Noget om potentielt genial sindssyge

Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.

Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).

I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.

Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).

Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”

Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …

kontordyr

Det handler om at være

Dengang jeg tog kørekort, boede jeg på stadiet før hospitalscelle. Det var frygteligt. Mine drømme om vildt kollegieliv og nye boligvenner i København blev skudt ned af Hortonsagaseende evighedsstuderende, som ikke kunne overskue at lære et navn på tre bogstaver og derfor aldrig henvendte sig til mig (hvilket egentlig var lidt af en lettelse).

Jeg var mere tryg ude end hjemme. Undtagen når jeg skulle sætte mig bag det der rat, som nogle mente, jeg burde lære at kontrollere. Dengang min krop var barn, var min værste frygt, at jeg endte med at blive buschauffør, når jeg blev voksen. For så risikerede jeg jo at slå mange flere mennesker ihjel, når jeg kørte galt. (Når. Ikke hvis. Jeg har altid haft overvældende stor tiltro til egen ulykke).

Heldigvis syntes jeg, min kørerlærer var helt fantastisk. Desværre syntes vi begge to, at det var mere tiltrængt at snakke end at køre. Egentlig fungerede hun nok mest som psykolog. Og det var meget godt. Men jeg lærte aldrig at køre ordentlig bil. Til køreprøven var jeg så tæt på at køre en fyr ned, at den køresagkyndige måtte hamre bremsen i. Alligevel fik jeg af uforklarlige årsager kortet, hvilket muligvis betyder, at jeg har opbrugt et helt livs charmekvote på den konto.

Sjovt nok syntes en del af mig, det var det fedeste at sidde bag det rat, og havde jeg været alene i verden, ville jeg ikke lave andet end at ræse rundt og lege kylling med mig selv. For så var det jo kun mig, der kunne komme til skade. Men tanken om, at jeg risikerede at såre andre, var simpelthen for frygtelig, og derfor er jeg aldrig blevet bilist. Mit kort bliver udelukkende brugt som hjælpemiddel, når jeg har glemt mit eget navn. Det er dumt. Men det er sådan, det er.

Mange syntes, min frygt var helt åndssvag. Så åndssvag, at jeg en dag modtog en plakat fra TRYG med billedet af den lille kylling, som er foruroligende tæt på at blive kørt over af et meget stort bildæk. Det har uden tvivl været en joke, men der var aldrig nogen, der turde melde sig som afsender. Jeg er dog sikker på, at vedkommende har haft det skræmmende sjovt ved tanken om den panik, jeg gik i, da jeg så plakaten og omgående lavede 1:1-association til al den ulykke, jeg potentielt selv kunne skabe.

Jeg ved ikke, om angsten bliver mindre med tiden, og jeg en dag bliver tryg nok til selv at sidde bag rattet igen. Til gengæld er jeg god til at blive kørt rundt med, selvom jeg som regel holder fast i et eller andet under turen. Min evne til at give slip har aldrig været imponerende. Men jeg øver mig. Så meget, at jeg nu rent faktisk har lyst til at give helt slip på kontrollen og se, hvad der sker, hvis to prøver at styre sammen. Overraskende nok har jeg på meget kort tid lært, at det, jeg har frygtet allermest, måske kan ende med at være det, der gør mig allermest tryg.

Og på en eller anden måde tabte jeg nu køretråden og bevægede mig væk fra det, der var min egentlig pointe. Min koncentrationsevne er presset for tiden. Men det er ligemeget. For jeg er blevet sindssyg på den allerbedste måde. Og jeg tør heldigvis godt nyde det lige så meget, som den slags fortjener at blive nydt.

tryghed

Ja tak!

Jeg siger stadig ja. Prøver stadig at udfordre mig selv. Jeg har klaret mig igennem den første uge nu, og det er gået overraskende godt. Selv i dag hvor jeg har været en tur hos frisøren med nerverne uden på håret. Min frisør er nemlig sådan en sej type, der havde blåt hår, sidst jeg så hende, og orange hår gangen før det. Og så er hun også en af dem, der gerne vil komme med opfindsomme forslag til mulige eksperimenterende frisurer. Jeg har en fornemmelse af, at hun kan lugte personlighedskrise-ramt kunde (og dermed let offer) på en kort kilometers afstand. Det kunne hun i hvert fald sidst, jeg var nede at vende. Dengang var jeg så langt væk fra den virkelige verden, at det slet ikke gik op for mig, at hun havde hevet trimmeren frem. Inden jeg nåede at protestere, var hun gået i gang med at maskulinisere mig i nakken, men jeg fik heldigvis råbt stop, inden hun kom for godt i gang, så hun lavede kun en kvart Britney på mig.

