Noget om Big Band Theory

Jeg har fået en bas. Sådan en rigtig en med fire spritternye strenge og alt muligt. Den er både akustisk og elektrisk, og den har en eddersmart dimmer på siden, som lyser rødt, når den ikke stemmer (gid, jeg selv havde det samme). Den er sej, og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kender en langhalset type, som tror på, at jeg kan blive god til at spille et instrument (han har selvfølgelig heller ikke været vidne til de deciderede voldtægter af alt fra violin til jagthorn, jeg praktiserede, dengang min krop var barn).

Jeg fik bassemanden i fødselsdagsgave, og de sidste par uger har jeg hygget mig lidt med noget Hammertime og andet 90’er-guf. Det er alt sammen meget fint, men jeg synes altså ikke, en bas er verdens mest oplagte soloinstrument. Slet ikke efter jeg i sidste uge var til noget indie-møder-Big-Band-koncert med Vanddyret og endnu en gang blev mindet om, hvor fedt det føles, når ting spiller sammen.

Da jeg fik bassen, tænkte jeg, det kunne være meget sjovt at spille sammen med et andet instrument eller to på et tidspunkt. Og så ved jeg ikke lige, hvad der skete, men to sekunder senere havde musen overtalt mig til at være gæstebasist, når hans legendariske band, Tiramisu, skal spille koncert i morgen. På trods af at jeg stadig ikke rigtig har lært navnene på strengene. Jeg skal spille fire toner. De samme fire tone hele tiden. Det kan ikke gå galt. Så det gør det selvfølgelig. Men jeg er ligeglad, for jeg har besluttet mig for, at jeg er blevet sådan en type, der tager imod en masse udfordringer.

Da jeg fortalte det til Vanddyret som svar på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde sagt ja til koncerten, spurgte han, hvad jeg så ellers har kastet mig ud i af udfordringer. For det lød tydeligvis som om, jeg havde bygget mig selv op til at være en fandens karl, som både havde sprunget elastikspring fra det runde tårn og smidt tøjet foran Johnny Merete. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med en lang remse af seje ting, men den vildeste udfordring, jeg har givet mig selv ud over koncerten, er noget med ikke at spise så mange kager. Og det er simpelthen et alt for fesent eksempel.

Så hvis du ligger inde med noget genialt, jeg ikke tror, jeg kan, men alligevel skal gøre, så giv hyl. Jeg ved, at jeg nåede det absolutte max for egen nervøsitet i sidste weekend, så rammerne er rimelig bredde. Jeg lover ikke, at jeg siger ja. Men jeg lover at føle mig som en taber, hvis jeg ikke tør …

bassemanden

Tabte kager og nøgen-kolbøtter

Jeg har været en tur nede ad minde-gaden. Undulaten, som jeg har kendt altid, fordi hun både er min veninde og min kusine (i den rækkefølge) har en far, som har et videokamera. Det havde han også, dengang min krop var barn, og derfor findes der nogle få optagelser af en meget ung Skudamuda. Videobåndene er nu blevet digitaliseret, og jeg fik lov til at se dem i går, hvor jeg var på kombineret skovturs-/video-visit hos den søde fugl. Det endte med at blive et ret interessant antropologisk studium.

For eksempel kunne jeg meget hurtigt konstatere, at jeg var ret begejstret for at rende nøgen rundt som 5-årig. At være nøgen, mens jeg spiste kager, var det helt store hit. Der findes blandt andet en skøn seance fra min oldemors sommerhus, hvor jeg snupper en kage fra det fine kagefad, taber den på græsplænen, samler den op og lægger den tilbage på fadet, hvorefter jeg tager en ny. Det var ret betryggende at se, at jeg i hvert fald på ét tidspunkt i mit liv har formået at gøre præcis, hvad der passede mig – helt egoistisk og uden at bekymre mig synderligt om konsekvenserne.

Den stil fortsætter jeg senere i samme film, hvor jeg med maven fuld af kager beslutter mig for at vise kameraet mine evner udi kolbøtte-slåning – stadig nøgen. Det fremgår tydeligt af optagelserne, at min finmotorik heller ikke dengang var imponerende. Til gengæld fornemmer jeg, at det var her, mit talent for gøgl med kroppen så småt begyndte at manifestere sig.

Jeg kommer muligvis til at fortryde, at jeg har lagt et kolbøtte-billede (øverst til højre) på det offentlige internet. Men jeg går ind for foto-dokumentation. Til gengæld har jeg valgt et meget sløret et af slagsen. Det er jo trods alt stadig samme røv, der sidder på mig den dag i dag (lover dog at holde mig fra den slags gøgl med kroppen fra nu af …)

Der findes også andre optagelser, som overraskede mig – blandt andet en lang scene med undulaten, hvor vi bliver ved med at kravle op på en stol og hoppe ned igen, kun afbrudt af korte pauser, hvor vi skriger utolkelige gloser og synger utolkelige strofer. Dengang havde jeg tydeligvis ikke lært, at højder er farlige. For jeg tør springe ned fra stolen igen og igen, og jeg ser faktisk ikke ud til at være det mindste bange. Imponerende, hvis jeg selv skal sige det (og jeg kan nu lidt bedre forstå, hvorfor jeg var bange for min mormors underbo, som altså var lidt sur).

Hvis man dømmer ud fra mit ansigtsudtryk på sidste billede, er hatten helt sikkert en ja-hat, selvom jeg havde lidt problemer med at kontrollere den og derfor ikke kunne se noget i starten. (Bemærk venligst den flotte korthårs-frisure, som var resultatet af ti minutter på toilettet med min søster, en saks og en gryde. Konsekvensen blev årelang identitetsforvirring, fordi mange troede, at jeg var en dreng …)

De sidste optagelser med mig deltager jeg ikke så aktivt i. Der sover jeg. Helt tungt og midt på dagen. Undulaten og hendes lillesøster gør en ihærdig indsats for at vække mig, så de kan sige farvel. De skal nemlig hjem til deres egen ø langt, langt væk, mens jeg skal blive på fastlandet. Men jeg nægter at vågne. Også da de prøver med både kys og kram. Jeg husker ikke situationen, men jeg har en ret stærk fornemmelse af, at min reaktion var en form for adskillelses-protest. Jeg nægtede at være til stede, når de forlod mig, og derfor lukkede jeg i stedet øjnene, vendte ryggen til dem og lagde mig i fosterstilling. Et ikke helt så konstruktivt reaktions-mønster, men da jeg blev lidt ældre, fandt jeg heldigvis en bedre løsning på problemet. Jeg fulgte nemlig efter dem til deres ø langt, langt væk, så de slet ikke kunne få lov til at forlade mig. I hvert fald ikke særlig lang tid ad gangen. Det betyder heldigvis, at jeg i dag ikke behøver at langtidsplanlægge undulat-samvær – for hun er lige i nærheden og har altid Kinder-chokolade klar, når jeg kommer på besøg.

PS: Der var også nogle optagelser med min morfar, som døde for mange år siden. Dem havde jeg aldrig set før, og da han pludselig dukkede op på skærmen, begyndte mit hjerte at hamre helt oppe i halsen – på den gode melankoli-måde.

PPS: I øvrigt var der også en række optagelser af mig, der spiller violin (men heldigvis ingen, hvor jeg spiller jagthorn). Først tænkte jeg, at jeg ville lave et lydklip, fordi det simpelthen er umuligt at beskrive, hvor frygteligt det lød. Men jeg vil skåne jer. Den slags tortur har ingen ører fortjent!

Nok endnu en sang om beundringens misundelse

”SYNG, SYNG, SYNG, SYNG”!

