Noget om kaos og kontrol

Vi bygger om. Om lidt, altså. Lige nu lader den langhalsede op på langs, som de fleste velfungerende typer ville gøre lørdag klokken alt for tidlig morgen. Men jeg kan ikke sove, fordi jeg tænker på alt det, der skal rives ned.

Jeg har længe haft et passioneret had-had-forhold til vores køkken, som kulminerede en tømmermændsmorgen, hvor jeg kom til at sluge en gammel, forpuppet edderkop, som havde bevæget sig ud af køkkenvæggen og ned i det glas rød saft, jeg vendte bunden i vejret på. Det er tussegammelt, bordpladen er en halv meter for lav, og der falder puds fra væggene ned i gryderne. Og om lidt er det væk. Om lidt har vi revet det hele ned (plus en væg), og engang ude i fremtiden har vi et dobbelt så stort køkken med hvide elementer og opvasker og alt det dyre.

Det har jeg glædet mig til i tre år, så derfor har jeg lidt svært ved at gennemskue, hvorfor jeg de sidste par uger slet ikke har kunnet være i egen krop ved tanken om, at det gamle lortekøkken skal ned. Jeg tror ikke, det handler om seperationsangst (den her gang), selvom det da er lidt vemodigt at tænke på, at det var lige netop i det køkken, den langhalsede lavede indianergryde til mig, første gang jeg besøgte ham. Måske handler det mere om, at jeg er bange for kaos. Og bange for den type, jeg åbenbart forvandler mig til i frygten for kaos. 

Jeg har altid haft en meget afslappet tilgang til praktiske udfordringer og tænkt, at det hele nok skal gå, og hvis det ikke går, så går det bare på en anden måde. Problemet er, at jeg har mødt min overmand i laissez fairenes. Giraffen har det nemlig helt cool med, at vi ikke har bestilt et nyt køkken, før vi river det gamle ned, at vi ikke har booket håndværkere endnu, og at vi glemte at spørge alle de stærke typer, vi kender, om de vil give et nap med, når vores 250 kilo tunge bordplade skal bæres ned. 

Jeg er ikke den store parforholdsekspert, men jeg er ved at lære, at der altid er en, der er mere kontrolfreak end den anden. Og selvom den langhalsede kun er to millimeter foran mig på mañana-kontoen, gør det alligevel mig til den irriterende overrealist, som sætter spørgsmålstegn ved alt. ALT! Det var meget fint, da giraffen foreslog, at vi startede med at blænde den ene dør af, og jeg pointerede, at det måske var smart at rive væggen ned inden, så vi rent faktisk kan komme ind i rummet. Men i stort set alle andre situationer er det røvsygt. Og jeg kan godt forstå, hvis han er ved at blive tosset af at have en topirriterende type i hælene, der kun kan sige sætninger, der starter med: “Hvad nu hvis …”, “Pas på …” og “NEJ!”

For nogle dage siden havde jeg en nedsmeltning, fordi jeg simpelthen blev så træt af at høre på mig selv, og fordi jeg kunne mærke, at det blev sværere og sværere at trække vejret ordentligt for hvert forbehold. Jeg er med på, at det kan være godt at være realist, men det er virkelig ikke godt for en type, som altid har befundet sig glimrende i rollen som jubeloptimist. Så jeg besluttede mig for at vende 180. Prøve, i hvert fald.

Det går ikke altid godt, men i enkelte situationer vinder jeg. Som da jeg for eksempel fik overbevist mig selv om, at det var en skide god idé at smække noget pangfarvet graffiti med en kæmpe dinosaur op på den ene væg. Giraffen holder dog på, at det er en drage, fordi den spyr ild og ikke ligner en dinosaur. Og selvom det var hans idé først, var det også ham, der meldte den ned til sidst, fordi det var lige vildt nok, og vi sikkert bliver graffititrætte efter ti sekunder (jeg plager stadig, for nu VIL jubeloptimisten have den dinosaur).

