mig selv for livsvigtige eventyr. Og krilleren ved tanken om chancen for eventyr slår til hver en tid frygten for at risikere potentiel nedtur. I min verden i hvert fald.

Så havde du måske håbet, at det stoppede her. Hvis du altså er nået så langt i teksten. Men det her handler altså om navlepillerier af værste skuffe. Det bliver langt. Hårdt og brutalt. For eftermiddagen bød på yderst grænseoverskridende møde med en hysterisk person, som åbenbart er mig selv.

Det startede egentlig bare som en forsinket julegave fra mig til mig. Fordi jeg har følt mig anspændt og derfor tænkte, det måske var en meget god idé at forsøge at løsne op. Med lidt alternativ massage (nej, ikke den frække slags). Allerede i venteværelset var jeg ved at stikke af igen, da jeg blev præsenteret for en bog med titlen ’Kunsten at give slip’. Tal om skræmmende titel. Jeg havde betalt for at blive løsnet op og nåede at blive dobbelt så anspændt bare ved at sidde fem minutter på en stol og vente.

Jeg forsøgte at slappe lidt af, da jeg endelig havde fået bakset mig op på briksen (et hurtigt indskudt tip til andre, som overvejer at prøve det samme. Tilsyneladende skal man lægge sig ned under tæppet, når man har taget tøjet af. Så man undgår at ligge og lege wannabe-nudist, når behandleren træder ind i lokalet. Det lærte jeg på den hårde måde). Det tog hende sådan cirka 29 sekunder at få mig til at tude. Det krævede bare et enkelt tryk lige omkring den navle, som allerede var overanstrengt. Jeg blev både forskrækket og pinlig over egen reaktion og forsøgte derfor at lukke øjnene og ignorere det, der skete, men hun trykkede bare videre, mens hun sagde ’øjøjøj’, hver gang hun ramte endnu et ømt punkt. Jeg havde på én gang lyst til at stikke af og blive for evigt. Alt bevægede sig på grænsen mellem rar smerte og det totalt uudholdelige. Tilsyneladende lige der, hvor jeg blev tvunget til forholde mig til mig.

privat_omraade

Følgende sætninger blev sagt:

’Nu giver jeg dig lige lov til at mærke dig selv lidt’ (jeg føles frygtelig og fik derfor omgående trang til at lægge mig i fosterstilling)
’Du er utroligt lukket omkring dine æggestokke’ (ingen analyse nødvendig)
’Du holder så meget igen, at du snyder dig selv for at mærke vigtige ting’ (efterfulgt af en mavepuster, der fik mig til at skrige som en femårig, der har tabt sommerens første softice)
’Du må gerne reagere hårdt på det her’ (efterfulgt af tryk på det ømme punkt i nakken, som tidligere har fået mig til at spontantude upassende voldsomt, da det blev aktiveret til en fødselsdagsfest og hos frisøren. Har nu lært, at klumpen i maven åbenbart har rødder i baghovedet. Og det giver vel egentlig meget god mening …)

Følgende spørgsmål blev stillet:

’Hvorfor går du på tæer?’ (Imponerende iagttagelse, eftersom jeg lå ned. Jeg havde ikke noget svar. Kun en uudtalt teori)
’Har du en person i dit liv, som du tør åbne dig rigtigt op for?’ (Sagt som om, det var verdens mest simple ja/nej-spørgsmål. Jeg undlod at forsøge at svare. Havde trods alt kun betalt for 45 minutter)

Jeg slap for den helt hårde omgang, hvor hun skulle hente en kollega, der kunne hjælpe med at åbne op for min ryg. Hun mente, jeg havde været udsat for nok i første omgang. Jeg gav hende hurtigt ret. Så hun forlod lokalet, og jeg lå tilbage med pandaøjne og 11-taller – frygteligt skræmt og fascineret over, hvad der lige var sket. Jeg ville jo bare have haft massage.

