Noget om ting der lykkes

For et par år siden gik jeg i gang med at skrive første kapitel på et bogudkast. Jeg havde en historie i mit hoved, jeg gerne ville fortælle, men den ville ikke rigtig komme ordentligt ud. Da jeg havde de første par sider klar, gjorde jeg det, jeg altid gør, når jeg brænder inde med noget, jeg er bange for at vise til resten af verden. Jeg viste det til giraffen først, fordi jeg ved, at han altid er ærlig, og at han altid kan lide mig, selvom jeg skriver/siger/ligner en omgang lort.

Han syntes ikke, det var dårligt. Men han syntes heller ikke, det var rigtig godt. Lidt samme følelse, jeg selv havde. Vi snakkede om, hvordan jeg kom videre, og han spurgte, om jeg ikke kunne skrive historien i samme stil, som jeg skriver her på bloggen, fordi han mente, det ville få ordene til at flyde bedre.

Han havde ret, for historien flød pludselig noget så fint, og fire måneder senere havde jeg et par hundrede siders manusudkast klar til at blive kastet ud i 30-40 gennemskrivninger. Gennemskrivninger, hvor jeg konstant skiftede mellem at tro på historien og fortryde, at jeg nogensinde havde bildt mig selv ind, at jeg kunne skrive.

Heldigvis vandt troen over fortrydelsen. Og heldigvis havde jeg en giraf, der sagde, at jeg skulle blive ved med at skrive, fordi det gjorde mig glad. Også selvom jeg muligvis var et bedre økonomisk parti, hvis jeg brugte lidt mere tid på sådan nogle rigtige arbejdsopgaver.

Det gør mig virkelig glad at skrive. Det har det gjort siden 1992. Jeg føler mig heldig, fordi glæden stadig hænger ved, og jeg føler mig endnu mere heldig, fordi jeg nu er ramlet ind i et forlag, som tror så meget på min historie, at de vil udgive den.

Så den 18. august udkommer den endelig på rigtigt papir. Faktisk kan den allerede nu købes med en klækkelig rabat, hvis du besøger forlagets hjemmeside. Jeg belønner alle køb med en kæmpe omgang god karma på glædeskontoen.

vi_var_engang

 

Noget om tid – part II

Tiden går. Stadig. I samme tempo og efter samme system som sidst, jeg skrev om den. Og lige så godt. På nogle punkter endnu bedre.

For tiden tager tanker om tiden rigtig meget tid hos mig. Hvor mange timer er der for eksempel fra nu af, til den første lunkne dåsebajer bliver åbnet på åbent græs? (Overraskende få). Og hvor mange nætter er der, til mandag om halvanden uge generobrer sin stjernestatus, og skeerne for en kort bemærkning igen får lov til at ligge rigtigt? (Alt for mange!)

Og hvordan kan det være, det føles som om, at der er meget lang tid, til jeg overtager min helt egen kontorhimmel på den gamle mønt ved den trygge bar, når der samtidig er alt, aaaalt for kort tid tilbage i selskab med verdens bedste kolleger på verdens bedste arbejdsplads?

Når jeg har for meget tid til at tænker over tiden, der går, springer neuroserne ud i fuldt flor. Som i nat, hvor jeg ikke kunne sove, fordi mit hoved igen havde fået drømme-overload (jeg vil spare jer for detaljerne denne gang, men kan afsløre, at et af nattens drømmekapitler handlede om, at den ellers forholdsvis kontrollerede koala ørlede ud over mig, lige efter jeg havde bøjet en lastbil med tankens kraft på vej ned ad en fransk skipist).

Eller i dag, hvor jeg har brugt alle kontortimerne på at eksportere filer og kigge på procenter, der talte op, mens tiden talte laaaaangsomt ned. Så kunne jeg jo passende bruge ventetiden på at lade ufornuften sejre og smide alle de penge, jeg ikke har, efter noget, jeg i princippet godt kunne undvære. Så som specialdesignet gøglertøj med snabeldyr.

Men lige meget hvor ufornuftigt det er, bliver det heldigvis aldrig irrelevant!

elefantshirt

 

Noget om hvordan mit liv ikke blev

Midt i projekt ryd-op-i-eget-liv fandt jeg en gammel, dansk stil, som jeg skrev, da jeg var 14. Den handlede om mit liv om 15-20 år. Altså handlede den om, hvordan jeg forestillede mig, at mit liv ville være lige nu. Som 14-årige befandt jeg mig i limbo-perioden mellem at være drømmebarn, som tror, alt kan lade sig gøre, og drømme(wannabe)voksen, som har indset, at der findes grænser, men alligevel insisterer på at forsøge at sprænge dem.

