Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi det virkede meget farligt at dø helt alene (selvom jeg selvfølgelig ville foretrække ikke at trække nogen med i faldet, hvis uheldet uheldigvis skulle være ude).

Men jeg overlevede mod alle odds. Og jeg overlevede også tre tårne i Berlin.

Det første var sådan en lidt hovsa-agtig form for overlevelse, fordi det meget sent gik op for mig, at jeg rent faktisk var i livsfare. Musen og jeg havde forvildet os ind i domkirken og fandt nogle trapper, som vi begyndte at bestige. Og efter dem var der flere trapper. Og flere igen. Der gik et langt stykke tid, før jeg opdagede, at vi rent faktisk var på vej op i tårnet, og lige pludselig var vi der. Kirketårnet var en femmer på farlighedsskalaen, fordi det var stort og stabilt (ingen umiddelbar fare for, at vindstød ville ryste det en syv-otte meter fra side til side), og gulvet udenfor var bredt, så jeg følte mig faktisk så meget uden for akut livsfare, at jeg selv formåede at tage et par billeder.

Det andet tårn var planlagt og noget højere, men til gengæld foregik opstigningen i elevator. Musen og jeg havde en ret interessant diskussion, fordi han er mere tryg ved trapper end teknologi, hvor jeg har det lige omvendt (selvom jeg selvfølgelig også lider af elevatorklaustrofobi. Det er jo om at tage imod al den angst, man bliver tilbudt her i livet …) Musen stoler mest på sine egne ben. Jeg har absolut ingen tiltro til egne ben. Den kunne jeg så lige tænke lidt over, mens jeg bællede drinks til overpriser i tv-tårnet (en flot promille hjælper selvfølgelig også med til at holde angsten nede. Netop derfor er jeg lidt træt af, at det ikke er socialt acceptabelt at rende rundt med en konstant skid på. Det ville gøre livet så meget mindre farligt).

Det sidste tårn – det var til gengæld uden tvivl det værste. Men da musen fortalte mig om Guld-Else, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at komme op i hende (som man siger). Og så blev jeg stædig. For musen forsøgte at trække lidt i land, da jeg samme morgen både havde lavet halvbesvimelsestricket på badeværelset og sagt hej igen til resterne af drinks fra dagen før. Men jeg nægtede at lade mig stoppe af, at min krop tilsyneladende  satte ud. Så jeg insisterede på, at jeg kunne klare det.

guldelse

Og jeg klarede det. På trods af fosterstilling på halvvejen og huller i gulvet på vej op (hvem laver den slags???) Tårnet var en klar otter (det er farligt!), og da jeg først kom derop, troede jeg ikke, jeg turde gå hele vejen rundt om Else. Men jeg er åbenbart mere stædig, end jeg troede. Så jeg lukkede øjnene og talte til 10. Alt gav ikke mening for mig bagefter. Det kommer muligvis aldrig til at ske. Men jeg kom hele vejen rundt og ned igen. Nu kan jeg bare håbe på, at noget af meningen kommer, når overblikket engang sætter sig fast.

Drøm en lille drøm …

Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg drømmer meget. Det sker både i vågen og i sovende tilstand. De vågne drømme vil jeg af flere årsager holde mig fra at gå i dybden med her og nu. De sovende tør jeg dog godt skrive om (i hvert fald de mere harmløse af slagsen). De kommer i temaer.

For tiden drømmer jeg meget om fly og tog. I tog-drømmene kan jeg ikke finde den vogn, jeg skal være i, og i fly-drømmene styrter jeg. Det undrer mig lidt, da jeg trods min uhelbredelige højdeskræk aldrig har været bange for at flyve. Det undrer mig også, at jeg faktisk ikke er decideret bange i drømmene. Jeg tænker primært over, hvad der kommer til at ske, når jeg rammer jorden, i stedet for at frygte døden. I alle tilfælde overlever jeg. Altså, jeg vågner selvfølgelig levende op. Men jeg overlever også i drømmen, selvom flyet styrter. Og når jeg i tog-drømmene stiger på den forkerte vogn, der kører op på et meget højt bjerg, slipper jeg også levende fra det, selvom jeg bliver sat af helt ude på kanten. For lige pludselig er kanten fyldt med fin musik og mennesker, jeg holder af. Muligvis er jeg udstyret med sådan en underbevidsthed, der gerne vil skrue lidt op for mit mod og se, om det eventuelt kunne føre til noget helt rigtigt.

