Tag-arkiv: miami

Noget om en tid der er væk

Posted on by
Svar

Jeg er i Rusland. Med Haren. Det er anden gang vi holder sommerferie her, selvom mange mener, det er en lidt atypisk destiantion for to (forholdsvis) unge tøsepiger, som nok nærmere burde tage på diskodasko i Miami. Jeg har jo været i Miami for ikke særlig lang tid siden. Og det var skønt. Men jeg elsker kontrasterne, og derfor er Moskva det helt rigtige lige nu.

Hvis man ser bort fra, at det har regnet, siden vi ankom, og her ikke er noget decideret hav, så adskiller Miami og Moskva sig desværre mindre og mindre fra hinanden. I løbet af de seks år, der er gået, siden vi var her sidst, er byen blevet invaderet af den ene amerikanerkæde efter den anden. I går aftes gik vi en tur i det gamle Arbat, som var fyldt med hyggelige, lokale boder, første gang vi var her. Nu fandt vi fem forskellige amerikanske fastfood-joints inden for en radius af 50 meter. Og selvom min maves umiddelbare indskydelse var at trille direkte ind på Wendy’s og bestille en af hver, synes jeg alligevel, det er ærgerligt og en lille smule trist, at udviklingen har sat sine tydelige spor på byen. Jeg elsker USA. Når jeg er i USA. Men når jeg er i Rusland, vil jeg hellere opleve noget af den kultur, jeg har været fascineret af, siden min far ringde hjem til mig fra Den Røde Plads for snart 20 år siden. Jeg ville give meget for at have oplevet Moskva dengang. Men det kommer jeg desværre aldrig til.

I dag gik vi i stedet efter det næstbedste og flygtede under jorden til et lille plet uden for byen, hvor meget stadig er, som det var engang. Her kunne vi kigge på små boder og købe dukker i dukker og spise borsch og gullasch og en yderst alternativ (og langt fra lækker) lille laksesandwich. Vi knækkede kyrilliske koder og blev råbt efter og grindet ad og næsten også spyttet på. Og det var fedt!

Indtil videre har jeg lært, at:

– russiske (jingle)mænd generelt er hjælpsomme og opsøgende, mens russiske kvinder er meget lidt imødekommende over for forvirrede danske tøsepiger (tænk engang …)

– Moskva er fuld af magisk musik fra andre tider. Og dans til maskinen uden lys.

– Den Røde Plads er endnu mere eventyrlig, når den er tom og lukket

– det er lettere at tage billeder af fremmede mennesker i fremmede lande

– russiske dukker er meget skræmmende (overvejer at dedikere et helt indlæg til dem)

– Lambadaen lever endnu (ikke kun i min telefon, når musvitten ringer)

– Roxette bare ikke fungerer på russisk

– regnvejrsferien tegner godt, hvis vores største problem er at beslutte, om vi skal købe en paraply med Spiderman eller Cars (Edderkoppemanden vandt. Bilerne tager sig også meget bedre ud på en vigtig madkasse …)

Fortsættelse følger …

1den_roede_plads 2dans_tiLmaskine_uden_lys 3gadedans 4meditationsgoegl 5wendys 6den_roede_blomsterregnplads 7spiderman 8babushka 9borsch 10postkortPS: БИФИ Отец есть Бог

En overraskende heldig type

Posted on by
Svar

En af de gode ting ved ikke at have styr på særlig meget er, at jeg elsker overraskelser. Engang troede jeg fejlagtigt, det måtte betyde, at alle andre også elsker overraskelser. Jeg har dog efterhånden lært, at ordensmennesker kan have lidt svært ved at kapere den slags, fordi overraskelserne saboterer alt det planlagte. Derfor er det en god idé lige at varsle en overraskelse hos et ordensmenneske, inden man overrasker. Man kan for eksempel sende en besked om, at ordensmennesket gerne må sætte kryds i kalenderen en bestemt dato og i øvrigt spare appetit op, inden man overrasker med en spontan gourmet-middag. For mit eget vedkommende er en helt bestemt del af min mave indrettet til netop den slags, så lige meget hvor mange frysepizzaer og karamelvafler, jeg har kørt ned i løbet af dagen, er der altid plads i overraskelsesmaven.

I Miami overraskede guldfisken og jeg hamsteren med en luksusovernatning den sidste aften. I dagene op til kom jeg dog til at tænke på, at jeg muligvis ikke kendte hamsteren godt nok til at vide, om hun havde et ordensmenneske gemt i sig. Måske foretrak hun i virkeligheden brunt, gulvtæppebeklædt lufthavnsmotel frem for lys og overdådig balkon-suite ved stranden – fordi det jo var sådan, vi havde planlagt den sidste overnatning hjemmefra. Heldigvis blev hun glad på den helt rigtige måde, og det gjorde mig glad på den helt rigtige måde. Det bedste ved overraskelser er nemlig, når de gør afsenderen lige så begejstret som modtageren.