Den 14-årige Skudamuda var blevet smittet med noget konformt. Ifølge hende, så har jeg i dag to børn med de populære to års mellemrum. En dreng og en pige, selvfølgelig. Jeg har et hus i forstæderne, og så spiller jeg tennis med min mand, Karsten, som jeg blev gift med, da jeg var 24.

24!!! Da jeg var 24, var jeg ikke i stand til meget mere end at knytte mig til min favoritstol på Trykbar for en enkelt fredag nat. Det tætteste, jeg var kommet på et fast forhold, var et par måneders intens sommerflirt, som kun varede så længe, fordi jeg var væk fra byen det meste af tiden og ingen af os derfor havde de vilde muligheder for at slutte det.

Jeg har én gang i mit liv rørt en tennisketcher og konstateret, at jeg syntes, den var alt for tung, så den kommer jeg nok heller aldrig til at samle op igen. Til gengæld foreslog solsorten forleden, at jeg skulle anskaffe mig stangtennis til mit kommende kontor (mere om det meget snart), men jeg tvivler på, den 14-årige ville kategorisere det som en form for voksenseriøsitet. Specielt ikke fordi det var tænkt som en slags fredagsbarsdrukleg.

Så er der det med Karsten og et hus i provinsen og de to perfekte børn (musvitten grinede meget af, at jeg tydeligvis havde valgt det mest voksenmandsagtige navn, jeg kunne støve op, fordi jeg vel havde forestillet mig, at jeg skulle finde sådan en meget seriøs mand, som kunne tage sig af mig). Beklager, 14-årige mig, men jeg er bange for, at jeg også her kommer til at skuffe dig. På alle tre punkter. For ser du, efter dig kom der en 17-årig provinsrebel, der læste Simone de Beauvoir som sin bibel og proklamerede, at hun var færdig med mænd (det var en meget kort karriere, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis sagde jeg aldrig noget om, at jeg var færdig med giraffer). Senere kom en 21-årig storbydrømmer, der ofrede en stor del af bankens guldbarre på at æde verden og opdage, at hun fik klaustrofobi ved tanken om en dag at skulle bindes op på et dyrt forstadshus. Og senere endnu kom en 29-årig frihedselsker, som endelig tog sig sammen til at forsøge at forklare sin søde, bekymrede mormor, at selvom hun mener, børn er meningen med livet, så er det ikke nødvendigvis meningen med alles liv.

Så kære 14-årige mig. Jeg ved godt, du havde forestillet dig, tingene skulle se lidt anderledes ud nu. Og jeg ved, at jeg muligvis har skuffet dig. Til gengæld har du stadig til gode at lære dig selv at kende og finde ud af, hvad der gør dig glad. Rigtig glad helt ned i maven.

Glæd dig til det. Det bliver lidt forfærdeligt, meget forvirrende og fuldstændig fantastisk!

20140608-094905-35345790.jpg

Noget om drømmenes lyd

Jeg drømmer ekstraordinært meget for tiden. Mest i vågen tilstand. Når jeg sover, er det bare det sædvanlige kaos tilsat det ekstra tvist, som uundgåeligt tvister sig i sådan en periode, hvor mange ting sker. De sovende drømme bliver tit afbrudt af en langhalset type, som kommer til at mandebrøle mig direkte ind i ørekanalen, fordi hans sovetanker pludselig befinder sig i et stort badekar med nogle meget farlige fisk, som begynder at hyggespise ham. Hvis jeg er rigtig heldig, og det er jeg tit, fordi jeg har hapset mig verdens sjoveste sovemakker, så får jeg også et søvnforedrag om livsvigtige emner – for eksempel teorien om Damhuskroens store potentiale for alverdens singler, som kan finde den eneste ene lige netop dér (og så kan de synge da da da da daaa).

Men når jeg ikke sover, drømmer jeg, at der er en helt bestemt mening med det vågne virvar. Med usikkerheden og listetæerne og roderiet og det dybe vand. Jeg drømmer, at det hele nok skal gå, og at sværheden faktisk er helt okay, fordi det så kommer til at føles så meget bedre, når letheden på et tidspunkt i fremtiden (meget gerne i den ikke alt for fremmede fremtid) møffer sig ind i midten og kræver sin plads og sørger for, at meningen får lov til at give mening på den helt rigtige måde. Jeg drømmer, at alt bliver skide godt. Og jeg er heldigvis skide god til at drømme. Hvis jeg nu selv skal sige det …

Nedsmeltning og optøning

Min hukommelse skræmmer mig for tiden.

Jeg glemmer møder og fødselsdage, og når jeg står under bruseren om morgenen, glemmer jeg, om jeg har vasket hår.

Jeg glemmer at åbne munden, når jeg skal drikke, og en dag glemte jeg, hvordan haren ser ud, selvom hun er en af dem, jeg kender allerbedst.

Jeg glemmer hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Og jeg glemmer, hvad jeg har glemt.

