Noget om alle verdens meningsløse konflikter

I går tror jeg, det gik op for mig, hvordan 99 procent af de meningsløse konflikter ude i verden opstår.

Jeg var på vej hjem fra Marokko med undulaten. Vi stod i køen til check-in, og den var uoverskuelig. Det var faktisk slet ikke en decideret kø. Mere en kæmpe klump af mennesker, som stod i fem-seks svajende rækker foran tre kasser.

Bag os stod et dansk ægtepar i midtlivsalderen. De var ikke tilfredse. For deres venner, som stod et par meter til højre for dem, rykkede meget hurtigere frem i feltet, end de selv gjorde. Så kvinden blev skide sur på sin mand. Hun råbte og skreg og beordrede ham til at holde sig til og presse sig på. Hvilket resulterede i, at han flere gang kørte deres vogn direkte op i os – sikkert i et desperat forsøg på at skubbe os fremad eller til siden eller ad helvedes til. Det hjalp ikke. Vi blev stående og nægtede at snyde foran andre, bare fordi vi blev presset bagfra. Det fik kvinden til at sende os dræberblikke og råbe endnu højere, mens vennerne nu stod oppe ved en af kasserne og grinede og vinkede.

Da parret kørte deres vogn op i os for femte gang, var jeg meget tæt på at vende mig om og smilende sige, at de da gerne måtte få vores plads i køen, hvis de havde travlt, for vi skulle bare nå samme fly som alle de andre, og det gik først to timer senere, så vi nåede det nok.

Men så langt kom jeg aldrig. For manden nåede at sige: “De kender tydeligvis ikke til køkultur i det her land”. Og kvinden nåede at råbe: “Nej! Men så må vi jo lære dem det!!”

Vi kom alle med flyet. Uden problemer. Og efter den sidste sætning blev undulaten og jeg enige om, at vi hellere ville sidde omgivet af skrigende møgunger, der sparkede i sæderne bag os, end at vi ville risikere at komme i nærheden af de to kø- og kulturforskrækkede personer. Vi endte med at være omringet af skrigunger i en grad, jeg aldrig har oplevet før i et fly. Det var helt okay, når man tænker på alternativet. Og heldigvis kan irriterende børn stadig nå at vokse sig til at blive en slags ordentlige mennesker …

marokko

Noget om succes #2

Det er netop lykkes mig at få gjort rent efter nytårsaften, og jeg føler mig som sejrsgudinde numero uno, som har uddelt røvfuldssmåkager til fuldstændig uoverskuelig udfordring.

Nogle mener muligvis, det ville være en lidt større succes, hvis jeg havde formået at gennemføre rengøringen den 1. januar. Sagen er bare den, at jeg var nedlagt af giganttømmermænd grundet afsindig nytårsbrandert. Hvis det ikke var for giraffen, havde jeg ikke en gang formået at tømme sjatter den dag (jeg er utrolig taknemmelig over at kende så rummelig en langhalset type, der kan håndtere, at jeg havner med hovedet i tønden efter halvandet minuts oprydning …)

Selve rengøringen ville jeg dog gemme til den 2. januar. Som blev til d. 3. januar. Som så blev til den 11. Hvor jeg skal have gæster lige om lidt. Og jeg synes trods alt, det er meget god stil at gøre rent efter sidste fest, før man holder en ny.

De seneste par uger har jeg højlydt og sådan cirka dagligt mindet mig selv om, at jeg stadig manglede at støvsuge konfetti op. Og giraffen har kvitteret med sætning: ‘Det er meget sødt, at du tror, du kun mangler at støvsuge’.

Det var nok også en smule optimistisk at tro, støvsugningen kunne gøre det, for projektet endte med at tage på den forkerte side af tre timer. Til gengæld blev jeg meget klogere på, hvad der var sket i løbet af den nytårsaften, der ellers er så sløret for mig. For eksempel fandt jeg de udtørrede mynteblade, som hanmusvit efter sigende skulle have kastet efter midnat. Og jeg slettede sporene fra den champagneflaske, som ifølge rygterne eksploderede ud over stuen.

Nå ja, så fandt jeg selvfølgelig også ud af, at undulaten nok havde ret, da hun forsøgte at rekonstruere aftenen for mig og fortalte, at jeg havde været oppe at slås med mine møbler grundet balancebesvær. Lamper giver da ikke syv års uheld, vel?

lampeskade

Noget om Herman

Jeg har fået en dej. Han hedder Herman. Herman har en sikker plads på listen over de mærkeligste ting, jeg nogensinde har fået. Om 10 dage skal han blive til en kage. Hvis jeg altså passer ordentligt på ham indtil da.

