Noget om skræmmende spådomme

For seks års tid siden havde jeg ikke styr på noget. Jeg tjente stort set ingen penge, mine kassekreditter (læg mærke til flertallet) var max’et ud, jeg keglede rundt i mine egne følelser og anede ikke, hvad jeg ville med mit liv. Derfor gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg blokkerede alle opkald fra min bankrådgiver og lejede en lejlighed i New York, hvor jeg brugte nogle måneder på at gå gaderne tynde i forsøget på at finde en form for mening.

I den periode skrev jeg for første gang nogensinde en slags dagbog. Måske fordi jeg tænkte, det kunne gøre mig klogere en dag. Det er jeg glad for nu. I går gik guldfisken, hamsteren og jeg nemlig rundt i mit gamle kvarter i West Village. Vi kom forbi en af byens mange psychics, og jeg kom i tanke om, at jeg dengang for seks år siden tvangsindlagde mig selv til en tur i sandsigermøllen i et forsøg på at skrive en artikel.

Jeg har lige fundet den del af dagbogen, der handler om mit besøg hos spåkonen:

New York er blevet udråbt til verdens mediehovedstad nummer ét – som i spirituel mediehovedstad, altså. Der findes nærmest ikke en gade på Manhattan, som ikke har en ’psychic’, der reklamerer med, at de ligger inde med nøglen til fremtiden og svar på alle dine spørgsmål. Det synes jeg er ret interessant, så jeg har researchet lidt til en artikel om det. Og jeg kan jo lige så godt bruge mig selv som forsøgskanin.

Min holdning til den slags spiritualitet er delt op i tre følelser, som fylder nogenlunde lige meget. En tredjedel af mig synes, det er spændende. Den næste tredjedel tror overhovedet ikke på sådan noget hokus-pokus-lort. Og den sidste tredjedel er parat til at stikke af og aldrig se tilbage af stor, altoverskyggende grundangst for alt og alle, der prøver at bilde verden ind, at de har kontakter til de højere magter. Så det var lidt af en udfordring for mig at slæbe mig ind til en psychic. Derfor har jeg også meget passende udskudt det igen og igen – helt til min allersidste dag i byen.

De fleste af stederne ser meget skumle ud med nedrullede gardiner og et neonskilt, der blinker i vinduet. Dem udelukkede jeg hurtigt og fandt i stedet et lille alternativ på hjørnet af Bleecker og 7th Avenue, der så hyggeligt ud med friske blomster og fin indretning – og hvor man vigtigst af alt kan kigge ind fra gaden. Det vil sige, at der var noget mindre risiko for, at de skulle lægge mig i kronisk hypnose, misbruge min krop og sælge de sørgelige rester af min sjæl til djævlen.

Jeg havde altså besluttet mig for, at jeg i hvert fald godt turde, selvom jeg rystede en lille smule i den inderste buks, da jeg tog i håndtaget i formiddags. Jeg blev mødt af en kvinde i 50’erne, som tog styringen og placerede mig i en stol ved et lille, rundt bord. Hun så egentlig meget almindelig ud – lidt hippieagtig, selvfølgelig, men hun havde ingen heksevorte, der sad ikke en sort kat på hendes skød, og hendes øjne var hverken røde eller noget. Til gengæld lignede hun lidt Scotts mor fra Beverly, og hun var jo ret skræmmende, så jeg havde selvfølgelig allerede talt skridtene hen til udgangen og lavet et mindre regnestykke omkring, hvor hurtigt jeg kunne stå i sikkerhed på fortovet igen, hvis helvede brød løs.

Det gjorde det ikke. I stedet forklarede kvinden, hvilke tilbud jeg kunne benytte mig af. Jeg kunne få læst min hånd, få lagt tarotkort eller få tilkaldt ånder fra krystalkuglen, som jeg kunne stille spørgsmål til. Det sidste var udelukket! Med mindre det altså var helt okay med hende, at jeg efterlod angstens urin på den fine stol. Og det syntes jeg på en måde ville være lidt upassende. Så var der det der med håndlæsningen. Det var det billigste tilbud – 20 dollars – men hun fortalte, at det mest ville handle om min fortid og min personlighed, og den kender jeg jo allerede.

