Noget om at være gammel og rig

I sidste måned holdt min lillesøster studenterfest. Der er så stor aldersforskel på os, at jeg engang var weekendansvarlig for at skifte ble på hende. Og nu er hun gammel nok til at være en form for voksen. Det har jeg meget svært  ved at forstå. Specielt fordi jeg endnu ikke selv føler mig gammel nok til at kunne bære min egen hue med god samvittighed. Måske er det derfor, jeg bliver ved med at drømme, at jeg har glemt, jeg stadig går i gymnasiet og nu er i fare for at dumpe alle mine fag på grund af for højt fravær.

Til studenterfesten præsenterede lillesøs mig for en af sine veninder. Jeg kiggede på den unge studine og sagde lidt for højt: ‘Vi har altså allerede mødt hinanden sidste år i Sunny Beach’ – og jeg kunne mærke, at jeg var for gammel til at sige sætningen, før ordene overhovedet var tænkt færdige i mit hoved.

En ting er, at jeg føler mig som en forvokset teenager (og lidt for ofte opfører mig som en). Men på en eller anden måde kaster tilfældighederne mig også konstant ud i scenarier, jeg burde have overstået for 10 år siden. For det var jo strengt taget ikke min egen, personlige beslutning, at jeg skulle havne i Sunny Beach for tredje år i træk. Det var på grund af mit arbejde. Hvis det stod til mig, var jeg nok gået efter et sted, hvor gennemsnitsalderen ligger på den rigtige side af 17, hvor koffein- og/eller fortrydelsespiller ikke er en fast del af den gennemsnitlige morgenmadsbuffet, og hvor drinks bliver drukket af andet end gigantiske plastikspande med fællessugerør. Men det stod ikke til mig, og derfor måtte jeg bare få det bedste ud af endnu en uge i teenageland.

Det fik jeg også. På godt og ondt. Og jeg forsøgte at ignorere, at hamsteren, guldfisken og jeg allerede inden vi forlod lufthavnen den første aften var blevet overfaldet af en gruppe kåde, ekstremt smølfesparksindbydende teenageknægte (blandt andet fyren med fisseparfumen), der gav os elevatorblikke, rynkede panderne og spurgte, hvor gamle vi egentlig var. Det spørgsmål gentog sig mange gange i løbet af ugen. Hver gang blev hamsteren skudt til at være først i 20’erne, mens ingen rigtigt kommenterede på min og guldfiskens alder, når vi kastede det (i deres verden) svimlende høje tal ind i samtalerne.

Så jeg må nok indse, at mit udseende ikke følger mit sind i forhold til aldersfølelsen. Til gengæld fik vi da en form for kompliment med på vejen, da vores faste restaurantfyr den sidste dag stillede samme spørgsmål, og vi gav de obligatoriske svar. Han pegede på hamsteren og sagde: ‘You look 23’ og kastede derefter et blik på guldfisken og mig efterfulgt af ordene: ‘You look rich’.

Desværre er vi nogenlunde lige så rige, som hamsteren er 23. Specielt blev vi blanket af, da jeg langt om længe fik overtalt pigerne til at tage med på casino for at prøve mit mågeklatteheld af. Heldet kan åbenbart ikke spille roulette med en promille på 7,2, lad mig bare sige det sådan. Men i det mindste kom vi levende hjem til voksenland igen. Og jeg tror godt, jeg kan garantere, at jeg har drukket min allersidste teenagespand i Sunny Beach!