Jeg er glad. Sådan helt grundlæggende. Grundglad vel egentlig. På mange måder. Fordi jeg har så mange grunde til at være det. Mange flere end jeg før har haft.
Alt er skide godt. Alt udover grundangsten, som på ironisk vis vokser proportionelt med grundglæden. Og får mig til at tude helt hysterisk af ingen verdens grund og til ingen verdens nytte. Fordi jeg bliver bange for at miste det, der gør mig glad.
Måske er jeg i en form for choktilstand over, at så meget pludselig giver mening. Måske er jeg nervøs, fordi jeg har sluppet to tredjedele af mit sikkerhedsnet, og fordi den sidste del derfor får endnu større betydning, end den havde i forvejen. Og måske har jeg bare for meget tid til at tænke for tiden. Måske er det derfor, jeg lige har spontantudet for tredje gang i dag over et tilfældigt nummer på spillelisten. Og sandsynligvis kommer til at gøre det for fjerde gang, når jeg lige om lidt skal røre ved en dromedar, som er blød.
Måske synes jeg, det er lidt for overvældende at forsøge at blive en form for voksen. Måske har jeg svært ved at acceptere, at jeg nok aldrig vokser fra angsten. Eller angsten for angsten for, at jeg burde være bange for noget potentielt frygteligt lige nu.
Måske burde jeg bare give mig selv et los, tørre øjnene og beslutte mig for, at alt rent faktisk er lige nøjagtigt så skide godt, som jeg håber, det er. Måske prøver jeg den taktik lige om lidt. Hvis jeg tør …
Skudamuda 