Derfor kastede jeg mig over kortene. Damen sagde, jeg skulle blande dem, dele dem i tre bunker og vælge én bunke ud. Bagefter lagde hun kortene op i et mønster og begyndte så på sin monolog. Først var jeg lige ved at glemme at høre efter, fordi jeg blev så forskrækket over hendes stemme, der pludselig var helt anderledes og en tro kopi af Whoppi Goldbergs i Ghost. Hendes tonefald var meget, meget dybt, og budskabet startede nogenlunde sådan her:

”Først vil jeg fortælle dig, hvornår du dør…”

STOOOOOOOOP, tænkte jeg. Må man overhovedet det? Er det ikke forbudt i clairvoyantkredse at informere om den slags? Eller i det mindste bare kutyme at lade være? Det er lige præcis derfor, jeg er så bange for den slags mennesker.

”Jeg ser dig leve, til du er i starten eller midten af 90’erne. Du får et sundt liv, og du vil være uafhængig helt til din død. Du kan generelt ikke lide at være afhængig af andre og bryder dig ikke om, hvis folk fortæller dig, hvad du skal gøre. Du vil klare dig selv, og det kommer du til. Samtidig er du meget sårbar, men forsøger at skjule det. I forbindelse med dit arbejde kommer du til at ændre folks holdning til en række emner, og jeg kan se, at du kommer til at skrive bøger. Du har haft to romantiske skuffelser, den ene væsentligt værre end den anden, og du har generelt svært ved at knytte dig til personer af det andet køn. Men fortvivl ikke – den tredje mand er den rigtige, og du er ikke i tvivl, når du møder ham. Han er ældre end dig, men det er ikke noget problem, fordi du generelt har det bedst med personer, der er ældre end dig selv. Du bliver både tiltrukket af hans udseende og hans intellekt. Jeg ser ingen skilsmisse. Din fremtidige økonomiske situation ser positiv ud. Du kommer til at gifte dig til penge, men kommer også til selv at tjene dem. I det hele taget kommer dit liv til at ændre sig markant på alle punkter inden for de næste tre år.”

Tre år senere havde jeg lige mødt giraffen, jeg kæmpede for at få udgivet min første bog, og jeg tjente rent faktisk voksenpenge for første gang i mit liv. Rimelig vildt pletskud fra en type, som ikke anede noget om mig på forhånd. I princippet kunne jeg jo have haft mand og børn dengang for seks år siden, og så var hendes teori faldet til jorden med det samme.

Jeg finder aldrig ud af, om damen, der ligner Scotts mor, rent faktisk har kontakt til højere magter, om hun er en afsindig god menneskekender, eller om hun bare har været usandsynligt heldig. Men jeg er imponeret. Og frem for alt glad for, at jeg nu ikke længere behøver at bekymre mig om min levers tilstand, for det ser ud til, at den holder minimum 60 år endnu. Skål på det!

ny.jpg

Noget om at være gammel og rig

I sidste måned holdt min lillesøster studenterfest. Der er så stor aldersforskel på os, at jeg engang var weekendansvarlig for at skifte ble på hende. Og nu er hun gammel nok til at være en form for voksen. Det har jeg meget svært  ved at forstå. Specielt fordi jeg endnu ikke selv føler mig gammel nok til at kunne bære min egen hue med god samvittighed. Måske er det derfor, jeg bliver ved med at drømme, at jeg har glemt, jeg stadig går i gymnasiet og nu er i fare for at dumpe alle mine fag på grund af for højt fravær.

