Bittersød erfaringsnote #18

Kære mig selv

Hvis du finder et tilbud på nettet, som er for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis fordi, det rent faktisk er for godt til at være sandt. Og så er det utrolig dumt at indtaste dine kortoplysninger på siden.

Det er nemlig en smule pinagtigt at ringe til ny bank og spærre dit eget kort for anden gang på alt for kort tid. Specielt når du bliver nødt til at fortælle døgnvagtsbankrådgivertype, at det den her gang udelukkende er din egen skyld, fordi du har været lige så snotdum som de der typer, der svarer på mails fra ukendte, amerikanske slægtninge, som har brug for kontooplysninger for at kunne overføre en svimlende arv.

Jeg plejer at kunne grine af den slags. Men jeg er så heldig at være pjevset ud over det sædvanlige for tiden og var derfor meget tæt på at tænde helt op for tårekanalen, da bankrådgivertype informerede mig om, at jeg skulle betale 100 kroner for et nyt kort og i øvrigt fik en ny pinkode.

‘Men jeg kan altså ikke huske en ny kode. Jeg HAR jo lige fået en ny kode,’ peb jeg i så ynkelig en dur, at han til sidst lovede mig, at jeg så gerne måtte beholde den gamle (banken er vel trods alt også interesseret i, at jeg bruger kortet i ny og næ).

Bagefter var jeg to centimeters rygrad fra at lave en Maude og gå direkte hjem i regnen og lægge mig. Men jeg hankede op i mig selv – godt hjulpet på vej af langhalset type, som fik mig overbevist om, at ynkelighed ikke rigtig holder i savanneretten.

I dag kan jeg så lune mig ved tanken om, at det i det mindste lykkedes mig at klippe det rigtige kort i stykker. Man er vel i træning …

fuck

Noget om fødselsdagsfilosofier

Jeg ved, at jeg er ved at blive gammel, når jeg:

– højlydt brokker mig over lydniveauet på fancy pancy drinksbar og på diplomatisk vis advokerer for, at vi finder et skønt sted med nogle siddepladser, lidt afdæmpet John Mogensen på jukeboxen og rigelig rummelighed til at kunne stikke hånden i munden uden skæve blikke

– holder kollegerne opdateret, hver gang jeg finder et nyt hår et mærkeligt sted på mig selv. (Hey krop, hvad fanden sker der for dig, dit gamle røvhul?)

– begynder at overveje at gøre noget alvorligt ved det der pensionsopsparing (overveje, altså. Det kan man gøre i både halve og hele årtier, skulle jeg hilse og sige …)

– snakker med passioneret forargelse om ungdommen-nu-til-dags og deres djævelske lakridsshots og sløsede tilgang til livet

– indser, at forargelsen over ungdommen-nu-til-dags primært bunder i noget misundelse over, at de er meget sejere til at holde djævelske lakridsshots i sig og i højere grad kan te sig tosset med god samvittighed (når andre så ofte er underlagt alderdommens tunge, moralske tømmermænd, fordi man efterhånden burde vide bedre)

Og jeg ved, at jeg er blevet alvorligt ramt af noget voksent og fornuftigt, når jeg formår at spare op til min egen fødselsdagsgave til mig selv i stedet for at bruge alle de penge, jeg ikke har, på noget, som jeg ikke har fortjent. Så når fødselsdagsfeberen har lagt sig tirsdag morgen, fiser jeg rundt et sted på himlen med kurs mod Sydfrankrig. For første gang nogensinde med helt igennem god samvittighed.

Åh, samtlige af mine tidligere bankrådgivertyper burde se mig nu. 29, du er en gammel dame fanget i en (dog stadig forholdsvis) ung kvindes krop. Men jeg kan sgu meget godt lide dig allerede. Vi ses i morgen!

elefantungePS: Ingen fødselsdag uden elefant (er jeg i øvrigt den eneste, der har lyst til en rask omgang ‘Er det hale eller penis’-quiz?)