Jeg kan sagtens have gang i tre-fire drømmespor i løbet af en nat, og hvis jeg drømmer noget ekstra interessant, kan jeg ikke lade være med at dele det, selvom de fleste vel foretrækker at høre historier om virkeligheden. Men nogle gange kommer der sjove sammenfald ud af drømmedelingen. Forleden fortalte jeg musvitten, at jeg havde drømt, at Obama lagde an på mig. Flirten opstod umiddelbart efter, han havde reddet mig ud af en bandekrig i New York, som viste sig slet ikke at være New York alligevel, men bare en omgang kulisser, der var sat op på Amager Fælled. I flugtbilen begyndte han at kysse mig, og selvom jeg da var smigret og alt muligt, forsøgte jeg alligevel at stoppe snaveriet og forklare ham, at det nok ikke ville være så godt for hans valgkampagne, hvis nogen opdagede den hede hyrdetime, han lagde an til. Da jeg fortalte musvitten historien, svarede hun grinende, at hun også lige havde drømt, at jeg flirtede med Obama. På en diner et sted i USA. Om der er en dybere mening med drømme-sammenfaldene, vil jeg afholde mig fra at analysere på (alene for at undgå at skulle konstatere, at jeg faktisk bare gerne vil reddes af en uopnåelig mand …)

Det er ikke kun hos musvitten, jeg kommer på besøg om natten. Storebjørn fortalte i weekenden, at han to nætter i træk havde drømt, at han forsøgte at stoppe mig i at begå bankrøveri. Hans umiddelbare tolkning var noget med en dyb bekymring for min økonomiske situation (helt ærligt, så slem er den altså heller ikke). Den drøm giver dog en form for mening. I hvert fald mere mening end dengang, min søster drømte, at hun fødte mig i en telefonboks i vores barndomsby og i panik begyndte at løbe op ad hovedgaden med mig hængende bagved i navlestrengen (den levende fantasi ligger tydeligvis et sted i familie-generne).

Ud over fly og tog og Obama drømmer jeg for tiden også en hel del om Sunny Beach. Ikke fordi det er en decideret drømme-destination for mig, men måske fordi stedet repræsenterer noget, som hverken handler om spande med sprut, tarvelige teenagere eller sex på stranden.

I nat tror jeg dog, at jeg vil forsøge at drømme om noget helt andet. Måske noget med en rejse til en anden destination fyldt med sol og palmer og happy hour i selskab med en guldfisk og en hamster. I så fald vil det være en af de første gange, jeg formår at drømme en drøm, som bliver til virkelighed lige om lidt ….

Tabte kager og nøgen-kolbøtter

Jeg har været en tur nede ad minde-gaden. Undulaten, som jeg har kendt altid, fordi hun både er min veninde og min kusine (i den rækkefølge) har en far, som har et videokamera. Det havde han også, dengang min krop var barn, og derfor findes der nogle få optagelser af en meget ung Skudamuda. Videobåndene er nu blevet digitaliseret, og jeg fik lov til at se dem i går, hvor jeg var på kombineret skovturs-/video-visit hos den søde fugl. Det endte med at blive et ret interessant antropologisk studium.

For eksempel kunne jeg meget hurtigt konstatere, at jeg var ret begejstret for at rende nøgen rundt som 5-årig. At være nøgen, mens jeg spiste kager, var det helt store hit. Der findes blandt andet en skøn seance fra min oldemors sommerhus, hvor jeg snupper en kage fra det fine kagefad, taber den på græsplænen, samler den op og lægger den tilbage på fadet, hvorefter jeg tager en ny. Det var ret betryggende at se, at jeg i hvert fald på ét tidspunkt i mit liv har formået at gøre præcis, hvad der passede mig – helt egoistisk og uden at bekymre mig synderligt om konsekvenserne.

Den stil fortsætter jeg senere i samme film, hvor jeg med maven fuld af kager beslutter mig for at vise kameraet mine evner udi kolbøtte-slåning – stadig nøgen. Det fremgår tydeligt af optagelserne, at min finmotorik heller ikke dengang var imponerende. Til gengæld fornemmer jeg, at det var her, mit talent for gøgl med kroppen så småt begyndte at manifestere sig.

Jeg kommer muligvis til at fortryde, at jeg har lagt et kolbøtte-billede (øverst til højre) på det offentlige internet. Men jeg går ind for foto-dokumentation. Til gengæld har jeg valgt et meget sløret et af slagsen. Det er jo trods alt stadig samme røv, der sidder på mig den dag i dag (lover dog at holde mig fra den slags gøgl med kroppen fra nu af …)

Der findes også andre optagelser, som overraskede mig – blandt andet en lang scene med undulaten, hvor vi bliver ved med at kravle op på en stol og hoppe ned igen, kun afbrudt af korte pauser, hvor vi skriger utolkelige gloser og synger utolkelige strofer. Dengang havde jeg tydeligvis ikke lært, at højder er farlige. For jeg tør springe ned fra stolen igen og igen, og jeg ser faktisk ikke ud til at være det mindste bange. Imponerende, hvis jeg selv skal sige det (og jeg kan nu lidt bedre forstå, hvorfor jeg var bange for min mormors underbo, som altså var lidt sur).

Hvis man dømmer ud fra mit ansigtsudtryk på sidste billede, er hatten helt sikkert en ja-hat, selvom jeg havde lidt problemer med at kontrollere den og derfor ikke kunne se noget i starten. (Bemærk venligst den flotte korthårs-frisure, som var resultatet af ti minutter på toilettet med min søster, en saks og en gryde. Konsekvensen blev årelang identitetsforvirring, fordi mange troede, at jeg var en dreng …)

De sidste optagelser med mig deltager jeg ikke så aktivt i. Der sover jeg. Helt tungt og midt på dagen. Undulaten og hendes lillesøster gør en ihærdig indsats for at vække mig, så de kan sige farvel. De skal nemlig hjem til deres egen ø langt, langt væk, mens jeg skal blive på fastlandet. Men jeg nægter at vågne. Også da de prøver med både kys og kram. Jeg husker ikke situationen, men jeg har en ret stærk fornemmelse af, at min reaktion var en form for adskillelses-protest. Jeg nægtede at være til stede, når de forlod mig, og derfor lukkede jeg i stedet øjnene, vendte ryggen til dem og lagde mig i fosterstilling. Et ikke helt så konstruktivt reaktions-mønster, men da jeg blev lidt ældre, fandt jeg heldigvis en bedre løsning på problemet. Jeg fulgte nemlig efter dem til deres ø langt, langt væk, så de slet ikke kunne få lov til at forlade mig. I hvert fald ikke særlig lang tid ad gangen. Det betyder heldigvis, at jeg i dag ikke behøver at langtidsplanlægge undulat-samvær – for hun er lige i nærheden og har altid Kinder-chokolade klar, når jeg kommer på besøg.

PS: Der var også nogle optagelser med min morfar, som døde for mange år siden. Dem havde jeg aldrig set før, og da han pludselig dukkede op på skærmen, begyndte mit hjerte at hamre helt oppe i halsen – på den gode melankoli-måde.

PPS: I øvrigt var der også en række optagelser af mig, der spiller violin (men heldigvis ingen, hvor jeg spiller jagthorn). Først tænkte jeg, at jeg ville lave et lydklip, fordi det simpelthen er umuligt at beskrive, hvor frygteligt det lød. Men jeg vil skåne jer. Den slags tortur har ingen ører fortjent!