Til studenterfesten præsenterede lillesøs mig for en af sine veninder. Jeg kiggede på den unge studine og sagde lidt for højt: ‘Vi har altså allerede mødt hinanden sidste år i Sunny Beach’ – og jeg kunne mærke, at jeg var for gammel til at sige sætningen, før ordene overhovedet var tænkt færdige i mit hoved.

En ting er, at jeg føler mig som en forvokset teenager (og lidt for ofte opfører mig som en). Men på en eller anden måde kaster tilfældighederne mig også konstant ud i scenarier, jeg burde have overstået for 10 år siden. For det var jo strengt taget ikke min egen, personlige beslutning, at jeg skulle havne i Sunny Beach for tredje år i træk. Det var på grund af mit arbejde. Hvis det stod til mig, var jeg nok gået efter et sted, hvor gennemsnitsalderen ligger på den rigtige side af 17, hvor koffein- og/eller fortrydelsespiller ikke er en fast del af den gennemsnitlige morgenmadsbuffet, og hvor drinks bliver drukket af andet end gigantiske plastikspande med fællessugerør. Men det stod ikke til mig, og derfor måtte jeg bare få det bedste ud af endnu en uge i teenageland.

Det fik jeg også. På godt og ondt. Og jeg forsøgte at ignorere, at hamsteren, guldfisken og jeg allerede inden vi forlod lufthavnen den første aften var blevet overfaldet af en gruppe kåde, ekstremt smølfesparksindbydende teenageknægte (blandt andet fyren med fisseparfumen), der gav os elevatorblikke, rynkede panderne og spurgte, hvor gamle vi egentlig var. Det spørgsmål gentog sig mange gange i løbet af ugen. Hver gang blev hamsteren skudt til at være først i 20’erne, mens ingen rigtigt kommenterede på min og guldfiskens alder, når vi kastede det (i deres verden) svimlende høje tal ind i samtalerne.

Så jeg må nok indse, at mit udseende ikke følger mit sind i forhold til aldersfølelsen. Til gengæld fik vi da en form for kompliment med på vejen, da vores faste restaurantfyr den sidste dag stillede samme spørgsmål, og vi gav de obligatoriske svar. Han pegede på hamsteren og sagde: ‘You look 23’ og kastede derefter et blik på guldfisken og mig efterfulgt af ordene: ‘You look rich’.

Desværre er vi nogenlunde lige så rige, som hamsteren er 23. Specielt blev vi blanket af, da jeg langt om længe fik overtalt pigerne til at tage med på casino for at prøve mit mågeklatteheld af. Heldet kan åbenbart ikke spille roulette med en promille på 7,2, lad mig bare sige det sådan. Men i det mindste kom vi levende hjem til voksenland igen. Og jeg tror godt, jeg kan garantere, at jeg har drukket min allersidste teenagespand i Sunny Beach!

casino

Lykken er …

… at undgå at pisse i bukserne, når jeg pludselig får skideballe fra helvede af fire kæmpestore, bulgarske sikkerhedsbrød, som vil konfiskere mit kamera og truer med at hive os ud bagved, fordi de er overbeviste om, at vi er i gang med en ulovlig reportage.

Aldrig før er jeg blevet åndet så aggressivt i nakken, mens jeg med rystende fingre har slettet optagelser. Aldrig før har guldfisken og hamsterens uskyldige blondinesmil haft så negativ en effekt (‘I DON’T FALL FOR YOUR FAKE SMILE!! WIPE IT OFF!!!!) Og aldrig før har jeg været så pissebange for at ryge i spjældet for ingenting.

Jeg synes ikke, der er noget mere ydmygende end at blive råbt ad af voksne mennesker (og det siger ikke så lidt med alle de ydmygelser, jeg har udsat mig selv for). Vi slap dog levende derfra. De endte endda med at give os en form for undskyldning, da de var færdige med at puste sig op og havde lukket så meget luft ud, at vi fik mulighed for at forklare, at vi bare var i gang med at interviewe to danske fyre om deres bedste feriescoring. Og der, hvor vi kommer fra, kan man altså ikke blive anholdt for at dokumentere nedlæggelse af lækre trunter.

Er der nogen, der ved, hvor lang tid der går, fra man er blevet ramt af en klat, til heldet begynder at virke?

Noget om hvordan jeg blev skidt på

For to år siden gik jeg en meget tidlig morgentur og opdagede Det rigtige Bulgarien. Der kunne jeg trække vejret ordentligt for første gang i flere døgn (Sunny Beach lægger lidt af et pres på lungerne – og nerverne).

Der var frisk luft og en mølle med vind i, rigtige voksne mennesker og rigtig mad med rigtige vitaminer. Der var huse af ægte mursten, og så var der frem for alt ingen umtji umtji, men bare fred og ro.

Det var her, jeg opdagede, hvor sjovt måger snakker. Jeg blev fanget i en tidligmorgensludder mellem to af slagsen ude på molen. Og det gik op for mig, at måger faktisk er meget misforståede dyr. Det er ikke mange, der holder af dem, så det besluttede jeg mig for at gøre. At holde af dem med alle deres skævheder og uperfektheder.

Det er en af den slags morgener, som har en helt speciel plads i min hukommelse, fordi der var noget magisk over den. Mit hoved blev klogere på ret mange ting den morgen. Og siden har jeg holdt ekstra godt øje med mågerne. Så sent som i nat, da jeg sad i Hegnet med guldfisken og hamsteren og drak en spand og observerede ungdommen-nu-til-dags med lige dele forargelse og fascination (det er næsten vildere end zoo), blev jeg optaget af en helt bestemt måge, som jeg forsøgte at fange på et ordentligt billede (spandens tyngde gjorde det desværre lidt svært).

Og i morges, da jeg sneg mig til en smule præ-arbejds-sol på den store terrasse, var de der igen. I deres fineste mågeform patruljerede de rundt i skyen og snakkede sjovt af deres små mågelungers fulde kraft.

Jeg nåede lige at tænke, at livet sgu egentlig er ret fedt, trods alt. Så blev jeg ramt af klatten. En ordentlig omgang mågeræsermave lige på mit ben og på det nye, fantastiske neonhåndklæde, jeg købte for forsikringspengene. Den gik sandsynligvis efter at ramme elefanten på min ankel, og det var meget tæt på. Jeg ved, det er åndssvagt, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig oprigtigt såret over skæbnens åndssvage ironi. Heldigvis tror jeg ikke, mågen helt forstod, hvad den gjorde ved mig, selvom jeg da godt hørte sejrshylet fra den lortesatan.

Jeg havde lyst til at blive skide sur og droppe min mågefascination mettevuns. Men altså, når først man virkelig har set fuglenes sande potentiale, kan man jo ikke pludselig ignorere det igen. Så den får en chance til. Hvis den vil have den. Det kan jo også være, den sked på mig for at hjælpe mig til noget held. Og så var det rent faktisk en ret fin, lille lort …

PS: Her skulle der have været et billede af mågen fra i nat, men det bulgarske net er overbelastet af ungdommen-nu-til-dags, som lægger mundtruttende bikiniselfies og billeder af deres Hawaii-pizzaer på Instagram.

Noget om hvordan jeg ikke døde

‘Taxachauffører er skidte fyre’, sagde vores receptionist i går, da vi spurgte, om han ville bestille en vogn. Så det ville han helst ikke. I stedet tilbød han selv at køre os til Bourgas efter fyraften, så vi kunne shoppe rene trusser for vores kuffertforsikringspenge (Batman var ikke længere en glad mand, lad mig bare sige det sådan …)

Hamsteren og guldfisken var en lille smule nervøse for, om receptionistfyren muligvis kunne være sådan en type, der synes, det er lidt spændende at bortføre tre naive tøsepiger ud til en øde mark og gøre unævnelige ting mod dem. Jeg tsk’ede af dem og sagde, at jeg altså havde overlevet at tage den på stop på meget øde russisk mark og blive samlet op af en suspekt bøf i bil med lidt for tonede ruder, så det her var et stykke med kage i forhold til det. I værste fald havde jeg jo stadig Batman til at beskytte helligdommene.