Forleden modtog jeg en af de helt igennem gode overraskelser. Da jeg kom op fra frokost på arbejdet, stor der en kurv på mit skrivebord med 24 pakker i. Jeg var helt forvirret og tænkte først, at den var havnet et forkert sted (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse ved modtagelse af overraskelser som regel er, at de ikke er til mig). Heldigvis var den havnet det rigtige sted. Jeg har ikke helt forstået, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men haren syntes åbenbart ikke, at en overraskelses-rejse til London var nok. Hun har også lavet pakkekalender til mig. En over-kodyl-fantastisk en af slagsen. Selvom hun ikke fejrer jul på samme måde, som jeg gør, ved hun, at jeg elsker december lige så meget, som jeg elsker overraskelser. Gaverne er helt rigtige, men indpakningen er næsten endnu bedre. Med hver gave følger nemlig et vers fra en sang, som både passer til gaven, men som jeg også kan mærke, hun har tænkt over i forhold til mig. I morges, da jeg skulle lede efter dagens pakke, kom jeg til at smugkigge på sangen til d. 24. … og blev endnu engang mindet om, at jeg på mange måder virkelig er en heldig halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert.

sidste_time

En gammel mand og en stor fisk

Posted on by
Svar

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Key West om morgenen

Posted on by
Svar

Miami er måger. Key West er kyllinger. Hanekyllinger, der galer i kor og om kap med hinanden gennem den sovende by.

Det er Thanksgiving morning og med margaritas fra Sloppy Joe’s i blodet er solopgangen ekstra fin. De, der allerede er ude, nikker og siger ‘mår’nin’, og jeg nikker tilbage, mens jeg prøver at regne ud, hvad der er anderledes, end det plejer at være. En kvinde stiller bekymrede spørgsmål til min kropstemperatur. Jeg smiler og svarer, at jeg er okay. Trods gåsehud og det, der er værre. Solen skinner. Alt er godt. Også selvom jeg har glemt mit kort over byen og ikke aner, hvor jeg er på vej hen. En ældre herre tøffer forbi på scooter og råber ‘Ho ho ho’ efter mig. Jeg kan ikke afgøre, om det er fordi, julestemningen har ramt ham, eller om det er endnu en kommentar til min sparsomme påklædning (jeg HAR altså tøj på. Også mere end bare bikini …) Det undrer mig, at jeg kan høre ham. Pludselig går det op for mig, hvad der er anderledes, end det plejer at være. Jeg har glemt musikken i mine ører. Den betryggende barriere mellem mig og virkeligheden ligger hjemme på hotelværelset og sover sammen med hamsteren og guldfisken. Og det er faktisk slet ikke så farligt at kunne høre verden og hanerne og de mennesker, jeg sniger mig til at tage billeder af. Selvom de opdager det, bliver de ikke sure. Musik i ørerne kan være godt, men musik uden for ørerne er endnu bedre, da det kommer fra det åbne vindue ved en lukket bar. Bobby McFerrin synger ‘Don’t Worry, Be Happy’. Samme melodi, der vækker mig hver morgen, når telefonen begynder at vibrere. Måske er jeg alligevel meget godt i sync med verden.

PS: Tak.

Tattoo or not tattoo

Posted on by
Svar

That is the question.

Det tog mig fem år at finde mod til at få lavet den første, selvom jeg har vidst, hvad det skulle være, siden min krop var barn. Jeg syntes, det var så stor en beslutning, at jeg mente, den skulle langtidsplanlægges. Hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne tage mig sammen. Lige indtil den dag hvor mejsen og jeg var sure på verden samtidig og derfor fik lyst til at gøre noget dumt på den helt rigtige måde. Så vi opfandt et fiktivt møde ude i byen, stak af fra kontoret med kurs mod Nyhavn, hoppede op på hver vores briks, lukkede øjnene og åbnede dem først igen, da vi sad på Palæbar viklet ind i Vita Wrap og delte en Ale 16, inden vi gik tilbage på kontoret og følte os som et par fandens karle. Jeg havde frygtet, at jeg ville frygte, at jeg kom til at fortryde det, når jeg først havde fået den lavet. Det har jeg ikke gjort. Heller ikke selvom de få, der får lov til at se den, af og til kigger lidt undrende på motivet og først nikker forstående, når jeg forklarer, at ’jeg altså selv har tegnet den’. Heldigvis er den ikke lige så håbløs, som min første version. Tattoo-Ole tog sig nemlig frihed til lige at rette op på de værste grafiske grimheder.

