Noget om at være gammel og rig

I sidste måned holdt min lillesøster studenterfest. Der er så stor aldersforskel på os, at jeg engang var weekendansvarlig for at skifte ble på hende. Og nu er hun gammel nok til at være en form for voksen. Det har jeg meget svært  ved at forstå. Specielt fordi jeg endnu ikke selv føler mig gammel nok til at kunne bære min egen hue med god samvittighed. Måske er det derfor, jeg bliver ved med at drømme, at jeg har glemt, jeg stadig går i gymnasiet og nu er i fare for at dumpe alle mine fag på grund af for højt fravær.

Til studenterfesten præsenterede lillesøs mig for en af sine veninder. Jeg kiggede på den unge studine og sagde lidt for højt: ‘Vi har altså allerede mødt hinanden sidste år i Sunny Beach’ – og jeg kunne mærke, at jeg var for gammel til at sige sætningen, før ordene overhovedet var tænkt færdige i mit hoved.

En ting er, at jeg føler mig som en forvokset teenager (og lidt for ofte opfører mig som en). Men på en eller anden måde kaster tilfældighederne mig også konstant ud i scenarier, jeg burde have overstået for 10 år siden. For det var jo strengt taget ikke min egen, personlige beslutning, at jeg skulle havne i Sunny Beach for tredje år i træk. Det var på grund af mit arbejde. Hvis det stod til mig, var jeg nok gået efter et sted, hvor gennemsnitsalderen ligger på den rigtige side af 17, hvor koffein- og/eller fortrydelsespiller ikke er en fast del af den gennemsnitlige morgenmadsbuffet, og hvor drinks bliver drukket af andet end gigantiske plastikspande med fællessugerør. Men det stod ikke til mig, og derfor måtte jeg bare få det bedste ud af endnu en uge i teenageland.

Det fik jeg også. På godt og ondt. Og jeg forsøgte at ignorere, at hamsteren, guldfisken og jeg allerede inden vi forlod lufthavnen den første aften var blevet overfaldet af en gruppe kåde, ekstremt smølfesparksindbydende teenageknægte (blandt andet fyren med fisseparfumen), der gav os elevatorblikke, rynkede panderne og spurgte, hvor gamle vi egentlig var. Det spørgsmål gentog sig mange gange i løbet af ugen. Hver gang blev hamsteren skudt til at være først i 20’erne, mens ingen rigtigt kommenterede på min og guldfiskens alder, når vi kastede det (i deres verden) svimlende høje tal ind i samtalerne.

Så jeg må nok indse, at mit udseende ikke følger mit sind i forhold til aldersfølelsen. Til gengæld fik vi da en form for kompliment med på vejen, da vores faste restaurantfyr den sidste dag stillede samme spørgsmål, og vi gav de obligatoriske svar. Han pegede på hamsteren og sagde: ‘You look 23’ og kastede derefter et blik på guldfisken og mig efterfulgt af ordene: ‘You look rich’.

Desværre er vi nogenlunde lige så rige, som hamsteren er 23. Specielt blev vi blanket af, da jeg langt om længe fik overtalt pigerne til at tage med på casino for at prøve mit mågeklatteheld af. Heldet kan åbenbart ikke spille roulette med en promille på 7,2, lad mig bare sige det sådan. Men i det mindste kom vi levende hjem til voksenland igen. Og jeg tror godt, jeg kan garantere, at jeg har drukket min allersidste teenagespand i Sunny Beach!

casino

Lykken er …

… at undgå at pisse i bukserne, når jeg pludselig får skideballe fra helvede af fire kæmpestore, bulgarske sikkerhedsbrød, som vil konfiskere mit kamera og truer med at hive os ud bagved, fordi de er overbeviste om, at vi er i gang med en ulovlig reportage.

Aldrig før er jeg blevet åndet så aggressivt i nakken, mens jeg med rystende fingre har slettet optagelser. Aldrig før har guldfisken og hamsterens uskyldige blondinesmil haft så negativ en effekt (‘I DON’T FALL FOR YOUR FAKE SMILE!! WIPE IT OFF!!!!) Og aldrig før har jeg været så pissebange for at ryge i spjældet for ingenting.

Jeg synes ikke, der er noget mere ydmygende end at blive råbt ad af voksne mennesker (og det siger ikke så lidt med alle de ydmygelser, jeg har udsat mig selv for). Vi slap dog levende derfra. De endte endda med at give os en form for undskyldning, da de var færdige med at puste sig op og havde lukket så meget luft ud, at vi fik mulighed for at forklare, at vi bare var i gang med at interviewe to danske fyre om deres bedste feriescoring. Og der, hvor vi kommer fra, kan man altså ikke blive anholdt for at dokumentere nedlæggelse af lækre trunter.