Klokken er kvart over kvalme for et par måneder siden, og jeg er i gang med at prøve noget af det, jeg er allermest bange for – karaoke. Det er frygteligt angstprovokerende at stå på sådan en scene, når man ikke er født på den. Derfor var jeg også glad for, at min karaoke-debut kom til at foregå et sted, hvor jeg helt sikkert ikke kendte andre end tusindbenet, guldfisken og musen, som jeg rejste med. Vi var på Oslobåden (alle har ret til et fedt cruise), og jeg skulle synge den sikre vinder-duet ’Ain’t No Mountain High Enough’ med guldfisken. Hun var bare sjovt nok tilfældigvis ude at ryge, lige som det blev vores tur. Et kort øjeblik frygtede jeg derfor, at jeg skulle synge duet med mig selv (symbolikken er tragikomisk), men heldigvis udnytter tusindbenet alle chancer for at komme til at stå på en scene. Han har også engang sunget for dronningen med Danmarks Drengekor. Og han har også indspillet en cd. Han er god, og det vidste publikum godt, for han havde nemlig lige brilleret med en Ronan Keating-ballade. Musikken gik i gang, ordene kom på skærmen, og jeg gik i panik. Jeg kunne slet ikke få hverken musik eller ord til at passe med den sang, jeg troede, vi var i gang med. Tusindbenet var også forvirret, så vi stod helt handlingslammede uden at vide, hvad vi skulle gøre af vores hænder. Og så var det, publikum begyndte at råbe det samme ord igen og igen og igen og igen. Det var forfærdeligt og meget, meget utrygt!

Hvis du tilfældigvis overvejer at starte din karaoke-karriere med samme sangvalg, vil jeg gerne bringe en advarsel. Der findes to sange med næsten samme titel. Jeg troede, vi var i gang med at synge den her, men det viste sig, at vi rent faktisk var i gang med en helt anden sang, der er så ukendt, at jeg ikke engang kan finde den på Youtube. Problematisk. Endnu mere problematisk fordi det ikke gik op for mig på daværende tidspunkt. Jeg troede bare, forvirringen opstod, fordi jeg var fuld og havde glemt, hvordan teksten var. Så i et desperat forsøg på at få publikum til at stoppe med at råbe, prøvede jeg at synge teksten på skærmen til den melodi, som jeg kendte. Og som ikke passede til den melodi, der blev spillet. Det lød ikke godt. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med katastrofens omfang, men det endte med, at vi måtte forlade scenen halvvejs inde i sangen. Tusindbenet var rasende på mig. Det kan jeg godt forstå. Jeg havde ødelagt hans skønsangs-image, fordi jeg troede, jeg også kunne synge.

I mit næste liv vil jeg være sådan en type, der ikke har helt vildt meget lyst til at være én, hun ikke kan være. Det er nemlig så ukonstruktivt at føre krig mod sine egne begrænsninger. Da jeg var helt, helt lille og stadig boede i verdens-mindste-by-i-provinsen, nåede jeg ikke at gå særlig mange af mine første skridt rundt om kassettebåndoptageren, før jeg besluttede mig for, at jeg ville være sådan en musikalsk type på naturtalentsmåden. Jeg startede til violin som tre-årig. Det var ingen succes. Men det skulle sandelig ikke knække mig, så jeg forsøgte lige med klaveret og blokfløjten og jagthornet (!) og saxofonen. Intet virkede for mig.

Egentlig var det vel også det der med sang, jeg allerhelst ville. Det er jo den perfekte kombination af den musik, jeg elsker, og de ord, jeg elsker. Desværre er det ret umuligt at fremprovokere naturtalent. Jeg har for længe siden erkendt, at jeg aldrig bliver hverken hende her eller hende her eller hende her eller hende her eller hende her (okay, det sidste er ikke en hende, men han kan nå de høje toner, og så er musikvideoen fin). Jeg kommer nok ikke engang til at kunne synge en hæderlig karaoke. Men jeg lærte først at værdsætte talentfordelingen i min familie, da jeg hørte hende her synge en sang, hun selv har skrevet og komponeret.