Projekt ny og bedre livsstil – kapitel 5

Jeg har skiftet bank. Og jeg har talt i telefon med ny (overraskende venlig og hjælpsom) bankrådgivertype flere gange uden at begynde at tude. Og jeg har klippet alle mine gamle kreditkort i stykker. Og jeg har fået to nye dankort med to forskellige og lige uhuskelige koder, som forhåbentlig fungerer som et rimelig effektivt værn mod at købe shotsbakker i kæmpe branderter klokken kvart over kvalme. Og jeg har været nede i min nye bank for første gang uden dårlig samvittighed, fordi der på mirakuløs vis var plus på alle konti. Og jeg var rent faktisk dernede for at sætte penge ind, så der var dobbelt-op på dydsmønster.

Og ja, jeg er også blevet sådan en type, der fryser tilberedningsklare toast ned i små poser for at spare penge.

Er der nogen, der ved, om det er muligt at lægge sag an mod sin egen personlighed, hvis jeg føler mig delt i to, og den ene del mener, at den anden del er godt i gang med at hive os begge ned i et pissehamrende røvsygt fornuftshul? Jesus Christ, det ender jo med, at jeg en dag kan komme til at bruge penge med god samvittighed …

anarkistagtig

Destination snabelhi

Lige om lidt tager jeg hjem på ubestemt tid for første gang, siden min krop blev voksen. Sådan cirka i hvert fald. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er landet i Kastrup uden at vide, hvornår jeg skulle lette derfra igen. Uden at kende min næste destination. Derfor er jeg heller ikke helt tryg ved situationen nu, hvor det rent faktisk er tilfældet.

Men ak og ve, jeg skal spare og være så satans wannabe-voksen-og-fornuftig, og det betyder åbenbart også, at bankbogen ikke skal åbne sig op for ikke-livsnødvendige udenlandske eventyr (og her er det åbenbart bankrådgivertype, der afgør graden af livsnødvendighed. Vi er ikke helt enige, skulle jeg hilse og sige …)

Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, når min kuffert ryger på loftet, så jeg ikke længere behøver at gå og skvatte over den i spisestuen. Men jeg overvejer at bygge en hule. Sådan en stor og varm og vamset vinteragtig én med plads til to savannedyr plus det løse. Og med den plan i elefantærmet er det faktisk helt okay at skulle hjem.

Vig sles på den anden side …

20131006-060516.jpg

Noget om bufferbøssen

Dengang min krop var barn, opdagede jeg en dag, at der fandtes checks. Jeg syntes, det var det sejeste nogensinde. Min mor skulle betale nogle penge til en veninde, og så skrev hun bare på en seddel, hvor mange penge sedlen skulle være værd. Bagefter spurgte jeg hende, om hun ikke ville skrive en check på en million til mig. Jeg havde nemlig ikke helt forstået det der med, at pengene blev hævet på hendes konto. Indtil det gik op for mig, syntes jeg, at voksne var de dummeste i verden, fordi de gik og skrev sjatchecks på et par hundrede kroner i stedet for at give den gas med nogle nuller i enden.

Vi havde ikke særlig mange penge dengang. Jeg husker det stadig som lidt af en fest, når jeg fik lov til at købe Havartiost til min toast. Eller Frosties i stedet for de der cornflakes, som kommer i en plastiksæk (uden det centimetertykke sukkerlag. Skandale!) Og det år, hvor jeg gerne ville på ridelejr (fordi det er sådan noget, normale børn gerne vil, og jeg derfor bildte jeg mig ind, at jeg også gerne ville, selvom jeg var ved at lave ballade i buksen af skræk over at skulle tilbringe en uge i selskab med ridelærere og staldpiger, som kunne finde på at råbe helt uden grund), tjente jeg pengene til at komme afsted ved at spille violin på den lokale gågade. De få, der har hørt mig spille, kan nok godt regne ud, at det tog meget, meget lang tid at køre den plov hjem. Jeg har stadig ondt af egernet, som var min eneste trofaste tilskuer.