Da hun kom tilbage et par minutter senere, lignede jeg stadig en, der var trådt direkte ud af kapellet. Det kommenterede hun ikke på. I stedet sagde hun bare, at hun ville anbefale mig at lære at trække vejret og starte dagen med en halv citron presset i et glas vand. Jeg havde opført mig som en hysterisk, skrigende snotunge i tre kvarter, og så talte hun til mig, som om jeg lige havde været ved tandlægen og fået konstateret, at jeg godt kunne tåle at være lidt mere flittig med tandtråden. Jeg var målløs.

Det tog mig en frostvejrsgåtur fra Østerbro til Amager og en lur på fem timer at blive et nogenlunde helt menneske igen. Til gengæld tror jeg muligvis, en del af mig var mere hel end nogensinde før, da klokken for lidt siden slog midnat, og jeg gav mig selv lov til at vågne.

9PS: Det her var blogindlæg nummer 100. Muligvis det længste, jeg nogensinde har skrevet. Bloggen blev til som resultatet af en anden semisøvnløs nat engang i slutningen af juli. Dengang anede jeg ikke, hvad jeg ville med den. Det ved jeg stadig ikke. Jeg ved bare, at det føles godt at skrive, selvom jeg også nu er i tvivl om, hvor meget jeg skal lukke op og lukke i. Hvor meget andre orker at høre. Nogle synes, det er for meget. Andre synes, det er deprimerende. Andre igen synes, det er underholdende og helt tilpas. Jeg ved ikke, hvad jeg selv synes. Derfor tror jeg bare, jeg vil fortsætte med at springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Fra nu af vil jeg dog forsøge at trække vejret samtidig. Det hjælper.

PPS: Måske er det ikke en tilfældighed, at jeg netop i dag har sagt ja til endnu et blogprojekt. Et lidt mere omfattende, internationalt et af slagsen, som kommer til at foregå i samarbejde med en række andre bloggere verden over. Mere om det senere …

Gennemgang af almen sindssyge for begyndere og let øvede

’Du er syg. Du er syg inde i dit hoved!’

Sætningen blev leveret til mig af en chef-type for nylig. Den var ikke sagt i et decideret negativt tonefald. Nærmest bare neutralt konstaterende. Jeg kan ikke huske årsagen til, at ordene faldt lige netop på det tidspunkt, men de overraskede mig ikke voldsomt meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk synes, jeg er lettere sindssyg. Der er mange grunde til diagnosticeringen, og i et forsøg på selv at blive lidt klogere på emnet, vil jeg nu skrive nogle af dem ned.

Punkt 1: Jeg drikker ikke kaffe
Nu bliver du muligvis meget bange. Men det kan rent faktisk godt lade sig gøre at være et (efter omstændighederne) velfungerende menneske uden mokka. I min branche er det på ingen måder normalt at være kaffe-fornægter, men jeg kan virkelig bare ikke lide det. Jeg ved godt, det er skræmmende for alle jer kaffe-loyalister, men jeg har det helt fint med min skavank. Til gengæld lærer jeg aldrig at forstå, hvorfor I missionerer i bedste Jehovas V-stil for at få mig omvendt og frelst. ’Prøv lige den her latte, den smager næsten ikke af kaffe’, ’Mokka-chokolade er jo bare chokolade, så det kan du helt sikkert gode lide’, ’En is-kaffe er altså ikke rigtig kaffe. Smag nu lige’.
Jeg-kan-ikke-lide-kaffe-og-jeg-har-ikke-lyst-til-at-kunne-lide-det-basta-punktum-udråbstegn! Hvis jeg rent faktisk kunne lide det, er jeg overbevist om, at jeg ville være koffein-junkie, og jeg har engang lært, at summen af alle laster er konstant. I så fald ville det sige, at jeg blev nødt til at give afkald på en af mine andre laster til fordel for kaffen. Og så ville jeg jo slet ikke være den, jeg tror, jeg er. Så ville jeg være en helt anden. Det tør jeg ikke!

Punkt 2: Jeg er single på 27. år
Hvis man altså ikke tæller barndomskæresterier med torsken med, så er ovenstående konstatering faktisk korrekt. Og ja, det er måske fordi, jeg er sindssyg. Eller måske er det bare fordi, jeg er mig. For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af en gammel gymnasie-kammerat, som skulle bruge en case til en tv-opgave. Vi har næsten ikke set hinanden, siden studenterhuen røg på loftet. Hun kontaktede mig med nogenlunde disse ord: ’Vi står og mangler en single-pige til et dating-projekt. Sådan en, som aldrig rigtig har kunnet finde ud af det der med seriøse forhold, og som bliver skræmt af +1-invitationer, og så var det, jeg tænkte på, om det stadig er dig?’ Og det var jo sådan set stadig mig. Syv år er gået siden studenterfesterne, og jeg står stadig samme sted, uden at det kommer som den store overraskelse for mine omgivelser. Det er dog ikke det der med at være single, som får nogle til at tro, at jeg er sindssyg (mange synes mere, det er sådan lidt sølle). Det er nærmere det der med, at jeg ikke er blevet desperat endnu (uret tikker jo for fanden, så hvorfor forstår jeg ikke, at jeg burde gå i panik?). Det er heller ikke helt normalt, at jeg faktisk ret godt kan lide mit eget selskab. Og med fare for at nogle nu synes, jeg burde tvangsindlægges til noget med hård medicinering, så tør jeg godt komme med den helt voldsomme indrømmelse: Engang imellem kan jeg faktisk godt lide at gå i biografen alene.

Punkt 3: Jeg cykler ikke
Altså, jeg kan godt finde ud af at cykle. Det glemmer man aldrig. Siger nogen. Men jeg er fra landet, og der cykler man på en anden måde, end man gør i byen. Det er ikke så stressende. Selvtransporteringsfasen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg kan tænke ordentligt, og så orker jeg simpelthen ikke at blive forstyrret af et grønt bud i tights på ydersiden eller en børnefamilie i et hus med hjul på indersiden, selvom jeg godt ved, at det er utroligt unormalt at være cykel-forskrækket. I øvrigt er der også det der med, at jeg har lovet mig selv ikke at cykle, når jeg har drukket (belært af dårlige erfaringer). Og det sker af og til, at jeg falder i et glas med alkohol. I de tilfælde skulle jeg så efterlade cyklen og hente den igen dagen efter et eller andet sted, jeg sandsynligvis havde glemt, og det kan hurtigt tage lang tid, hvis eftersøgningen starter på Christianshavn og ender et-sted-på-Vesterbro. Til gengæld elsker jeg at gå. Gerne langt. Rigtig langt. Så kan jeg nemlig tænke rigtig dejligt meget og pille mig selv diskret i navlen. Engang gik jeg en tur i New York. Den tog to måneder. Men det er en helt anden historie, som i øvrigt også bunder i en form for sindssyge.

Punkt 4: Jeg kan godt lide regnvejr
Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes, det kan føles vildt tilfredsstillinde at gå en lang, lang tur, mens det pisser ned. Engang troede jeg, det handlede om en form for selvpineri eller afstraffelse. Det tror jeg ikke mere. Muligvis er det rent faktisk fordi, jeg er sindssyg eller bare ekstremt sortseende (nu er mit yndlingsord jo også melankoli, så tingene hænger måske sammen). Men i min verden behøver regn ikke nødvendigvis at associeres med øjenregn, selvom det kan være godt at kombinerer de to fænomener, fordi det ene ofte skjuler det andet.