Er der nogen, der ved, hvor lang tid der går, fra man er blevet ramt af en klat, til heldet begynder at virke?

Noget om hvordan jeg blev skidt på

For to år siden gik jeg en meget tidlig morgentur og opdagede Det rigtige Bulgarien. Der kunne jeg trække vejret ordentligt for første gang i flere døgn (Sunny Beach lægger lidt af et pres på lungerne – og nerverne).

Der var frisk luft og en mølle med vind i, rigtige voksne mennesker og rigtig mad med rigtige vitaminer. Der var huse af ægte mursten, og så var der frem for alt ingen umtji umtji, men bare fred og ro.

Det var her, jeg opdagede, hvor sjovt måger snakker. Jeg blev fanget i en tidligmorgensludder mellem to af slagsen ude på molen. Og det gik op for mig, at måger faktisk er meget misforståede dyr. Det er ikke mange, der holder af dem, så det besluttede jeg mig for at gøre. At holde af dem med alle deres skævheder og uperfektheder.

Det er en af den slags morgener, som har en helt speciel plads i min hukommelse, fordi der var noget magisk over den. Mit hoved blev klogere på ret mange ting den morgen. Og siden har jeg holdt ekstra godt øje med mågerne. Så sent som i nat, da jeg sad i Hegnet med guldfisken og hamsteren og drak en spand og observerede ungdommen-nu-til-dags med lige dele forargelse og fascination (det er næsten vildere end zoo), blev jeg optaget af en helt bestemt måge, som jeg forsøgte at fange på et ordentligt billede (spandens tyngde gjorde det desværre lidt svært).

Og i morges, da jeg sneg mig til en smule præ-arbejds-sol på den store terrasse, var de der igen. I deres fineste mågeform patruljerede de rundt i skyen og snakkede sjovt af deres små mågelungers fulde kraft.

Jeg nåede lige at tænke, at livet sgu egentlig er ret fedt, trods alt. Så blev jeg ramt af klatten. En ordentlig omgang mågeræsermave lige på mit ben og på det nye, fantastiske neonhåndklæde, jeg købte for forsikringspengene. Den gik sandsynligvis efter at ramme elefanten på min ankel, og det var meget tæt på. Jeg ved, det er åndssvagt, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig oprigtigt såret over skæbnens åndssvage ironi. Heldigvis tror jeg ikke, mågen helt forstod, hvad den gjorde ved mig, selvom jeg da godt hørte sejrshylet fra den lortesatan.

Jeg havde lyst til at blive skide sur og droppe min mågefascination mettevuns. Men altså, når først man virkelig har set fuglenes sande potentiale, kan man jo ikke pludselig ignorere det igen. Så den får en chance til. Hvis den vil have den. Det kan jo også være, den sked på mig for at hjælpe mig til noget held. Og så var det rent faktisk en ret fin, lille lort …

PS: Her skulle der have været et billede af mågen fra i nat, men det bulgarske net er overbelastet af ungdommen-nu-til-dags, som lægger mundtruttende bikiniselfies og billeder af deres Hawaii-pizzaer på Instagram.

Noget om hvordan jeg ikke døde

‘Taxachauffører er skidte fyre’, sagde vores receptionist i går, da vi spurgte, om han ville bestille en vogn. Så det ville han helst ikke. I stedet tilbød han selv at køre os til Bourgas efter fyraften, så vi kunne shoppe rene trusser for vores kuffertforsikringspenge (Batman var ikke længere en glad mand, lad mig bare sige det sådan …)

Hamsteren og guldfisken var en lille smule nervøse for, om receptionistfyren muligvis kunne være sådan en type, der synes, det er lidt spændende at bortføre tre naive tøsepiger ud til en øde mark og gøre unævnelige ting mod dem. Jeg tsk’ede af dem og sagde, at jeg altså havde overlevet at tage den på stop på meget øde russisk mark og blive samlet op af en suspekt bøf i bil med lidt for tonede ruder, så det her var et stykke med kage i forhold til det. I værste fald havde jeg jo stadig Batman til at beskytte helligdommene.

Men jeg burde for helvede efterhånden have lært, at jeg ikke skal spille en fandens karl uden at forvente, at det får konsekvenser. For 10 minutter senere var det mig, der sad og peb som en hysterisk trunte på bagsædet (der selvfølgelig ikke var udstyret med sikkerhedsseler), fordi speedometeret rockede 110 i en 60 km zone.