Derfor frygtede jeg en smule for konsekvenserne i dag, hvor jeg ankom iført en kombineret krise- og ja-hat. Jeg var forberedt på alt – lige fra regnbuefarvet garn til 80’er-perm eller creppede extensions. Lige meget hvad hun foreslog som det første, skulle jeg sige ja. Men guderne belønner åbenbart de modige, for frisøren (som denne gang havde farvet sit eget hår overraskende afdæmpet blond) opfattede åbenbart slet ikke, at hun havde fået saksen i et let offer. Det vildeste, hun gjorde ved manken, var at rykke min skilning et par centimeter. Jeg var næsten helt skuffet. Men så igen …

Frisør-lettelsen var dog ingenting i forhold til det, der skete i går aftes, hvor jeg mødtes med haren. Hun havde fået en idé, og jeg havde lovet at sige ja lige meget hvad (dog med Ole Wedel-forbeholdet). Her havde jeg virkelig været omkring mange mulige scenarier – fra tantrisk massage over bjergbestigning til åndeuddrivelse (jeg kunne umuligt bedømme, hvad der var mest skræmmende). Så da hun lagde en konvolut foran mig, måtte jeg tøve to sekunder, før jeg åbnede den. Indeni lå en meget for tidlig fødselsdagsgave – flybilletter til London og teaterbilletter til Rocky Horror Picture Show – forestillingen, der bekræfter, at det faktisk er sjovest at være en lille smule sindssyg (en betryggende bekræftelse lige nu). Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men nu skal haren og jeg i hvert fald på romantisk storby-weekend for at se verdens sejeste show. Jeg er sgu en ret heldig ja-hats-type, hvis jeg nu selv skal sige det!

En stor penis og en bange mand

I jagten på neutralpositive blog-emner må jeg nu også overgive mig til den fantastiske meta-navlepillende disciplin: at lave en liste over de ting, I googler, når I havner her på siden. Det er heldigvis også en oplagt mulighed for at få afløb for en masse parenteser. So here we go:

Bare brandmænd – Sådan nogle ved jeg faktisk godt, hvor man kan finde. (Desværre er det ikke hos mig).

Dejlig nøgen mand – Ham ved jeg faktisk også godt, hvor man kan finde (Desværre er det heller ikke hos mig. Og han er muligvis heller ikke nøgen lige netop i dette sekund. Men engang imellem er han …)

Bange mand der er lille – Den var værre. Er det noget bestemt, han skal være bange for? Og hvor lille er lille? Absurd lille eller bare lavere end gennemsnittet? Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

Når voksne er bange – så må børnene være modige. (Det er de heldigvis også meget bedre til).

Den største brochure og det største eventyr – vil jeg også gerne have fingrene i. Hvem har ikke altid drømt om en ekstremt stor brochure?

Pigen med træbenet – Hende kender jeg ikke. Til gengæld kender jeg en guldfisk med en sjæl på 81, som altid snakker om et eller andet træben, der skal svinges. Kan det bruges?

Bliv klogere på sindssyge – Undskyld. Det bliver du nok ikke her. (Men hvis du finder dine svar et andet sted, så tip mig lige, ik’?)

Hvem ved hvad der venter en – Det gør jeg (desværre/heldigvis) ikke. Men jeg håber, det er noget godt!

Skatteblind – Jeg har ingen anelse om, hvordan det ord er blevet associeret med mine blogindlæg, men det giver fantastisk god mening. Mon revisor-type og bankrådgiver-type og skattefar-type godtager den diagnosticering som gyldig undskyldning for min uendelige taldumhed?

Ole Wedel – finder du her

Tøj til hund – burde forbydes. Omgående!

Tissede i bukserne – Det kan jo ske. Jeg håber, det var af grin!

I bukserne af skræk ride heste 2012 – Den var til gengæld værre. Jeg håber, det var tis!

Billeder af Netti inkontinens bukser – Stakkels Netti. Jeg håber virkelig ikke, de billeder blev lagt på nettet!