Punkt 5: Jeg er ikke bange for skumle mennesker i mørket
Jeg har næsten lige rejst mig fra min yndlingssten ved stranden. Det var helt mørkt, og bag mig gik en meget høj og mørk og skummel person og stirrede lidt for længe på mig. Der var ingen andre i nærheden, men jeg var ikke bange. En del af to-måneders-gåturen i New York foregik også i mørke, og selvom jeg mødte utroligt mange tosser, blev jeg ikke skræmt af en eneste af dem. Måske er det fordi, jeg stadig har min barnetro på, at jeg kan banke alle (jeg troede også engang, at jeg kunne komme på landsholdet i fodbold, selvom jeg kun turde spille alene op ad en mur. Og her var der selvfølgelig tale om herrelandsholdet). Til gengæld kan jeg ligge søvnløs ved tanken om, at min lillesøster er begyndt at stifte bekendtskab med natten. Realistisk set tror jeg faktisk, at hun er stærkere end mig, hvis det endelig kom til en form for åben kamp mod ukendt psykopat. Og jeg er også ret overbevist om, at hun ikke er lige så dumdristig (og dum i al almindelighed), som jeg har været (okay, er). Så jeg ved ikke, hvorfor jeg frygter mere for hende end for mig selv. Når man samtidig tænker på, at en gul vingummi i en Astronaut-is kan skræmme livet af mig, er jeg tilbøjelig til at give chef-typen ret i hans konstatering. Min tankegang er muligvis ikke helt rask. Men jeg har heldigvis ingen ambitioner om at forsøge at helbrede den …

Jeg ved ikke vad der er rigtit

Det er ved at være en måned siden, jeg overvandt frygten for anklage om unødvendigt navlepilleri med stening som følgestraf – og oprettede bloggen her. Jeg vidste godt, at jeg savnede at skrive, men jeg var ikke klar over, at abstinenserne var så voldsomme, som de har vist sig at være. Dog føles det skønt at få afløb for dem. Også selvom jeg tit frygter, at jeg burde skamme mig over at fylde det uendelig internet op med tanker, som bare burde blive i det hoved, hvor de er undfanget, født og opvokset. Det undrer mig lidt, hvorfor nogen har et så ekstremt behov for at udtrykke sig og sætte ord på tanker og mysterier, mens andre sætter en ære i at holde private tanker private. På en måde er jeg lidt misundelig på de der piger, der kan sidde og være sådan lidt henkastede mystiske over et (enkelt) glas rødvin og en plade med sofistikeret jazz. Det har jeg bare ikke evnen til. Jeg er alt for nysgerrig og bange og forvirret og kommunikations-lysten og dele-glad. I stedet for at finde svaret på, hvorfor jeg er sådan, er jeg netop faldet over svaret på, hvor længe jeg har været sådan. Altid, åbenbart. Eller i hvert fald siden 2. klasse. Jeg fandt en mappe, min mor lavede til mig, da jeg blev konfirmeret, og selvom jeg indtil nu altid har været ret god til at skjule alt det, jeg har skrevet (der er skræmmende meget), er det på en eller anden måde lykkedes hende fingrene i det her:

Til dem, der har svært ved at tyde barnlig skrift og stavefejl, kan jeg fortælle, at sætningerne i en mere korrekt udgave ville lyde nogenlunde sådan her:

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt

Jeg er en lille pige, jeg er lige fyldt de ni.
Jeg går tit og tænker på, hvem jeg allerbedst kan lide
Uh, ah, uh
Hvor går verden hen?
Hvor fører den mig til?
Jeg kan ikke lide krig.
Faktisk kan jeg ingenting.

Okay, jeg kan i hvert fald konstatere, at nedsmeltningerne startede tidligt. Og at jeg i løbet af de seneste knap 20 år ikke er blevet voldsomt meget klogere på de spørgsmål, jeg stillede. Jeg går ud fra, at det er skrevet umiddelbart efter, jeg var blevet gjort opmærksom på, at der engang fandtes en, der hed Hitler. Da blev jeg meget bange i en meget lang periode. For krig og død og ødelæggelse. Mest fordi min familie netop var blevet splittet, og det derfor var sværere for mig hele tiden at beskytte dem alle sammen, når nu vi ikke boede sammen (jeg var en bomstærk 9-årig, betvivl det ej. Jeg havde både en fantasti-hestehær og en imaginær tank, så hvis ellers dem, jeg holdt af, gad at holde sig samlet i en gruppe, skulle jeg nok forsvare dem mod sådan nogle Hitler-agtige typer).