‘Not so fast, please’, prøvede guldfisken forsigtigt. Men det havde desværre samme effekt som at sige til pizzamanden, at man kun skal have en lille smule chili i sin kebab. Receptionisttype slog en skinger, psykopatisk mandeskraller op a la Eddie fra ‘Friends’ og trådte ekstra hårdt på sømmet, mens han overhalede i et sving op ad bakke.

Da han drønede over et par jernbaneskinner uden bomme (men med fuldt stop-skilt) overvejede jeg, om det ville være en fordel eller en ulempe, hvis jeg begyndte at tude (tårerne ville komme ret let til mig, fornemmede jeg). Jeg droppede idéen og afledte i stedet tankerne ved at forsøge at regne ud, hvorfor taget på bilen bulede så afsindigt meget nedad. Men da receptionisttype tog endnu en dobbeltoverhaling, mens vi kunne se en bil i modsatte spor komme så tæt på, at jeg var alvorligt bange for, om han havde gang i noget bulgarsk Chicken Race, var mine baller så spændte, at man kunne knække hasselnødder mellem dem. Og jeg indrømmede over for guldfisken, at ja, det her var rent faktisk værre end dengang, haren og jeg kørte med en farttosset taxachauffør uden ben en tidlig morgen i Sankt Petersborg.

Da vi efter tre uudholdelige, balleknebne kvarter nåede levende til shoppingcenteret, havde vi kun lige overskud til at glæde os over, at han i det mindste ikke havde voldtaget os på en mark. Jeg knuselskede den faste grund under mine rystende fødder og priste mig lykkelig over, at det var overstået.

Og da psykopatisk receptionistfyr spurgte, om han også skulle sørge for vores hjemtransport, sagde vi selvfølgelig bestemt nej tak. Ville jeg ønske. Men nogle gange bliver jeg decideret imponeret over egen snotdumhed …

20140711-170446-61486015.jpg

Bittersød erfaringsnote #22

Kære mig selv

Næste gang du skal ud at rejse, så er det en rigtig god idé at fylde håndbagagen med brugbare ting. Det er nemlig virkelig sur rævkanal at strande i Sunny Beach* uden kuffert, når du er iført Batman-trusser og en kjole, du hev op af vasketøjskurven, da du tog hjemmefra. Så er det lige pludselig ikke så stor en fest at have fyldt håndtasken med Stjernemix og Salte fisk. Specielt ikke, når man befinder sig et sted, som udelukkende sælger tøj af mærkerne Adidos, Mike og Puha. Oh well, i det mindste er jeg tosset med neon …

20140710-100803-36483405.jpg
* Igen er det en arbejdstur. Og nej, jeg skal hverken være guide for Ungrejs eller bartender på Vikingen. Jeg skal til gengæld bo på pensionisthotellet lige som sidst, mens ungdommen-nu-til-dags indtager partyhotellet. Så slipper jeg også for at høre på den 17-årige lige så bagageløse fyr, der var rasende over, at han havde lagt sin fisseparfume i kufferten. Jeg elsker mit liv!

Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Noget om ironiske tilfældigheder

‘Hvis alt går galt, og vi aldrig får et job, så tager vi til skumfest i Sunny Beach og drikker os stive’.

Det var en tilbagevendende joke mellem guldfisken og mig, da vi var studerende og hundebange for, at ingen nogensinde havde lyst til at ansætte os. Hvis nogen dengang havde fortalt os, at vi begge ville få et job OG blive sendt til Sunny Beach sammen, havde vi helt sikkert troet, det var med løg på. Det er en af de små fantastiske ironiske tilfældigheder, som vi ret ofte bliver ramt af.

Vi overlevede en uge med umtji umtji og ungdommen nutildags, og vi kom hjem uden alt for store skrammer på krop og sjæl. Det er svært at beskrive, hvad vi har været igennem, men måske billederne giver et indtryk af det.

sunny1 sunny2 sunny3 sunny4 sunny5 sunny6PS: Bifi-tatoveringen forsvinder (forhåbentlig) om et par uger. Vi var ellers begge millimeter fra at få lavet en ægte en af slagsen en meget stiv nat, hvor vi var blevet enige om et eller andet genialt, vi skulle have skrevet. At vi begge havde glemt, hvad det var næste morgen, siger måske lidt om graden af genialitet og glæden over, at vi ikke gjorde det.

PPS: Min lever er lykkelig over at være hjemme igen. Jeg tror lige, jeg venter et par timer med at fortælle, at jeg om lidt tvinger den til fire dages Roskilde …