Noget om ironiske tilfældigheder

‘Hvis alt går galt, og vi aldrig får et job, så tager vi til skumfest i Sunny Beach og drikker os stive’.

Det var en tilbagevendende joke mellem guldfisken og mig, da vi var studerende og hundebange for, at ingen nogensinde havde lyst til at ansætte os. Hvis nogen dengang havde fortalt os, at vi begge ville få et job OG blive sendt til Sunny Beach sammen, havde vi helt sikkert troet, det var med løg på. Det er en af de små fantastiske ironiske tilfældigheder, som vi ret ofte bliver ramt af.

Vi overlevede en uge med umtji umtji og ungdommen nutildags, og vi kom hjem uden alt for store skrammer på krop og sjæl. Det er svært at beskrive, hvad vi har været igennem, men måske billederne giver et indtryk af det.

sunny1 sunny2 sunny3 sunny4 sunny5 sunny6PS: Bifi-tatoveringen forsvinder (forhåbentlig) om et par uger. Vi var ellers begge millimeter fra at få lavet en ægte en af slagsen en meget stiv nat, hvor vi var blevet enige om et eller andet genialt, vi skulle have skrevet. At vi begge havde glemt, hvad det var næste morgen, siger måske lidt om graden af genialitet og glæden over, at vi ikke gjorde det.

PPS: Min lever er lykkelig over at være hjemme igen. Jeg tror lige, jeg venter et par timer med at fortælle, at jeg om lidt tvinger den til fire dages Roskilde …

Tattoo or not tattoo

That is the question.

Det tog mig fem år at finde mod til at få lavet den første, selvom jeg har vidst, hvad det skulle være, siden min krop var barn. Jeg syntes, det var så stor en beslutning, at jeg mente, den skulle langtidsplanlægges. Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne tage mig sammen. Lige indtil den dag hvor mejsen og jeg var sure på verden samtidig og derfor fik lyst til at gøre noget dumt på den helt rigtige måde. Så vi opfandt et fiktivt møde ude i byen, stak af fra kontoret med kurs mod Nyhavn, hoppede op på hver vores briks, lukkede øjnene og åbnede dem først igen, da vi sad på Palæbar viklet ind i Vita Wrap og delte en Ale 16, inden vi gik tilbage på kontoret og følte os som et par fandens karle. Jeg havde frygtet, at jeg ville frygte, at jeg kom til at fortryde det, når jeg først havde fået den lavet. Det har jeg ikke gjort. Heller ikke selvom de få, der får lov til at se den, af og til kigger lidt undrende på motivet og først nikker forstående, når jeg forklarer, at ’jeg altså selv har tegnet den’. Heldigvis er den ikke lige så håbløs, som min første version. Tattoo-Ole tog sig nemlig frihed til lige at rette op på de værste grafiske grimheder.

Den anden er lidt mere tilgængelig for offentligheden. Specielt i disse egne, hvor solen skinner. Elefanten på min ankel var planlagt flere dage, før den ramte min krop. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville have en glad, blå en af slagsen, og Tattoo-Maria tegnede to forskellige forslag. Jeg var i tvivl, men valgte alligevel den mest infantile frem for den mere grafisk flotte. Det blev jeg glad for, da jeg senere besøgte Trykbar og kunne konstatere, at det vragede forslag til forveksling lignede motivet fra elefantøllen. Selvom jeg da ikke er for fin til at indrømme, at jeg er svært begejstret for brune beværtninger og håndbajere, synes jeg alligevel, det er betryggende, at jeg ikke er tvunget til at gå rundt med en kronisk blæk-promille.

Elefanten kostede mig bogstaveligt talt blod, sved og tårer af flere omgange, men jeg har ikke fortrudt den. På ingen måder. Heller ikke efter en kæk bubbibjørn gjorde mig opmærksom på, at jeg nu både render rundt med sommerfugl på (i) maven og elefantfod. Til gengæld troede jeg, at den anden skulle være den sidste. Sådan bliver det bare ikke. Jeg har aldrig set Miami Ink, men jeg kommer hjem herfra med en smule af den amerikanske blæk printet ind i min krop i form af en lille, ulovlig (men dog forholdsvis uskyldig) tus, som binder sommerfuglen og elefanten sammen og giver rigtig god mening for mig lige nu og lige her – og forhåbentlig også i morgen og om mange år. For som et klogt, dansk band så fint synger: