Spejl et æg, og ønsk en gris

Den tøjte til Rusland har taget min ungdom. Efter overlevelsesturen er min krop åbenbart blevet så gammel og brugt (nej, ikke på den måde), at jeg ikke engang kan klare en sølle gennemgang af de bedste humlebobler på Trykbar uden at modtage yderst urimelig korporlig straf. Derfor har jeg indledt en passioneret lørdagsaffære med min seng (og Bodil den anden). Indtil videre er den kun blevet afbrudt af en stærkt tiltrængt pølsebrunch med musvitten. På vej derhen kom jeg forbi en af mine absolutte yndlingsattraktioner i København.

Rundetårn, havfruetype og Amalienborg gå hjem (nej, tømmermændsfingre, ikke Analienborg!). I kan på ingen måder hamle op med Chicky Grills sensationelle vinduesparti. Intet museum har nogensinde fascineret mig så meget som dette mekka udi skøn undren. For eksempel kan man her stifte bekendtskab med det fantastiske fænomen ‘Flæskestegssandwish’. Og ja, på en dag som denne, hvor fedt- og saltbalancen er i bund, er flæskesteg helt rigtigt et sandt ønske.

Jeg er passioneret fan af brune fortidslevn i alle afskygninger, og Chicky Grill er at finde allerøverst på min hitliste sammen med Kanalbodegaen og Eiffel og Palæ og alle de andre storfavoritter. På Chicky kan man nemlig spise gourmetmiddag og drikke sig en halv kæp i højre øre for det samme, som man giver for to centiliter rom og en myntedusk rundt om hjørnet på Karrierebar. Til gengæld afslører vinduesudstillingen, at man så også selv skal spejle sit æg til den pris …

spejl_aegPS: Hvis du lige som jeg er ordsnob af guds nåde, findes der endnu flere kongeeksempler på malplacerede mellemrum her.

Tattoo or not tattoo

That is the question.

Det tog mig fem år at finde mod til at få lavet den første, selvom jeg har vidst, hvad det skulle være, siden min krop var barn. Jeg syntes, det var så stor en beslutning, at jeg mente, den skulle langtidsplanlægges. Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne tage mig sammen. Lige indtil den dag hvor mejsen og jeg var sure på verden samtidig og derfor fik lyst til at gøre noget dumt på den helt rigtige måde. Så vi opfandt et fiktivt møde ude i byen, stak af fra kontoret med kurs mod Nyhavn, hoppede op på hver vores briks, lukkede øjnene og åbnede dem først igen, da vi sad på Palæbar viklet ind i Vita Wrap og delte en Ale 16, inden vi gik tilbage på kontoret og følte os som et par fandens karle. Jeg havde frygtet, at jeg ville frygte, at jeg kom til at fortryde det, når jeg først havde fået den lavet. Det har jeg ikke gjort. Heller ikke selvom de få, der får lov til at se den, af og til kigger lidt undrende på motivet og først nikker forstående, når jeg forklarer, at ’jeg altså selv har tegnet den’. Heldigvis er den ikke lige så håbløs, som min første version. Tattoo-Ole tog sig nemlig frihed til lige at rette op på de værste grafiske grimheder.

Den anden er lidt mere tilgængelig for offentligheden. Specielt i disse egne, hvor solen skinner. Elefanten på min ankel var planlagt flere dage, før den ramte min krop. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville have en glad, blå en af slagsen, og Tattoo-Maria tegnede to forskellige forslag. Jeg var i tvivl, men valgte alligevel den mest infantile frem for den mere grafisk flotte. Det blev jeg glad for, da jeg senere besøgte Trykbar og kunne konstatere, at det vragede forslag til forveksling lignede motivet fra elefantøllen. Selvom jeg da ikke er for fin til at indrømme, at jeg er svært begejstret for brune beværtninger og håndbajere, synes jeg alligevel, det er betryggende, at jeg ikke er tvunget til at gå rundt med en kronisk blæk-promille.

Elefanten kostede mig bogstaveligt talt blod, sved og tårer af flere omgange, men jeg har ikke fortrudt den. På ingen måder. Heller ikke efter en kæk bubbibjørn gjorde mig opmærksom på, at jeg nu både render rundt med sommerfugl på (i) maven og elefantfod. Til gengæld troede jeg, at den anden skulle være den sidste. Sådan bliver det bare ikke. Jeg har aldrig set Miami Ink, men jeg kommer hjem herfra med en smule af den amerikanske blæk printet ind i min krop i form af en lille, ulovlig (men dog forholdsvis uskyldig) tus, som binder sommerfuglen og elefanten sammen og giver rigtig god mening for mig lige nu og lige her – og forhåbentlig også i morgen og om mange år. For som et klogt, dansk band så fint synger: