Halvkaotisk opturs(s)tilstand

Genforeninger kan godt gøre mig lidt nervøs. Og nervøsitet peger som regel i retning mod sikker katastrofe for mit vedkommende. Specielt hvis der er alkohol involveret.

Jeg ved ikke, hvorfor nervøsiteten opstår. Måske er det fordi, jeg er bange for, at de personer, jeg ikke har set længe, har en speciel forventning om, hvordan jeg skal være. Måske er det fordi, jeg har lidt for høje forventninger til mig selv, og genforeninger tvinger mig til at gøre status over eget halvkaotisk liv. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når man frygter, ting går galt, så går de som regel galt. Ikke nødvendigvis fordi det behøvede at gå galt, men fordi man ødelægger det for sig selv.

For nogle år siden var jeg til gammel-elev-fest på mit gymnasium. Det kørte ikke helt for mig i den periode, og i et forsøg på at skjule tilværelsens tragikomiske tilstand prøvede jeg at fjerne opmærksomheden fra manglende glød ved at vende bunden i vejret på lidt for mange rødvinsglas. Det resulterede i gigantbrandert, som egentlig først slog rigtig hårdt, da jeg blev sat af på Valby station, hvor jeg skulle alene med det sidste tog mod Odense, fordi jeg havde undervisning på uni dagen efter.

Jeg ved ikke, hvad der skete. Men jeg kom i hvert fald ikke med det tog. Til gengæld har jeg en svag erindring om, at jeg har siddet i mellemgangen i et andet tog og kastet op. Helt sølle på et klapsæde med hovedet mod væggen. Jeg tror muligvis, jeg blev observeret med afsky af et styks noget-mere-ædru par (heldigvis var det før, youtube-videoer af fulde stoddere i offentligt rum for alvor blev populære). Og så ved jeg, at jeg endte på Hovedbanegården (en taxabon viser, at jeg muligvis også har været et smut omkring Nørreport, men det fandt jeg først ud af flere dage senere, da jeg så min kontoudskrift). Jeg ved, at jeg kom med morgentoget hjem. Hvad der skete i mellemtiden, har jeg ingen anelse om. I princippet kunne jeg have deltaget i spontan excorsisme eller lyksaliggjort en ninja uden at vide det. Men sandsynligvis har jeg bare siddet på en bænk på spor 6 fra klokken 2 til klokken 5. I flere graders februarfrost. Jeg har været verdens letteste offer, men sikkert alligevel så sølle, at ingen gad nærme sig. Katten gider jo heller ikke jagte de døde mus. Til mit held.

Et års tid senere skulle jeg til folkeskole-reunion. De fleste gæster havde jeg ikke set, siden jeg gik ud af 9. klasse, og nervøsiteten blev næsten overskygget af forventningen om at blive opdateret.

Problemet var bare, at jeg dagen inden kom til at tage til studiefodboldfest i Aarhus, hvor jeg råbte og skreg på banen i to gange 30 for derefter at tylle fadøl i Bunkeren og tage i byen for at jagte den helt forkerte fyr. På grund af ham kom jeg ikke med mit tog klokken 2 som planlagt. Klokken 2.03 kyssede han med en anden, og jeg havde intet andet valg end at drikke mig så langt ned, at jeg først fik kastet mig ind på stuegulvet hos mine forældre, da både solen og hele familien var stået op.

Jeg nåede at få sådan cirka to timers søvn, inden jeg skulle videre til den reunion. Med sprutånde og tømmermænd helt ud i neglene. Og såret stolthed og ømt hjerte og en stemme, der var væk. Den var simpelthen forsvundet. Jeg har tit været hæs, men jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet, at jeg intet kunne sige. Som i overhovedet. Super sejt udgangspunkt for at gøre et godt indtryk på alle dem, jeg ikke havde set siden de tidlige teenageår. Jeg er sikker på, at jeg fremstod som en ret tjekket type. Specielt da min klasselærer (som jeg selvfølgelig fik æren af at sidde ved siden af), venligt bad mig om at lade være med at tale til hende. Fordi hun ikke kunne forstå den der lyd af sandpapir mod flamingopap, som kom ud, hver gang jeg åbnede munden. Flot!

I går stod den på revanche-reunion med min gymnaiseklasse. Hos mig i huset af guld, hvor jeg også boede, dengang vi blev studenter. Det kunne være gået meget, meget galt. Jeg har det sidste stykke tid gennemgået forskellige mulige skrækscenarier i mit hoved i et forsøg på at lave eventuel damage control på forhånd. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvad der skete. Måske er jeg rent faktisk blevet smittet med noget voksent eller det, der er værre. Men det endte på en eller anden måde med at være mig, der måtte holde fuldemandsoffer på panden og tilbringe natten mellem to sofahynder på gulvet for at sikre mig, at offeret blev ved med at trække vejret (vedkommende, som engang har fortalt mig, at fulde mennesker kan blive kvalt i eget bræk, fortjener fem smølfespark i straf for at forhindre mulig nattesøvn grundet ustyrlig bekymring).

Faktisk viste det sig at være en helt igennem uproblematisk hyggelig og sjov aften. Med opdateringer og skraldgrin og kan-du-så-huske-dengang’er. Og kig i den blå bog, hvor der åbenbart står, at mit motto i gymnasiet var: ’Jeg er ikke fuld – jeg er bare glad’. Det var jeg også i går. Og den slags følelser skal man bestemt ikke kimse af nu-til-dags …

PS: Er jeg den eneste, der aldrig har regnet ud, præcis hvordan man kimser? Jeg forstiller mig altid noget med en hamster, men jeg har ingen idé om, hvordan det billede er kommet ind i mit hoved.

PPS: Nærlæsning af den blå bog tyder på, at nogen åbenbart har været lidt bekymret for min psykiske stabilitet. Bare rolig. Der er styr på kaos (eller kaos på styret. Eller noget …)