Men jeg burde for helvede efterhånden have lært, at jeg ikke skal spille en fandens karl uden at forvente, at det får konsekvenser. For 10 minutter senere var det mig, der sad og peb som en hysterisk trunte på bagsædet (der selvfølgelig ikke var udstyret med sikkerhedsseler), fordi speedometeret rockede 110 i en 60 km zone.

‘Not so fast, please’, prøvede guldfisken forsigtigt. Men det havde desværre samme effekt som at sige til pizzamanden, at man kun skal have en lille smule chili i sin kebab. Receptionisttype slog en skinger, psykopatisk mandeskraller op a la Eddie fra ‘Friends’ og trådte ekstra hårdt på sømmet, mens han overhalede i et sving op ad bakke.

Da han drønede over et par jernbaneskinner uden bomme (men med fuldt stop-skilt) overvejede jeg, om det ville være en fordel eller en ulempe, hvis jeg begyndte at tude (tårerne ville komme ret let til mig, fornemmede jeg). Jeg droppede idéen og afledte i stedet tankerne ved at forsøge at regne ud, hvorfor taget på bilen bulede så afsindigt meget nedad. Men da receptionisttype tog endnu en dobbeltoverhaling, mens vi kunne se en bil i modsatte spor komme så tæt på, at jeg var alvorligt bange for, om han havde gang i noget bulgarsk Chicken Race, var mine baller så spændte, at man kunne knække hasselnødder mellem dem. Og jeg indrømmede over for guldfisken, at ja, det her var rent faktisk værre end dengang, haren og jeg kørte med en farttosset taxachauffør uden ben en tidlig morgen i Sankt Petersborg.

Da vi efter tre uudholdelige, balleknebne kvarter nåede levende til shoppingcenteret, havde vi kun lige overskud til at glæde os over, at han i det mindste ikke havde voldtaget os på en mark. Jeg knuselskede den faste grund under mine rystende fødder og priste mig lykkelig over, at det var overstået.

Og da psykopatisk receptionistfyr spurgte, om han også skulle sørge for vores hjemtransport, sagde vi selvfølgelig bestemt nej tak. Ville jeg ønske. Men nogle gange bliver jeg decideret imponeret over egen snotdumhed …

20140711-170446-61486015.jpg

Bittersød erfaringsnote #20

Kære mig selv

Du er dygtig. Du formåede at klare dig igennem den sidste store branchefest med verdens bedste arbejdsplads uden at lave de store skandaler. På trods af at promillen ramte det punkt på skalaen, som giver højdeskræk, var du ikke decideret, tåkrummende pinlig. Jeg tror faktisk, du ligefrem lød en smule fornuftig og usnøvlende på et enkelt tidspunkt eller to (og ja, jeg har selvvalgt glemt episoden, hvor du kommanderende beordrer kendt skuespiller slash tv-vært-type til at tage toget til Hobro for at købe en slikholder til dit nye kontor). Du formåede endda at vente, til de fleste gæster var smuttet, før du og hamsteren voldvalsede rundt på et tomt dansegulv og krængede hjerterne helt ned i fadøllene. Det var faktisk ikke så ynkeligt (okay, måske en lille smule, da du gav den stakkels dj en højlydt røffel, fordi sjuften valgte at skifte Backstreet Boys ud med Medina).

Når nu du håndterede din gigantbrandert så uvant flot, var det så virkelig strengt nødvendigt at lave stilletsnublende rullefald foran hele den hårde kerne to meter fra taxaen? Så tæt på mål??? Nej, vel. Skam mig, siger jeg bare. Og av …

20140613-181421-65661201.jpg

Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …

strandbodil