Men den slags gjorde også, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, hvad penge er. Desværre lærte jeg også, hvordan man bruger dem. Og jeg må erkende, at jeg er bedre til at bruge dem end til at tjene dem. Derfor går jeg stadig og håber på, at millionchecken falder ned fra himlen, eller at storesøs og jeg endelig har held i det der Lotto, eller jeg pludselig opdager et skjult pokertalent, som skriger på at blive dyrket. For selvom min mor lige siden dengang med checken har prædiket, at man ikke bliver lykkelig af penge, så er jeg stadig overbevist om, at det i hvert fald som minimum kunne gøre mig en god tand gladere, hvis jeg slap for klejnebekymring.

Indtil den store formue lander på min slunkne konto, forsøger jeg dog at finde en form for balance på bankbogen. Stærkt opmuntret (nedmuntret) af bankrådgivertype i ny afdeling er jeg derfor begyndt kun at bruge kontanter. Kort er forbudt (med mindre jeg er meget, meget fuld). Jeg må hæve 1000 kroner om ugen, og når de er væk, er det bare ærgerligt (med mindre jeg altså har brugt de sidste penge på at drikke mig fuld nok til alligevel at måtte hæve flere).

Da jeg startede projekt ny og bedre livsstil for nogle uger siden, gik der sådan cirka 46 timer, før jeg ramte min første pengekrise. Heldigvis fandt jeg bufferbøssen – min nye bedste ven. Han stod i vindueskarmen, og af uforklarlige årsager havde jeg glemt, at jeg engang startede en opsparing i ham til en New York-billet, som jeg grundet manglende opsparingstålmodighed endte med at købe for min kassekredit (utroligt ansvarligt træk i øvrigt). Så der lå hele 148 kroner og ventede på mig i bufferbøssens mave. Planen er nu, jeg de uger, hvor jeg ikke bruger alle de 1000 kroner, kan spytte overskuddet i bøssen og gemme det til en regnvejrsdag.

Problemet er bare, at det er mandag aften, og jeg har 2 kroner og et par øreringe i min pung og en tom bøsse i karmen. Hvem er dog bare havde råd til en Havarti og en pakke discounttoast …

bufferboessen

Projekt ny og bedre livsstil – kapitel 1

Første dag tilbage på kontoret (av), første dag i allersidste sommermåned (av av), første kig på bankbogen efter lidt for lystig ferielivsstil (av av av!!!) August, du er ikke min ven!

Jeg har alle gode intentioner om, at det er nu, jeg bliver voksen og fornuftig (okay, voksen er måske lige lovligt ambitiøst. Men så fornuftig i hvert fald. Bare en smule …) Bankrådgivertype vil helt sikkert sætte pris på livsstilsændringen, men det er bare som om, at pengene bruger sig selv, mens jeg sover (eller er fuld).

Derfor har jeg gjort det, jeg altid gør, når jeg har haft lidt for uansvarlig omgang med pungen. Jeg har købt en ny, for det er jo videnskabeligt bevist, at en ny neonpung holder bedre på pengene end den gamle, og derfor hjælper det at bruge endnu flere penge på at købe den.

Problemet er bare, at den nye pung ikke har plads til alle mine kort. Eller måske er det nærmere løsningen på problemet? Jeg ved det ikke. De gode intentioner er der nok af, og de har været der før, men jeg har virkelig en plan om at gennemføre planen nu og komme ud af august med overskud – meget realistisk, når jeg i skrivende stund har sådan cirka 372 kroner tilbage på kontoen. Er der nogen, der ved, hvor man kan sælge et organ nutildags?

pung

Bittersød erfaringsnote #6

Kære mig selv

Casino er ikke løsningen på dine økonomiske problemer. Casino er slet ikke løsningen på dine økonomiske problemer, når du er i Sunny Beach og har en teenagepromille på 4,04.

Undskyld, ny bankrådgivertype. Jeg lover at forsøge at tage mig sammen og blive voksen snarest. Forsøge, altså …

casinofiasko 

PS: Jeg tror ikke, det er statistisk muligt at tabe så mange gange i træk, som guldfisken og jeg gjorde i nat. I dag kan vi så forsøge at trøste os selv med, at der måske alligevel noget om det der ordsprog … ligesom der er noget om det der med, at hvis man drikker meget alkohol, så får man mange tømmermænd. Hurra for MasterCard og McD, siger jeg bare!