Hvem der dog bare havde en Ponduskonto

Det er 11 år siden, jeg flyttede til København. Det vil sige, at det har taget mig 11 år at blive modig nok til at skifte bankafdeling fra verdens mindste by i provinsen til verdens største by i Danmark.

Jeg har haft en slange om halsen og en slange i halsen. Bekravlet tårnhøje tårne og befløjet skib i himlen. Jeg har endda fundet mod til at overgive mig fuldstændig helt og aldeles. Trodset frygten for pludseligt opstået skræmmende sårbarhed og indset, at alt er meget mere skide godt, når man tør prøve at lade det være skide godt.

Men jeg tør ikke gå ind i en meget lidt livsfarlig hovedstadsbank og bede om en ny rådgiver, som befinder sig mindre end 200 km fra mit hus af guld. For tænk nu, hvis de henretter mig – dømt for ulovligt dårlig omgang med egen bankbog og skandaløst ringe forståelse for Excel-ark. Det kan jo ske. Måske.

Jeg er dog nået frem til den konklusion, at kun en tåbe frygter en bankmus. Så nu skal det være slut! I næste uge indtager jeg skræmmende farlig københavnerfilial og tager det som en form for voksen. Jeg har allieret mig med hamsteren, som lider af samme bankmusfobi. Og vi har besluttet os for at overleve. Den yderst seriøse taktik er at lægge ud med at bede om en bankrådgiver, som ikke kan finde ud af at råbe. Og en, der ikke taler ned. Det ser jo også så fjollet ud, hvis en bankmus forsøger at tale ned til en elefant.

Fortsættelse følger …

20130614-163933.jpg

One thought on “Hvem der dog bare havde en Ponduskonto

  1. Pingback: Noget om bufferbøssen | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s