Herman er en kædedej, som solsorten i dag stolt videregav til undulaten, guldfisken, musvitten og mig over en brunchsnak om norske ammefilm, og hvad der ellers rører sig på savannen. Uden at fornærme nogen kan jeg vist godt afsløre, at vi er et par dyr i den kæde, som ikke ligefrem er surdejstyperne. Det er solsorten vist heller ikke selv. Men i den tid, hun har passet og plejet sin egen dej, er hun kommet til at holde af Herman. Hvilket  hun mente også vil komme til at ske for mig.

Det skaber både glæde og bekymring. For hvad nu hvis jeg knytter mig for meget til den dej, når jeg de næste 10 dage skal passe ham og pleje ham og fordre ham? Er det så overhovedet muligt for en slipgivningsforskrækket type at gøre det af med ham? At futte ham af i en ovn for fulde hammer og oven i købet spise ham bagefter?

Jeg ved det ikke. Muligvis finder jeg heller aldrig ud af det. For solsorten har sandsynligvis ikke tænkt over, at hun har givet Herman videre til en type, som ikke ejer en funktionsdygtig ovn. Så måske bliver Herman den første surdej, som aldrig bliver spist. Måske kommer han bare til at vokse og vokse af al den kærlighed, jeg øser ud over ham, til han til sidst ikke kan være i mit køkken længere.

Hvem ved, hvad der dog bliver af Herman? Fortsættelse følger …

herman

Bittersød erfaringsnote #10

Kære mig selv

Når du beslutter dig for at bespringe et køkken og forsøge at hælde noget sammen i en gryde, så tjek lige, hvilke ingredienser du har at arbejde med.

Det råd ville jeg meget gerne have givet mig selv i går aftes, umiddelbart inden jeg vendte bunden i vejret på en flaske rød. For så havde undulaten muligvis ikke behøvet at gøre mig opmærksom på, at jeg var godt i gang med at koge cocktailpølser i en årgangsvin, som koster en tredjedel af mit ugebudget. Jeg havde ellers – økonomisk fornuftigt, som jeg jo er – besluttet mig for at lave noget billigt grydehejs med kartoffelmos til hende og guldfisken, men lige pludselig steg rettens værdi med sådan cirka 440 %. Da jeg smagte på de sørgelige rester i bunden af flasken, kunne jeg da også svagt ane, at der nok ikke var tale om en Jeanne D’Arc.

Jeg går ud fra, at jeg har fået flasken i gave på et tidspunkt, og hvis giveren sidder derude et sted og læser med, vil jeg gerne sige tusind tak. Jeg tvivler nemlig på, at jeg helt har forstået værdien af indholdet, da gaven blev givet. Og havde jeg vidst, hvad jeg havde med at gøre, var den nok blevet nydt under lidt andre forhold (selvom cocktailpøllerne skam endte med at smage fortræffeligt).

Jeg ville meget gerne være sådan en type, der kan sætte pris på ordentlig kvalitet. Men hvis ret skal være ret, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne smage forskel på en Amadeus og en Amarone, med mindre jeg kunne se flaskerne (muligvis heller ikke, hvis jeg rent faktisk kunne se flaskerne). Der gik også mange år, før jeg lærte at smage forskel på en almindelig og en classic håndbajer. Faktisk er jeg stadig ikke sikker på, om jeg kan smage forskel. Jeg har nok bare lært at kigge på farven.

Jeg er til gengæld ret god til at smage, om jeg kan lide noget, eller jeg ikke kan lide det. Og meget dårlig til at skjule, hvis det sidste er tilfældet (jf. Fernetfjæs). Heldigvis kan jeg lide det meste, da jeg er udstyret med meget taknemmelige smagsløg. Og selvom nogle måske mener, de i tidens løb har spildt gode kvalitetsvarer på mig, vil jeg gerne forsøge at opveje situationen ved at understrege, at jeg til gengæld sætter utroligt stor pris på både en klassisk toast og en discount-Bifi. Det behøver ikke engang være den rigtige årgang …

stjernehaps_og_asier

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Hvordan minder smager

Jeg har en dåse Mountain Dew i mit køleskab. Ikke fordi jeg synes, det smager fantastisk (indrømmet, jeg er en Faxe K-pige (ved ikke, hvorfor det ligefrem skulle være en indrømmelse. Som om det var noget at skamme sig over …)). Men fordi Mountain Dew smager af en vigtig situation. Så da Netto pludselig diskede op med dåserne, blev jeg nødt til at investere.

Det kan godt være, jeg har svært ved at huske navne og ansigter og veje, jeg skal gå. Men spørg mig, hvad jeg fik at spise anden aften på Kreta i 1997, og du skal få svar. Det er ikke kun fordi, jeg er ud-over-det-sædvanlige-glad-for-mad-og-drikke. Mest er det fordi, jeg kan smage minderne – både de gode og de mindre gode.

For eksempel smager vanilleis i kopper med kakao af solskinsdag i den trygge have med undulaten i et rødt badekar på den grønne græsplæne med de små hvide blomster, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.

