Noget om at turde være glad

Jeg er glad. Sådan helt grundlæggende. Grundglad vel egentlig. På mange måder. Fordi jeg har så mange grunde til at være det. Mange flere end jeg før har haft.

Alt er skide godt. Alt udover grundangsten, som på ironisk vis vokser proportionelt med grundglæden. Og får mig til at tude helt hysterisk af ingen verdens grund og til ingen verdens nytte. Fordi jeg bliver bange for at miste det, der gør mig glad.

Måske er jeg i en form for choktilstand over, at så meget pludselig giver mening. Måske er jeg nervøs, fordi jeg har sluppet to tredjedele af mit sikkerhedsnet, og fordi den sidste del derfor får endnu større betydning, end den havde i forvejen. Og måske har jeg bare for meget tid til at tænke for tiden. Måske er det derfor, jeg lige har spontantudet for tredje gang i dag over et tilfældigt nummer på spillelisten. Og sandsynligvis kommer til at gøre det for fjerde gang, når jeg lige om lidt skal røre ved en dromedar, som er blød.

Måske synes jeg, det er lidt for overvældende at forsøge at blive en form for voksen. Måske har jeg svært ved at acceptere, at jeg nok aldrig vokser fra angsten. Eller angsten for angsten for, at jeg burde være bange for noget potentielt frygteligt lige nu.

Måske burde jeg bare give mig selv et los, tørre øjnene og beslutte mig for, at alt rent faktisk er lige nøjagtigt så skide godt, som jeg håber, det er. Måske prøver jeg den taktik lige om lidt. Hvis jeg tør …

IMG_2637.JPG

Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …

bassemanden

Noget om fodsvigtningsnervøsitet

Jeg skal til bryllup i morgen. Det sker ikke så tit for mig, at jeg bliver inviteret med til den slags, så det er i sig selv ret sensationelt. Og meget, meget angstprovokerende. For selvom min umiddelbare indskydelse var, at jeg glædede mig, så blev glæden hurtigt blandet med en ordentlig snaps nervøsitet. Hvis man kigger på min bryllupshistorie, er det nemlig dømt til at gå galt.

Jeg har været til tre bryllupper, siden min krop blev voksen. Morgenen efter første bryllup vågnede jeg op i revnen mellem min mor og papfar, fordi jeg tilsyneladende havde drukket mig så sanseløst stiv, at den lodrette version af mig pludselig gik i stykker. Det var ydmygende, og jeg var flov. Dog fandt jeg senere ud af, at mine forældre ikke er de værste, man kan vågne op sammen med efter en gigantbrandert.

Andet bryllup var på en vingård i Frankrig. Det var fantastisk. Tror jeg nok. Jeg husker det ikke. Der er nemlig det ved den slags franske bryllupper, at festen indledes med en tre timer lang champagnereception. Et koncept, der muligvis fungerer fint for mådeholdende franskmænd – men knap så fint for decideret mådeløs, dansk neontumling på SU.

Det tredje bryllup deltog jeg egentlig kun i som glogæst. Men efter kirken og receptionen besluttede mejsen og jeg os for, at vi da ikke skulle snydes for fest. Så vi tørlagde nordsjællandsk sommerhusområde for store fadøl, spontanbadede i undertøj, invaderede lukket teaterfest og overvejede, om vi da ikke lige skulle crashe den der bryllupsmiddag, som helt sikkert savnede vores selskab (på trods af at vi ikke var inviteret). Heldigvis var vi på det tidspunkt så fulde, at vi kun kunne finde ud af at ramme mejsens lejlighed, hvor vi stak snuderne i en flaske whisky og snakkede om stooore føøølelser, indtil jeg kom i tanke om, at jeg slet ikke kunne tåle whisky og havnede med hovedet i kummen. Så gjorde vi det eneste rigtige – vi gik i seng og lå lidt med lukkede øjne, indtil mejsen pludselig udbrød, at hun da vist også havde en flaske vodka et sted. Så stod vi op og drak videre.

Næste morgen vågnede jeg uden trusser (på grund af impulsiv strandbadning … tror jeg nok), og jeg blev endnu engang mindet om, hvad problemet med mig og bryllupper er. Jeg bliver så overvældet over al den kærlighed, og min helt naturlige refleksreaktion er tydeligvis at forsøge at skylle overvældelsen ned med så mange procenter som overhovedet muligt. Det er ikke så slemt, når jeg er omgivet af folk, jeg kender meget godt (eller som kender mig meget godt og derfor ved, hvad de kan forvente). Men det er jeg ikke i morgen. Så selvom jeg stadig glæder mig, banker nervøsiteten livligt løs i den alt for tørre tunge. Jeg har alle gode intentioner om at holde mig stående. Og ellers kan jeg kun håbe på, at giraffen vil have mig hængende om halsen, hvis elefantfødderne strejker. Det bliver skide godt!

drunk

Kamæleonelefant i en gøglerbutik

Sådan noget med at møde nye mennesker kan godt være en smule angstprovokerende for mig på den der speedsnakkende/pinlig tavshed/upassende gøgl med kroppen-agtige måde. Det er som regel helt slemt med de personer, jeg virkelig gerne vil forsøge at gøre et godt indtryk på (eller som minimum bare et indtryk).

For et stykke tid siden sammenlignede en klog type mig med en form for social kamæleon, fordi jeg har en tendens til at tilpasse mig et selskab ved at skrue op og ned for min indadvendte og udadvendte side, alt efter hvad jeg fornemmer, der er mest brug for. Derfor får folk ofte meget forskellige førstehåndsindtryk af mig.

Da jeg som 16-årig havnede på en international skole, hvor det handlede om at blive hørt så hurtigt og så højt som muligt, åbnede jeg stort set ikke munden i et halvt år. Jeg var bare. Til stor glæde for mine omgivelser, som så fik plads til at fylde endnu mere.

‘I like this girl. She just sits there and listens’, var der på et tidspunkt en pige, der sagde til de andre. Om mig. Mens jeg sad helt stum ved siden af. Og lyttede. Alle var glade for min tavshed. Og jeg var lettet over, at jeg ikke blev tvunget til at sige min mening. For det havde ikke været kønt.

Desværre/heldigvis sker det modsatte også. Nu til dags i højere grad end tidligere. Hvis jeg havner til en fest eller en middag eller en reception fyldt med afdæmpede typer, jeg aldrig har mødt før, vil jeg hellere surfe usikkert rundt på de pinlige rester af min mistede værdighed end forsøge at holde mig flydende på pinlig tavshed. Det betyder, at jeg inden for det første kvarter med fremmede mennesker både har:

– fortalt historien om den gang, jeg i en kæmpe koger faldt ud fra et (unisex)festivaltoilet med strømpebukser, nederdel OG underbenklæder nede om anklerne. Foran en kø på 20 mennesker. Midt på eftermiddagen (og ja, jeg var alene på det toilet).

– demonstreret mit trick med at have hele hånden inde i munden (efterfulgt at mit ret unikke stående-applaus-trick)

– fået et helt selskab til at befamle mine øreflipper, for at de lettere kunne give mig ret i, at flipperne virkelig er afsindigt tykke (guldsmeden overvejede at skyde to gange, da jeg som 10-årig fik lavet det første sæt huller)

Den slags opførsel er som regel nogenlunde acceptabel til abefester. Så hvis jeg bare kunne holde det der, ville det måske ikke være så slemt. Det glemmer jeg desværre, når jeg for eksempel havner midt i noget potentiel pinlig tavshed til en eftermiddagsreception på et fint forlag med et pænt udsnit af den danske kulturelite, hvor jeg skal forsøge at holde mig kørende på halvanden håndbajer, mens jeg prøver at afstøde pludseligt opståede mindreværdskomplekser over alt det seje, jeg ikke har udrettet.

Nogle mener, min panikopførsel kan være en form for underholdende på den pinligt charmerende måde. Andre skal meget hurtigt på toilettet eller i buffeten eller afbryde et flereårigt rygestop. Og så står jeg pludselig alene tilbage. Med tom håndbajer og ingen steder at gøre af mine rystende hænder.

Jeg arbejder på at finde en balance. Meget gerne inden for den næste times tid. Men jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver hende den interessante type, som formår at sidde og være lidt mystisk ovre i hjørnet med et sofistikeret glas rødvin (gad vide, om det egentlig er muligt at få et helt rødvinsglas ind i munden? Det må afprøves!)

elefant

Halvkaotisk opturs(s)tilstand

Genforeninger kan godt gøre mig lidt nervøs. Og nervøsitet peger som regel i retning mod sikker katastrofe for mit vedkommende. Specielt hvis der er alkohol involveret.

Jeg ved ikke, hvorfor nervøsiteten opstår. Måske er det fordi, jeg er bange for, at de personer, jeg ikke har set længe, har en speciel forventning om, hvordan jeg skal være. Måske er det fordi, jeg har lidt for høje forventninger til mig selv, og genforeninger tvinger mig til at gøre status over eget halvkaotisk liv. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når man frygter, ting går galt, så går de som regel galt. Ikke nødvendigvis fordi det behøvede at gå galt, men fordi man ødelægger det for sig selv.

