Spring

Nogle synes, det er hårdt at løbe maraton eller støbe store fundamenter. Så vildt behøver det slet ikke at blive, før jeg knækker. Bare tving mig til at pille mig selv i navlen en hel dag, og jeg skal give dig et styks halvneurotisk, helspekulerende barnevoksen, som både glemmer, hvordan man trækker vejret og holder fodfæstet.

Personlighedsanalyse part III fandt sted i dag (som nu er i går ifølge uret). Jeg havde arbejdstravlt og fik derfor ikke mentalforberedt mig på at skulle forholde mig til mig selv fra morgenstunden. Derfor fik jeg heller ikke helt hørt efter, da analyserende mandsperson i jakkesæt spurgte mig, om jeg kendte til selvbeskyttende færdigheder (underforstået – det gjorde jeg nok ikke). Men han fik da skubbet en bog i min retning, som han mente, jeg ville have godt af at læse. Titlen har jeg selvfølgelig allerede glemt. Den slags er jo alt for skræmmende at dykke ned i. Så hellere videre til næste problemstilling, som han fik præsenteret nogenlunde sådan her:

’Forudsætningen for, at du kan lede andre, er, at du kan lede dig selv’. Det tør jeg slet ikke forholde mig til. Så hellere videre til næste problemstilling.

Det var så til gengæld et punkt, vi både kunne blive enige om, og som jeg ikke var så bange for at snakke om. Jeg er nemlig helt afsindigt dårlig til at planlægge og sætte ting i system. Og ja, jeg er helt på det rene med, at det nogle gange kan være ret smart at lægge strategier og forberede sig på, hvad der kommer til at ske. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske? Al erfaring siger mig, at jeg i hvert fald ikke ved det. Netop derfor sætter jeg afsindigt stor pris på min evne til at holde vejret, springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Hvis jeg ikke havde haft den, havde jeg snydt mig selv for livsvigtige eventyr. Og krilleren ved tanken om chancen for eventyr slår til hver en tid frygten for at risikere potentiel nedtur. I min verden i hvert fald.

Så havde du måske håbet, at det stoppede her. Hvis du altså er nået så langt i teksten. Men det her handler altså om navlepillerier af værste skuffe. Det bliver langt. Hårdt og brutalt. For eftermiddagen bød på yderst grænseoverskridende møde med en hysterisk person, som åbenbart er mig selv.

Det startede egentlig bare som en forsinket julegave fra mig til mig. Fordi jeg har følt mig anspændt og derfor tænkte, det måske var en meget god idé at forsøge at løsne op. Med lidt alternativ massage (nej, ikke den frække slags). Allerede i venteværelset var jeg ved at stikke af igen, da jeg blev præsenteret for en bog med titlen ’Kunsten at give slip’. Tal om skræmmende titel. Jeg havde betalt for at blive løsnet op og nåede at blive dobbelt så anspændt bare ved at sidde fem minutter på en stol og vente.

Jeg forsøgte at slappe lidt af, da jeg endelig havde fået bakset mig op på briksen (et hurtigt indskudt tip til andre, som overvejer at prøve det samme. Tilsyneladende skal man lægge sig ned under tæppet, når man har taget tøjet af. Så man undgår at ligge og lege wannabe-nudist, når behandleren træder ind i lokalet. Det lærte jeg på den hårde måde). Det tog hende sådan cirka 29 sekunder at få mig til at tude. Det krævede bare et enkelt tryk lige omkring den navle, som allerede var overanstrengt. Jeg blev både forskrækket og pinlig over egen reaktion og forsøgte derfor at lukke øjnene og ignorere det, der skete, men hun trykkede bare videre, mens hun sagde ’øjøjøj’, hver gang hun ramte endnu et ømt punkt. Jeg havde på én gang lyst til at stikke af og blive for evigt. Alt bevægede sig på grænsen mellem rar smerte og det totalt uudholdelige. Tilsyneladende lige der, hvor jeg blev tvunget til forholde mig til mig.

privat_omraade

Følgende sætninger blev sagt:

