Noget om potentielt genial sindssyge

Jeg er tosset med mit nye kontor. Og selvom jeg savner kollegerne fra verdens bedste arbejdsplads, er jeg faktisk også ret tosset med at sidde alene og arbejde. Fordi jeg får lavet meget mere og kører på en eller anden arbejdsadrenalinrus, som jeg ikke har oplevet før.

Dog mener mine omgivelser, at jeg selv er godt på vej til at blive tosset af al den alenetid, fordi jeg ikke bliver så socialt stimuleret i løbet af dagen – selvom jeg da jævnligt fører interessante samtaler med både min havenisse, min pubfrø og min helt egen Bodil på hjul, som min far forærede mig i sidste uge (dermed nåede han lige at opfylde et af mine hedeste barneønsker, inden jeg fylder 30).

I går kom giraffen forbi kontoret efter en lang arbejdsdag fyldt med diverse sociale stimulanser. Han smed sig i den røde sofa og havde tydeligvis set frem til at kunne lukke øjnene et par minutter og få noget ro. Men så let slap han ikke. Han fik lige nøjagtigt 14 sekunders stilhed. Så var jeg over ham som en lille hund, der har jagtet sin egen hale hele dagen.

Jeg kunne dog hurtigt fornemme, at jeg ikke fik de dybe dialoger op at stå lige med det samme. Så derfor gik jeg i stedet i gang med en længere analysemonolog om det sindsoprivende spændende emne: navler. Jeg løftede skiftevis op i hans og min egen bluse og kommenterede på form, dybde og signalværdi (der er jo en verden til forskel på de dybe, mystiske navler og de flade, overskuelige af slagsen – for slet ikke at tale om dem, der bopper udad og aldrig rigtig er til at blive kloge på).

Det var svært at konkludere noget brugbart ud fra mine observationer, så i stedet konstaterede jeg bare til sidst, at den langhalsede i hvert fald render rundt med et ualmindeligt dejligt eksemplar. Han kvitterede for komplimentet ved at svare: “Man kan godt mærke, du har været alene hele dagen, hva’!”

Han har nok ret. Muligvis er jeg ved at blive en lille smule sindssyg og navlebeskuende af al den alenetid. Men hvem ved. Det kan også være, jeg bare er ved at blive genial på et niveau, som er svært for andre at forstå. Kontordyrene har sagt, at de tror på det sidste, så jeg er stadig optimistisk …

kontordyr

Noget om at flytte sig selv

Sidste nat i mit hus af guld. Sådan rigtigt i hvert fald. I morgen tidlig bliver mit kassenedpakkede liv slæbt ned fra fjerde af to timelønnede bøffer, som sandsynligvis slet ikke er forberedte på det hysteriske stykke wannabe-voksentype, som venter dem.

Hvis det bliver bare halvt så slemt, som det var, da jeg skulle sige farvel til verdens bedste arbejdsplads i fredags, bliver det slemt nok. Men set fra den lyse side, så er jeg da i det mindste trænet i at tude offentligt. Jeg ved ikke, om flyttemændstyper rigtigt kan forstå hvor mange følelser, der ligger i den lejlighed, jeg har huseret i, siden min krop var teenager. Jeg ved heller ikke, om jeg helt selv forstår det. Men jeg ved i hvert fald, at jeg er blevet til mig i den tid, jeg har boet her. Og lige meget hvor vrælende sentimental, jeg bliver i morgen, ved jeg også, at jeg heldigvis stadig er mig, selvom jeg nu skal være mig et andet sted.

Det bliver skide godt!

20140727-232011-84011325.jpg

Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

elefantshirt

 

Bittersød erfaringsnote #20

Kære mig selv

Du er dygtig. Du formåede at klare dig igennem den sidste store branchefest med verdens bedste arbejdsplads uden at lave de store skandaler. På trods af at promillen ramte det punkt på skalaen, som giver højdeskræk, var du ikke decideret, tåkrummende pinlig. Jeg tror faktisk, du ligefrem lød en smule fornuftig og usnøvlende på et enkelt tidspunkt eller to (og ja, jeg har selvvalgt glemt episoden, hvor du kommanderende beordrer kendt skuespiller slash tv-vært-type til at tage toget til Hobro for at købe en slikholder til dit nye kontor). Du formåede endda at vente, til de fleste gæster var smuttet, før du og hamsteren voldvalsede rundt på et tomt dansegulv og krængede hjerterne helt ned i fadøllene. Det var faktisk ikke så ynkeligt (okay, måske en lille smule, da du gav den stakkels dj en højlydt røffel, fordi sjuften valgte at skifte Backstreet Boys ud med Medina).

