Noget om at flytte sig selv

Sidste nat i mit hus af guld. Sådan rigtigt i hvert fald. I morgen tidlig bliver mit kassenedpakkede liv slæbt ned fra fjerde af to timelønnede bøffer, som sandsynligvis slet ikke er forberedte på det hysteriske stykke wannabe-voksentype, som venter dem.

Hvis det bliver bare halvt så slemt, som det var, da jeg skulle sige farvel til verdens bedste arbejdsplads i fredags, bliver det slemt nok. Men set fra den lyse side, så er jeg da i det mindste trænet i at tude offentligt. Jeg ved ikke, om flyttemændstyper rigtigt kan forstå hvor mange følelser, der ligger i den lejlighed, jeg har huseret i, siden min krop var teenager. Jeg ved heller ikke, om jeg helt selv forstår det. Men jeg ved i hvert fald, at jeg er blevet til mig i den tid, jeg har boet her. Og lige meget hvor vrælende sentimental, jeg bliver i morgen, ved jeg også, at jeg heldigvis stadig er mig, selvom jeg nu skal være mig et andet sted.

Det bliver skide godt!

20140727-232011-84011325.jpg