’Nu giver jeg dig lige lov til at mærke dig selv lidt’ (jeg føles frygtelig og fik derfor omgående trang til at lægge mig i fosterstilling)
’Du er utroligt lukket omkring dine æggestokke’ (ingen analyse nødvendig)
’Du holder så meget igen, at du snyder dig selv for at mærke vigtige ting’ (efterfulgt af en mavepuster, der fik mig til at skrige som en femårig, der har tabt sommerens første softice)
’Du må gerne reagere hårdt på det her’ (efterfulgt af tryk på det ømme punkt i nakken, som tidligere har fået mig til at spontantude upassende voldsomt, da det blev aktiveret til en fødselsdagsfest og hos frisøren. Har nu lært, at klumpen i maven åbenbart har rødder i baghovedet. Og det giver vel egentlig meget god mening …)

Følgende spørgsmål blev stillet:

’Hvorfor går du på tæer?’ (Imponerende iagttagelse, eftersom jeg lå ned. Jeg havde ikke noget svar. Kun en uudtalt teori)
’Har du en person i dit liv, som du tør åbne dig rigtigt op for?’ (Sagt som om, det var verdens mest simple ja/nej-spørgsmål. Jeg undlod at forsøge at svare. Havde trods alt kun betalt for 45 minutter)

Jeg slap for den helt hårde omgang, hvor hun skulle hente en kollega, der kunne hjælpe med at åbne op for min ryg. Hun mente, jeg havde været udsat for nok i første omgang. Jeg gav hende hurtigt ret. Så hun forlod lokalet, og jeg lå tilbage med pandaøjne og 11-taller – frygteligt skræmt og fascineret over, hvad der lige var sket. Jeg ville jo bare have haft massage.

Da hun kom tilbage et par minutter senere, lignede jeg stadig en, der var trådt direkte ud af kapellet. Det kommenterede hun ikke på. I stedet sagde hun bare, at hun ville anbefale mig at lære at trække vejret og starte dagen med en halv citron presset i et glas vand. Jeg havde opført mig som en hysterisk, skrigende snotunge i tre kvarter, og så talte hun til mig, som om jeg lige havde været ved tandlægen og fået konstateret, at jeg godt kunne tåle at være lidt mere flittig med tandtråden. Jeg var målløs.

Det tog mig en frostvejrsgåtur fra Østerbro til Amager og en lur på fem timer at blive et nogenlunde helt menneske igen. Til gengæld tror jeg muligvis, en del af mig var mere hel end nogensinde før, da klokken for lidt siden slog midnat, og jeg gav mig selv lov til at vågne.

9PS: Det her var blogindlæg nummer 100. Muligvis det længste, jeg nogensinde har skrevet. Bloggen blev til som resultatet af en anden semisøvnløs nat engang i slutningen af juli. Dengang anede jeg ikke, hvad jeg ville med den. Det ved jeg stadig ikke. Jeg ved bare, at det føles godt at skrive, selvom jeg også nu er i tvivl om, hvor meget jeg skal lukke op og lukke i. Hvor meget andre orker at høre. Nogle synes, det er for meget. Andre synes, det er deprimerende. Andre igen synes, det er underholdende og helt tilpas. Jeg ved ikke, hvad jeg selv synes. Derfor tror jeg bare, jeg vil fortsætte med at springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Fra nu af vil jeg dog forsøge at trække vejret samtidig. Det hjælper.

PPS: Måske er det ikke en tilfældighed, at jeg netop i dag har sagt ja til endnu et blogprojekt. Et lidt mere omfattende, internationalt et af slagsen, som kommer til at foregå i samarbejde med en række andre bloggere verden over. Mere om det senere …

Tabte kager og nøgen-kolbøtter

Jeg har været en tur nede ad minde-gaden. Undulaten, som jeg har kendt altid, fordi hun både er min veninde og min kusine (i den rækkefølge) har en far, som har et videokamera. Det havde han også, dengang min krop var barn, og derfor findes der nogle få optagelser af en meget ung Skudamuda. Videobåndene er nu blevet digitaliseret, og jeg fik lov til at se dem i går, hvor jeg var på kombineret skovturs-/video-visit hos den søde fugl. Det endte med at blive et ret interessant antropologisk studium.