Han vågner om lidt, og så er der ingen vej tilbage. Om nogle timer er vi en væg, et råddent køkken og tre tons puds fattigere. Og hvis alt går godt (selvfølgelig går det godt), har vi et nyt køkken om tre uger plus det løse. Jeg prøver at lade være med at kegle ud og gå i kontrolpanik undervejs. For måske handler det i virkeligheden slet ikke om det køkken. Måske handler det mere om, at meget forandrer sig meget hurtigt for tiden, og gode ting sker. Det er fedt, hvis man kan følge med og undgå kaosfrygt. Og selvfølgelig kan jeg det, siger jubeloptimisten lige nu …

Noget om drømmenes lyd

Jeg drømmer ekstraordinært meget for tiden. Mest i vågen tilstand. Når jeg sover, er det bare det sædvanlige kaos tilsat det ekstra tvist, som uundgåeligt tvister sig i sådan en periode, hvor mange ting sker. De sovende drømme bliver tit afbrudt af en langhalset type, som kommer til at mandebrøle mig direkte ind i ørekanalen, fordi hans sovetanker pludselig befinder sig i et stort badekar med nogle meget farlige fisk, som begynder at hyggespise ham. Hvis jeg er rigtig heldig, og det er jeg tit, fordi jeg har hapset mig verdens sjoveste sovemakker, så får jeg også et søvnforedrag om livsvigtige emner – for eksempel teorien om Damhuskroens store potentiale for alverdens singler, som kan finde den eneste ene lige netop dér (og så kan de synge da da da da daaa).

Men når jeg ikke sover, drømmer jeg, at der er en helt bestemt mening med det vågne virvar. Med usikkerheden og listetæerne og roderiet og det dybe vand. Jeg drømmer, at det hele nok skal gå, og at sværheden faktisk er helt okay, fordi det så kommer til at føles så meget bedre, når letheden på et tidspunkt i fremtiden (meget gerne i den ikke alt for fremmede fremtid) møffer sig ind i midten og kræver sin plads og sørger for, at meningen får lov til at give mening på den helt rigtige måde. Jeg drømmer, at alt bliver skide godt. Og jeg er heldigvis skide god til at drømme. Hvis jeg nu selv skal sige det …

Halvkaotisk opturs(s)tilstand

Genforeninger kan godt gøre mig lidt nervøs. Og nervøsitet peger som regel i retning mod sikker katastrofe for mit vedkommende. Specielt hvis der er alkohol involveret.

Jeg ved ikke, hvorfor nervøsiteten opstår. Måske er det fordi, jeg er bange for, at de personer, jeg ikke har set længe, har en speciel forventning om, hvordan jeg skal være. Måske er det fordi, jeg har lidt for høje forventninger til mig selv, og genforeninger tvinger mig til at gøre status over eget halvkaotisk liv. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når man frygter, ting går galt, så går de som regel galt. Ikke nødvendigvis fordi det behøvede at gå galt, men fordi man ødelægger det for sig selv.

For nogle år siden var jeg til gammel-elev-fest på mit gymnasium. Det kørte ikke helt for mig i den periode, og i et forsøg på at skjule tilværelsens tragikomiske tilstand prøvede jeg at fjerne opmærksomheden fra manglende glød ved at vende bunden i vejret på lidt for mange rødvinsglas. Det resulterede i gigantbrandert, som egentlig først slog rigtig hårdt, da jeg blev sat af på Valby station, hvor jeg skulle alene med det sidste tog mod Odense, fordi jeg havde undervisning på uni dagen efter.

Jeg ved ikke, hvad der skete. Men jeg kom i hvert fald ikke med det tog. Til gengæld har jeg en svag erindring om, at jeg har siddet i mellemgangen i et andet tog og kastet op. Helt sølle på et klapsæde med hovedet mod væggen. Jeg tror muligvis, jeg blev observeret med afsky af et styks noget-mere-ædru par (heldigvis var det før, youtube-videoer af fulde stoddere i offentligt rum for alvor blev populære). Og så ved jeg, at jeg endte på Hovedbanegården (en taxabon viser, at jeg muligvis også har været et smut omkring Nørreport, men det fandt jeg først ud af flere dage senere, da jeg så min kontoudskrift). Jeg ved, at jeg kom med morgentoget hjem. Hvad der skete i mellemtiden, har jeg ingen anelse om. I princippet kunne jeg have deltaget i spontan excorsisme eller lyksaliggjort en ninja uden at vide det. Men sandsynligvis har jeg bare siddet på en bænk på spor 6 fra klokken 2 til klokken 5. I flere graders februarfrost. Jeg har været verdens letteste offer, men sikkert alligevel så sølle, at ingen gad nærme sig. Katten gider jo heller ikke jagte de døde mus. Til mit held.