Jägermeister smager af 13 år og første brandert. Af kollegiefest med de store i en stor by og fødder, der ikke kan stå, og ben, der gerne vil gå. Og det smager af at kunne se klart på en ny måde gennem alt det slørede.

Philly Cheese Steak smager af eventyr i New York. Af tilfældigt møde med en helt rigtig fremmed og gåsehud og tag-dig-nu-sammen og aftentelefonopkald og vigtige aftaler og noget, pæne piger ellers ikke gør (men helt ærligt, hvem gider være en pæn pige, når chancen for at gøre noget vanvittigt pludselig byder sig?)

Flips smager af tømmermændsdage i den blå sofa (ja, der findes også en blå sofa) med Dirndler på gulvet og dansk drama i den tyske maskine. Af guldfisken og haren og egernet og ‘Hände hoch’ og halvdød af grin.

Vodka med appelsinjuice (og ikke omvendt) smager af lyse, russiske nætter, som alligevel blev mørke. Af sjov og ballade og skåltaler og Hugh Grant-klon i professorskikkelse og farlig pirattaxa og afsindigt fuldskabsselskab.

Flæskestegssandwich smager af sen sommeraften på Roskilde. Af utrygt tryg melankoli foran Orange med sms’er i hånden og neonglæde i en mave fuld af øl og sommerfugle og uvant kriller og gemte kys og forventning om (og en lille smule frygt for) hvad der venter.

Og Mountain Dew – det smager af forvirring og spekulationer. Af rutsjebanelængsel og hvilken vej og op og ned og hvad-skal-jeg-med-mit-liv og hvem-skal-jeg-det-med. Det smager af en formiddag i det store æble. Alene med mig selv. På ondt og godt.

PS: Dåsen ligger stadig i køleskabet. Jeg tror, jeg gemmer den lidt endnu …

Tanker om tid som er gået

Ud over undulatens videooptagelser af en ung Skudamuda, som taber kager og slår knapt-så-flatterende kolbøtter findes der en anden video af mig fra dengang, min krop var barn. Den er optaget 5-6 år senere i Florida På det tidspunkt svarede Miami til månen i min verden, hvor mine hidtil største eventyr talte den allerførste flyvetur til Bornholm (som dog ikke var lige så action-packed som en andens første flyvetur fra samme destination), en charter til Costa del Sol og en række far-mor-og-børn-køreture i Europa.

Men så skete ting og lige pludselig hed det ikke længere far-mor-og-børn men papfar-mor-og-børn. For at ryste den lille, nye familieflok sammen lå der derfor syv flybilletter til Florida under træet juleaften 1995. Først troede jeg, det var løgn. Men den var god nok, og tre måneder senere sad jeg i en jumbo over Atlanten omringet af gamle og nye søstre (det var i øvrigt på den flyvetur, jeg meget højlydt besluttede mig for at stille min ene søster det yderst passende spørgsmål: ’Hvad er en orgasme?’ Hun skylder mig stadig et svar …)

Jeg genså Florida-vidoen for et par uger siden, da jeg var hjemme i verdens-mindste-by. Den mindede mig om gode tider, hvor jeg primært padlede rundt i en pool iført neon-badedragt og var overvældet over alt og alting. Dengang drømte jeg om alle de rejser og eventyr, jeg skulle ud på, når min krop blev voksen. Jeg har gjort en stor indsats for at realisere de drømme (en lidt for stor indsats, ville min bankrådgiver muligvis mene), og nu er jeg tilbage ved udgangspunktet. Det ligner sig selv, selvom alt har ændret sig.

Jeg er lige kommet tilbage på hotellet efter en tidlig morgentur på stranden, hvor jeg tulrede rundt alene og ventede på, at guldfisken og hamsteren vågnede. Miami Beach klokken 7.00 er duft af barbecue, som skal spises i solen. Det er en hjemløs fyr med det vildeste dread-garn, som er venner med alle byens duer. Det er en morgen-brandert-pige i stiletter, som skvatter på fortovet og bliver samlet op af sin fyr. Det er neon i palmer med lange skygger. Det er to børn, der gynger side om side og sikkert godt kan se det fine i, at de ikke gynger helt i takt. Og så er det en ensom måge, der går rundt i sandet uden af have nogen af snakke sjovt med.

Lige om lidt er Miami Beach heldigvis også stedet, hvor en guldfisk, en hamster og en elefant lufter de forsømte bikinier og kigger på livreddere i solen, mens de planlægger, hvilke drinks der skal fyldes i glassene i aften. Og det er nok også stedet, hvor en elefant får en lille nostalgi-nedsmeltning over tid, som er gået.

PS: Muligvis svarede Miami til månen for mig for 16 år siden. Men verden er blevet mindre siden da. Det fandt jeg ud af, da vi i går sad ved stranden med feriens første øl og pludselig spottede journalist-kollega fra København, som har valgt samme tid og sted for sin herretur, som vi har for vores tøsetur. Et af den slags skræmmende tilfælde, som alligevel giver meget god mening …