For nogle år siden var jeg til gammel-elev-fest på mit gymnasium. Det kørte ikke helt for mig i den periode, og i et forsøg på at skjule tilværelsens tragikomiske tilstand prøvede jeg at fjerne opmærksomheden fra manglende glød ved at vende bunden i vejret på lidt for mange rødvinsglas. Det resulterede i gigantbrandert, som egentlig først slog rigtig hårdt, da jeg blev sat af på Valby station, hvor jeg skulle alene med det sidste tog mod Odense, fordi jeg havde undervisning på uni dagen efter.

Jeg ved ikke, hvad der skete. Men jeg kom i hvert fald ikke med det tog. Til gengæld har jeg en svag erindring om, at jeg har siddet i mellemgangen i et andet tog og kastet op. Helt sølle på et klapsæde med hovedet mod væggen. Jeg tror muligvis, jeg blev observeret med afsky af et styks noget-mere-ædru par (heldigvis var det før, youtube-videoer af fulde stoddere i offentligt rum for alvor blev populære). Og så ved jeg, at jeg endte på Hovedbanegården (en taxabon viser, at jeg muligvis også har været et smut omkring Nørreport, men det fandt jeg først ud af flere dage senere, da jeg så min kontoudskrift). Jeg ved, at jeg kom med morgentoget hjem. Hvad der skete i mellemtiden, har jeg ingen anelse om. I princippet kunne jeg have deltaget i spontan excorsisme eller lyksaliggjort en ninja uden at vide det. Men sandsynligvis har jeg bare siddet på en bænk på spor 6 fra klokken 2 til klokken 5. I flere graders februarfrost. Jeg har været verdens letteste offer, men sikkert alligevel så sølle, at ingen gad nærme sig. Katten gider jo heller ikke jagte de døde mus. Til mit held.

Et års tid senere skulle jeg til folkeskole-reunion. De fleste gæster havde jeg ikke set, siden jeg gik ud af 9. klasse, og nervøsiteten blev næsten overskygget af forventningen om at blive opdateret.

Problemet var bare, at jeg dagen inden kom til at tage til studiefodboldfest i Aarhus, hvor jeg råbte og skreg på banen i to gange 30 for derefter at tylle fadøl i Bunkeren og tage i byen for at jagte den helt forkerte fyr. På grund af ham kom jeg ikke med mit tog klokken 2 som planlagt. Klokken 2.03 kyssede han med en anden, og jeg havde intet andet valg end at drikke mig så langt ned, at jeg først fik kastet mig ind på stuegulvet hos mine forældre, da både solen og hele familien var stået op.

Jeg nåede at få sådan cirka to timers søvn, inden jeg skulle videre til den reunion. Med sprutånde og tømmermænd helt ud i neglene. Og såret stolthed og ømt hjerte og en stemme, der var væk. Den var simpelthen forsvundet. Jeg har tit været hæs, men jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet, at jeg intet kunne sige. Som i overhovedet. Super sejt udgangspunkt for at gøre et godt indtryk på alle dem, jeg ikke havde set siden de tidlige teenageår. Jeg er sikker på, at jeg fremstod som en ret tjekket type. Specielt da min klasselærer (som jeg selvfølgelig fik æren af at sidde ved siden af), venligt bad mig om at lade være med at tale til hende. Fordi hun ikke kunne forstå den der lyd af sandpapir mod flamingopap, som kom ud, hver gang jeg åbnede munden. Flot!

I går stod den på revanche-reunion med min gymnaiseklasse. Hos mig i huset af guld, hvor jeg også boede, dengang vi blev studenter. Det kunne være gået meget, meget galt. Jeg har det sidste stykke tid gennemgået forskellige mulige skrækscenarier i mit hoved i et forsøg på at lave eventuel damage control på forhånd. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvad der skete. Måske er jeg rent faktisk blevet smittet med noget voksent eller det, der er værre. Men det endte på en eller anden måde med at være mig, der måtte holde fuldemandsoffer på panden og tilbringe natten mellem to sofahynder på gulvet for at sikre mig, at offeret blev ved med at trække vejret (vedkommende, som engang har fortalt mig, at fulde mennesker kan blive kvalt i eget bræk, fortjener fem smølfespark i straf for at forhindre mulig nattesøvn grundet ustyrlig bekymring).

Faktisk viste det sig at være en helt igennem uproblematisk hyggelig og sjov aften. Med opdateringer og skraldgrin og kan-du-så-huske-dengang’er. Og kig i den blå bog, hvor der åbenbart står, at mit motto i gymnasiet var: ’Jeg er ikke fuld – jeg er bare glad’. Det var jeg også i går. Og den slags følelser skal man bestemt ikke kimse af nu-til-dags …

Blåbogsuddrag

Blåbogsuddrag

PS: Er jeg den eneste, der aldrig har regnet ud, præcis hvordan man kimser? Jeg forstiller mig altid noget med en hamster, men jeg har ingen idé om, hvordan det billede er kommet ind i mit hoved.