I en periode var jeg bange for, at jeg heller ikke kunne huske, hvordan foråret ser ud. Det blev jeg heldigvis mindet om i dag, og selvom jeg bruger en stor del af min vågne tid på at drømme mig til varme lande, så er min egen strand nok det helt rigtige sted lige nu. I hvert fald for en helspekulerende type, som forsøger at huske sig selv midt i den store forvirring.

foraar

En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Noget om naive drømme og missioner

Jeg er håbløst godtroende. Muligvis grænsende til det skræmmende naive. Det vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik det endnu engang bekræftet i dag til en af de der personlighedsanalyser, som åbenbart hører arbejdslivet til. Det er den slags, der kan give længerevarende nedsmeltninger med dertilhørende nervøsitets-trækninger ved øjet. Den er ikke ligefrem tryg, den der tanke om at skulle tilbringe en halv time isoleret i et mødelokale med fremmed mandsperson i jakkesæt, som (ved at kigge på en række standard-spørgsmål, jeg har besvaret) kan fortælle, hvem jeg er. For jeg ved jo ikke engang selv, hvem jeg er. Ikke helt i hvert fald. Hver gang jeg synes, jeg bliver en lille smule klogere på det, gør jeg et eller andet, som overrasker, skræmmer, skuffer, forundrer eller i helt sjældne tilfælde imponerer mig selv i en sådan grad, at jeg alligevel slet ikke er den, jeg troede, jeg var.

For 5-6 år siden endte jeg på en eller anden måde alene i et rum sammen med sådan en semi-clairvoyant type, der efter 30 sekunder fortalte mig detaljer om min personlighed, jeg ikke selv havde turdet indse, men som gav utrolig god mening, da de blev smidt i hovedet på mig. Det skræmte mig i en sådan grad, at jeg helt glemte at følge hendes råd (eller nærmere direkte advarsel). Jeg havde alt for travlt med at være skeptisk-skråstreg-skræmt. Men hun havde helt ret i det, hun sagde, og lige meget om hun så fik signalerne direkte fra ukendte højere magter eller bare var utroligt god til at gætte, så lærte jeg på den hårde måde, at det altså godt kan betale sig at lytte efter, når nogen forsøger på at give et skub i den rigtige retning.

I dag fik jeg så at vide, at jeg skulle forsøge at skubbe mig selv i en retning, hvor jeg forholder mig lidt mere skeptisk til folk omkring mig. For – som analyserende mandsperson i jakkesæt sagde: ’Du har så meget tiltro og tillid til dine medmennesker, at du risikerer at blive skuffet gang på gang på gang’. Det tsk’ede jeg lidt over, mens jeg gik tilbage til mit skrivebord. Og videre ud til køleskabet for at hente den cola, jeg havde lagt derud et par timer tidligere (så jeg vidste, den var helt perfekt og kold på det tidspunkt, hvor jeg havde sjusset mig frem til, at min personlighedsanalyse-nedsmeltning ville indtræffe).

Men colaen var væk. Ligesom den også var sidste gang, jeg havde lagt en derud. Og gangen før det. Nogen havde taget den, selvom de godt vidste, at den ikke var deres. Indrømmet, jeg er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil for tiden (en tilstand, der allerede er blevet konstateret på kontoret, på stambaren og i den slags situationer, hvor gråd er allermest akavet og uvelkommen), men når man får lyst til at tude over en tabt cola, bør man nok høre nogle alarmklokker bimle et sted. Mine kolleger fik dog et fint grin ud af koblingen mellem den nyligt konstaterede naivitet efterfulgt af omgående skuffelse over fortsatte kontorkøleskabstyverier (men altså – hvem gør sådan noget? Igen og igen og igen? Hvad er det for en verden, vi lever i???)

Måske handlede det slet ikke om den cola. Måske handlede det ikke engang om den personlighedsanalyse. Måske handlede det i højere grad om det faktum, at jeg er gået ind i en uge, hvor mange ting sker. Mange gode ting. Men muligvis også lige præcis den uge, hvor min naivitet kan blive sat på en helt afgørende prøve. En af den slags, som kan ende ud i uvelkommen (fortsat) nedtur og medfølgende selv-udskældelse over indbildskhed og (den helt slemme) prætentiøsitet (er det overhovedet et rigtigt ord? Eller er det kun uudholdeligt prætentiøse typer, der kan finde på at skrive den slags?)

Dog kan jeg trøste mig med, at jeg stadig har fat i spidsen af det spinkle strå, som slår rødder ned i de allerstørste drømme. Dem, der endnu ikke har fået et definitivt nej. Og jeg synes faktisk, det er al naiviteten og alle de mulige skuffelser værd at beholde troen på, at det næsten-umulige kan ske, og at missioner muligvis kan blive til en slags virkelighed.