I går tror jeg, det gik op for mig, hvordan 99 procent af de meningsløse konflikter ude i verden opstår.
Jeg var på vej hjem fra Marokko med undulaten. Vi stod i køen til check-in, og den var uoverskuelig. Det var faktisk slet ikke en decideret kø. Mere en kæmpe klump af mennesker, som stod i fem-seks svajende rækker foran tre kasser.
Bag os stod et dansk ægtepar i midtlivsalderen. De var ikke tilfredse. For deres venner, som stod et par meter til højre for dem, rykkede meget hurtigere frem i feltet, end de selv gjorde. Så kvinden blev skide sur på sin mand. Hun råbte og skreg og beordrede ham til at holde sig til og presse sig på. Hvilket resulterede i, at han flere gang kørte deres vogn direkte op i os – sikkert i et desperat forsøg på at skubbe os fremad eller til siden eller ad helvedes til. Det hjalp ikke. Vi blev stående og nægtede at snyde foran andre, bare fordi vi blev presset bagfra. Det fik kvinden til at sende os dræberblikke og råbe endnu højere, mens vennerne nu stod oppe ved en af kasserne og grinede og vinkede.
Da parret kørte deres vogn op i os for femte gang, var jeg meget tæt på at vende mig om og smilende sige, at de da gerne måtte få vores plads i køen, hvis de havde travlt, for vi skulle bare nå samme fly som alle de andre, og det gik først to timer senere, så vi nåede det nok.
Men så langt kom jeg aldrig. For manden nåede at sige: “De kender tydeligvis ikke til køkultur i det her land”. Og kvinden nåede at råbe: “Nej! Men så må vi jo lære dem det!!”
Vi kom alle med flyet. Uden problemer. Og efter den sidste sætning blev undulaten og jeg enige om, at vi hellere ville sidde omgivet af skrigende møgunger, der sparkede i sæderne bag os, end at vi ville risikere at komme i nærheden af de to kø- og kulturforskrækkede personer. Vi endte med at være omringet af skrigunger i en grad, jeg aldrig har oplevet før i et fly. Det var helt okay, når man tænker på alternativet. Og heldigvis kan irriterende børn stadig nå at vokse sig til at blive en slags ordentlige mennesker …
Skudamuda 