Er det pinligt at være meget fuld – Hvis du bliver nødt til at spørge, så ja! Men lige meget hvad du har gjort, kan jeg helt sikkert toppe den, så gi’ mig et kald, hvis du har brug for at få det lidt bedre med dig selv (og tør så i øvrigt den Kaj-mund af. Om en måned eller to har du alligevel gjort noget, der er meget værre …)

Bakteriekosedyr – det er norsk. Mere er der ikke at sige om den sag.

Kanalbodegaen – er et skønt sted. Jeg gi’r en omgang!

Sang om misundelse – Jeg kender mange (og deler gerne ud, hvis du til gengæld kan sende et par stykker retur om (yderst uvelkommen) jalousi, samt gode råd til hvordan man slipper af med den).

Gramsebamse – søger jeg stadig (nu mere end nogensinde)

Tømmermænd sprog – Findes det virkelig? Sejt! Følger der ordbog med? Og kan man google-translate’e noget fra tømmermændsk til dansk? (I så fald har jeg et par gamle gloser, jeg gerne vil slå op)

Foto af fnat – har jeg (heldigvis) ikke. Men af en eller anden grund blev jeg pludselig selv nysgerrig og kom til at google’e det. (Dårlig idé. Hold dig fra det!)

Verdens største penis – Kender jeg (heldigvis) ikke noget til. Og den tør jeg ikke engang selv at google’e

Hvorfor danser elefanter – Det ved jeg, men det er svært at forklare. Enten forstår man det, eller også forstår man det ikke.

Derudover er der faktisk også overraskende mange, der googler ’Skudamuda’. Da det tilsyneladende er et ret unikt navn, håber jeg, at I fandt det, I ledte efter. Lige meget hvad sætter jeg stor pris på alle jeres besøg. Her er I altid hjerteligt velkomne!

Gennemgang af almen sindssyge for begyndere og let øvede

’Du er syg. Du er syg inde i dit hoved!’

Sætningen blev leveret til mig af en chef-type for nylig. Den var ikke sagt i et decideret negativt tonefald. Nærmest bare neutralt konstaterende. Jeg kan ikke huske årsagen til, at ordene faldt lige netop på det tidspunkt, men de overraskede mig ikke voldsomt meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at folk synes, jeg er lettere sindssyg. Der er mange grunde til diagnosticeringen, og i et forsøg på selv at blive lidt klogere på emnet, vil jeg nu skrive nogle af dem ned.

Punkt 1: Jeg drikker ikke kaffe
Nu bliver du muligvis meget bange. Men det kan rent faktisk godt lade sig gøre at være et (efter omstændighederne) velfungerende menneske uden mokka. I min branche er det på ingen måder normalt at være kaffe-fornægter, men jeg kan virkelig bare ikke lide det. Jeg ved godt, det er skræmmende for alle jer kaffe-loyalister, men jeg har det helt fint med min skavank. Til gengæld lærer jeg aldrig at forstå, hvorfor I missionerer i bedste Jehovas V-stil for at få mig omvendt og frelst. ’Prøv lige den her latte, den smager næsten ikke af kaffe’, ’Mokka-chokolade er jo bare chokolade, så det kan du helt sikkert gode lide’, ’En is-kaffe er altså ikke rigtig kaffe. Smag nu lige’.
Jeg-kan-ikke-lide-kaffe-og-jeg-har-ikke-lyst-til-at-kunne-lide-det-basta-punktum-udråbstegn! Hvis jeg rent faktisk kunne lide det, er jeg overbevist om, at jeg ville være koffein-junkie, og jeg har engang lært, at summen af alle laster er konstant. I så fald ville det sige, at jeg blev nødt til at give afkald på en af mine andre laster til fordel for kaffen. Og så ville jeg jo slet ikke være den, jeg tror, jeg er. Så ville jeg være en helt anden. Det tør jeg ikke!