PPS: Nærlæsning af den blå bog tyder på, at nogen åbenbart har været lidt bekymret for min psykiske stabilitet. Bare rolig. Der er styr på kaos (eller kaos på styret. Eller noget …)

blaa_bog2

Noget om naive drømme og missioner

Jeg er håbløst godtroende. Muligvis grænsende til det skræmmende naive. Det vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik det endnu engang bekræftet i dag til en af de der personlighedsanalyser, som åbenbart hører arbejdslivet til. Det er den slags, der kan give længerevarende nedsmeltninger med dertilhørende nervøsitets-trækninger ved øjet. Den er ikke ligefrem tryg, den der tanke om at skulle tilbringe en halv time isoleret i et mødelokale med fremmed mandsperson i jakkesæt, som (ved at kigge på en række standard-spørgsmål, jeg har besvaret) kan fortælle, hvem jeg er. For jeg ved jo ikke engang selv, hvem jeg er. Ikke helt i hvert fald. Hver gang jeg synes, jeg bliver en lille smule klogere på det, gør jeg et eller andet, som overrasker, skræmmer, skuffer, forundrer eller i helt sjældne tilfælde imponerer mig selv i en sådan grad, at jeg alligevel slet ikke er den, jeg troede, jeg var.

For 5-6 år siden endte jeg på en eller anden måde alene i et rum sammen med sådan en semi-clairvoyant type, der efter 30 sekunder fortalte mig detaljer om min personlighed, jeg ikke selv havde turdet indse, men som gav utrolig god mening, da de blev smidt i hovedet på mig. Det skræmte mig i en sådan grad, at jeg helt glemte at følge hendes råd (eller nærmere direkte advarsel). Jeg havde alt for travlt med at være skeptisk-skråstreg-skræmt. Men hun havde helt ret i det, hun sagde, og lige meget om hun så fik signalerne direkte fra ukendte højere magter eller bare var utroligt god til at gætte, så lærte jeg på den hårde måde, at det altså godt kan betale sig at lytte efter, når nogen forsøger på at give et skub i den rigtige retning.

I dag fik jeg så at vide, at jeg skulle forsøge at skubbe mig selv i en retning, hvor jeg forholder mig lidt mere skeptisk til folk omkring mig. For – som analyserende mandsperson i jakkesæt sagde: ’Du har så meget tiltro og tillid til dine medmennesker, at du risikerer at blive skuffet gang på gang på gang’. Det tsk’ede jeg lidt over, mens jeg gik tilbage til mit skrivebord. Og videre ud til køleskabet for at hente den cola, jeg havde lagt derud et par timer tidligere (så jeg vidste, den var helt perfekt og kold på det tidspunkt, hvor jeg havde sjusset mig frem til, at min personlighedsanalyse-nedsmeltning ville indtræffe).

Men colaen var væk. Ligesom den også var sidste gang, jeg havde lagt en derud. Og gangen før det. Nogen havde taget den, selvom de godt vidste, at den ikke var deres. Indrømmet, jeg er ud-over-det-sædvanlige-grådlabil for tiden (en tilstand, der allerede er blevet konstateret på kontoret, på stambaren og i den slags situationer, hvor gråd er allermest akavet og uvelkommen), men når man får lyst til at tude over en tabt cola, bør man nok høre nogle alarmklokker bimle et sted. Mine kolleger fik dog et fint grin ud af koblingen mellem den nyligt konstaterede naivitet efterfulgt af omgående skuffelse over fortsatte kontorkøleskabstyverier (men altså – hvem gør sådan noget? Igen og igen og igen? Hvad er det for en verden, vi lever i???)

Måske handlede det slet ikke om den cola. Måske handlede det ikke engang om den personlighedsanalyse. Måske handlede det i højere grad om det faktum, at jeg er gået ind i en uge, hvor mange ting sker. Mange gode ting. Men muligvis også lige præcis den uge, hvor min naivitet kan blive sat på en helt afgørende prøve. En af den slags, som kan ende ud i uvelkommen (fortsat) nedtur og medfølgende selv-udskældelse over indbildskhed og (den helt slemme) prætentiøsitet (er det overhovedet et rigtigt ord? Eller er det kun uudholdeligt prætentiøse typer, der kan finde på at skrive den slags?)

Dog kan jeg trøste mig med, at jeg stadig har fat i spidsen af det spinkle strå, som slår rødder ned i de allerstørste drømme. Dem, der endnu ikke har fået et definitivt nej. Og jeg synes faktisk, det er al naiviteten og alle de mulige skuffelser værd at beholde troen på, at det næsten-umulige kan ske, og at missioner muligvis kan blive til en slags virkelighed.