For eksempel kunne jeg meget hurtigt konstatere, at jeg var ret begejstret for at rende nøgen rundt som 5-årig. At være nøgen, mens jeg spiste kager, var det helt store hit. Der findes blandt andet en skøn seance fra min oldemors sommerhus, hvor jeg snupper en kage fra det fine kagefad, taber den på græsplænen, samler den op og lægger den tilbage på fadet, hvorefter jeg tager en ny. Det var ret betryggende at se, at jeg i hvert fald på ét tidspunkt i mit liv har formået at gøre præcis, hvad der passede mig – helt egoistisk og uden at bekymre mig synderligt om konsekvenserne.

Den stil fortsætter jeg senere i samme film, hvor jeg med maven fuld af kager beslutter mig for at vise kameraet mine evner udi kolbøtte-slåning – stadig nøgen. Det fremgår tydeligt af optagelserne, at min finmotorik heller ikke dengang var imponerende. Til gengæld fornemmer jeg, at det var her, mit talent for gøgl med kroppen så småt begyndte at manifestere sig.

Jeg kommer muligvis til at fortryde, at jeg har lagt et kolbøtte-billede (øverst til højre) på det offentlige internet. Men jeg går ind for foto-dokumentation. Til gengæld har jeg valgt et meget sløret et af slagsen. Det er jo trods alt stadig samme røv, der sidder på mig den dag i dag (lover dog at holde mig fra den slags gøgl med kroppen fra nu af …)

Der findes også andre optagelser, som overraskede mig – blandt andet en lang scene med undulaten, hvor vi bliver ved med at kravle op på en stol og hoppe ned igen, kun afbrudt af korte pauser, hvor vi skriger utolkelige gloser og synger utolkelige strofer. Dengang havde jeg tydeligvis ikke lært, at højder er farlige. For jeg tør springe ned fra stolen igen og igen, og jeg ser faktisk ikke ud til at være det mindste bange. Imponerende, hvis jeg selv skal sige det (og jeg kan nu lidt bedre forstå, hvorfor jeg var bange for min mormors underbo, som altså var lidt sur).

Hvis man dømmer ud fra mit ansigtsudtryk på sidste billede, er hatten helt sikkert en ja-hat, selvom jeg havde lidt problemer med at kontrollere den og derfor ikke kunne se noget i starten. (Bemærk venligst den flotte korthårs-frisure, som var resultatet af ti minutter på toilettet med min søster, en saks og en gryde. Konsekvensen blev årelang identitetsforvirring, fordi mange troede, at jeg var en dreng …)

De sidste optagelser med mig deltager jeg ikke så aktivt i. Der sover jeg. Helt tungt og midt på dagen. Undulaten og hendes lillesøster gør en ihærdig indsats for at vække mig, så de kan sige farvel. De skal nemlig hjem til deres egen ø langt, langt væk, mens jeg skal blive på fastlandet. Men jeg nægter at vågne. Også da de prøver med både kys og kram. Jeg husker ikke situationen, men jeg har en ret stærk fornemmelse af, at min reaktion var en form for adskillelses-protest. Jeg nægtede at være til stede, når de forlod mig, og derfor lukkede jeg i stedet øjnene, vendte ryggen til dem og lagde mig i fosterstilling. Et ikke helt så konstruktivt reaktions-mønster, men da jeg blev lidt ældre, fandt jeg heldigvis en bedre løsning på problemet. Jeg fulgte nemlig efter dem til deres ø langt, langt væk, så de slet ikke kunne få lov til at forlade mig. I hvert fald ikke særlig lang tid ad gangen. Det betyder heldigvis, at jeg i dag ikke behøver at langtidsplanlægge undulat-samvær – for hun er lige i nærheden og har altid Kinder-chokolade klar, når jeg kommer på besøg.

PS: Der var også nogle optagelser med min morfar, som døde for mange år siden. Dem havde jeg aldrig set før, og da han pludselig dukkede op på skærmen, begyndte mit hjerte at hamre helt oppe i halsen – på den gode melankoli-måde.

PPS: I øvrigt var der også en række optagelser af mig, der spiller violin (men heldigvis ingen, hvor jeg spiller jagthorn). Først tænkte jeg, at jeg ville lave et lydklip, fordi det simpelthen er umuligt at beskrive, hvor frygteligt det lød. Men jeg vil skåne jer. Den slags tortur har ingen ører fortjent!