Punkt 2: Jeg er single på 27. år
Hvis man altså ikke tæller barndomskæresterier med torsken med, så er ovenstående konstatering faktisk korrekt. Og ja, det er måske fordi, jeg er sindssyg. Eller måske er det bare fordi, jeg er mig. For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af en gammel gymnasie-kammerat, som skulle bruge en case til en tv-opgave. Vi har næsten ikke set hinanden, siden studenterhuen røg på loftet. Hun kontaktede mig med nogenlunde disse ord: ’Vi står og mangler en single-pige til et dating-projekt. Sådan en, som aldrig rigtig har kunnet finde ud af det der med seriøse forhold, og som bliver skræmt af +1-invitationer, og så var det, jeg tænkte på, om det stadig er dig?’ Og det var jo sådan set stadig mig. Syv år er gået siden studenterfesterne, og jeg står stadig samme sted, uden at det kommer som den store overraskelse for mine omgivelser. Det er dog ikke det der med at være single, som får nogle til at tro, at jeg er sindssyg (mange synes mere, det er sådan lidt sølle). Det er nærmere det der med, at jeg ikke er blevet desperat endnu (uret tikker jo for fanden, så hvorfor forstår jeg ikke, at jeg burde gå i panik?). Det er heller ikke helt normalt, at jeg faktisk ret godt kan lide mit eget selskab. Og med fare for at nogle nu synes, jeg burde tvangsindlægges til noget med hård medicinering, så tør jeg godt komme med den helt voldsomme indrømmelse: Engang imellem kan jeg faktisk godt lide at gå i biografen alene.

Punkt 3: Jeg cykler ikke
Altså, jeg kan godt finde ud af at cykle. Det glemmer man aldrig. Siger nogen. Men jeg er fra landet, og der cykler man på en anden måde, end man gør i byen. Det er ikke så stressende. Selvtransporteringsfasen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor jeg kan tænke ordentligt, og så orker jeg simpelthen ikke at blive forstyrret af et grønt bud i tights på ydersiden eller en børnefamilie i et hus med hjul på indersiden, selvom jeg godt ved, at det er utroligt unormalt at være cykel-forskrækket. I øvrigt er der også det der med, at jeg har lovet mig selv ikke at cykle, når jeg har drukket (belært af dårlige erfaringer). Og det sker af og til, at jeg falder i et glas med alkohol. I de tilfælde skulle jeg så efterlade cyklen og hente den igen dagen efter et eller andet sted, jeg sandsynligvis havde glemt, og det kan hurtigt tage lang tid, hvis eftersøgningen starter på Christianshavn og ender et-sted-på-Vesterbro. Til gengæld elsker jeg at gå. Gerne langt. Rigtig langt. Så kan jeg nemlig tænke rigtig dejligt meget og pille mig selv diskret i navlen. Engang gik jeg en tur i New York. Den tog to måneder. Men det er en helt anden historie, som i øvrigt også bunder i en form for sindssyge.

Punkt 4: Jeg kan godt lide regnvejr
Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes, det kan føles vildt tilfredsstillinde at gå en lang, lang tur, mens det pisser ned. Engang troede jeg, det handlede om en form for selvpineri eller afstraffelse. Det tror jeg ikke mere. Muligvis er det rent faktisk fordi, jeg er sindssyg eller bare ekstremt sortseende (nu er mit yndlingsord jo også melankoli, så tingene hænger måske sammen). Men i min verden behøver regn ikke nødvendigvis at associeres med øjenregn, selvom det kan være godt at kombinerer de to fænomener, fordi det ene ofte skjuler det andet.

Punkt 5: Jeg er ikke bange for skumle mennesker i mørket
Jeg har næsten lige rejst mig fra min yndlingssten ved stranden. Det var helt mørkt, og bag mig gik en meget høj og mørk og skummel person og stirrede lidt for længe på mig. Der var ingen andre i nærheden, men jeg var ikke bange. En del af to-måneders-gåturen i New York foregik også i mørke, og selvom jeg mødte utroligt mange tosser, blev jeg ikke skræmt af en eneste af dem. Måske er det fordi, jeg stadig har min barnetro på, at jeg kan banke alle (jeg troede også engang, at jeg kunne komme på landsholdet i fodbold, selvom jeg kun turde spille alene op ad en mur. Og her var der selvfølgelig tale om herrelandsholdet). Til gengæld kan jeg ligge søvnløs ved tanken om, at min lillesøster er begyndt at stifte bekendtskab med natten. Realistisk set tror jeg faktisk, at hun er stærkere end mig, hvis det endelig kom til en form for åben kamp mod ukendt psykopat. Og jeg er også ret overbevist om, at hun ikke er lige så dumdristig (og dum i al almindelighed), som jeg har været (okay, er). Så jeg ved ikke, hvorfor jeg frygter mere for hende end for mig selv. Når man samtidig tænker på, at en gul vingummi i en Astronaut-is kan skræmme livet af mig, er jeg tilbøjelig til at give chef-typen ret i hans konstatering. Min tankegang er muligvis ikke helt rask. Men jeg har heldigvis ingen ambitioner om at forsøge at helbrede den …