Som jeg ser det, var alle de store emner repræsenteret i min emo-kid-tekst. Hvis vi tager det i rækkernes rækkefølge, har vi:

– Alders-nedsmeltningen

– Hvem-skal-kærligheden-kastes-på-nedsmeltningen

– Manglende-evne-til-at-acceptere-manglende-evne-til-at-synge-nedsmeltningen

– Verdens-nedsmeltningen

– Personligheds-nedsmeltningen

– Konflikt-nedsmeltningen

– Og hov, der var den sørme også, den gode, gamle ven: selvtillids-nedsmeltningen

Summa summarum må derfor være, at hvis jeg skiftede tallet 9 ud med 27, er barnedigtet vel en meget fin opsummering af den her blog. Jeg sætter al min lid til, at de næste par årtier bliver lidt mindre udbytterige i forhold til nedsmeltninger og lidt mere udbytterige i forhold til svar – men jeg håber virkelig aldrig, jeg bliver for klog til at stille spørgsmål!

Her blev de første nedsmeltninger født – bl.a.
Hvorfor er græsset grønt, når jorden er brun?
Er havet uendeligt, når det støder sammen i alle ender?
Hvorfor ligner skyerne noget, de ikke er?
Der er (desværre/heldigvis) mange flere, hvor de kommer fra …

Sorry seems to be the easiest word

Jeg har før skrevet om yndlingsord. Der er mange gode. Der er også den slags ord, som man en gang imellem kommer til at voldbruge. Jeg kender for eksempel en halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert, som har en tendens til at bruge ordet ‘undskyld’ lidt for meget. Det er det letteste. Hun tror nemlig, at hvis hun påtager sig al skyld for alting, så er risikoen for, at andre får det dårligt med sig selv, mindre. Og hun er desværre ikke den eneste, der har det sådan, skulle hun hilse at sige. Hvis hun skulle lave en (fuldstændig hypotetisk, selvfølgelig) liste over de ting, hun kan finde på at undskylde for til en række af de folk, hun kender, kunne den nok godt se nogenlunde sådan ud:

Der er de lette:

Undskyld at jeg ødelagde dit skønsangs-image

Undskyld at jeg snuppede den grønne mand fra dig og fik det til at lyde som om, at det faktisk var dig, der gerne ville af med ham

Undskyld at jeg stjal din guldmedalje i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”

Undskyld at jeg nogle gange piller mig selv lidt for meget i navlen og tror, at du synes, det er livsvigtig info, der kommer ud af det lille hul (navlen, altså. Alle andre former for associationer er forfejlede!)

Og så er det selvfølgelig også den slags, der er lidt sværere:

Undskyld at du dømmer mig på nogle åndssvage parametre og fortæller mig om det, fordi du tror, at ærlighed er ensbetydende med, at man skal sætte ord på alle tanker og fordomme

Undskyld at jeg nogle gange glemmer, at hævn hverken er sjovt i tanke eller i handling

Undskyld at det gør mig ked af det at være vidne til, hvor meningsløst hårdt du dømmer dig selv

Undskyld at du kom til at træde mig over tæerne og var tæt på at få mig til at tro, at jeg ville være bedre i en anden version

Undskyld at jeg ikke altid kan glæde mig på dine vegne

Undskyld at du synes, jeg er mærkelig – just the way I am (som Colin Firth ville sige det. Det sidste, altså. Det første er han nok trods alt lidt for rummelig til at sige i et negativt toneleje)

Undskyld at jeg alligevel godt kan lide dig – just the way you are

Undskyld at jeg på trods af det kan få lyst til at tænke grimme (selvvalgt uudtalte) tanker om dig

Undskyld at lysten nogle gange vinder

Undskyld at jeg kan komme til at prøve at tage noget, som ikke er mit

Undskyld at du på grund af mig muligvis kom til at gøre noget, som du synes er forkert (endnu mere undskyld for, at jeg stadig ikke kan lade være med at synes, det er rigtigt)

Undskyld at jeg i fuldskab helt upassende kom til at forsøge at bespringe dig

Og undskyld, undskyld, undskyld at jeg i stedet for at fortryde det i ædru tilstand kom til at nævne, at jeg synes, der burde være én som dig til alle (og med alle mener jeg selvfølgelig udelukkende mig selv)