Et års tid senere skulle jeg til folkeskole-reunion. De fleste gæster havde jeg ikke set, siden jeg gik ud af 9. klasse, og nervøsiteten blev næsten overskygget af forventningen om at blive opdateret.

Problemet var bare, at jeg dagen inden kom til at tage til studiefodboldfest i Aarhus, hvor jeg råbte og skreg på banen i to gange 30 for derefter at tylle fadøl i Bunkeren og tage i byen for at jagte den helt forkerte fyr. På grund af ham kom jeg ikke med mit tog klokken 2 som planlagt. Klokken 2.03 kyssede han med en anden, og jeg havde intet andet valg end at drikke mig så langt ned, at jeg først fik kastet mig ind på stuegulvet hos mine forældre, da både solen og hele familien var stået op.

Jeg nåede at få sådan cirka to timers søvn, inden jeg skulle videre til den reunion. Med sprutånde og tømmermænd helt ud i neglene. Og såret stolthed og ømt hjerte og en stemme, der var væk. Den var simpelthen forsvundet. Jeg har tit været hæs, men jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet, at jeg intet kunne sige. Som i overhovedet. Super sejt udgangspunkt for at gøre et godt indtryk på alle dem, jeg ikke havde set siden de tidlige teenageår. Jeg er sikker på, at jeg fremstod som en ret tjekket type. Specielt da min klasselærer (som jeg selvfølgelig fik æren af at sidde ved siden af), venligt bad mig om at lade være med at tale til hende. Fordi hun ikke kunne forstå den der lyd af sandpapir mod flamingopap, som kom ud, hver gang jeg åbnede munden. Flot!

I går stod den på revanche-reunion med min gymnaiseklasse. Hos mig i huset af guld, hvor jeg også boede, dengang vi blev studenter. Det kunne være gået meget, meget galt. Jeg har det sidste stykke tid gennemgået forskellige mulige skrækscenarier i mit hoved i et forsøg på at lave eventuel damage control på forhånd. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvad der skete. Måske er jeg rent faktisk blevet smittet med noget voksent eller det, der er værre. Men det endte på en eller anden måde med at være mig, der måtte holde fuldemandsoffer på panden og tilbringe natten mellem to sofahynder på gulvet for at sikre mig, at offeret blev ved med at trække vejret (vedkommende, som engang har fortalt mig, at fulde mennesker kan blive kvalt i eget bræk, fortjener fem smølfespark i straf for at forhindre mulig nattesøvn grundet ustyrlig bekymring).

Faktisk viste det sig at være en helt igennem uproblematisk hyggelig og sjov aften. Med opdateringer og skraldgrin og kan-du-så-huske-dengang’er. Og kig i den blå bog, hvor der åbenbart står, at mit motto i gymnasiet var: ’Jeg er ikke fuld – jeg er bare glad’. Det var jeg også i går. Og den slags følelser skal man bestemt ikke kimse af nu-til-dags …

Blåbogsuddrag

Blåbogsuddrag

PS: Er jeg den eneste, der aldrig har regnet ud, præcis hvordan man kimser? Jeg forstiller mig altid noget med en hamster, men jeg har ingen idé om, hvordan det billede er kommet ind i mit hoved.

PPS: Nærlæsning af den blå bog tyder på, at nogen åbenbart har været lidt bekymret for min psykiske stabilitet. Bare rolig. Der er styr på kaos (eller kaos på styret. Eller noget …)

blaa_bog2