Den anden er lidt mere tilgængelig for offentligheden. Specielt i disse egne, hvor solen skinner. Elefanten på min ankel var planlagt flere dage, før den ramte min krop. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville have en glad, blå en af slagsen, og Tattoo-Maria tegnede to forskellige forslag. Jeg var i tvivl, men valgte alligevel den mest infantile frem for den mere grafisk flotte. Det blev jeg glad for, da jeg senere besøgte Trykbar og kunne konstatere, at det vragede forslag til forveksling lignede motivet fra elefantøllen. Selvom jeg da ikke er for fin til at indrømme, at jeg er svært begejstret for brune beværtninger og håndbajere, synes jeg alligevel, det er betryggende, at jeg ikke er tvunget til at gå rundt med en kronisk blæk-promille.

Elefanten kostede mig bogstaveligt talt blod, sved og tårer af flere omgange, men jeg har ikke fortrudt den. På ingen måder. Heller ikke efter en kæk bubbibjørn gjorde mig opmærksom på, at jeg nu både render rundt med sommerfugl på (i) maven og elefantfod. Til gengæld troede jeg, at den anden skulle være den sidste. Sådan bliver det bare ikke. Jeg har aldrig set Miami Ink, men jeg kommer hjem herfra med en smule af den amerikanske blæk printet ind i min krop i form af en lille, ulovlig (men dog forholdsvis uskyldig) tus, som binder sommerfuglen og elefanten sammen og giver rigtig god mening for mig lige nu og lige her – og forhåbentlig også i morgen og om mange år. For som et klogt, dansk band så fint synger:

Tanker om tid som er gået

Posted on by
Svar

Ud over undulatens videooptagelser af en ung Skudamuda, som taber kager og slår knapt-så-flatterende kolbøtter findes der en anden video af mig fra dengang, min krop var barn. Den er optaget 5-6 år senere i Florida På det tidspunkt svarede Miami til månen i min verden, hvor mine hidtil største eventyr talte den allerførste flyvetur til Bornholm (som dog ikke var lige så action-packed som en andens første flyvetur fra samme destination), en charter til Costa del Sol og en række far-mor-og-børn-køreture i Europa.

Men så skete ting og lige pludselig hed det ikke længere far-mor-og-børn men papfar-mor-og-børn. For at ryste den lille, nye familieflok sammen lå der derfor syv flybilletter til Florida under træet juleaften 1995. Først troede jeg, det var løgn. Men den var god nok, og tre måneder senere sad jeg i en jumbo over Atlanten omringet af gamle og nye søstre (det var i øvrigt på den flyvetur, jeg meget højlydt besluttede mig for at stille min ene søster det yderst passende spørgsmål: ’Hvad er en orgasme?’ Hun skylder mig stadig et svar …)

Jeg genså Florida-vidoen for et par uger siden, da jeg var hjemme i verdens-mindste-by. Den mindede mig om gode tider, hvor jeg primært padlede rundt i en pool iført neon-badedragt og var overvældet over alt og alting. Dengang drømte jeg om alle de rejser og eventyr, jeg skulle ud på, når min krop blev voksen. Jeg har gjort en stor indsats for at realisere de drømme (en lidt for stor indsats, ville min bankrådgiver muligvis mene), og nu er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det ligner sig selv, selvom alt har ændret sig.

Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter en tidlig morgentur på stranden, hvor jeg tulrede rundt alene og ventede på, at guldfisken og hamsteren vågnede. Miami Beach klokken 7.00 er duft af barbecue, som skal spises i solen. Det er en hjemløs fyr med det vildeste dread-garn, som er venner med alle byens duer. Det er en morgen-brandert-pige i stiletter, som skvatter på fortovet og bliver samlet op af sin fyr. Det er neon i palmer med lange skygger. Det er to børn, der gynger side om side og sikkert godt kan se det fine i, at de ikke gynger helt i takt. Og så er det en ensom måge, der går rundt i sandet uden af have nogen af snakke sjovt med.

Lige om lidt er Miami Beach heldigvis også stedet, hvor en guldfisk, en hamster og en elefant lufter de forsømte bikinier og kigger på livreddere i solen, mens de planlægger, hvilke drinks der skal fyldes i glassene i aften. Og det er nok også stedet, hvor en elefant får en lille nostalgi-nedsmeltning over tid, som er gået.

PS: Muligvis svarede Miami til månen for mig for 16 år siden. Men verden er blevet mindre siden da. Det fandt jeg ud af, da vi i går sad ved stranden med feriens første øl og pludselig spottede journalist-kollega fra København, som har valgt samme tid og sted for sin herretur, som vi har for vores tøsetur. Et af den slags skræmmende tilfælde, som alligevel giver meget god mening …