Når nu du håndterede din gigantbrandert så uvant flot, var det så virkelig strengt nødvendigt at lave stilletsnublende rullefald foran hele den hårde kerne to meter fra taxaen? Så tæt på mål??? Nej, vel. Skam mig, siger jeg bare. Og av …

20140613-181421-65661201.jpg

Noget om identitetskrise og gøgl og godis

Jeg tæller ned til identitetskrisen. Om 50 dage giver jeg slip på verdens bedste arbejdsplads OG verdens bedste lejlighed. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det kommer til at ske samtidig, og jeg er splittet mellem at glæde mig til og grue for, hvordan det kommer til at gå. Jeg tvivler på, det bliver en gåtur i parken for en slipgivningsudfordret type, så derfor forsøger jeg at mentalforberede mig på, hvordan jeg skal håndtere dobbelt-op på hysterisk følelsesudbrud for fuld blæs (og med fuld mener jeg selvfølgelig stangvissen. Fornemmer, at kommende gigantbrandert er uundgåelig).

Mit job og min lejlighed har i mange år været de mest stabile holdepunkter, jeg har haft. Det har taget 18 forbudte frustrationscigaretter og utallige genstande at overbevise mig selv om, at holdepunkter ikke nødvendigvis er noget, man skal klamre sig til for evigt. Det er noget, man skal turde give slip på, hvis timingen er rigtig. For det er jo liansvingturene gennem usikkerhedsjunglen, der giver kriller i maven. Junglen er heldigvis heller ikke så skræmmende, når jeg ved, at der findes et savannedyr med en lang (og yderst velduftende) hals, som jeg kan få lov til at tude hysterisk ind i, hvis (når) identitetskrisen rammer.

Derudover findes der nu også 57 kvadratmeter kontorhimmel på Gammel Mønt, som jeg får nøglerne til 1. august. Bubbi-bjørn mener, jeg er verdens mest useriøse iværksætter, fordi jeg målrettet er gået efter de lokaler, der ligger tættest på Trykbar. Men altså – nok har jeg valgt at give slip på trygheden. Trykheden, derimod, den holder jeg stædigt fast i.

Hvad der præcis skal ske på det kontor, hjerner jeg stadig over. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver gøglet. For det er nemlig mig, der bestemmer. Og jeg bestemmer, at der skal være rullegræs og havenisser og pubfrøer og chokoladefondue og fadbamser og bordfodbold og karaoke og konfetti og meget, meget højt til det lave loft.

Og så skal der være bland-selv-slik. Vigtigst af alt. Derfor brugte giraffen og jeg pinsen på at rejse til Sveriges land for at købe seks kilo syntetgodis. Nu mangler jeg bare at købe krukker, det kan fyldes i. Og de der der stribede poser, som minder om lørdag aften et sted i 90’erne. Kedelige typer vil muligvis mene, jeg også mangler at lægge en strategi for mit fremtidige økonomiske fundament. Men hvor der er gøgl, er der vej, som man siger, der hvor jeg kommer fra. Og jeg har en meget klar fornemmelse af, at det hele nok skal blive skide gøglet og skide godt …

godis

Noget om lykkefølelse og tømmerflåder

For sådan cirka lige præcis tre år siden fandt jeg ud af, hvorfor verdens bedste arbejdsplads virkelig er verdens bedste arbejdsplads. Det var ugen, hvor guldfisken og jeg første gang rykkede kontoret til Filippinerne.

På den tur blev jeg for alvor ramt af det, som vel bedst kan beskrives som en uges grundlykkefølelse – selvom guldfisken forsøgte at tage livet af mig på en tømmerflåde midt om natten (tilgivet, men ikke helt glemt endnu), selvom jeg ikke fik noget fast føde i syv dage (der må virkelig være mange vitaminer i øl, siden jeg ikke tog skade), og selvom jeg ved et uheld kom til at flyve ind over en hel tv-produktion, mens jeg klamrede mig hysterisk til den parasol, som hev mig op mod himlen (Mary Poppins ville være stolt).

Lige om lidt rammer jeg en af verdens smukkeste pletter igen. Sidste gang var der hverken mobilsignal eller internet. Så hvis jeg ikke giver lyd fra mig de næste ti dages tid, er der ingen grund til bekymring. Med mindre guldfisken altså får lokket mig med ud på den tømmerflåde igen.

Uh, sikke en klippehænger …

fili

 

Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil