Noget om at flytte sig selv

Sidste nat i mit hus af guld. Sådan rigtigt i hvert fald. I morgen tidlig bliver mit kassenedpakkede liv slæbt ned fra fjerde af to timelønnede bøffer, som sandsynligvis slet ikke er forberedte på det hysteriske stykke wannabe-voksentype, som venter dem.

Hvis det bliver bare halvt så slemt, som det var, da jeg skulle sige farvel til verdens bedste arbejdsplads i fredags, bliver det slemt nok. Men set fra den lyse side, så er jeg da i det mindste trænet i at tude offentligt. Jeg ved ikke, om flyttemændstyper rigtigt kan forstå hvor mange følelser, der ligger i den lejlighed, jeg har huseret i, siden min krop var teenager. Jeg ved heller ikke, om jeg helt selv forstår det. Men jeg ved i hvert fald, at jeg er blevet til mig i den tid, jeg har boet her. Og lige meget hvor vrælende sentimental, jeg bliver i morgen, ved jeg også, at jeg heldigvis stadig er mig, selvom jeg nu skal være mig et andet sted.

Det bliver skide godt!

20140727-232011-84011325.jpg

Noget om gyseren, der aldrig gøs

Stop alt! Det er lige gået op for mig, at jeg ikke har fået det obligatoriske julekort fra revisortype i år. Her har jeg i flere måneder frygtet for den ubehagelige ene dag om året, hvor jeg føler mig allermest ramt af noget voksent og ansvarligt. Og så skete der ingenting.

Måske er det alligevel rigtigt, når min kollega siger, at 90 procent af alle bekymringer slet ikke bliver til noget. Nu kan jeg så til gengæld begynde at bekymre mig om, hvorfor jeg ikke har fået noget kort. Har jeg mon gjort noget forkert? Mener han ikke, at jeg har fortjent det? Er han mopset over, at jeg aldrig har sendt ham et julekort? Eller har han – Gud forbyde det – fundet frem til bloggen og læst gyserhistorien fra sidste år?

Måske jeg burde sende ham et afladskort og en dusk som kompensation for det gale, jeg ikke ved, jeg har gjort. Åh, det er hårdt at lege voksen …

ord_kommer_ikke_let

Destination snabelhi

Lige om lidt tager jeg hjem på ubestemt tid for første gang, siden min krop blev voksen. Sådan cirka i hvert fald. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er landet i Kastrup uden at vide, hvornår jeg skulle lette derfra igen. Uden at kende min næste destination. Derfor er jeg heller ikke helt tryg ved situationen nu, hvor det rent faktisk er tilfældet.

Men ak og ve, jeg skal spare og være så satans wannabe-voksen-og-fornuftig, og det betyder åbenbart også, at bankbogen ikke skal åbne sig op for ikke-livsnødvendige udenlandske eventyr (og her er det åbenbart bankrådgivertype, der afgør graden af livsnødvendighed. Vi er ikke helt enige, skulle jeg hilse og sige …)

Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, når min kuffert ryger på loftet, så jeg ikke længere behøver at gå og skvatte over den i spisestuen. Men jeg overvejer at bygge en hule. Sådan en stor og varm og vamset vinteragtig én med plads til to savannedyr plus det løse. Og med den plan i elefantærmet er det faktisk helt okay at skulle hjem.

Vig sles på den anden side …

20131006-060516.jpg